For Emma, Forever Ago(1D)

Godt på vej mod de 18 år, går det op for Emma, at hun er prinsesse af et lille europæisk land ved navn Empire. Til at starte med har hun sine problemer med, har hun en del problemer med overhovedet, at være prinsesse, men hun lærer snart nogenlunde, at finde sin plads. Vejen til magten er dog aldrig nem og 2 år senere, for hun igen sin sag for sig. Hun må gifte sig, eller opgive tronen. Og så hjælper det ikke, at forelske sig i et boyband medlem.
OBS! Mange vil bemærker, at jeg er blevet meget stærkt inspireret af Princess Diaries til denne movella...
Jeg har ikke skrevet fanfic i en del tid nu og ved ikke om den her er noget, så skriv lige, hvis du synes om den.

9Likes
2Kommentarer
1066Visninger

10. -

 

Da vi kom hjem, viste det sig, at vi var sent på den. Jeg skyndte mig op og bladrede gennem det ustabile tøjstativ, som Hugo havde haft med i går af kjoler og fandt en rød cocktail. Så fandt jeg et par røde højhælede sandaler, flettede mit hår og opfriskede den simple makeup og løb så barfodet ned i hallen, hvor Grand og jeg skulle tage imod gæsterne. ”Hvorfor holdere vi middag, med dem som prøver, at stjæle tronen?” spurgte jeg, irriteret over at mine sko ikke gad spændes. ”Altså udover hold dine venner tæt, men dine fjender tættere.” ”Lord Moreau er i Landstinget. Man kan kalde ham oppositionen. Han er yderst udspekuleret og pønser på noget,” sagde Grand. ”For resten skal jeg tale med dig, når Moreau er gået.” ”Om hvad da? Jeg skal have læst på i morgens program, for jeg læser ikke med dobbelt hastighed igen og sovet mindst 15 timer inden klokken 10,” sagde jeg. ”Bare om noget,” sagde hun.

”De kommer,” erklærede Leo og 10 sekunder senere blev, det proklameret at Lord Moreau og familie var ankommet. En formelt og koldt udseende herre med gråt hår, kom gående med en smuk blond dame under armen, i hælene på dem kom Matt, fyren fra aften før, hvis titel altså måtte være Lord Mattéo Moreau af Montegrazie. Jeg kan ikke beskrive, hvad jeg følte indvendigt, da jeg så ham komme gående, som om han hørte til. Jeg havde betroet mig til fyren! Fortalt ham ting, han kunne bruge mod mig! Og han vidste det! Han vidste det! Han vidste! Han vidste det hele! ”Emma,” kaldte Grand på mig. Jeg hilste pænt på hans forældre, men stirrede bare på ham, før jeg vendte om på hælene og gik direkte ned i køknet, hvor jeg fandt chokoladeisen frem og begyndte at trøstespise.

Kokkene smilte bare. Det er en normal ting for en hård dag. En kom med en skål og en ske og hældte noget op. Jeg gik over til radioen og fandt noget, der var værd at høre og satte mig så lige under den. Jeg gav mig straks til at diskutere musik med Enzo, en af dem. Jeg var allerede i bedre humør, da jeg opdagede Grand. Hun havde stået der i længere tid og bage kigget på mig, med det her blik. Mit humør sank straks igen.

”Jeg kommer ikke,” sagde jeg bestemt. ”Han løj overfor mig. Jeg spurgte, hvorfor han var med til mit velkomst og han svarede, at han bare var repræsentant for folket, hvilket han jo også var, men alle med en titel repræsenterer først og fremmest dem selv.” Jeg lød mere og mere ynkelig. ”Emma, rejs dig op,” sagde Grand i et bestemt tonefald, som jeg ikke kunne afkode. Jeg gjorde det modvilligt. ”Det næste år vil være det hårdeste i dit liv. Lige meget hvad der sker, kan du ikke bare løbe fra det,” sagde hun blidt og lod sin kolde hånd glide over min kind. Jeg kunne mærke tårerne presse på. ”Hvorfor skal folk altid fastslå det åbenlyse?! Det er som om i alle sammen tror, at jeg er dum!” vrissede jeg frustreret og trådte tilbage. Hun greb mig hurtigt om håndleddet. ”Jeg ved det,” sagde hun bare. ”Kom nu med.”

Og så gik vi ind og havde middag med Moreau. Jeg sad helt stille og nedlod ikke et blik til Matt. Til gengæld brugte jeg evigheder på at aflæse Lord Moreau og hans kone. Det var faktisk meget nyttigt.

”I må undskylde Emmas stilhed. Hun bliver altid meget stille, når hun er træt,” undskyldte farmor efter desserten, hvor hun var blevet så ophidset over noget, der var blevet sagt, at hun blev nødt til at lede samtalen over på mig. Jeg havde gabt indvendigt flere gange og blinkede hårdt med øjnene, for at holde dem åbne, så der var en del sandhed i det Grand sagde. ”Det er helt ok,” sagde Lord Moreau. ”Det må være hårdt, at gå så lige på.” Han sagde det i et tonefald, som gjorde en sikker på, at han mente, jeg var til grin. Samme tonefald som han havde brugt hele aftenen. ”Jeg kan aldrig sove det første døgn i en ny tidszone, så det er lidt dobbelt,” sagde jeg roligt. ”Hm…” sagde han ufornøjet over, at jeg talte med en sådan ro.

”Jeg hører, du tog en bachelor i europæisk samfund og politik på 2 år… Dine karakterer kan næppe have været gode.” Jeg havde ikke talt til nogen om mine karakterer, men jeg følte, at det var nødvendigt nu. ”Havde jeg fortsat 2 år til, havde jeg fået A+ over hele linjen, men jeg måtte nøjes med et A, da jeg tog det hele så hurtigt,” sagde jeg roligt.

Louis kom ind og rømmede sig. ”Der er telefon til prinsessen… En eller anden ung popstjerne, prøver at komme i kontakt med Dem… Liam Payne, kalder han sig,” sagde han. Jeg sprang op, lykkelig for det. ”Jeg bliver nødt til at tage den så,” erklærede jeg. ”Hvis jeg må, går jeg i seng, når det er overstået,” sagde jeg. ”Det gør du bare, søde,” nikkede Grand og vinkede mig hen, for at jeg kunne kysse hende på hver kind.

Jeg gik op og tog telefonen på Grands værelse. ”Emma,” sagde jeg. ”Det er faktisk dig!” lød det frustreret. ”Hvorfor sagde du ikke noget?!” Jeg havde for at være ærlig glemt alt om ham og ikke regnet med, at han rent faktisk ville finde frem til mig. ”Hvis du nu mødte en tilfældig pige på gaden, som du indtil videre havde syntes godt om og hun ikke genkendte dig, ville du så ikke også bare lade som ingenting?” spurgte jeg. Der var stille lidt. ”Ok, måske,” indrømmede han så. ”Men det var bare en smule sært, at se den pige, man lige havde talt med på forsiden af det samme sladderblad som man selv var. Det gjorde mig besat, af at finde dig… Du må undskylde, hvis det er upassende.” Jeg kunne ikke lade være med at smile, som jeg satte mig ned og læste nogle papirer, som Grand havde liggende på sit skrivebord. ”Det er ikke normalt, at jeg får opkald over den linje. Det er normalt kun Landsmænd eller andre magtfulde personer, der benytter sig af den. Vil du ikke hellere, have mit mobilnummer?” spurgte jeg. Og det gav jeg ham så.

”Det må være mærkeligt, at være dig,” sagde han.”Du er den første længe, jeg ikke behøver forklare, at man ikke behøver at påtale mig De, hvis man møder mig privat,” grinte jeg, men blev så alvorlig. ”Og ja… Der er en del ting, der er anderledes. Jeg kan se, hvorfor man enten er født til det, eller også fører åbenlys valgkamp. Jeg er dog lykkelig, for at være vokset op som normal. Man må blive sindssyg, af at vokse op på et slot…”

Jeg hørte døren åbne og lukke på Grand-måden. ”Grand! Hvad betyder coniu?” spurgte jeg. ”Fransk, darling!” kommanderede hun. Jeg gentog det på fransk og det var som om det sivede ind. ”Er din farmor der?” spurgte han pludseligt mærkeligt til mode. ”Ja, jeg sidder på hendes kontor og prøver, at læse nogle empirske love… De er skrevet på empirsk og det sprog er en stor pærevælling af italiensk og fransk,” sagde jeg. ”Hvorfor sagde hun så fransk?” spurgte han forvirret. ”Fransk er det talte sprog her. Man taler empirsk i Landstinget, kirken, retten og skolen,” sagde jeg. Jeg kiggede op på Grand, som stod med udtryk i ansigtet, som fik mig til at stivne.”Liam… Jeg bliver nødt til at gå nu… Men skriv til mig, så svarer jeg!” sagde jeg. ”Ok,” sagde han og så lagde jeg på. 

”Hvad? Hvem er død?” spurgte jeg bekymret. ”Coniu betyder gift,” sagde hun. ”Så dronningen skal tage gift inden, hun kan blive dronning?” spurgte jeg uforstående, da jeg havde fattet resten af sætningen. ”Nej… At være gift,” sagde hun. Jeg læste sætningen igen og igen og igen. Jeg ville ikke tro det. Så kiggede jeg op på hende og vi stirrede på hinanden længe. Ikke som vi altid havde gjort i gamle dage, hvor der var ondskab i begges blikke. Mere forstående. ”Så jeg skal altså være gift, før jeg kan tage tronen?” mumlede jeg. ”Moreau fremlagde det i Landstinget i dag,” sagde hun. ”Jeg havde overset det. Jeg fremlægger et forslag om en lovændring. Der kan gå 3 måneder inden, det er sikkert vedtaget og hvis det ikke bliver ændret, må du skynde dig at blive gift. Jeg skal bare lige høre… Hvis det ikke lykkes, er du så?” ”Ja, jeg er. Hvis jeg kan få en til, at gifte sig med mig,” sagde jeg bestemt. ”Er du helt sikker? For du skal tænke på, at det er resten af livet,” sagde hun, fuldkommen chokeret. Jeg var selv lige så chokeret. 

Jeg lagde mig tilbage i stolen, lukkede øjnene og begyndte, at nynne forskellige Ed Sheeran numre. ”Jeg siger til dig og mig selv hver dag mindst 2 gange, hvor meget jeg hader det her og at det bare er et stort dumt rollespil, der står i vejen for rigtig handling… Men det er jo en del af alles liv. Før jeg kom hertil første gang, forstod jeg det ikke, men siden er jeg begyndt, at elske noget væsentligt,” sagde jeg og kiggede på hende. ”Folket,” sluttede hun den selv og helt stolt. ”Du vil gøre alt for folket.” Jeg nikkede. ”Du må have mig undskyldt,” sagde hun med et og forsvandt ud på badeværelset.

Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg havde formået, at gøre hende så stolt, at hun ikke kunne styre sine følelser. Hun er ikke så god til det i det hele taget længere, har jeg bemærket. Jeg gik ind på det værelse, jeg har fået tildelt midlertidigt, fandt mit nattøj og begyndte at læse op til i morgen. Da det kom til stykket, kunne jeg ikke sove, så jeg gik og fandt min guitar og begyndte at lege med den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...