For Emma, Forever Ago(1D)

Godt på vej mod de 18 år, går det op for Emma, at hun er prinsesse af et lille europæisk land ved navn Empire. Til at starte med har hun sine problemer med, har hun en del problemer med overhovedet, at være prinsesse, men hun lærer snart nogenlunde, at finde sin plads. Vejen til magten er dog aldrig nem og 2 år senere, for hun igen sin sag for sig. Hun må gifte sig, eller opgive tronen. Og så hjælper det ikke, at forelske sig i et boyband medlem.
OBS! Mange vil bemærker, at jeg er blevet meget stærkt inspireret af Princess Diaries til denne movella...
Jeg har ikke skrevet fanfic i en del tid nu og ved ikke om den her er noget, så skriv lige, hvis du synes om den.

9Likes
2Kommentarer
1076Visninger

9. ,

 

I slutningen af september blev forslaget sendt til folkeafstemning, fordi Landstinget var så uenige. Det faldt ikke ud, som jeg gerne ville have det skulle. Og så måtte jeg ud og finde mig en villig til at gifte sig med mig. Indtil da havde jeg bare kørt landet tyndt og haft dronningetimer.

Nu var jeg rundt i Europas kongehuse, for at finde unge, ugifte prinser eller andre royale med potentiale. For at være ærlig gik det ikke ret godt. Jeg var ikke ligefrem begejstret, for at skulle komme og sige, hvorfor jeg var der og de fleste kongehuse er så moderne, at det nærmest kun er mig, der kommer til at indgå arrangeret ægteskab. Men når alt kommer til alt, kom jeg godt u af det. Alle var noget så forstående og bandede over, at et land som Empire skulle være så gammeldags. Jeg fik dog også gode ting ud af det.

Dagen før jeg tog af sted, bumpede Hannah ind på slottet. Jeg kan ikke sige dig, hvor sur jeg blev, da jeg hørte hun var løbet hjemmefra, men hun tiggede mig inderligt om ikke at sende hende hjem og efter alt havde jeg faktisk savnet hende. Jeg ringede til Sophie, som åndede lettet ud og sagde, at hun bare kunne blive så længe hun havde lyst, hvis jeg hjalp hende læse. Derefter gjorde hun mit liv helvedes meget sjovere. Vi fik den her nye sikkerhedsvagt, ved navn Lucas, som klistrer sig op af os, endnu værre end Leo plejede og vi grinte en del over ham, fordi han aldrig opdagede, når vi holdte ham for nar.

Da vi kom fra Monaco var vi i ret godt humør. Monaco er et stort falsk smil, men vi havde det ret sjovt der. Jeg blev overraskende gode venner med Pauline Ducruet, som er datter af Prins Alberts yngste lillesøster og hun viste os en masse seje steder. Jeg blev også gode venner med både Louis, som var en giftemulighed, men han var alt for fri til nogensinde at gifte sig og jeg kunne virkeligt heller ikke forestille mig det.

Skandinavien syntes ikke, at have nogen frie på min alder, så der var jeg egentligt bare på statsbesøg. Det samme var tilfældet i en god del af de andre lande. Jo Wenzel i Liechtenstein var for langt fremme i arvefølgen og 3 år yngre end mig, men både Hannah og jeg nåede på den korte tid, vi var der at blive gode venner med ham. Den eneste der virkede perfekt var Sebastien af Luxembourg, men vi blev så gode venner, at jeg også droppede ham igen. Han var simpelthen for god, til at binde sig til mig. Jeg burde ikke være så kritisk, men jeg kunne ikke lade være.

Da jeg så landede i London, som sidste destination, havde jeg egentligt givet op med at finde en royal. Hannah tog hjem til sin fars søster, så jeg havde ikke hende, at bekymre mig om, så jeg skrev til Liam. Han erklærede straks, at han havde masser af tid for tiden, så hvis jeg skulle bruge rundvisning, var han til rådighed. Det gjorde jeg så og på trods af alle de mennesker, der konstant var omkring os, havde jeg den bedste dag siden Monaco.

Vi aftalte, at hænge ud dagen efter, hvor jeg brugte evigheder på, at overtale Lucas til at blive hjemme. ”Jeg vil tage et skud for Dem, Deres Højhed… Det er min pligt, at følge med dig overalt,” sagde han. ”Ikke over alt. Leo følger mig kun til døren og holder sig i baggrunden. At være et skridt bagefter en, betyder ikke at man i bogstaveligste forstand, står og kigger personen over skulderen konstant,” sagde jeg irriteret og pakkede min taske. Jeg skulle op til dronningen senere i dag og havde ikke tænkt, at skulle hjem før eller gå i kjole hele dagen. Og så gik jeg uden ham.

Da jeg mødtes med Liam, var han kommet i tanke om, at han og resten af bandet skulle mødes til noget sangskrivning, men jeg kunne bare komme med. Så jeg var endt med, at flyde på sofaen med dem. Det var virkeligt en speciel oplevelse, for det lod til at sangskrivning ikke lå dem så nært, som det ligger mig. Men jeg havde virkeligt, virkeligt sjovt. Jeg skrev med Lucas, som om han var min kæreste, jeg lige havde slået op med og drengene hjalp gerne med at formulere.

”Det minder om en irsk folkevise,” rystede jeg opgivende på hovedet og grinte, da Niall præsenterede noget til en sang. ”Du kender, da ikke noget til irsk folkemusik,” sagde han. ”Jeg har været i Dublin et par gange med et par irske veninder. Jeg boede med en irer på college og hende og hendes tvilling er nogle af mine bedstevenner. Jeg vædede engang med den en, om at jeg kunne lære, at spille nogle af de sværeste folkeviser på violin, hurtigere end hende. Og det kunne jeg, så drop det,” grinte jeg. ”Så du spiller violin?” spurgte Louis. ”Ikke rigtigt… Kun irsk folkemusik,” sagde jeg, hvilket fik dem til at grine. ”I skal tilbage til sangskrivning!” himlede jeg. Det lod til at de tog sig sammen. Eller i det mindste lidt.

Omkring 2 timer senere havde de et omkvæd alle kunne stå indenfor, inklusiv mig, selvom jeg ikke havde noget at sige om det.

På det tidspunkt var jeg begyndt, at blive virkeligt bekymret, for om de nogensinde fik skrevet 3 vers der kunne holde og sad selv og legede med en helt anden sang. ”Hvad laver du?” spurgte Harry, da jeg frustreret begyndte at mumle højt, fordi jeg ikke kunne rumme det i hovedet længere. ”Niall, kan jeg låne din guitar?” spurgte jeg. Han rakte mig den skeptisk og jeg spillede hektisk nogle akkorder, for at finde ud af hvad der passede bedst og legede så mod fingerspil og anslag. Det varede lidt, før det gik op for mig, at de stirrede på mig. ”Seriøst, hvad laver du?” gentog Harry. De så nærmest chokerede ud. ”I burde ikke høre den nu, da den helt klart skal finpudses, men hør her…” sagde jeg. ”Every step has a consequens, every choice is a new start. Don’t stand still, don’t look back. Go on. Just bury all your sorrows…” Jeg sang den helt til ende. ”Vi har skrevet 2 linjer på den tid, du har skrevet en sang. Du spiller guitar og din stemme er god… Hvorfor er det lige, at du ikke er musiker?” spurgte Zayn irriteret. ”Fordi min farmor dukkede op og fortalte mig, at der var et land, der skulle køre rundt. Min adoptivfar har startet sit eget pladeselskab med nogle venner for godt 1½ år siden, men indtil da var han musiker og der hvor jeg voksede op, var det bare helt normalt, at vi børn også ’udfoldede os kreativt’…” sukkede jeg. ”Hvilket minder mig om, at jeg hellere må blive klar til at komme op til dronningen.” ”Og det er sådan noget alle bare siger,” smilte Louis. Jeg gav Niall guitaren tilbage og rejste mig, for at gå ud på badeværelset og skifte.

”Der er 2 personer i en. Emma Foster og Prinsesse Emma,” råbte jeg gennem muren og trak kjole over hovedet. ”Betyder det at du ikke kan komme med i byen i aften?” spurgte Niall. ”Jeg kan godt, men jeg tror ikke i vil have mig med,” sagde jeg. ”Hvis det er paparazziene,” startede Harry. ”Jeg er vant til paparazzi. Det er mere, at jeg ikke rigtigt drikker eller skejer mig ud, da jeg altid har et land at tænke på. Hvis jeg gør noget forkert, er det hele landet, der gør noget forkert,” sagde jeg og satte hårnålene ind i hovedet. ”Det må da være irriterende,” erklærede Louis. ”Na… Man vender sig til det og gør sine få undtagelser. Jeg var i Monaco for ikke så lang tid siden. Stedet er så lille og rigt, at man kan rende rundt og gøre, som man har lyst,” sagde jeg. ”Vil du ikke nok tage med?” tiggede Liam. Jeg sukkede. ”Ok,” sagde jeg. ”Kommer der en og henter mig?” ”Selvfølgeligt,” nikkede de i munden på hinanden.

Jeg skyndte mig op til dronningen og blev nødt til at gå igennem et større sikkerhedstjek, fordi jeg ankom til fods. Min ankomst blev proklameret og jeg trådte ind i en fin stue. Den ældre dronning rejste sig op og vi rakte hænderne ud på nøjagtigt samme tidspunkt og elegante måde. ”Goddag,” sagde vi i samme tonefald og lo. ”Deres Farmor har oplært Dem godt,” sagde hun og satte sig ned. ”Ja, det har hun,” sagde jeg og satte mig ned overfor hende.

”Hvad har hun det egentligt?” spurgte hun. ”Godt… Jeg tror, det er godt hun går af. Hun er ikke lige så stærk som Dem og jeg tror ikke hun bryder sig forfærdeligt meget om styringsdelen af det. Men jeg tror, hun mangler et eller andet i sit liv, som jeg går og prøver, at komme i tanke om, hvad kunne være,” smilte jeg. ”Kunne det være en mand?” foreslog den ældre dame og blinkede. ”Sådan cirka, jeg tror egentligt bare hun mangler, hvad jeg vil kalde en ordentligt familie. En mand der har nogle børn og børnebørn… Vores familie er jo ikke den heldigste, siden der praktisk talt kun er os to, så jeg ser hvad jeg kan gøre, for at skaffe hende, hvad hun mangler,” sukkede jeg. ”Hun skal vidst være glad for at have Dem,” sagde hun. ”Det er ren tilbagebetaling. Hvis hun ikke havde været der… så,” sagde jeg og gik i gang med en længere hypotese, som fik dronningen til at le højere, end jeg har set hende gøre nogensinde.

Vi fortsatte med at tale og jeg tror, jeg underholdte hende godt. ”Jeg glæder mig til at se, hvordan De bærer Deres tunge byrde,” erklærede hun, da jeg skulle til at gå. ”Jeg tror, der er mere end bare sjov i Dem.” Jeg kiggede ned på det fine tæppe, da jeg kunne mærke det pres, der lå på mine skuldre. ”Det bliver en hård opgave,” indrømmede jeg. ”Det er ikke noget, man bare sådan lige gør.” Hendes kammerdame rømmede sig en smule utålmodigt og vi gav hånd igen.

Da jeg kom ud ventede Lucas, som begyndte at skælde mig ud. ”Du kan ikke skælde mig ud,” påpegede jeg, fraværende. ”Du er min underordnede. Det er upassende og jeg kunne få dig fyret for det.” Det fik ham til at holde mund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...