Tiden læger alle sår (1D) +13

Victoria er en ellers en helt normal velfungerende pige, men en dag sker det at hendes far er hendes mor utro og hele Victorias liv bliver vendt på hovedet. Hun skal flytte med hendes far til London hvor hun også skal gå i skole. En dag siger hendes far at hun skal gå ind til naboen og hente sukker, og der finder hun ud af at det er selveste One Direction der er hendes nabo. Hun begynder at besøge dem mere og mere og falder hurtigt i snak med den madglade Nail Horan, mon der sker noget i mellem dem?

1Likes
0Kommentarer
511Visninger
AA

2. Akavet første møde.

 

Vic's POV:

Nu kommer min historie lige ud i en lang smørre, men i bliver ligesom nødt til at vide hvorfor jeg desværre er havnet her i England i stedet for at bo i dejlige Danmark.

Det er ligesom meget enkelt og ligetil. Min far var min mor utro med hende her frk. Larwik som han tilfældigvis mødte på en forretningsrejse i England hvor hun også boede. Nærmere bestemt i London. selvfølgelig kunne min mor ikke tilgive ham og det resulterede så i at jeg nu sidder i flyet på vej til London hvor min far og jeg skal bo med denne frk. Larwik som jeg tilfældigvis aldrig har mødt før. 

Kan du fornemme mit dejlige humør idag? Nej vel.. Det kan jeg godt forstå for jeg er godt nok heller ikke glad.

''Hva' så skat glæder du dig ikke til at få nogle nye venner?'' spurgte min far og jeg ignorerede hans sprøgsmål og nu hvor jeg sad med mine høretelefoner i øret kunne jeg nemt lade som om at jeg ikke kunne høre en dyt af hvad han sagde.

Ærlig talt hvis jeg skulle indrømme det var jeg en lille bitte smule, men også kun en lille bitte smule glad for at jeg skulle flytte. Jeg har aldrig passet særlig god ind i min klasse, så jeg ser faktisk bare det her som en ny start.

''Spænd jeres sikkerhedbælter, vi ankommer snart til London'' hørte jeg stemmen i højtaleren sige, jeg sukkede og jeg spændte mit bælte ligesom alle andre i flyet også gjorde. Vi kom endelig ud af flyet og ind i den der hal man kom ind i da man kom ud af flyet.

''Kom skat lad os gå ud og se om vi kan finde Aaliah'' sagde min far igen og jeg rullede bare med øjnene og fulgte med som en eller anden hund.

''Hej smukke'' sagde min far da vi endelig mødte Aaliah. Hun var faktisk ret køn. Hun havde en fint strøget nederdel på og på overdelen havde hun en blazer og man kunne sagtens se at hun var forretningsdame. Dog kunne jeg overhovedet ikke lide hendes hår, hun havde farvet det så lyst at det næsten var gråt.. I ved godt det der hår der jo var på mode engang. Der hvor man puttede sådan noget lilla stads i for at det skulle se hvidt , men i stedet kom det til at se gråt ud?

Nå men nok om det jeg blev ret overrasket da 2 arme lagde sig om mig hvorefter Aaliah sagde ''Hej søde, jeg har hørt så meget godt om dig. Jeg glæder mig allerede til at lære meget mere om dig'' jeg kunne simpelthen ikke lade være med at rulle med øjnene, nok lyder jeg bitchet men det er jeg OVERHOVEDET ikke. Jeg er mere sådan en drengepige type som ikke lader mig påvirke af det mindste kritik. Nå nok om det men hun var simpelthen så falsk som noget overhovedet kunne være. 

***

Efter en lang tur var vi endelig hjemme ved det hus som skulle være mit nye hjem.

Udefra så det ret stort og dyrt ud. Det skulle da også vise sig at jeg overhovedet ikke tog fejl. 

Godt nok har jeg ikke meget forstand på møbler og indretning og sådan, men da jeg kom ind i huset så jeg da et par designer møbler stående her og der. Bare i det hele taget ser hendes ting ikke billige ud, men det undrede mig egentlig heller ikke for hun så ikke ligefrem fattig ud da vi mødtes i lufthavnen.

Jeg havde fået af vide at mit værelse lå lige ind til højre når vi kom op af trappen. Så hurtig som jeg er, skynder jeg mig selvfølgelig op af trappen. Og så dum som jeg er, falder jeg også over trinene et par gange fordi jeg er så ivrig efter at komme op og se mit nye værelse.

Da jeg endelig kommer op uden at have slået mig ekstremt meget taber jeg kæben fuldstændig da jeg kommer ind på mit værelse. Det må være mindst 25 km og af hvad jeg kan se er der også et ekstremt stort walk-in closet, kan det blive meget bedre? Nej det kan det vist ikke.. Eller jo hvis det var min MORS hus, men sådan var det desværre ikke…..

’’Kan du lide værelset søde?’’ kom Aaliah ind og spurgte, jeg fór sammen i chok og hun grinte bare af mig.. Sikke en idiot.

’’Nu skal du høre her SØDE’’ sagde jeg og lagde ekstra hårdt tryk på ordet søde ’’du skal ikke tro at du kan komme her også bare tro at alt er i orden for det er det langt fra. Det var DIN skyld at mine forældre skulle skilles, det var DIN skyld at min fucking far fik mig til at flytte hele fucking vejen herover fordi du absolut ikke kunne holde dig til siglefyre’’ skreg jeg ind i hovedet på hende, wow hun så chokeret ud og pludselig fik jeg en trang til at grine, men jeg gjorde det ikke. Hun havde åbenbart fattet at jeg ikke kunne holde hende ud og hun var ligeså stille fordampet ud fra mit værelse.

Jeg havde altså et temperament der sagde spar 10 og derfor havde jeg altså brug for at få det hele ud. Lige nu følte jeg bare en rigtig stor trang til at slå på et eller andet så jeg kunne få det ud med smerte. Jeg besluttede mig hurtigt for at gå en tur, det her var blevet for meget for mig lige pludselig så jeg skyndte mig at tage min jakke på og smutte ud i forgangen hvor jeg tog mine slidte bordeux røde vans på også gik jeg bare. Jeg vidste egentlig ikke hvor jeg gik hen, jeg gik bare.

Da jeg havde gået i omkring et kvarter kunne jeg se en park så jeg skyndte mig derind for bare at sætte mig og slappe af.

Jeg kunne mærke at min mobil vibrerede i min lomme og jeg tog den op og så at det ’bare’ var min far som havde skrevet en sms, jeg følte ikke rigtig for at tjekke den så jeg lod være.

Lige pludselig mens jeg gik med mit ansigt godt begravet i mobilen kunne jeg mærke at jeg kom til at gå ind i en. Jeg faldt straks til jorden da han var meget større end mig. Da jeg kiggede op for at se hvem det var som havde stukket en lap ned til mig for at hjælpe mig op fandt jeg ud af at det var selveste Niall Horan fra one direction som jeg var stødt ind i.

’’Det er jeg virkelig ked, det var ikke min mening sådan bare at gå ind i dig’’ sagde jeg genert. Egentlig var jeg ikke den store fan af one direction, men det her gjorde mig alligevel lidt pinligt berørt.

’’Det gør altså ikke noget, jeg kunne bare have kigget op’’ sagde Niall glad og jeg kunne ikke lade være med at smile over det.

_____________________________________________________________________________________________

Jeg ved godt det her kapitel er lidt kedeligt, men jeg har lagt mange kræfter i at lave det så jeg håber det er godt nok til jer!

Nå, men så mødte de hinanden på en lidt mærkelig måde. Hvad tror i der sker? Glemmer de bare hinanden og mødes de overhovedet igen?

Kom  med jeres bud. I må også rigtig gerne komme med nogle idéer med hvad jeg kunne skrive om og sådan!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...