For Emma, Forever Ago(1D)

Godt på vej mod de 18 år, går det op for Emma, at hun er prinsesse af et lille europæisk land ved navn Empire. Til at starte med har hun sine problemer med, har hun en del problemer med overhovedet, at være prinsesse, men hun lærer snart nogenlunde, at finde sin plads. Vejen til magten er dog aldrig nem og 2 år senere, for hun igen sin sag for sig. Hun må gifte sig, eller opgive tronen. Og så hjælper det ikke, at forelske sig i et boyband medlem.
OBS! Mange vil bemærker, at jeg er blevet meget stærkt inspireret af Princess Diaries til denne movella...
Jeg har ikke skrevet fanfic i en del tid nu og ved ikke om den her er noget, så skriv lige, hvis du synes om den.

9Likes
2Kommentarer
1019Visninger

4. -

En dag fik jeg nok. Jeg udvandrede og vendte ikke tilbage dagen efter. I stedet var jeg sammen med Kim for første gang i evigheder, hvorefter jeg tog på arbejde, som jeg ville have gjort lige meget hvad. Prinsesseundervisning eller ej. Jeg arbejder som sagt i et sportscenter, hvor man kan dyrke nærmest enhver sport det skal være. Bueskydning er mit område og det sker ofte, at uerfarne dukker op.

Jeg havde gang i et specielt umuligt ægtepar og en af min læres talentskytter trænende, da Grand dukkede op. Hun sprang en i øjnene, da hun skilte sig så meget ud fra de trænende, med alle sikkerhedsfolkene. Folk kiggede på hende og der var ingen tvivl om, at hun var en betydningsfuld person. Jeg stirrede på hende ligesom alle andre og hun kiggede afventende på mig.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg hårdt. ”Jeg prøver, at få dig tilbage,” sagde hun alvorligt. ”Jeg har sagt det. Jeg dur ikke til det,” sagde jeg og vendte tilbage til den umulige kvinde, som overhovedet ikke kunne koncentrere sig. Jeg mærkede en hånd på min skulder og vendte mig mod den. ”Vil du i det mindste ikke overveje det? Du behøver endnu ikke beslutte dig endeligt. Jeg ser noget i dig, som er sjældent og jeg tror, at selvom du har svært ved, at relatere til det…” startede hun. ”Svært ved at relatere til det?! Det er et helt land, som jeg aldrig har haft nogle relationer til det, før nogen dukker op og fortæller mig, at jeg er prinsesse af det. Hvorfor skulle jeg, når jeg har valget, tage jobbet, når det er det sidste jeg egner mig til!” hvæsede jeg og kiggede op på uret. ”Og hvis du vil have mig undskyldt. Jeg har fri nu.”

Jeg skyndte mig hjem, men det var ikke nogen opløftning. Far, Hannah og Oliver sad og så Princess Diaries. ”Hvor er mor?” spurgte jeg. ”Åh Em! Hvis du bare får det halvt så godt som Mia, vil jeg misunde dig! Det er så snyd og så er du ikke engang særligt prinsesseagtig!” erklærede Hannah. ”Jeg har svært ved at forstå, hvordan du har fået Far og Oliver til at se med… En dag skal jeg have fat i Anne Hathaway og fortælle hende, hvilket fantastisk job, hun gør og Meg Cabot for at have skrevet bogen om mit liv over 10 år før tid,” sagde jeg og tog en smoothie i køleskabet og gik ned i kælderen, hvor mor sad og tastede løs, som en vanvittig. Jeg smed mig i sækkestolen.

”Så er du tilbage?” spurgte hun. ”Nej!” hvinede jeg. ”Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle!” ”Hvis du havde kendt dine forældre, ville du,” sagde hun og kiggede ind i væggen. Jeg stivnede og blev i stillingen. ”Hvordan var mine forældre?” spurgte jeg. ”Altså, jeg kendte din mor bedst. Hun var… fantastisk. Jeg var altid jaloux på hende, fordi hun havde alt, men jeg tilgav hende det, for man kunne ikke være sur på hende,” sagde hun drømmende og rejste sig op. ”Din far kunne gå for at være en normal, men pæn og velopdragen mand og han kunne gå for at være prins, som han var dengang. Når han var med mig og din mor, var han bare ham. Alle kiggede efter parret, men de var ligeglade og elskede kun hinanden højere. De vidste, at de måtte ofre, for at elske.”

Hun kom hen med et fotoalbum, jeg aldrig havde set før. ”Det var ikke tænkt til dig, men det er ret oplagt.” Hun åbnede den og de første billeder var af 2 smukke, blonde piger der grinte ind mod kameraet. Den ene var tydeligvis Sophie. Den anden lignede mig, bortset fra at hendes hår var blond og glat og ikke rødbrunt og stort og krøllet og hun ingen briller havde. Jeg bladrede videre og mor fortalte løs om mine rigtige forældre. Sophie har en utrolig evne til at fortælle, hvilket nok også er med til at gøre det muligt for hende, at leve af at skrive.

Da jeg langsomt havde bladret albummet igennem, kiggede jeg længe på hende, der bare snakkede og snakkede, men jeg slugte ikke længere hvert ord. ”Er det ok, jeg ikke kalder dig og Rob mor og far længere? Jeg tror, jeg forstår, hvad Grand mener med, at det er upassende,” sagde jeg undskyldende ud af det blå. ”Åh skat dog, selvfølgeligt er det ok,” smilte hun. ”Jeg tror også jeg bedre forstår det hele nu,” mumlede jeg. ”Tager du så til undervisning i morgen?” spurgte hun. Jeg trak på skuldrene.

Hele næste dag var jeg meget fraværende og Kim udrede sig. Jeg tog mig ikke af råbene, fornærmelserne eller noget. Jeg sagde bare i samme tonefald, lige meget om det var Kim eller Olivia: ”Lad mig være!” og skruede op for Yellow Brick Road, som jeg havde kørende på repeat om og om igen. Det var utroligt nok frokost før Kim fik nok. ”Hvad er der galt med dig?! Jeg ved godt Sophie ligger på hospitalet og alt det, men kig derover! Hannah er ikke nede og røre bunden over det!” hvæsede hun. Det var nok til at gøre mig bange.

Kims mål er at blive Special agent i FBI og hvis det ikke skulle lykkes for hende, ville det være seriøst mærkeligt. Hun er klog, hård og målrettet. ”Det er nok, fordi det ikke er hendes mor,” røg det ud af mig. Kim kiggede på mig med et dræbende blik. ”Du vrøvler,” sagde hun og vendte sig mod de andre. Jeg har tidligere fortalt, at alle hader Kim. Sandt til en vis grad. Nørderne hader hende ikke. De sidder med os til frokost.

Jeg vidste, at der lå mere i det end som sådan. ”Kim, jeg bliver nødt, til at snakke med dig… Under to øjne,” mumlede jeg utilpas, velvidende at jeg sikkert stod til en omgang bank, fordi jeg havde holdt det hemmeligt i 2 uger. Jeg vidste også, at når jeg fortalte Kim det, var jeg ikke sikker på, at det ville være hemmeligt særligt meget længere. I det mindste ikke på skolen. Kim har en dårlig vane med ikke, at kunne holde mund. På en eller anden måde skal hun nok få det ud. Så ja, jeg har ikke meget tillid til min bedsteveninde.

Hun kiggede skeptisk, men overvejende på mig og rejste sig så og fandt vejen til skolens tag. ”Nå, hvad er det der skal siges under to øjne?” spurgte hun hårdt. Jeg satte mig ned og kiggede ud over byen. ”Ingen har sagt noget om at Sophie ligger på hospitalet,” var det eneste jeg lige kunne få ud. ”Jamen, hvorfor har du så været sådan?” spurgte hun. ”Er det fordi du snart fylder et lige tal? For sådan her var du også, da du var fyldt 16.”

”Det hænger sammen,” indrømmede jeg og kiggede op på hende. ”Hvad hvis jeg siger, at jeg, da jeg fyldte 16, fik at vide, at jeg var adopteret?” ”Sludder,” udbrød hun, men blev stille. Hun satte sig ned ved siden af mig. ”Hvorfor har du ikke fortalt noget?” spurgte hun undrende. ”Fordi vi var bange, for at folk ville se anderledes på mig,” mumlede jeg. ”Min forældre døde, da jeg var 2 og indtil i går troede jeg ikke, jeg kunne huske dem.” ”Hvad mener du?” spurgte hun. ”Jeg kunne huske de her ansigter ganske utydeligt. Mr. Flint sagde forleden, at man kan huske nogenlunde, fra da man begyndte at snakke. Jeg snakkede løst fra, da jeg var 2½ til jeg blev 10, så det var lidt mærkeligt, at jeg intet kunne huske,” mumlede jeg.

”Hvorfor har du ikke engang fortalt mig det?” spurgte hun, pludseligt vredt. ”Kan du huske dengang, jeg havde lus i 3 klasse?” spurgte jeg. ”Ah…” var alt hun kunne få ud. ”Hvis du har vidst det siden, du fyldte 16, hvorfor opfører du dig så mærkeligt nu? Har du prøvet, at finde din familie eller noget og det er ikke gået godt?” ”Omvendt. Min familie har prøvet at finde mig og det er ikke gået godt,” sukkede jeg. ”Du er seriøst mærkelig!” næsten skreg hun.

 ”Nej, vent! Du har ikke hørt det værste. Har du nogensinde hørt om Empire?” spurgte jeg. ”Hvad er det? Et eller andet tosset eventyrland?” spurgte hun. Jeg kunne ikke lade være med at blive en smule fornærmet, af en eller anden grund. ”Noget lignende… Bortset fra at det er virkeligt og at jeg er prinsesse af det,” sagde jeg henkastet. ”Hv… Hvad? Nej, nu lyver du!” udbrød hun. ”Desværre ikke,” sagde jeg. ”Find din egen mobil frem og google E-m-p-i-r-e.” ”Empire?” spurgte hun i engelsk udtale. ”Ja, navngiveren har virkeligt været opfindsom,” gav jeg hende ret. ”Det camoufleres derfor med fransk udtale.”

Hun googlede og googlede.”Det er ikke et eventyrland,” indrømmede hun snart. Der gik lidt tid igen. ”Det er virkeligt rigtigt! Kvinden her ligner dig på en prik!” kom lidt senere. Jeg lænede mig ind og så et billede af mine forældre. ”Det er dem. Man kan også se, hvor håret kommer fra,” smilte jeg.

”Så du er altså prinsesse,” sagde hun, som om hun ikke kunne få luft. Jeg trak på skuldrene. ”Hvis jeg bestemmer mig for det, skal jeg være dronning, men kan du lige se det for dig?” spurgte jeg. Hun grinte som en vanvittig. ”Undskyld, men det er virkeligt, svært at forestille sig. Jeg mener, du er ikke ligefrem egoistisk, ikke dum og kunne aldrig finde på, at gøre en edderkop fortræd, men du kan knap nok se dig selv i øjnene,” sagde hun. ”Sandt,” halvt klynkede og halvt grinte jeg. ”Jeg vil bare bestå min high school eksamen og komme ind på et hvilken som helst universitet, men nu ligger et lands skæbne i mine hænder.” Og så var jeg flad af grin. ”Jeg er bange,” indrømmede jeg. ”Jeg er bange, for at jeg skuffer, hvis jeg ikke accepterer, men også bange for at skuffe, hvis jeg fejler.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...