Precious Minutes with You | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Færdig
Alle er overbeviste om, at hun er væk. Borte. Forsvundet i sin koma. Det, de bare ikke er klar over, er, at Samantha Lucina er i en slags komatilstand, hvor hun er fanget i det scenarie, hun blev skudt d. 1. februar 2010. Hver dag går med, at hun er tvunget til at genopleve det samme igen og igen. Der sker dog noget, da Harry Styles fra det kendte band, One Direction, fylder 19 år, for imens Samantha blev skudt i 2010, var Harry i gang med at puste lys ud på sin kage, og på en eller anden måde opstod en mærkelig forbindelse mellem dem. Da Harry fylder 19, begynder han pludselig at drømme om det scenarie, hvor Samantha blev skudt, og de falder langsomt i snak i drømmenes verden, hvor de lærer hinanden mere og mere at kende, og det, der starter som et tilfældigt møde, ender i en forelskelse, men hvordan kan kærlighed overleve, når den ene ligger i koma, mens den anden turnéer i et verdenskendt band?

357Likes
985Kommentarer
24813Visninger
AA

16. Harry | All Gone

Det er svært for mig at koncentrere mig om at synge til koncerten. Alt, hvad jeg kan tænke på, er Sam. De lange vipper, det lille mellemrum mellem tænderne, de perfekte læber, det gyldne hår, det fantastisk fortryllende smil, den perlende latter – jeg kunne blive ved i evigheder. Tanken om hende vil bare ikke slippe mig. Jeg undrer mig så meget over, om hun mon stadig er i live. Har de slukket for maskinen? Fik jeg hendes far overtalt? Vil han vente med at slukke for maskinen? Og endnu vigtigere: Har han overhovedet tænkt sig at slukke den nogensinde?

  ”Fokus,” minder Zayn mig lavmælt om og giver mig et lille klap på skulderen, inden introen til Summer Love begynder at spille. Publikum er ikke andet end en masse lysende, små prikker, der danser i takt med musikken. På en måde forvirrer synet af mig. Jeg er ret svimmel, og ærligt talt kunne jeg bare falde om ethvert øjeblik, for alt er ligesom bare blevet for meget. Det hele er steget mig til hovedet. Jeg ved ikke, om jeg har mistet Sam for evigt, Paul er overbevist om, at al berømmelsen har forandret mig, drengene stoler vist ikke rigtigt på, at jeg går virkelig meget op i denne her karriere (forståeligt nok), og rygterne er virkelig også bare blevet det største kaos. Jeg startede med at være flirten i gruppen, men nu er jeg mere bare … den, der er sammen med en ny pige hver aften. Og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg har det med det, for kan man overhovedet være glad for at blive fremstillet sådan? Da jeg var lille, hørte jeg altid om kendte menneskers liv. Deres liv virkede så inddragende og problemløst, men det er kun, fordi ingen nogensinde fortalte mig om bagsiden ved det hele. De fortalte mig aldrig, mit privatliv ville være så godt som forsvundet. De fortalte mig aldrig, hvordan folk bare ville dømme mig uden at tøve. De fortalte mig aldrig om de herrens mange rygter. Nu ville jeg lidt ønske, nogen havde givet mig bare en enkelt advarsel.

Don't promise that you're gonna write
Don't promise that you'll call
Just promise that you won't forget we had it all

  Min stemme glider hæst henover tonerne, og jeg bevæger mig lidt rundt på scenen i et forsøg på at foretage mig et eller andet. Jeg kigger op for at se mig selv på storskærmen i salen, og et skævt smil krummer om mine læber. Legende lader jeg min tunge fugte mine læber, da min solo er færdig, og frem træder Zayn sammen med Liam og Niall på guitaren for at synge omkvædet.

  ”Hey, er du okay?” Jeg kigger op for at møde Louis’ blik, inden jeg forsigtigt træder et skridt tilbage – ikke fordi jeg har noget imod Louis, men der var bare kun få centimeter fra vores ansigter, og jeg ved, hvordan medierne kan fremstille os.

  ”Ja, der er bare en del tanker, der kredser rundt i mit hoved for tiden,” svarer jeg med et træk på skuldrene. ”Det er ikke noget, du skal bekymre dig om.”

  ”Bare husk, drengene og jeg er her for dig, ikke?” siger han med et opmuntrende smil, inden han forlader mig for at synge andet vers. Adskillige bekymrede blikke bliver sendt i min retning, men jeg trækker overbevisende på smilebåndet for at vise, der virkelig ikke er noget galt. Selvom det er løgn.

  Jeg har altid været helt sikker på, jeg kan fortælle alt til de andre drenge, men nu er jeg bare ikke længere helt så sikker. De vil sikkert forstå mig og det hele, men alligevel ikke. De vil tro, jeg er psykisk syg. At jeg har brug for hjælp. Og det har jeg virkelig ikke – i hvert fald ikke af disse årsager. Drengene og jeg fortæller altid hinanden alt, men lige denne her ting er anderledes. Alt det her med Samantha kan jo ikke lade sig gøre. Og så alligevel – det, at jeg har mødt hende i mine drømme, er jo lidt af et bevis på, at det kan det åbenbart.

  ”Jeg vil bare gerne sige,” starter jeg ud, da Summer Love er slut. ”at jeg er helt ufatteligt taknemmelig for jer fans. I har vendt op og ned på mit liv, og jeg tror ikke, jeg har vist, hvor meget jeg påskønner det her. I er de bedste – det er I virkelig. Her for tiden har jeg måske virket lidt fraværende til koncerterne, og I har sikkert heller ikke hørt meget om mig i medierne, og det er, fordi der er denne her pige …”

  Publikum er helt stille, og jeg kan mærke, alles blikke er fæstnet på mig. Mig og ingen anden.

  ”Hendes navn er Samantha Lucina, og hun blev skudt for tre år siden på min fødselsdag. Jeg har besøgt hende de seneste par dage, fordi hun er indlagt her i Detroit – hun ligger i koma. Det har hun gjort, siden hun blev skudt, og det er trods alt en del år siden. Der er ikke rigtigt nogen pointe i at besøge hende, siden hun ikke kan svare mig tilbage – det ved jeg – men jeg føler bare ligesom, vi har en … forbindelse.” Mere siger jeg ikke, for så vil folk nok begynde at tro, jeg er sindssyg. Roligt træder jeg tilbage, så de andre drenge kan komme til, men før de igen snakker, giver de publikum mulighed for at bryde ud i skrig og klapsalver.

  ”Så ved I da, hvad Harry har beskæftiget sig med!” udbryder Liam friskt og smiler til publikum. ”Og nu til Twitter-spørgsmålene!”

***

”Hold op, hvor er jeg bare træt!” erklærer Zayn og gaber, da vi sidder i bilen på vej hjem.

  ”Jeg kunne godt bruge noget mad,” mumler Liam, og Niall melder sig enig.

  ”Også jeg.”

  ”Måske skulle vi tage et smut forbi McDonald’s?” foreslår Liam. ”Det er vist blevet lidt af en rutine for os bare at gribe noget fastfood på vejen nu, er det ikke?”

  ”Det er det vist,” indrømmer Niall og griner. ”Men jeg kunne virkelig godt lige bruge en burger – det er jo udmattende at være på tourné!”

  ”Det er det i den grad,” nikker Liam.

  ”Hvordan går det med hende Samantha?” spørger Zayn, og fire sæt øjne lander på mig, hvilket får mig til at rømme mig en smule nervøst.

  ”Tja, der er vel ikke så meget at fortælle. Hun har ligget i koma i tre år nu, så jeg tror snart, de slukker for den maskine, der holder hende i live,” svarer jeg en anelse tørt.

  ”Det er jeg ked af at høre – det lyder, som om du virkelig viser interesse i hende pigen,” mumler Zayn medfølende. ”Men jeg er sikker på, det vel er for det bedste – tre år er ret lang tid.”

  ”Det har du ret i,” sammentygger jeg. ”Det er nok for det bedste.”

***

Jeg plasker noget vand i ansigtet og finder et håndklæde for at tørre det, inden jeg kaster et blik i spejlet. Det er virkelig ikke sundt for mig at optræde så sent – flere steder er min hud blevet rødlig, og poserne under mine øjne er heller ikke lige til at overse. Men det er jo sådan, livet er, når man er på tourné. Tidligt op, sent i seng.

  ”Sig mig, hvad lavede du dog derinde?” spørger Louis og griner, da jeg træder ud af badeværelset. ”Du brugte en evighed!”

  ”Undskyld,” svarer jeg med et skævt smil. ”Jeg trængte lige til at børste tænderne lidt mere omhyggeligt her til aften.”

  ”Forståeligt nok, siden du har tilbragt dine sidste par nætter på et hospital,” bider Louis mærke i. ”Der er vist ikke helt så komfortabelt, er der? Sov du overhovedet i en seng?”

  ”Tja,” mumler jeg med et træk på skuldrene. ”Det spiller ingen rolle.”

  ”Så kan jeg vist godt gå i bad!” siger Zayn, som kommer stavrende med et håndklæde i hånden.

  ”Nej, nej – du bruger altid en evighed!” Louis farer trodsigt op, inden han sætter kurs mod badeværelset i al hast, og det samme gør Zayn. De når døren samtidig og skubber grinende til hinanden.

  ”Jeg skal kun bruge fem minutter!” hviner Louis, imens han prøver på at få dørhåndtaget ned. ”Bare giv mig fem minutter!”

  ”Okay så,” svarer Zayn opgivende og himler med øjnene. ”Men kun fem minutter!”

  Louis lukker tilfredst døren til badeværelset og låser den omhyggeligt, mens Zayn forlader lokalet, så jeg er efterladt alene tilbage. Roligt lægger jeg mig i sengen og trækker dynen op over mig, inden jeg lukker øjnene og prøver på at sove. Sekunderne går. Og går. Og går. Jeg kan høre vandet rinde inde ved siden af på badeværelset, og jeg spørger mig selv, om hvor lang tid der egentlig er gået, for Zayn er jo ikke kommet tilbage endnu. Er der overhovedet gået fem minutter?

  ”Sover han?” En svag hvisken når min øregang. Jeg genkender stemmen som Zayn.

  ”Det tror jeg,” hvisker Louis tilbage, og jeg kan høre hans fodtrin, da han forsigtigt træder ud af badeværelset. Jeg åbner ikke øjnene.

  Mere bliver ikke sagt, og den eneste lyd, jeg kan høre, er lyden af en bruser – det er vel formentligt Zayn, der er gået i bad. Jeg kan godt lide, at der ikke er helt stille, for jeg har altid haft lettere ved at falde i søvn til lyden af ting, der sker i hverdagen. Hvis alt var så stille, at kun uret kunne høres, ville det nok være sværere for mig at falde i søvn, for så ville jeg fokusere alt for meget på de lydløse tik.

  Ihærdigt forsøger jeg at tømme hele mit hoved. Jeg kan jo aldrig falde i søvn, hvis jeg tænker over alt mellem himmel og jord. Men jeg tror ikke, søvnløsheden skyldes, at jeg tænker så meget. Eller jo, det gør den, men jeg tænker jo så meget med vilje. For jeg har ikke lyst til at falde i søvn. Jeg er bange for, at Sam ikke kommer til at være der, for det kan kun betyde én ting: at hun er død.

  Til sidst får søvnens fangarme fat i mig, og jeg kan ikke gøre andet end at lade mig trække med i drømmeland.

***

Jeg er vågen. Og så alligevel ikke. Kender I det, hvor man ved, hvad der foregår omkring en, men så alligevel stadig er helt søvndrukken? Sådan har jeg det.

  Men det varer ikke længe, for jeg sætter mig op med et sæt, da noget går op for mig. Og det ’noget’ får mig til at rejse mig frustreret og vandre benægtende rundt. Det ’noget’ får mig til at give et frustreret brøl fra mig. Det ’noget’ får mig til at vælte alle bøgerne, der er pænt stablet op under tv’et. Det ’noget’ får tårerne til at strømme frit ned ad mine kinder, uden jeg prøver på at stoppe dem.

  ”Harry, hvad sker der?” mumler Liam forskrækket, men så alligevel ikke, fordi hans døsighed gør ham en anelse mindre højlydt.

  ”Det kan ikke passe.” Jeg slår hårdt en knytnæve ind i væggen – dog ikke hårdt nok til at smadre den eller gør skade på mig selv. ”Det kan ikke passe!

  ”Hey, hey!” Et par hænder bliver lagt på mine skuldre, og jeg vender mig hastigt rundt for at møde Zayns bekymrede blik. ”Hvad er der galt?”

  ”I vil alligevel ikke forstå,” svarer jeg afvisende og ryster på hovedet, inden jeg tramper ud på badeværelset, hvor jeg tager mig til hovedet. Det må ikke være sandt. Det må det bare ikke – men det er det. Selvom jeg ikke ønsker det, så kan jeg ikke undgå den tragiske sandhed. På et eller andet tidspunkt er jeg nødt til at se det i øjnene. Samantha er død.

 

Ét kapitel tilbage! Kan I fatte det? Jeg ser, om jeg ikke kan få skrevet kapitlet i dag, så historien kan slutte i morgen! Jeg håber ikke, I føler jeg bombarderede af det x

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...