Den ægte mig.

En kort lille historie om usikkerhed, selvtillid og facaden udadtil. Den er skrevet på 20 minutter, så undskyld hvis indholdet ikke er helt optimalt. Overvejer at skrive videre.. :-)

0Likes
0Kommentarer
202Visninger
AA

1. Den ægte mig 1/1

 

Er livet virkelig hvad man gør det til?

Spørgsmålet dukker tit op i mit hoved, når tingene ikke går som jeg vil have det.

Min mormor plejede altid at fortælle mig at livet var hvad man gjorde til, og at man derfor måtte kæmpe for alting i denne verden. Man fik ikke noget foræret og alt havde en pris. Derfor var det vigtigt at kæmpe, holde modet højt og aldrig give op. Ønsker man en forandring i sit liv må man selv skabe den.

Men af og til tvivler jeg på, om hendes visdomsord overhovedet passer. For jeg prøver. Jeg prøver virkelig at forandre mit liv, og jeg har prøvet længe, men det er aldrig lykkes.

Mange der kender mig vil sikkert stille spørgsmålstegn til hvorfor jeg dog ønsker at ændre mit liv. Jeg er jo perfekt, det har jeg i hvert fald tit fået af vide, ikke kun af mine forældre, men også af lærere, venner og veninder.

Udadtil har jeg vel også det perfekte liv.  Gode karakterer, mange venner og veninder, mine forældre bor sammen, de fleste kan lide mig. Ja, udadtil det perfekte liv.

Men ingen ved at, bag de lange blonde lokker, de blå øjne og det milde smil, er en pige, der langt fra er perfekt.

Jeg er ved at krakelere indeni. Ingen må vide det. At jeg er knust indeni, er ikke noget der passer på den facade, om en sund og glad pige, jeg prøvet at opretholde.  Folk kender ikke den rigtige mig.

Smerten kom, sammen med mit mål om at blive perfekt. Jeg er meget perfektionistisk, og så lang tilbage jeg kan huske har jeg forlangt mere af mig selv, end jeg egentlig kan præstere. Både når det gælder fagligt arbejde, men også når det kommer til udseende, det sociale og fysisk udfordring. Jeg mener at det var engang i 6 klasse, at jeg malede ordet ”perfect” på væggen over min seng.  Det blev værre i 8.klasse da vi begyndte at få karakterer. Jeg skulle have tolv, ellers var det ikke godt nok.

 Jeg bruger evigheder foran spejlet hver morgen, jeg skal ligne en million ellers er det ikke godt nok. Oveni det er det vigtigt for mig at folk ser mig som en frisk, udadvendt pige, der altid er glad. Folk må ikke vide at jeg er ved at bryde sammen indeni.

Samtidig med at mine forventninger til mig selv er høje, er andres også blevet det. Folk forventer, det altid glade smil, den altid venlige og imødekommende attitude, og ikke mindst de gode karakterer. Jeg er bange for ikke at leve op til deres forventninger, rædselsslagen for at jeg en dag ikke kan gøre det godt nok, og folk opdager hvor svag jeg egentlig er.

Derfor er hver dag en kamp for at holde den perfekte facade. Med denne kamp kom også ensomheden. Selvom jeg har mange venner og veninder er der ingen der kender den ægte mig.

Til sidst blev det hele for meget. Alle de forventninger, ikke kun fra andre, men også fra mig selv, det blev bare for meget. Det skete en søndag aften, jeg sad i gang med min matematikaflevering, der var et regnestykke jeg ikke kunne få til at gå op, det irriterede mig voldsomt. Jeg skulle forestille at være perfekt og så kunne jeg ikke finde ud af et skide regnestykke. I frustration kylede jeg blyanten igennem luften. Den ramte væggen over min seng, der hvor jeg for længe siden havde skrevet ”perfect”, og faldt ned i sengen. Jeg kiggede længe på ordet over min seng, læste det igen og igen, imens jeg for mit indre øje så mit liv og min facade spille, som en film.

Det var der jeg brød sammen. Tårerne begyndte langsomt at trille ned af mine kinder. Tårerne blev flere og flere, indtil jeg til sidst kastede mig grædende over på sengen. Det var fantastisk, det var som om den smerte der altid var indeni mig, endelig blev lukket ud.

Jeg vil ikke mere. Det var der jeg besluttede at lade facaden falde, men det er lettere sagt end gjort.

Jeg prøver virkelig at lade facaden falde, men det er svært, for hvis jeg lader facaden falde, hvem er jeg så? Hvad vil folk ikke tænke?

Jeg har prøvet længe nu. Snakket med mine forældre, lærer, og tætteste veninder, men det hjælper ikke. Det er som om de ikke forstår at denne perfekte pige de kender, ikke er mig.

Det har fået mig til at tænke på om det overhovedet er muligt at smide facaden og vise folk hvem jeg virkelig er.

Vil nogen nogensinde se den ægte mig?

        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...