For Emma, Forever Ago(1D)

Godt på vej mod de 18 år, går det op for Emma, at hun er prinsesse af et lille europæisk land ved navn Empire. Til at starte med har hun sine problemer med, har hun en del problemer med overhovedet, at være prinsesse, men hun lærer snart nogenlunde, at finde sin plads. Vejen til magten er dog aldrig nem og 2 år senere, for hun igen sin sag for sig. Hun må gifte sig, eller opgive tronen. Og så hjælper det ikke, at forelske sig i et boyband medlem.
OBS! Mange vil bemærker, at jeg er blevet meget stærkt inspireret af Princess Diaries til denne movella...
Jeg har ikke skrevet fanfic i en del tid nu og ved ikke om den her er noget, så skriv lige, hvis du synes om den.

9Likes
2Kommentarer
1027Visninger

2. O

 

Fra det minut jeg trådte ind på skolen lød tilråbene. Jeg skubbede huen ned over hovedet og ignorerede dem. De skulle bare vide, hvordan jeg var blevet californisk mester i bueskydning. ”Du skal ikke tage dig af dem,” sagde Kim, som dukkede op ud af det blå. ”Det kan du sagtens sige,” sagde jeg. Alle hader Kim, fordi hun bare bliver for meget og hun er fuldkommen ligeglad. Ingen kalder hende navne, for det tør de ikke. Jeg trak min iPod frem og satte høj nok musik på, til at jeg ikke kunne høre tilråbende.

At slæbe sig gennem en skoledag, føltes ofte som at slæbe sig gennem helvedet. Jeg er ikke dum og det ved lærerne, men jeg kan ikke koncentrere mig og så bliver lærerne sure og så er det jo ikke ligefrem nogen trøst. Ikke engang musik kan gøre mig glad. Og det har jeg endda med skolens lækreste dreng, som virkeligt er vildt dygtig til musik. Problemet er bare at hans kæreste Olivia også er der. Skolens mest populære pige. Det er faktisk ikke nogen af dem, der står bag at gør skolen til et helvede, men hun gør det bestemt ikke bedre.

I dag var jeg så guitarist på deres kærlighedsduet og lad mig sige det sådan… Olivia bliver aldrig den store performer. Hun kludrede i teksten og gik fuldkommen i stå, så nogen måtte gøre noget. Og nu hvor jeg sad med guitaren, kunne jeg ikke lade være. Sam kiggede overrasket på mig, da jeg begyndte at synge. Jeg holder for det meste lav profil, så alle var i det hele taget fuldkommen chokerede. Men selv talent kan vendes til noget dårligt og i slutningen af dagen havde jeg fået et helt nyt navn. ”Guitarbitch!”

Efter skole tog jeg til skydetræning, som normalt hjælper, men ikke denne gang. Derefter var jeg selv træner på nybegynderholdet, før jeg tog hjem.

Da jeg kom hjem, var der intet tegn på psykisk tilstedeværende mennesker, så jeg smed tøjet og gik direkte ind i køknet, hvor jeg fandt et bæger Haagen-Daz, som jeg åbnede. Jeg skulle lige til at tage en ske, da jeg fik en stukket i hånden og Oliver og jeg bumpede ned ved siden af hinanden med kæmpe suk.

”Hvorfor så trist Ol?” spurgte jeg. ”Ikke for noget,” sukkede han igen og rødmede. ”Ah! Anna, din Anna,” nynnede jeg. ”Nej,” rystede han bestemt på hovedet. Oliver er 10 og ligesom resten af familien umådeligt køn. Allerede nu kigger pigerne efter ham. Undtagen en pige ved navn Anna. ”Hun vil ikke have mig.” Jeg tog en skefuld og suttede på skeen. ”Jeg skriver en kærlighedssang for dig, som du kan synge for hende en dag. Hvad er det nu Anna rimer på? Nå jo bannana. Hun vil elske den,” drillede jeg. ”Nej, hun vil ej,” sagde han. ”Hun vil bare grine.” ”Folk griner af mig hver dag. Det er ikke sjovt,” indrømmede jeg. ”Måske skulle du bare holde dig på den sikre side og træne alt det fodbold, du kan komme til og øve guitar og lære at skrive dine egne sange, så du kan blive en mainstream popsanger og få horder af piger rendende efter dig.” ”Du lyder som mor nu,” himlede han og suttede på skeen. ”Men jeg tror, bare at lige meget, hvad jeg gør, vil hun altid være ligeglad.” ”Livet stinker bare nogle gange. Men nu er det snart Valentines Day. Jeg mener det med at skrive en sang til hende. Jeg vil gå så langt, som at hjælpe dig med at synge den. Og så kan du give hende 7 rosa roser,” sagde jeg drømmende. ”Hvorfor lige det?” spurgte han. En skuffe blev trukket ud og Hannah satte sig på den anden side af ham og rev den halvspiste bøtte is til sig. ”Rosa roser betyder evig ung kærlighed og 7 Jeg elsker dig,” sagde hun. ”Vi kommer fra en vanvittig familie,” mumlede jeg, da mor og far kom op af trappen.

Fars hår stod ud til alle sider, som det gjorde når han havde brugt for lang tid i studiet og mor lignede noget der lige var ankommet fra en anden planet. De diskuterede højlydt om de havde forsømt os, ved at glemme alt om verdenen udenfor.

”Ja, i har!” udbrød Hannah oprigtigt. ”Ingen normale forældre, ville glemme at deres datter, havde stævne og derefter glemme alt om, at hun skal have aftensmad og lade hende og hendes søskende sidde og spise is!” Og så var hun væk. Hannah lider under, at vores familie ikke engang prøver at passe ind. Hun er skuffet over, at hendes forældre ikke kan stå ved kanten og heppe, mens hun svømmer elitesvømning, men sagtens kan dukke op, hvis Oliver har en koncert. Hun har ikke rigtigt forstået magien, ved at være i kælderen. Reglen for os, at være i kælderen, er at vi selv laver noget. Øver et instrument, eller skriver eller bare læser en bog.

”Skal vi så ikke bare hente mad nede på hjørnet?” foreslog far. Vi andre nikkede og så fandt far og jeg vores jakker frem. Vi skulle lige til at åbne døren, da det bankede på. Vi rev døren op og en mand i marineblå rullekravesweater og læderjakke. ”Familien Foster?” spurgte han med accent. ”Ja?” nikkede vi undrende. ”Vil i venligst følge med?” spurgte han og pegede med en læderbehandsket hånd mod en stor sort limousine, som stod bag ham. Limousinen var udstyret med flag, som jeg aldrig havde set før. Det havde tre striber, hvori bunden var rød, midten hvid og øverste grøn. I midten var der en brun bjørn på fire ben.

Resten af familien inklusiv Hannah samlede sig bag os og mor skubbede mig straks væk.”Hvad vil du?” spurgte hun og lagde armene over kors. ”Jeg skal have fat i den unge dame der,” sagde han og nikkede mod mig. ”Men herren og fruen må også meget venligst følge med.” Mor greb straks sin jakke og vi kiggede alle undrende på hende. ”Hvad så med os?” spurgte Hannah og lagde armene over kors. ”Kan de også komme med?” spurgte far. Manden nikkede. Hannah og Oliver var helt oppe at køre over limousinen. Jeg frygtede, for hvad vi skulle og det lod også til at mor og far havde samme tanke.

Da døren blev åbnet for os, stod vi foran The Palace, et af de mest luksuriøse hoteller i San Francisco. ”Følg med,” sagde manden alvorligt. Det gjorde vi så. Det var svært ikke, at måbe over bygningen. ”Hun lod sin hånd glide over marmoren,” mumlede mor og tog sig for munden. Det plejer hun aldrig at gøre, men det gjorde hun nu. Det gjorde mig bange. Vi fulgte med ham op på øverste etage, hvor der var en kæmpe dobbeltdør, hvor der stod vagter udenfor. Han hilste på dem og de åbnede døren.

”Så har jeg hende, Deres Majestæt,” sagde han. Sætningen fik mig til at gyse højlydt. En ældre dame kom gående fra et andet rum i suiten. Hun kiggede kort på os og satte sig så ned i en lænestol. Håret var hvidt og huden var ganske vidst rynket, men hun var smuk og i den lyserøde habit med matchende nederdel så hun også autoritær og frygtindgydende ind. Smilet var venligt, men der var noget over det, jeg ikke kunne lide. ”

Sid ned,” bød hun i et melodisk toneleje og lod en hånd glide mod sofaen ved siden af hende. Jeg blev nærmest placeret mellem mor og far og så måtte de andre to stå op. ”Er i sultne?” spurgte hun. Jeg rystede på hovedet. ”Nej tak,” sagde mor roligt, selvom hendes hånd var virkeligt varm. Hun kiggede på Hannah. ”Eller ved nærmere omtanke, jo.” ”Jeg er ikke sulten!” protesterede Hannah. ”Beviset på du er,” drillede Oliver. De skulle lige til, at begynde på et kæmpe diskussion, men mor tyssede på dem.

”Nå Emma, du ved vel, hvorfor du er her?” sagde damen så. Jeg rystede på hovedet. ”Nej,” sagde jeg kort. ”Hun ved ikke noget, Deres Majestæt,” sagde mor. ”Hvad ved jeg ikke?” udbrød jeg frustreret. ”Lang historie,” sagde mor. ”Jamen, hvad har jeg ikke fået at vide. Jeg mener, da jeg fyldte 16 fortalte du mig endelig, at jeg var adopteret og at min mor var din bedsteveninde, før hun døde sammen med min far i et trafikuheld,” fablede jeg løst. ”Rolig nu,” sagde damen koldt. ”Hvordan kan jeg være rolig nu?!” næsten skingrede jeg.

”Hvad har du ikke fortalt?” spurgte far. ”Jeg fortalte, da jeg mødte dig, at Paige og jeg altid snakkede om prinsen på den hvide hest og at hun havde fundet sin for noget tid siden… Prinsen var i bogstaveligste forstand!” sagde mor. ”Mor? Hvad mener du?” spurgte jeg. ”Kalder du hende mor?” spurgte damen foragtende. ”Hvad skulle jeg ellers? Jeg ved ikke ret meget om min egen mor. Jeg aner jo intet om min familie, selvom jeg har på fornæmmelsen, at i er ved, at fortælle mig noget,” sagde jeg forvirret. ”Jeg vidste, jeg aldrig skulle have ladt tøsen gå,” fnøs hun. ”Min pige, du er nedkommer af Europas kongefamilie. Den empirske gren af den. Og du er den eneste rigtige. Du er Emma Diane Maëlys Bernadette.” Jeg stirrede på hende og kunne ikke få et ord ud. ”Lige nu er jeg enkedronning, men det kan jeg ikke blive ved med,” fortsatte hun. Der lød hosten og sprutten bag os. ”Du mener, at hun er den eneste arving til tronen i et eller andet europæisk land?” næsten råbte Hannah. ”Korrekt, unge dame,” nikkede damen. ”Du er altså hendes…?” ”Grandmére, men hun kan bare kalde mig Grand,” sagde hun. ”At du er enearving til tronen, betyder selvfølgelig, at der er visse forpligtelser…” 

Mere hørte jeg ikke, for så var jeg ude. Jeg stormede ud fra hotellet og mod Burlinggame, det sportscenter med skydebaner, som jeg arbejder og træner i. Jeg sprang over disken og snuppede min bue og pil som jeg havde gemt der. Så satte jeg spillelisten med Remember the name, Fort Minor på, som senere går over i B.o.B. Jeg er egentligt mere typen, der kunne finde på at høre metal, når jeg er sur, men jeg hader det. Så jeg hører hiphop i stedet. Teksterne siger mig så meget mere. Så holdte jeg min egen lille skydeopvisning, til jeg var fuldkommen udmattet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...