For Emma, Forever Ago(1D)

Godt på vej mod de 18 år, går det op for Emma, at hun er prinsesse af et lille europæisk land ved navn Empire. Til at starte med har hun sine problemer med, har hun en del problemer med overhovedet, at være prinsesse, men hun lærer snart nogenlunde, at finde sin plads. Vejen til magten er dog aldrig nem og 2 år senere, for hun igen sin sag for sig. Hun må gifte sig, eller opgive tronen. Og så hjælper det ikke, at forelske sig i et boyband medlem.
OBS! Mange vil bemærker, at jeg er blevet meget stærkt inspireret af Princess Diaries til denne movella...
Jeg har ikke skrevet fanfic i en del tid nu og ved ikke om den her er noget, så skriv lige, hvis du synes om den.

9Likes
2Kommentarer
1049Visninger

6. M

 

Jeg var skræmt som helvedet, da jeg dagen efter gik på Oprah. Alt jeg havde oplevet siden, havde været totalt kaos. Det var min 18 års i overmorgen og Grand havde gang i, at planlægge en kæmpe fest. Det havde hun haft i flere uger. Til denne fest skulle jeg afgive offentliggøres, som hvad jeg end, havde besluttet mig for at være. Jeg blev jagtet af paparazzi og fik alt for mange folks opmærksomhed, til at jeg kunne koncentrere mig om at tænke over det, men da 2 breve havde lagt på køkkenbordet derhjemme, var jeg blevet overbevist om en mulighed, som ingen havde nævnt. En af assistenterne var kommet og havde ganske kort hjulpet med hår, tøj og makeup.

”Du er ny her,” var det første Oprah sagde. Jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Overhovedet ikke… Jeg har jo ligesom lavet 000 interviews før,” sagde jeg, hvilket fik folk til at smile. Det tog lidt af nervøsiteten. ”Ja, sådan kan man også vende den. Så snart jeg hørte om dig, gik jeg på nettet for at finde informationer om dig, men det var absolut umuligt på det tidspunkt, hvis det ikke skulle være sladderartikler, så det lader jo til, at du har været godt skjult. Har du selv vidst, at du var prinsesse i lang tid?” spurgte hun. ”Det lyder lidt vildt… Men jeg fik først at vide, at dem som jeg er vokset op hos, ikke er mine biologiske forældre, officielt, da jeg fyldte 16 og det er under måned siden, jeg fandt ud af, at jeg er prinsesse,” sagde jeg. ”Wow… Det må have været noget af et chok,” erklærede hun. ”Det var det i den grad… Jeg har ikke ligefrem vænnet mig til det endnu,” sagde jeg og rykkede mig utilpas i stolen. ”Jeg var ude, af rummet før nogen kunne se sig om.”

”Undskyld, jeg siger det, men du ligner altså ikke en prinsesse. Mere en eller anden skuespiller eller musiker eller noget i den stil,” sagde hun. ”Det er fordi, du har et billede i dit indre om en pige i en stor flydende balkjole med tiara og ikke en i røde bukser og blazer med eneste tegn på sin royalitet i en halskæde. "Jeg er vokset op som en gennemsnitsamerikaner og ikke på et fint slot,” svarede jeg, for første gang tilpas med det.”Tror du, det vil hjælpe dig, når du engang skal styre Empire?” spurgte hun. Jeg trak på skuldrene. ”Det vil have sine fordele, men også sine ulemper, men jeg ved det ikke. Det vil tiden vise,” svarede jeg.

”Så det er altså rigtigt, det med at du måske ikke regner med at tage over?” spurgte hun. Jeg slog blikket ned i gulvet, men tog mig sammen og kiggede hende direkte i øjnene. ”Der er en risiko for det. Jeg låser mig ikke på noget, før min 18års fødselsdag,” sagde jeg. ”Hvorfor?” spurgte hun næsten vredt. ”Jeg er bange for at fejle. Jeg har det, som om mit liv er en stor fejl og at jeg selv er den største,” sagde jeg. ”Ikke være så selvdestruktiv,” sagde hun. ”Jeg vidste, du ville sige noget lignende!” udbrød jeg med et smil. ”Men ville du ikke også være skræmt til døde, hvis du pludseligt fik at vide, at du skulle have ansvaret for et helt land. Jeg ved godt, jeg har 2 år til at lære det, men kan man overhovedet det?” ”Det er rent faktisk et virkeligt godt spørgsmål,” indrømmede hun.

Jo længere ind i interviewet, vi kom, jo bedre blev samtalen og så snart vi var af kameraet, smilte hun stort. ”Hvis du fejler i at styre Empire, er det ikke på grund af manglende hjerneceller,” erklærede hun. Jeg himlede og smilte. ”Jeg har heller aldrig, sagt jeg var dum. Kun at nogle folk opfatter mig sådan,” sagde jeg og rakte hånden frem. ”Tak for mit første interview… Det var noget af en lettelse.” Hun tog den, men lagde også armen om mig og krammede mig. ”Jeg bliver nødt til, at gå nu. Jeg skal ud og finde en af de personer, der tror jeg er dum i låget,” sagde jeg og skyndte mig ud. Leo kørte mig til hotellet, hvor farmor ventede.

”Tror du jeg er dum?” spurgte jeg seriøst. ”Nej, selvfølgelig ikke,” sagde hun. ”Hvorfor har jeg så nu, fået optagelsesbeviser fra Harvard, Princeton og sidst men ikke mindst, vores eget lille empirske universitet?” spurgte jeg. ”De har jo kun accepteret mig, fordi du har ansøgt for mig og skrevet! Både Harvard og Princeton har alt for høje standarder til mig.” ”Præcis, jeg tror ikke, du er dum. Jeg tror faktisk, at du kan klare kravene. Du går bare ikke nok op i din skole nu, hvilket jeg vil have dig til fra nu af. Og det var ikke mig der ansøgte. Det var Sophie, som synes det er forfærdeligt vigtigt, at du kommer på et ordentligt universitet,” sagde hun. Jeg kunne ikke lade være med at smile og jeg satte mig ned med ryggen til hende. ”Jeg vil gerne på Princeton og studere europæisk politik og samfund, for det tror jeg bliver nyttigt,” sagde jeg så, uden at kiggede hende i øjnene.

Hun svarede ikke. Hun fortrak ikke en mine og det samme gjorde jeg ikke. Jeg kunne ikke forestille mig Grand smile over noget jeg havde sagt. Jeg kunne ikke forestille mig, hvilken ros hun skulle komme med til mig. Men jeg havde ikke forventet en så kold reaktion. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...