Precious Minutes with You | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Færdig
Alle er overbeviste om, at hun er væk. Borte. Forsvundet i sin koma. Det, de bare ikke er klar over, er, at Samantha Lucina er i en slags komatilstand, hvor hun er fanget i det scenarie, hun blev skudt d. 1. februar 2010. Hver dag går med, at hun er tvunget til at genopleve det samme igen og igen. Der sker dog noget, da Harry Styles fra det kendte band, One Direction, fylder 19 år, for imens Samantha blev skudt i 2010, var Harry i gang med at puste lys ud på sin kage, og på en eller anden måde opstod en mærkelig forbindelse mellem dem. Da Harry fylder 19, begynder han pludselig at drømme om det scenarie, hvor Samantha blev skudt, og de falder langsomt i snak i drømmenes verden, hvor de lærer hinanden mere og mere at kende, og det, der starter som et tilfældigt møde, ender i en forelskelse, men hvordan kan kærlighed overleve, når den ene ligger i koma, mens den anden turnéer i et verdenskendt band?

357Likes
985Kommentarer
24835Visninger
AA

5. Harry | A Whole New World

”Harry.” Sams øjne er helt fugtige, og hun snøfter, inden et smil breder sig på hendes ansigt. ”Du kom.”

  ”Selvfølgelig,” svarer jeg og gengælder hendes smil. Egentlig har jeg ikke rigtigt noget valg. Jeg er desværre ikke en af de personer, der kan kontrollere sine egne drømme.

  ”Okay, jeg er altså lige nødt til at vide noget,” siger hun, inden hun kigger alvorligt på mig. ”Du er ægte, ikke?”

  Jeg stirrer lidt ned ad mig selv og trækker lidt på skuldrene. ”Sidst jeg tjekkede, var jeg, ja. Jeg er så ægte, som man nu kan være i sine drømme.”

  ”Så du drømmer?” spørger hun interesseret, og hendes øjne skinner med solens stråler til at indramme den flotte farve.

  ”Ja, øh …” Jeg rynker brynene. Eller gør jeg? ”Det tror jeg da. Måske. Jeg er faktisk ikke helt sikker.”

  ”Ah, okay,” nikker Sam med et tænksomt blik. ”Hør, jeg er altså en smule ked af, at jeg virkede så mærkelig, da vi mødtes her i går – eller hvornår det nu var. Jeg var bare lidt i chok, og jeg troede ikke, jeg ville møde dig igen. Det har jo så vist sig, at jeg tog fejl, og nu har jeg helt sikkert givet dig et indtryk af, at jeg er en eller anden sindssyg voodookvinde, og det er jeg altså virkelig ikke, så er der nogen chance for, at vi kan starte om igen?”

  Jeg nikker. ”Selvfølgelig. Hvad med at præsentere os selv for hinanden til at starte med? Mit navn er Harry Styles, hyggeligt at møde dig.”

  Sam tager imod den fremstrakte hånd, jeg har rakt mod hende, og hendes smil bliver større, så jeg kan se hendes tænder. Jeg bider mærke i, at hun har et lille mellemrum mellem sine fortænder, mens resten af hendes tænder er helt lige og flotte. Det klæder hende med mellemrummet. Det fuldender ligesom bare hendes udseende endnu mere. ”Mit navn er Samantha Lucina, men folk kalder mig bare Sam eller Sammy.”

  ”Jeg er altså også lige nødt til at spørge dig om,” mumler jeg. ”Er du ægte? Eller er du bare en drømmevision? Findes du i virkeligheden?”

  Samantha kigger ned på sine hænder. Hendes smil forlader langsomt sit ansigt, og til sidst er der kun trukket meget let i smilebåndene. ”Jeg findes, ja. Eller jeg ved ikke, om man direkte kan sige, jeg findes som sådan.”

  ”Hvad mener du?” Jeg kigger uforstående på hende.

  ”Jeg lever ikke,” forklarer hun, og hendes mund er blevet afløst med en smal streg. ”Men jeg er heller ikke død.”

  Nu taler hun i gåder igen. Er det bare en eller anden drømmesignaturting?

  ”Hør, kan du ikke bare forklare mig, hvad der foregår?” spørger jeg. Jeg kan se, hun tager en dyb indånding og lader sin tunge glide henover sine læber i et forsøg på at fugte dem, inden hun langsomt rømmer sig.

  ”Jeg ligger i koma.” Ordet ’koma’ får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

  ”Hvad? Hvordan?” Jeg rynker brynene.

  ”Du har grunden lige foran dig,” siger hun og peger ud mod forsamlingen af mennesker i bussen. ”Det her er gerningsstedet.”

  ”Jeg forstår ikke …” Egentlig forstår jeg det hele. Jeg kan bare ikke sluge det hele. Så det i går var ikke bare et dumt mareridt? Det var rent faktisk noget, der havde foregået år forinden.

  ”Jeg blev skudt d. 1. februar 2010, og jeg har ligget i koma siden,” sukker hun. ”Du aner ikke, hvor ensomt det er. At snakke med folkene i denne bus er som at snakke med en sten.”

  ”D. 1. februar er min fødselsdag,” opdager jeg overrasket.

  ”Jamen så må det jo være forklaringen på, hvorfor vi mødes på denne her måde. Normalt ville jeg nok aldrig nogensinde tro på noget som det her, men denne her koma har fået mig til at indse, at en del kan lade sig gøre. Måske opstod der en eller anden forbindelse mellem os den dag.” Hun trækker på skuldrene. ”Jeg har ikke rigtigt forstand på alt det der åndehalløj, men ja – jeg er lidt ligeglad. Jeg er bare glad for, jeg ikke er endt med en eller anden 50-årig gammel mand. Der er jo også 50-årige mænd, der har fødselsdag d. 1. februar.”

  ”Tja.”

  ”Men lad os nu lade være med at spekulere mere over alt det,” udbryder hun, inden hun klapper sine hænder sammen. ”Jeg vil gerne høre lidt mere om dig, så jeg måske rent faktisk kan indse, at du er ægte og ikke bare en hallucination som resultat af, at jeg har været for ensom i alt for lang tid.”

  ”Hvad vil du gerne vide?” spørger jeg.

  ”Alt. Seriøst, bare snak som et vandfald. Jeg har virkelig brug for det efter så mange år.” Desperationen skærer igennem hele hendes stemme. Det må virkelig have været nogle ensomme år. ”Øhm, mit navn er som sagt Harry, og jeg er 19 år.”

  ”Og du er britisk,” lægger hun mærke til.

  ”Og du er …?”

  ”Amerikansk,” forklarer hun. ”Detroit, for at være helt præcis.”

  ”Aha,” nikker jeg.

  ”Men ja, fortsæt!” opmuntrer hun mig.

  ”Øhm, ja …” Jeg kan pludselig ikke huske særlig meget om mig selv. Hvad er der nu at fortælle? ”Mine forældre er skilt, og jeg har også en storesøster.”

  ”Interessant,” nikker hun. ”Arbejder du som noget?”

  Jeg rynker koncentreret brynene. Jeg føler, det er noget ret vigtigt at fortælle, men jeg kan pludselig slet ikke huske det. Det ligger lige på tungen, men så alligevel ikke.

  ”Jeg har et arbejde, ja …” Mine øjne lyser op, da jeg kommer i tanker om det. ”Nårh, ja – jeg arbejd – ”

  Mere når jeg ikke at sige, før en barnestemme afbryder mig.

  ”Slip mig!” Ikke igen. Jeg ser manden med det faste greb om den Sams lillesøsters håndled.

  ”Hey! Gider du godt slippe min søster?” Samanthas stemme er helt spydig og kold.

  Jeg kan mærke folks blikke i nakken. Og det er så nu, de lægger mærke til os. ”Hallo, hørte du ikke, hvad jeg sagde? Slip hende!”

  Manden reagerer ikke. Jeg kan se vreden malet i Samanthas ansigt, inden hun rejser sig med beslutsomme skridt og trasker hen mod manden, men så høres de to skud, og hun falder sammen med en anstrengt grimasse.

  ”Sam!” Samanthas lillesøster griber fat om hendes hånd. ”Sammy?”

  Sams livløse blik får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen på mig. Jeg kan virkelig slet ikke forestille mig, at den pige, som nu ligger helt magtesløs, er den samme pige, som jeg lige har snakket med.

  ”Du må ikke dø, Sammy!” Samanthas lillesøsters hulk fylder hele bussen. Og lige sådan slutter det hele.

  Jeg sætter mig forskrækket op i sengen og fortryder straks min handling, da en tung hovedpine rammer mig. Drømmen kører stadig indeni mit hoved, og egentlig har jeg bare lyst til at tage tilbage igen og spørge mere ind til, hvad der foregår, men jeg må vente. Forhåbentligt vil jeg drømme om hende igen.

  Jeg tænker tilbage på gårsdagens begivenheder. Min fødselsdag. Alt er lidt omtåget, men jeg ved i hvert fald, jeg blev en smule for fuld til min fest. Og jeg husker også den stripper, Grimmy havde inviteret. Faktisk var hun ikke engang en stripper, nu når jeg tænker nærmere over det. Hun var jo bare en fotograf, der var blevet betalt for at strippe for mig. Jeg tør ikke engang tænke på, hvor mange billeder der er sluppet ud nu omkring det. Men det er virkelig ikke det, der fylder alle mine tanker. Det er hende. Jeg hungrer efter at vide mere om hende.

  Jeg rejser mig op og finder vej ud i køkkenet, hvor jeg sluger et par hovedpinepiller. Mit blik glider ned over hele min krop, og jeg skærer ansigt, da jeg opdager, jeg er faldet i søvn i mit tøj. Min mørkeblå Burberry-skjorte lugter helt af alkohol og røg, og jeg føler mig virkelig bare klam. Jeg kan mærke, jeg trænger til et bad.

  Jeg træder ind under bruserens varme stråler og lader temperaturen indhylle mig, da jeg har fået mit tøj af. Vandet gør mit hår helt fladt, og ydersiden af mine krøller bliver en smule fugtige. Jeg har det sådan, at jeg altid tænker bedst, når jeg er i bad. Jeg aner ikke hvorfor. Jeg tror vist bare, jeg er virkelig afslappet i badet.

  Hendes gyldne øjne har brændt sig fast i min hukommelse. Hendes lille smil og de fyldige læber. De markerede kindben og stærke ansigtstræk. Det gyldne hår. Den bløde, melodiske, fortryllende stemme. Og nu hvor hun ikke længere er helt psykopatisk, er det gået op for mig, at hun faktisk er virkelig sød at snakke med. Hun virkede virkelig desperat, da jeg snakkede med hende i drømmen. Jeg tror også, jeg ville være ret glad for at se en levende sjæl, hvis jeg havde været isoleret i flere år. Man kan ikke rigtigt bebrejde hende.

  Jeg har aldrig haft det helt let med at huske drømme, men det er, som om jeg bare husker hver eneste detalje omkring drømmene om hende. Måske har det noget at gøre med, at de her drømme er anderledes. Der er et eller andet overnaturligt over det her. Det er ikke naturligt, at jeg snakker med en pige, der ligger i koma helt i USA. Det er ikke normalt.

  Jeg har virkelig indprentet hver eneste detalje om hende i min hukommelse. Jeg er overhovedet ikke klar over, hvordan alt det her kan lade sig gøre overhovedet, og jeg ved ikke meget om den der drømmeverden, vi nu har befundet os i to gange, men jeg er sikker på én ting: jeg er nødt til at se hende igen.

 

Kender I det med at glemme alt, naar man drømmer? I hvert fald drømmer jeg tit, hvor jeg har bildt mig selv alt muligt ind, som slet ikke er sandt, og det er altsaa grunden til, at Harry er saa forvirret i den der verden (egentlig er han ikke særlig forvirret), hvis I nu skulle undre jer. Jeg beklager virkelig for ventetiden - jeg haaber snart, jeg faar min bærbar tilbage, saa jeg rent faktisk har det sidste bogstav i alfabetet. Men jeg vil gerne lige sige tuuuuuusind tak til alle jer, der læser med! 73 læsere er sindssygt, jeg er saa taknemmelig xoxo

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...