For Emma, Forever Ago(1D)

Godt på vej mod de 18 år, går det op for Emma, at hun er prinsesse af et lille europæisk land ved navn Empire. Til at starte med har hun sine problemer med, har hun en del problemer med overhovedet, at være prinsesse, men hun lærer snart nogenlunde, at finde sin plads. Vejen til magten er dog aldrig nem og 2 år senere, for hun igen sin sag for sig. Hun må gifte sig, eller opgive tronen. Og så hjælper det ikke, at forelske sig i et boyband medlem.
OBS! Mange vil bemærker, at jeg er blevet meget stærkt inspireret af Princess Diaries til denne movella...
Jeg har ikke skrevet fanfic i en del tid nu og ved ikke om den her er noget, så skriv lige, hvis du synes om den.

9Likes
2Kommentarer
1065Visninger

1. F

 

”Smil og vær glad,” erklærede Hannah. ”Siger du,” sagde jeg og skubbede til hende, så hun væltede i den ubrudte sne. ”Siger du,” sagde hun og rullede rundt. ”Ah! Sne i skoen!” hylede hun og lå i en meget mærkelig stilling, hvor hun ville have svært ved at komme op. Jeg kiggede på hende og satte i højt tempo den modsatte vej.

”Hey! Hjælp mig lige op!” skreg hun. ”Nej!” grinte jeg. ”Du kan selv komme op. Kom nu! Du slider på min tålmodighed!” ”Du siger ellers altid, at du har evigt tålmodighed,” påpegede hun. ”Desværre er det sandt,” sukkede jeg. ”Du har seriøst brug for noget kvindeligt modspil, som din mor ville sige. Kom nu.” ”Hun er da også din mor,” påpegede hun. ”Ikke biologisk,” sagde jeg. ”Piger! Vi skal hjem til at hjem! I skal til at i skole i morgen!” råbte ”mor”.

Nogle der opdager, at deres mor ikke er deres rigtige mor, begynder at kalde hende ved navn. Det kan jeg simpelthen ikke finde ud af lige nu. Rob og Sophie er mine forældre. Jeg har aldrig kendt til andet. Jeg føler mig godt nok anderledes end resten, men det gør jeg jo lige meget hvad.

”Sidst ved bilen er en møgunge!” erklærede Hannah og kom på benene med et. ”Det er du lige meget hvad,” sagde jeg og stormede efter hende og overhalede hende snart. ”Det er svært, at se at du fylder 18 nogle få måneder, den måde du tumler med Hannah,” smilte Petunia, min ”mormor” som jeg altid har kaldt ved navn. ”Hannah og Oliver er snart også de eneste der kan få hende til det,” sagde mor. ”Kan i nu sige farvel. Far og Oliver venter allerede i bilen.” Vi sagde farvel til Petunia og satte os ind i den varme bil.

Vi kørte i 2 timer og stoppede så for aftensmad. Tilbage i bilen faldt Oliver snart i søvn og der gik ikke lang tid, før Hannah fulgte ham. Hun er godt nok 12, men hun står så tidligt op, at hun ikke kan holde sig vågen ret langt oppe af aftenen. Jeg har det lige modsat og begyndte for alvor, at kede mig, da jeg havde hørt det musik, jeg hører for tiden alt for mange gange og færdiggjort The Death of Bees. Jeg sukkede lidt for højt, hvilket gav mig fars opmærksomhed. ”Hej, jeg har noget, jeg har arbejdet på. Vil du høre?” spurgte han og rakte mig sin iPod, mens han kørte.

Mine forældre er lidt alternative. Min mor er bestsellerforfatter og min far undergrundsmusiker/musikanmelder for Rolling Stones. Det giver penge til, at det hele kan løbe rundt. Som vi kørte mod San Francisco, sad jeg og lyttede. Musikken fik landskabet til at flyde væk og tiden til at være ikkeeksisterende. Før jeg så mig om kørte vi over Golden Gate og 10 minutter senere holdte vi i garagen til Taylor Street 165. ”Det er lidt ligesom Isbells første,” sagde jeg og gav ham iPoden tilbage. ”Eller måske noget Patrick Watson.” ”Det tegner godt,” sagde han og ruskede blidt i Oliver og Hannah. ”Det var vi jo også enige om blandt os oldinge, som du kalder os.” Jeg grinte. ”Du er god nok, du gamle,” sagde jeg og gik ud. Jeg kravlede ud af bilen og gik ud i den kolde aften, hvor jeg kiggede mig rundt. Vi bor næsten på toppen af en af de stejlest bakker i San Francisco og har en god udsigt over den mærkelige, rå by. Området vi bor i er blandet, men det meste er ligesom vores hus lettere forsømt uden på. Huset er kæmpestort, men ikke ligefrem luksus.

Hele underetagen er et stort rum og i midten af det hele kan man se op til første sal. Mit værelse ligger helt oppe under taget, mens underetagen er forbeholdt arbejdsværelser og første sal de andres værelser. Jeg elsker mit værelse. Det er kæmpe og har vinduer, hvor jeg kan se ud til havet. En sen diset aften som denne, var det eneste jeg kunne se dog små lys fra det liv der var i byen.

San Francisco er min hjemby, lige meget hvad der sker og hvor jeg er i verdenen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...