For Emma, Forever Ago(1D)

Godt på vej mod de 18 år, går det op for Emma, at hun er prinsesse af et lille europæisk land ved navn Empire. Til at starte med har hun sine problemer med, har hun en del problemer med overhovedet, at være prinsesse, men hun lærer snart nogenlunde, at finde sin plads. Vejen til magten er dog aldrig nem og 2 år senere, for hun igen sin sag for sig. Hun må gifte sig, eller opgive tronen. Og så hjælper det ikke, at forelske sig i et boyband medlem.
OBS! Mange vil bemærker, at jeg er blevet meget stærkt inspireret af Princess Diaries til denne movella...
Jeg har ikke skrevet fanfic i en del tid nu og ved ikke om den her er noget, så skriv lige, hvis du synes om den.

9Likes
2Kommentarer
1030Visninger

7. M

 

Så tid er gået og meget er sket. 

Fra den aften jeg stillede mig op bag talerstolen og holdte en tale, som mange mener vil gå over i historien. Jeg snakkede sådan set bare om, at finde den rigtige plads i livet og proklamerede, at jeg ville tage jobbet.

Det var første gang i mit liv, jeg oplevede Grand, som den kærlige gamle dame, hun kan være. Hun løsnede faktisk lidt op efter det, men selvfølgeligt ikke helt. Vi har nu vores øjeblikke. For eksempel som den dag, jeg fik hende med i tivoli. Det var virkeligt komisk, for hun var overraskende åben for det meste og vi brugte en del tid ved skydeboden, hvor vi blev ved med, at skulle have revanche fra hinanden.

Jeg startede med på Princeton, efter at være sluppet ud af high school med overraskende gode karakterer. Her fik jeg 2 nye virkeligt gode venner, ved navn Cat og Liz, men fortsatte selvfølgelig kontakten med Kim. Ja, jeg er talentfuld, når det kommer til at få veninder med kælenavne på 3 bogstaver. Cat og Liz sang i Tigerlillies, en ren kvindelig acapellagruppe på Princeton, som jeg sluttede mig til.

Ganske kort tid efter, at have taget min plads som prinsesse, blev jeg faktisk national mester i bueskydning i Cadetgruppen, men jeg blev nødt til at stoppe, da jeg skulle starte på uni, hvor jeg har taget dobbelttimer, for at kunne nå, at få min bachelor, før jeg fylder 21. Jeg fyldte 20 her i starten af februar og det er juni nu.

”Prinsesse! Snart klar!” råbte Leo. ”Er klar!” råbte jeg tilbage. Jeg havde hurtigt skiftet fra min gradueringskappe til normalt tøj. Efter rosende ord og gode karakterer på eksamensbeviset, skulle jeg nu til at flytte til Empire for altid. Jeg har brugt nærmest alle mine ferier der, hvor jeg har lavet prinsessepligter og så videre.

Du spørger nok, hvor min San Francisco familie er blevet af, men dem har jeg simpelthen måttet besøge, hver eneste frie weekend. Hvilket når man presser alt sammen, faktisk bliver en del. Og jeg tror ikke, jeg kunne holde mig selv ud, hvis jeg ikke kunne gøre det. De har derimod lovet mig, at når jeg nu er flyttet til Empire og bor på et slot, med massere af gæsteværelser, vil de komme til mig ofte.

Du tænker nok, at når der nu er et ½ år, til at hun rigtigt skal indtage tronen, hvad skal hun så der? Jeg skal sættes ind i det hele og samle opbakning fra folket. Det sidste er virkeligt vigtigt, da en lov gør, at hvis 50 % er utilfredse med deres monark, kan de uden problemer vælte mig. Indtil videre har jeg kun imponeret internationalt, men empirerne er vidst ikke begejstrede, selvom de var vilde med både mor og far og elsker farmor.

Nu er det heller ikke sådan, at vi har enevælde. Der er faktisk et landsting, der fungerer fuldkommen ligesom i, har jeg lært i mine studier, de skandinaviske lande, bare hvor det øverste overhoved er monarken og ikke premierministeren. Og så har monarken lidt mere magt. For eksempel tæller farmors stemme 20 % af resultatet og hvis der er lige mange på hver side, er det hendes beslutning der tæller. Ok, det er en del magt, for en der udadtil lige så meget er en kransekagefigur.

Døren smækkede bag mig og jeg kiggede mig omkring. ”Vi border om en halv time og flyver så snart, det er muligt derefter,” informerede Leo. Jeg nikkede. Der var ret stille. Teterbro Airport er en lille lufthavn, lidt udenfor New York, der kun sender privatfly af sted, så der er aldrig proppet, som der ville være i JFK eller AG.

Foran gik der en gruppe mennesker, som talte højlydt og begejstret. En fyr med ret kortklippet hår, vendte sin jakke lidt forkert, så der faldt en iPod ud, uden af han bemærkede den. Jeg tøvede lidt, før jeg gik hen og samlede den op, men de var allerede for langt ned af gangen, til at jeg kunne råbe ham op, så jeg låste den op og tjekkede, hvad den sidst havde spillet, af ren nysgerrighed. Let her go, Passenger. Jeg satte straks i løb efter dem, uden at tænke over, at skulle have Leo med.

”Hey! Du tabte noget!” råbte jeg ham op. Han vendte sig om og kiggede, forvirret på mig, mens de andre satte sig ned i en salon længere nede af gangen. Der var noget bekendt over ham. Jeg rakte ham iPoden. ”Tusind tak,” udbrød han. ”Det var så lidt. Jeg har ikke snaget for meget, men det er en god sang, du sidste har hørt,” smilte jeg. ”Helt sikkert,” sagde han og pludseligt, stod vi og snakkede musik. De andre fra hans gruppe sendte lange blikke, som om de gerne ville deltage, men kom ikke hen. Hans smag var på mange måder virkeligt mainstream, men han lod til at have en svaghed for, hvad jeg kalder gode solide kunstnere.

”Jeg er Liam Payne for resten,” sagde han og rakte hånden ud. Jeg rystede den, præcis som jeg har lært det. ”Ah! One Direction… Emma Foster,” sagde jeg. Jeg har egentligt vendt mig til 4 navne, men situationen indbød ikke til det store prinsesseshow. ”Præcis!” lød det fra fyren, der vidst nok hedder Louis.

”Hvor er du på vej hen?” spurgte Liam interesseret. ”Jeg skal hjem til min farmor i Europa,” svarede jeg. ”Hvad med jer? På vej hjem eller videre?” ”Videre,” svarede krøltoppen. ”Vi har turneret siden februar nu. Først hjemme i UK, så Europa rundt og nu er vi rundt i USA og derefter skal vi til Australien,” fortalte Liam. Jeg piftede stille. ”I må være trætte… Jeg har hørt om massere af skrigende mutationer af min slags…” sagde jeg, hvilket fik folkene bag til at grine. ”Udmattende er nok definitionen,” sagde Louis. ”Men vi elsker det!” tilføjede den en smule blonde. Jeg smilede. ”Ellers var i ikke kommet så langt,” gav jeg ham ret. ”Men i må da savne dem derhjemme helt vildt.” ”Aha!” lød det enstemmigt.  Det var mærkeligt, at ikke rigtigt kunne snakke med en, uden at andre lyttede, men jeg er om nogen vant til det.

”Du er værre end et børnehavebarn Em,” erklærede Leo, der dukkede op omkring et hjørne. ”Det ene øjeblik ved man lige, hvor man har dig. Det andet render man lufthavnen rundt for at finde dig.” ”Du er mere pylret end Grand og Cher tilsammen,” gav jeg igen. ”Så siger vi det, unge dame, men vi skal altså videre. Der er et fly der venter,” sagde han. ”Kommer!” sukkede jeg og smilte til Liam. ”Jeg bliver nødt til at gå. Fortsat god turne!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...