For Emma, Forever Ago(1D)

Godt på vej mod de 18 år, går det op for Emma, at hun er prinsesse af et lille europæisk land ved navn Empire. Til at starte med har hun sine problemer med, har hun en del problemer med overhovedet, at være prinsesse, men hun lærer snart nogenlunde, at finde sin plads. Vejen til magten er dog aldrig nem og 2 år senere, for hun igen sin sag for sig. Hun må gifte sig, eller opgive tronen. Og så hjælper det ikke, at forelske sig i et boyband medlem.
OBS! Mange vil bemærker, at jeg er blevet meget stærkt inspireret af Princess Diaries til denne movella...
Jeg har ikke skrevet fanfic i en del tid nu og ved ikke om den her er noget, så skriv lige, hvis du synes om den.

9Likes
2Kommentarer
1028Visninger

3. R

”Du ligner, en der har været gennem amerikansk vandtortur,” hviskede Kim til mig, da hun endeligt fik kontakt til mig i anden time. ”Er der noget nyt i det?” gled jeg let udenom. Det bankede på døren og sekretæren kom ind. ”Jeg er blevet bedt om at tage Emma Foster ud. Noget med at hendes mor er kørt galt,” sagde hun. Læren kiggede chokeret på mig for at se, hvordan jeg reagerede. Det gjorde hun for alt for længe siden, tænkte jeg og rejste mig op. ”Hvem ringede?” spurgte jeg. ”Din bedstemor,” sagde hun. Jeg knugede hænderne sammen og strakte nakken, hvorefter jeg fulgte med.

”Der er en mærkelig mand og hente dig,” sagde hun. ”Men han vil mærkeligt nok ikke have Hannah med også.” Altså, ingen udenfor familien ved, at jeg rent faktisk ikke er familie, da vi er bange for, at andre vil se mig som mindre værd end de andre. ”Hun har ikke godt af, at få det at vide endnu,” sagde jeg, da vi nåede kontoret og manden fra i går stod og ventede.

”Prinsesse Emma,” nikkede han. Han var så venlig, at gøre ”prinsesse” så stille, at man kun kunne høre det, hvis det skulle være. ”Følg med. Vi skal have dine ting.” Jeg fulgte ham ned til mine ting. ”Hvem er du?” spurgte jeg. ”Jeg er Den Royale Sikkerhedschef,” sagde han. ”Lionel Martins, men kald mig bare Leo.” Jeg tog det jeg skulle bruge og fulgte så med. ”Du taler godt engelsk. Der er kun en smule accent,” sagde jeg. ”Tak, jeg studerede i New York for mange år siden,” sagde han. ”Hvor mange?” spurgte jeg. Han var virkeligt sympatisk, selvom han så hård ud. ”Det må vel være 35 år siden,” regnede han med et smil. ”22+35… Du er 57,” sagde jeg. ”58 og sikke en Einstein du er,” drillede han. ”Jeg er ikke dum, selvom det er det de fleste tror,” mumlede jeg.

Han åbnede døren for mig ud til bilen. ”Du behøver altså ikke,” sagde jeg. ”Det er en del af mit job,” sagde han. Jeg sukkede. ”Det er vel slut med at gøre alt selv,” konstaterede jeg. Han lavede nogle små lyde og satte gang i limoen. ”Jeg tror faktisk, du får et valg. Men problemet ved det valg, bliver at har kæmpe indflydelse på en masse andre,” sagde han. Jeg sukkede endnu en gang og stirrede ud af vinduet.

”Hvordan er det egentligt i Empire?” spurgte jeg. ”Ved du overhovedet noget om det?” spurgte han. ”Det er et lille land, der ligger på grænsen mellem Frankrig og Italien, helt ned til Middelhavet. Det går fra hovedstaden Ville de Empire til Ventimiglia og den største by hedder Sanremo. Der bor godt 200.000 og det officielle sprog er empirsk, men det talte sprog fransk. Valutaen er euro. Det er meget rigt og har næsten ingen skatter. Meget lig Monaco, som kun ligger et kvarters kørsel væk, bortset fra at det ikke har samme status. Det største erhverv er turisme, men banksektoren, produktion af olie, pasta og luksusmøbler er også normale erhverv. Den primære religion er den katolske kristendom og jeg betror mig ikke ligefrem til en gud,” sagde jeg. Han smilte stort. ”Du har gjort din research godt,” sagde han. ”Det var kun, hvad jeg kunne få ud af Wikipedia,” sagde jeg mørkt. ”Jamen, så, apropos dit spørgsmål, så tror jeg faktisk, du vil kunne lide det,” smilte han og parkerede vognen, foran hotellet.

Han sprang selv ud og lukkede op, selvom en concierge var på vej til det. ”De empirske royale er mit ansvarsområde,” sagde han. Han fulgte mig ligesom dagen før op til suiten.

”Emma, jeg har noget til dig,” sagde Grand, da jeg kom ind. Hun lagde halvt sine arme om mig og kyssede mig på hver kind, hvorefter hun rakte mig en sølvkæde med et hjerne for enden med et tryk af en bjørnepote på. ”Den har gået i arv gennem familien i generationer,” sagde hun og satte sig ned. ”Nå, lad os komme til sagen.” ”Jeg er ikke nogen prinsesse. Kig bare på mig!” udbrød jeg. ”Jeg er en helt normal pige, der bare vil færdiggøre high school, videre på uni og så have et liv, der ikke inkluderer at styre et land. Jeg sværger, jeg må være den forkerte Emma Foster! Jeg er lettere klodset, hadet af alle uden grund, det eneste jeg kan finde ud af er musik og bueskydning og så er jeg overhovedet ikke smuk!” ”Du er prinsesse om du vil det eller ej, unge dame. Prinsesse er ikke noget man bliver, det er noget man er. Du er født prinsesse,” sagde hun skarpt. ”Men der må vel være en vej ud!” erklærede jeg frustreret, hvilket fik hende til at hælde over mig med franske bandeord, hvorefter hun plaprede løs på samme sprog.

”Du prøver, at springe over hvor gærdet er lavest, i stedet for at arbejde med problemet! Det gør rigtige prinsesser ikke,” sagde hun. Eller noget lignende. Fransk har aldrig været min stærke side. Så trak hun vejret ind.

”Der er en ting, du kan gøre. Du kan abdicere, men jeg beder dig venligst overveje det kraftigt, for så går tronen videre til Moreau familien, som ikke vil landet dets bedste.” ”Jeg er jo ikke engang 18! Hvordan kan du lægge et lands skæbne i mine hænder!” udbrød jeg. ”Du fylder 18 om godt en måned, kære,” sagde hun, som om det sagde alt og stirrede stålfast på mig. ”Du kan ikke krones før du fylder 20, men du skal have bestemt dig inden. Du bestemmer selv, men jeg beder dig tænke dig om en ekstra gang, før du giver afkald på tronen.” Jeg satte mig udmattet ned.

”Det er ikke fair,” mumlede jeg. ”Intet i livet er fair,” sagde hun bare. ”Hvis vi nu siger, jeg ikke giver afkald nu og her. Hvad så?” spurgte jeg endelig. ”Så skal vi have lært dig nogle manerer og du skal af med det kluns,” sagde hun. ”Hvad er der nu galt med mit tøj?” spurgte jeg. ”Du har ikke tænkt dig, at jeg skal gå i tøj lignende dit, vel?” Hun lavede en bevægelse med armene. ”Nej, noget mere ungdommeligt, men må jeg bede dig tage den hat af?” spurgte hun skarpt. ”Hvad er der galt med min hue?” spurgte jeg irriteret. ”Man kan ikke se dit ansigt og dit forfærdelige hår. Jeg må have stylisten til at kigge på dig inden særlig længe,” sagde hun. ”Og du skal have lært flydende fransk. Kunne italiensk, spansk og tysk, da det er vores vigtigste samarbejdspartnere. Derudover må vi også hellere få dig lært, at sige goddag og tak, på mindst 30 sprog, at rette ryggen og sidde ordentligt, spise ordentligt, holde tale, give dig en god baggrundsviden om alt, få lært dig noget empirsk historie og med tiden også, hvordan du skal styre landet. Og så selvfølgelig en hel masse andet.”

Jeg var ærligt talt ved at falde bagover. Jeg har læst bøger og set film, om piger der får sådanne nyheder, men at det skulle ske i virkeligheden, havde jeg altid slået hen og jeg havde absolut hadet tanken om, at det skulle ske for mig selv. Nu stod hun og remsede alt det op og af en eller anden grund, kunne jeg ikke sige nej.

”Skal vi ikke bare begynde nu?” spurgte hun energisk. Jeg har ikke sagt ja, tænkte jeg frustreret, men sagde bare opgivende: ”Det må vi hellere.” Hun angreb mig straks på min holdning og da hun endelig gav slip, havde jeg ondt i ryggen som helvedet. De næste dage brugte jeg hver nærmest hver frie time på prinsessetingen og jeg har ikke klaget mig gennem noget så groft før.

Der var flere gange, hvor jeg var på vej til at udvandre. Grand er ikke den mest følsomme dame, så hun var bare hård. For det meste var det i hotelværelset, men der var ting, som for eksempel bøger og sprogkurser, jeg kunne tage udenfor uden at vække opsigt. Hvis man skal sige det sådan, så var det en nok så stor hemmelighed, at landet havde en arving til tronen. Det fandt jeg først ud af nogle dage efter, hvor hun prøvede, at lære mig dans. Og lad os sige, at jeg er utroligt god til at bruge hænderne og overkroppen, men når benene skal på, går der bare et eller andet galt og i det fine hotelværelse, var det svært ikke at rive noget ned. ”Hvorfor kan jeg ikke bare lære dans et andet sted?” spurgte jeg frustreret. ”Fordi det ville blive opdaget,” lød svaret, som om det var indlysende.

”Hvad mener du?” spurgte jeg undrende. ”For min skyld kunne vi offentliggøre det i morgen, at du var arving til tronen, men så længe du ikke er sikker, kan jeg ikke engang tolere et eneste rygte. Du har vel ikke sagt det til nogen?” spurgte hun. ”Selvfølgelig ikke. De ville tro, jeg var skudt i hovedet,” sagde jeg. ”Perfekt og lad det forblive sådan. André, vær venlig og fortsætte,” sagde hun i et ekstra koldt tonefald. ”Du betegner mig som vanvittig! Du får mig stemplet som et samfundsmæssigt misfoster!” gentog jeg, som jeg altid gjorde. Og som sædvanligt ignorerede hun mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...