For Emma, Forever Ago(1D)

Godt på vej mod de 18 år, går det op for Emma, at hun er prinsesse af et lille europæisk land ved navn Empire. Til at starte med har hun sine problemer med, har hun en del problemer med overhovedet, at være prinsesse, men hun lærer snart nogenlunde, at finde sin plads. Vejen til magten er dog aldrig nem og 2 år senere, for hun igen sin sag for sig. Hun må gifte sig, eller opgive tronen. Og så hjælper det ikke, at forelske sig i et boyband medlem.
OBS! Mange vil bemærker, at jeg er blevet meget stærkt inspireret af Princess Diaries til denne movella...
Jeg har ikke skrevet fanfic i en del tid nu og ved ikke om den her er noget, så skriv lige, hvis du synes om den.

9Likes
2Kommentarer
1046Visninger

13. R

”Hvad?!” spurgte jeg surt og suttede på skeen. ”Darling, der er ingen grund til at være så sur!” erklærede Grand. ”Der ikke en sjæl, der længere kan tvivle på, hvem du er nu.” Jeg havde været foran Landstinget og forsvaret mig selv i dag. Massere af skeptiske, halvgamle mænd i formelle udklædninger, der inkluderer den velkendte paryk, man tit ser på film. Hver gang jeg havde fremlagt et eller andet bevis, rejste Lord Moreau sig op og modbeviste mig, men nu hvor Grand sagde det, måtte det hele have virket.

”Men vi mangler stadig, at finde dig en mand,” sagde hun. Jeg havde egentligt sat isen fra mig, men nu greb jeg den igen. ”Jeg kan bare ikke lide tanken om at tvinge Marie til, at gifte sig med mig,” sagde jeg. Grand kiggede uforstående på mig. ”Marie?” spurgte hun og rømmede sig. ”Intern joke med Sebastien,” kom jeg i tanke om. ”Jeg kom til at gøre grin med, at han hedder Marie som tredje navn. Han kalder mig Bernard, fra Bernadette.”

”Han ville gøre det, hvis jeg bad ham om det,” vendte jeg så tilbage til emnet. ”Vel, lad os sige, at lige meget hvad, så undgå Moreau familien, specielt unge Lord Moreau. Stuepigerne har hørt noget om en plan,” sagde Grand. ”Det bliver vel nemt nok,” sagde jeg. ”Nja… Moreau har inviteret sig selv til at se vores familie smuldre ned til ingenting og bor her nu,” indrømmede hun. ”Grand! Er du ude på at dræbe mig?!” udbrød jeg. Hun lo hjerteligt og jeg kunne heller ikke lade være med at grine selv.

”Jeg føler mig så dum,” erklærede jeg. ”Det kommer, du nok til en del gange… Jeg har noget der måske kan opmuntre dig,” sagde hun. ”Hvad?!” spurgte jeg. ”Dine gemakker er endeligt færdig,” smilte hun og tog isen ud af hånden på mig og trak mig med op i den gamle fløj, i den del som lå længst væk fra alt andet. Vi trådte ind i rum, der ved første blik ikke stak forfærdeligt meget ud fra resten af slottet, men når man kiggede efter, tænkte man: Hey! Vent! Hvad sker der her? Alle møblerne var gamle og af mahogni og polstrede ting var af samme røde velour og væggene var dækket med et fornemt rødt, mønstret tapet, hvilket som sagt overhovedet ikke stak ud fra resten. Rundt omkring hang der billeder, som hvis man lagde ordentligt mærke til dem, var gamle koncertplakater fra Joni Mitchell, The Beatles, R.E.M., Buddy Holly, Fleet Foxes og andre kunstnere, som ville kunne findes i mit musikbibliotek. Man kunne se, at der var blevet tænkt virkeligt meget over, hvilke der kom op, for de stak overhovedet ikke ud fra den formelle indretning. I den ene side af lokalet var der sofa og lænestole + et fladskærms-tv, som sprang en lidt i øjnene, mens der i den anden var et stort skrivebord med et iMac stående på bordet. Det var nok de 2 ting, der stak mest ud. Der var en lys fordybning ud mod den kongelige park, hvor der stod Bösendorfer flygel og på væggen hang 2 guitarer, foruden plads til den jeg havde i forvejen. Jeg var absolut mundlam.

”Soveværelset er der, badeværelset der og skabet der,” sagde hun. Jeg tjekkede det hele ud og det var standard. Altså fuldkommen luksuriøst og fantastisk. Man skal trods alt tænke på, at jeg, hvis alt går godt, skal til at regerer et af verdenens rigeste lande. ”Det her er ret godt gået… Jeg forstår bedre, hvorfor det tog så meget over tid. Hvordan fik i fat i den Beatles-plakat?” sagde jeg. ”Intet er godt nok for dig, darling,” grinte Grand. ”Og oven i det hele får du Marcus. Din personlige kammerherre.” En ung fyr trådte frem. Havde han været kinesisk, ville jeg have sagt, at han mindede mig meget om det billede, jeg havde haft af Antehai, da jeg læste Empress Orchide. Han bukkede for mig. ”Du behøver ikke bukke,” sukkede jeg, men smilte. ”Undskyld, Deres Højhed,” sagde han og bukkede igen, men grinte så. ”Jeg gjorde det igen.” I længden er jeg blevet overraskende glad for ham. For det meste er han som et spøgelse, der altid er lige i hælene på mig og rydder op efter mig, men har jeg brug for en, når alle andre har travlt, er han der. Som den eneste i opvartningsstaben, udover Louis, løber han ikke med sladder, men lytter gerne, hvilket på slottet er virkeligt imponerende. Vil man vide noget, som man ikke burde: Gå til opvartningsstaben.

Dagen efter var jeg, blev det annonceret, at den nationale bueskydningshelt Alice Cavalier ventede, så hun kunne lære mig at skyde. Jeg er så heldig, at bueskydning har vist sig, at være landets nationalsport og alle her går virkeligt op i det. Mærkeligt land, jeg ved det.

Lære mig at skyde? Det er nærmere hende, der skal lære at skyde, tænkte jeg smilende, da jeg var på vej derned, men det viste sig hurtigt, at landet har sine egne specielle buer, som er en blanding af en langbue og recurve. Desuden var det evigheder siden jeg overhovedet havde haft mulighed for at skyde. Ikke siden jeg graduerede fra high school i hvert fald. Det gjorde det hele sværere end jeg havde regnet med. Hun blev dog, ved at give instrukser, som jeg allerede fulgte. Jo flere gange, jeg ramte ved siden af, jo mere desperat blev jeg efter, at ramme og fortsatte til langt efter, at hun var gået.

”Du er for anspændt,” lød Matts silkestemme bag mig. Han lagde hænderne på mine skuldre, så jeg ikke kunne andet end at slappe af. Jeg rystede ham hurtigt af mig og sænkede buen. ”Du skal ikke fortælle mig, hvordan jeg skal skyde,” sagde jeg irriteret, før jeg trak den op igen og lavede en 10X. Han kiggede overrasket på mig, som tog endnu en pil på buen og skød endnu en 10’er.”Hvordan kan du gå fra det der, til det her?” spurgte han. ”Altså, det handler om lige, at vende sig til buen og om at blive sur nok. Det er ikke teori eller træning  der mangler. Man bliver ikke amerikansk mester i det uden de ting,” sagde jeg tørt. ”Som hvad?” udbrød han overrasket. ”Du hørte rigtigt,” smilte jeg. ”Amerikansk mester i recurve 2010. Lige her.” Da jeg pegede på mig selv, gik det op for mig, hvor tæt vi stod og jeg kunne se, hans ansigt komme tættere. Uden ord fortsatte jeg i bestemt tempo tilbage mod slottet. De næste dage dukkede han op over alt.

Søndag den uge lå jeg syg, men mandag måtte jeg gennemføre 4 møder omkring det nye universitet med 39,1 graders feber og snot i hele fjæset, det endte i et virkeligt dårligt humør. Men Grand siger, at kongelige ikke lægger sig, med mindre de har en lægeerklæring på, at de er dødeligt syge eller så meget som klager sig over det, så ingen vidste noget om, hvordan jeg virkeligt havde det. De troede bare, at jeg opførte mig dårligt.

Det hjalp ikke, at jeg bagefter kom op på Grands kontor, hvor hun spurgte hvad det her var. På bordet foran hende lå op til flere aviser, med overskriften: ”Prinsesse Emma vil ikke have sin trone.” Artiklerne handlede om, hvordan jeg havde udtalt mig om landet, men jeg kunne ikke identificere mig med noget af det, før Cher dukkede op med endnu en avis. ”Det lader til, at det hele stammer fra en engelsk klummeforfatter, der skrev en klumme om de royales roller,” sagde hun og rakte os den. Udtalelserne her passede meget godt på, hvad jeg ofte tænkte, men aldrig sagde høj og mindede mig om, hvad jeg havde fortalt fyren på natklubben. ”Oh crap!” udbrød jeg. Han skrev kun positivt om mig, men den kunne nemt vendes, hvis det var det man ville. ”Jeg faldt i snak med ham her, men vidste ikke hvem han var.” Grand kiggede med et blik på mig, der nærmest dræbte mig indvendigt og bandede højlydt. ”Forsvind!” hvæsede hun og jeg turde ikke andet. Jeg græd mig selv i søvn den aften og det blev kun værre de næste dage. Jeg blev ved med at være syg og magtede ofte ikke, at smile og være venlig.

Det toppede en dag, hvor Matt dukkede op, da jeg var på et børnehjem, som jeg støttede og irriterede mig til det groveste. Jeg kunne ikke styre mig og blev så vred. Paparazzierne var med helt inde, for at de kunne se min gode gerning, men da jeg blev vred, skældte jeg også dem ud. Jeg fortalte landet, hvor meget jeg hadede det. Jeg fyrede Lucas og tog direkte hjem og lagde mig i sengen.

Der lå jeg og fulgte med, mens de, de næste dage rakkede ned på mig og snart udråbte Matt som kommende konge i stedet for mig. Grand ville ikke tale til mig. Det var takket være Leo og Kim, jeg ikke bare lå i min seng og så det hele ske, mens jeg hørte Norah Jones og skrev deprimerede sange fra min seng. Kim dukkede op ud af det blå og skreg mig op i hovedet, at jeg ikke bare kunne lade tingene ske og Leo vejlede mig til, at holde hovedet højt og kæmpe mig igennem det. Jeg gjorde mine pligter, men lige meget hvor jeg kom, blev jeg rakket ned på.

En uge senere kom jeg hjem fra et visit på et alderdomshjem, hvor de gamle havde bebrejdet mig, at landet ikke fungerede som det gjorde i gamle dage. Hallo? Så meget magt har jeg ikke endnu! Jeg glædede mig, bare til at komme hjem og skyde, hvilket jeg gjorde en del for tiden. Men på vejen ud til slottet, efter at man er kommet ud af byen, gik nogle af de børn fra det børnehjem, hvor jeg var flippet ud. Jeg stoppede Leo.

”Hvor er i på vej hen?” spurgte jeg. ”Ud for at se Dem,” sagde den ældste pige. ”Hvad vil i ude hos mig?” spurgte jeg. ”De må være meget ked af det,” sagde den yngste pige og stak sin sut i munden, som hun var alt for gammel til. ”Men hader i mig ikke ligesom alle andre?” spurgte jeg undrende. ”Nej,” sagde en dreng. ”De mumlede til manden som fulgte lige i hælene på dem, at der ingen højrisiko, var ved at lade os komme meget tæt på, udover at De ville smitte os og at De, hvis det stod til Dem selv, hellere ville blive hos os, end følge med tilbage, da De passede bedre med os.” Jeg kunne ikke lade være med at smile for første gang i en uge og priste mig selv lykkelig over, at den blå var godt rummelig. ”Hop ind. Så ser vi, hvad vi kan finde på hjemme på slottet,” smilte jeg.Og jeg fortrød ikke. Den eftermiddag opfandt vi en klub, vi kaldte Le Chevaliers Orphelins de Empire, hvilket betyder De Forældreløse Riddere af Empire og alle, der havde lyst til at lege riddere og var forældreløse ville kunne tilslutte sig. 

Da de var gået var jeg ved bedre mod og gav mig til at skrive et brev, som jeg ville have samtlige empirske aviser til at bringe og et svar på Luke Gallaghers klumme.

”Det hele var iscenesat af Lord Moreau og det ved Leo. Der går en historie om, at han truede Lord Moreau. En sætning går igen af alle historier: Hvis du gør min pige ondt…” fortalte Marcus. ”Han kaldte mig sin pige?” smilte jeg. ”Jeg tror snart, jeg står i større gæld til den mand, end det er muligt, at stå en person i gæld. Jeg tror, jeg vil tilføje ham til rækken af mennesker fra min ubiologiske familie. Kan du få ham her op nu?” Der gik noget tid, så kom han. Jeg skyndte mig hen og krammede ham. ”Prinsesse dog!” udbrød han. ”Passer det at du har beviser, for at Lord Moreau iscenesatte min undergang?” spurgte jeg. ”Ja, ganske vist har jeg en mail han sendte rundt til utallige aviser, som pressede dem til at skrive de historier,” nikkede han. ”Kan du sende mig et eksemplar? Jeg regner med, at gå i nåde hos Tinget i morgen,” sagde jeg. Langsomt kunne jeg mærke, at min popularitet steg igen. Men det var ikke før efter Musikkens Fest, jeg blev taget helt i nåde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...