Precious Minutes with You | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Færdig
Alle er overbeviste om, at hun er væk. Borte. Forsvundet i sin koma. Det, de bare ikke er klar over, er, at Samantha Lucina er i en slags komatilstand, hvor hun er fanget i det scenarie, hun blev skudt d. 1. februar 2010. Hver dag går med, at hun er tvunget til at genopleve det samme igen og igen. Der sker dog noget, da Harry Styles fra det kendte band, One Direction, fylder 19 år, for imens Samantha blev skudt i 2010, var Harry i gang med at puste lys ud på sin kage, og på en eller anden måde opstod en mærkelig forbindelse mellem dem. Da Harry fylder 19, begynder han pludselig at drømme om det scenarie, hvor Samantha blev skudt, og de falder langsomt i snak i drømmenes verden, hvor de lærer hinanden mere og mere at kende, og det, der starter som et tilfældigt møde, ender i en forelskelse, men hvordan kan kærlighed overleve, når den ene ligger i koma, mens den anden turnéer i et verdenskendt band?

356Likes
985Kommentarer
24302Visninger
AA

10. Blandede synsvinkler | Meeting You

Harrys synsvinkel

12:37

”Er du bekendt eller i relation med Samantha?” Sekretæren kigger undersøgende på mig med mistænksomme øjne, og jeg prøver at skaffe mig selv noget tid ved at fugte mine læber.

  ”Øhm, ja, jeg er en af hendes venner,” svarer jeg efter nogle sekunder og presser mine læber mod hinanden, men giver så et lydløst lettelses suk fra mig, da hun giver mig oplysningerne om, hvor hendes værelse ligger.

  Jeg begynder at gå igennem den lange gang, hvor dørene er linet op på hver sin side, og det føles som at gå uden egentlig at komme nogen vegne. Hospitaler har aldrig lige været mit favoritsted at være. Farven på de triste vægge er en mat blå, og malingen er skallet af nogle steder. Loftet er så højt, at det nærmest virker uendeligt, og det gør akustikken helt mærkelig. Alle lyde giver ligesom en klang fra sig, og derfor er jeg også helt forsigtig, hver gang jeg tager et skridt.

  Mit blik fæstner sig til den dør, hvor nummeret står med fed og tydelig skrift, så selv jeg, som er en smule nærsynet, kan se tallene.

  2174

  Jeg er endelig nået frem. Hun er kun få meter fra mig.

  Mine skridt er pludselig blevet en anelse tøvende. Jeg ved ikke, hvilket syn der vil møde mig, når jeg træder over dørkarmen. Selvom jeg har været så overbevist om, at en engel blot vil trænge ind i mit synsfelt, frygter jeg også et syn, der på ingen måde er ventet.

  Jeg løfter rystende hånden for at trække ned i dørhåndtaget, men stopper min bevægelse, da jeg ser hende. I døren er der indbygget et vindue, som tillader mig at se de blonde lokker, og det er nok til at se, det er hende. Det er Sam.

 

Samanthas synsvinkel

12:52

Jeg kan ikke skjule, hvor spændt jeg er. Det sker endelig i dag! Måske kun om få minutter! Harry og jeg kommer til at møde hinanden. Godt nok er jeg bevidstløs og alt det der men, vi skal mødes! Bare tanken om at skulle høre en anden stemme end Emmas giver mig de største sommerfugle i maven. Altså, det er ikke, fordi jeg har noget imod kun at høre Emmas stemme, men altså – det er jo altid dejligt med nogle nye ting indimellem.

  ”H-hej Sam …” Jeg løfter længselsfuldt hovedet med et stort smil på mine læber. ”Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige …

  Han lyder sådan ret nervøs. Og det gør mig nervøs. Oh God, hvad hvis jeg virkelig ligner noget, der skulle være løgn?

  Og ligesom hvis han kunne læse mine tanker, siger han: ”Til din information ser du strålende ud. Og du har ikke fået et massivt akneudbrud.

  Hans perlende latter giver mig lyst til selv at le, men jeg stopper mig selv ved at minde mig selv om, at jeg er mutters alene.

  ”Det er … helt mærkeligt at se dit ansigt i virkeligheden,” mumler han, inden han skynder sig at tilføje: ”Altså, ikke fordi at der er noget galt med dit ansigt. Det er bare et uvant syn. Du er stadig køn. Smuk. Men jeg ved bare ikke – det er mærkeligt ikke at kunne kigge ind i dine øjne.

  Jeg kan ikke forhindre mit smil i at blive større og større, indtil det nærmest fylder hele mit ansigt. Han synes, jeg er køn. Smuk endda. Han har vist nævnt det sådan lidt indirekte overfor mig før, men alligevel bobler det helt over det hele, når han siger det.

  ”Altså, nu ved jeg ikke lige, hvordan din verden er, eller om du overhovedet kan høre mig, men ja – jeg vil gerne holde dig med selskab lige meget hvad. I dag skal drengene og jeg ikke rigtigt optræde. Paul har givet mig lov til at blive hos dig, mens de andre øver til optrædenen i morgen. Gid du kunne komme med.

  Jep. Gid jeg kunne. Men nu er der så bare lige det faktum, at jeg er halvdød, hvilket gør alt ret så besværligt for mig, hvis du forstår?

  ”Jeg glæder mig til, at vi igen kan snakke i min drøm. Det er en del lettere end at snakke med dig på denne her måde,” betror han sig til mig, hvilket får en bedrøvet grimasse frem på mit ansigt. Gid jeg bare kunne sætte mig op i den hospitalsseng og svare ham. Jeg kan nærmest bare forestille mig, hvor akavet det må føles for ham at skulle snakke til mig, når jeg slet ikke svarer. Han kunne ligeså godt bare snakke med en dør. Eller en mur. Ja, alt ikke-levende. Det ville ikke gøre nogen forskel.

  ”Siden jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg ellers skal snakke om, vil jeg fortælle dig lidt om, hvad der foregår i verden lige nu.” Jeg elsker seriøst bare, hvor meget han prøver på at lette den akavede stemning. Jeg kan bare høre på hans tonefald, han føler sig virkelig akavet tilpas. Hvor er det alligevel sødt, han alligevel prøver så ihærdigt på at snakke med mig, når jeg ikke svarer. ”Jo, altså … Stephenie Meyer, som skrev Twilight, har fået filmatiseret sin anden bog, The Host, og den kommer i slutningen af måneden.

  Åh, Twilight! Jeg havde engang den sygeste besættelse af den serie. Nu kan jeg nærmest ikke engang huske ham den lækre vampyrs navn. Var det Edwin? Fanden tage min komahukommelse. Det er ellers en af de eneste bogserier, jeg har læst, og nu var jeg lige så stolt over det.

  ”Min ven, Louis, er kommet til skade med sit knæ, så han er på krykker nu. Her forleden sang vi denne her sang, der hedder More Than This, hvor vi ændrede teksten til alt muligt omkring hans knæ.

  Gid jeg kunne have været der. Det virker, som om han og dem fra hans band fjoller ret meget rundt på scenen. Men tja, det er da bedre med et afslappet show end et, hvor alt nærmest bare virker helt mekanisk på grund af koreografien.

  Harry giver et suk fra sig og går lidt i stå, inden en enkelt sætning runger ud i hele lokalet, jeg sidder i.

  ”Jeg håber virkelig, du vågner af den koma snart …

  Jeg bider mig i læben.

  Tro mig – det gør jeg også. Mere end noget andet.

 

Harrys synsvinkel

13:05

Jeg stirrer på den bevidstløse pige foran mig. Jeg er løbet en smule tør for ord, for hvad skal jeg mere fortælle hende om? At vi har fået en ny pave? Det virker så akavet.

  I stedet griber jeg hendes hånd, og et lille smil krummer om mine læber, da jeg bemærker, at det elektriske stød stadig farer igennem hele min arm. Det er altså ikke kun i drømmene, det sker. Gad vide, om hun også kan mærke det.

  Med min højre frie hånd kærtegner jeg blidt hendes kind, som er overraskende blød. Ikke fordi at jeg havde forventet, at den var totalt tør eller noget i den stil, men det er ligesom at røre ved babyhud. Jeg stryger hendes lyse hår og lader fingrene køre igennem det et par gange, inden jeg presser læberne nervøst sammen mod hinanden. Selvom hun er bevidstløs, er hun gudesmuk. Hendes vejrtrækninger er rolige og regelmæssige, og jeg kan høre en maskine bippe i baggrunden.

  Vejret udenfor er ret kedeligt og gråt, men jeg kan ane solens svage stråler gennem de dominerende skyer. Måske bliver vejret endelig snart godt. Der har været lidt bøvl med at rejse rundt på vores tourné på grund af det dårlige vejr, for nogle steder er der stadig sne, og det undrer mig virkelig, eftersom vi er i marts. Tja, det er vel bare den globale opvarmning.

  Den Samantha, der ligger foran mig, ser ældre ud end hende i mine drømme. Hendes ansigtstræk er mere markante, og hun er også en anelse mere mager end Sam fra mine drømme. Det er sikkert, fordi Sam i mine drømme er 15 år, mens den Sam, der ligger foran mig lige nu, er 17 år, hvis jeg da husker rigtigt. Årene har været virkelig venlige imod hende – det kan man ikke benægte. Det er virkelig svært at ignorere de tanker, jeg har i hovedet lige nu. Jeg er nødt til at se, hvordan det er. Hvad der sker.

  Langsomt og forsigtigt læner jeg mig forover og lader mine læber strejfe hendes, inden jeg igen sætter mig op. Selv hendes læber føles som det rene silke. Og selvom vores læber kun lige kort børstede hinanden, mærkede jeg et endnu kraftigere stød, da jeg kyssede hende, end nogen af dem, vi ellers får, når vores hud kommer i kontakt med hinanden. Følelsen er uforklarlig. Det er virkelig bare som at træde ind i en helt ny verden. Lidt ligesom … en ny form for stoffer. Så faktisk kan man godt kalde mig en junkie. En Samantha-junkie.

 

Samanthas synsvinkel

13:12

Den kildende fornemmelse sidder stadig i mine læber, og Harrys duft hænger over hele det dunkle lokale, jeg sidder i. Det har jeg aldrig oplevet før. Men det er nu dejligt. Det er dejligt med lidt forandring for en gangs skyld – især fordi jeg aldrig nogensinde har prøvet at se noget forandret ved atmosfæren i komaverdenen. Det er altid det samme. Samme lugt, samme udseende, samme temperatur, samme rutiner, samme … I har vel nok fattet den.

  Jeg lader let mine fingerspidser berøre min underlæbe og giver et suk fra mig, da jeg genkalder mig følelsen, der kom, da Harry kyssede mig. Hvis det da var det, han gjorde. Jeg ved ikke helt, hvad der skete. I hvert fald fik jeg bare denne her mærkelige følelse i læberne, men det var mærkeligt på en god måde. Det føltes, som om nogen strøg en fjer henover mine læber, samtidig med at det så sendte det her ultimative, elektriske stød igennem mig og fik alt til at boble i hele kroppen.

  Længslen efter at se ham i drømmeverdenen er kun vokset, nu hvor vi endelig har mødt hinanden. Jeg er nødt til at vide, om han kyssede mig eller ej. Men alligevel ville det være ret så akavet, hvis jeg spurgte, om han havde kysset mig, og han så svarede nej. Åh gud, hvor ville det være akavet. Det ville være mere end akavet. Så jeg er nødt til at finde en diskret måde at spørge om det på. Hvis det da kan lade sig gøre.

  Jeg gad vide, om Harry er gået. Om han har forladt mig nu. Han skal vel sikkert også øve og alt sådan noget. Alligevel ønsker jeg inderligt, han stadig er her. Men det er nok ikke rigtigt muligt, siden han ikke siger noget. Han er sikkert gået. Suk. Så er det bare mig og ensomhedens tomrum.

 

Harrys synsvinkel

21:57

Jeg stirrer ned på vores sammenflettede fingre og gnubber blidt Samanthas tommelfinger mellem mine. Jeg har ikke rigtigt sagt yderligere siden kysset, for jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er mundlam. Men jeg har heller ikke forladt Samantha. Det kan jeg bare ikke få mig selv til. Hun ser så … sårbar ud, og jeg vil bare ikke have, der sker hende yderligere, selvom det er ret usandsynligt, eftersom vi trods alt befinder os på et hospital. Alligevel føler jeg mig forpligtet til at våge over hende som en høg. Det har nok noget at gøre med mine følelser.

  Jeg ved ikke, hvordan det er muligt. Hvordan kan jeg være blevet forelsket i en pige, jeg aldrig har talt med som sådan? Hvad er det, der gør hende så speciel? Så unik? Så uimodståelig? Det har nok noget at gøre med, at hun bare opfører sig så afslappet i nærheden af mig. Hun er virkelig bare sig selv. Sit akavede, humoristiske jeg. Og det elsker jeg. Jeg elsker, hvordan hun kan komme med de mærkeligste bemærkninger midt i det hele, og hvordan hun altid begynder at rødme, når hun får sagt noget forkert. Det er svært at finde sådan en pige, nu hvor de fleste ved, hvem jeg er. Selvom jeg siger, jeg sagtens kunne finde på at date en fan, så er jeg ikke så sikker på det, for fans vil altid komme til at se mig som Harry Styles fra One Direction, og det er nok det største turn off for mig. Jeg vil have en pige, der ikke behøver tænke på, at jeg er, hvem jeg er. En pige, der slet ikke kender til det såkaldte band, One Direction. En pige som Sam.

  Jeg bruger min ledige hånd til at løfte det kaffekrus ved siden af mig, inden jeg tager den op til munden, men til min skuffelse opdager jeg, at der ikke er mere tilbage. Kun duften og den mudrede, grumsede farve beviser, at der engang har været noget i kruset. Bedrøvet sætter jeg kruset fra mig og betragter i stedet Samanthas fine ansigtstræk. Og det er det sidste, jeg ser, inden mine øjne glider i, og jeg døsigt træder ind i min egen, lille drømmeverden.

 

Omg, jeg beklager for, jeg er sådan en gris og først publicerede mit kapitel i dag, når det skulle have været ude i går, men jeg har været ret stresset, og jeg var til fest på min skole i går (nonono, jeg er ikke festtypen - jeg sad bare og længtes efter at komme hjem og skrive, fordi jeg er sådan en grim nørd), så jeg fik ikke lige tid til at skrive kapitlet færdigt :-( Meeeeeeeeeen jeg så rigtig yndig ud i går, thihihihihihhihi, bare hvis I nu skulle være nysgerrige! Errm, og det her kapitel er måske lidt rushed i det, fordi jeg skyndte mig med at skrive det (jeg var åbenbart overbevist om, at jeg ville kunne nå at skrive det, inden jeg skulle alt det der andet med festen), men jeg har ihærdigt prøvet på at rette op på det! MEN DE KYSSEDE! OMG, JAAAAAA, MY BABIES. Det var bare et harmløst et, hvor deres læber kun lige strejfede hinanden, men omg, I love them. 

Det her kapitel er lidt anderledes bygget op med synsvinklerne, og der er også ur på (som spiller en meget betydelig rolle), og det er ikke noget, der kommer til at ske særlig tit, men ja - det var der lige brug for i dette kapitel, ehehehe! :-P

Oh, og jeg skal huske at give et shoutout til den talentfulde Fille, som også skriver fanfictions herpå! Hun har vist lige udgivet en ny movella, som I helt klart burde tjekke ud, thæhæhæhæhæhæ! xx

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...