For Emma, Forever Ago(1D)

Godt på vej mod de 18 år, går det op for Emma, at hun er prinsesse af et lille europæisk land ved navn Empire. Til at starte med har hun sine problemer med, har hun en del problemer med overhovedet, at være prinsesse, men hun lærer snart nogenlunde, at finde sin plads. Vejen til magten er dog aldrig nem og 2 år senere, for hun igen sin sag for sig. Hun må gifte sig, eller opgive tronen. Og så hjælper det ikke, at forelske sig i et boyband medlem.
OBS! Mange vil bemærker, at jeg er blevet meget stærkt inspireret af Princess Diaries til denne movella...
Jeg har ikke skrevet fanfic i en del tid nu og ved ikke om den her er noget, så skriv lige, hvis du synes om den.

9Likes
2Kommentarer
1022Visninger

14. E

Musikkens Fest er en årlig fejring af musikkens liv i Empire. Lige noget for mig selvfølgeligt og jeg havde glædet mig i evigheder. Derfor var jeg også i rigtigt godt humør, da jeg skulle ned og gøre mig klar. Hver gang jeg skal til mine gemakker, skal jeg forbi Moreaus.

Da jeg så de stuepiger, som er sat til at opvarte dem stå udenfor og kigge ind gennem den halvåbne dør, var jeg sikker på, at der skete noget. ”Det bliver i hoffet,” smilte jeg fornøjet og konkluderede at det måtte være mottoet. Sladder indenfor hoffet slap af en eller anden grund næsten aldrig ud, men det summede godt nok mellem dem. De stivnede og vendte sig om. ”Deres Højhed!” hviskede de. ”Burde i ikke være et helt andet sted?” spurgte jeg. ”Jo, men…” startede de hviskende. ”Væk med jer,” smilte jeg. ”Jeg har ikke set jer.” De nejede og skyndte sig væk.Så sikrede jeg mig, at der ingen var, før jeg selv stak hovedet ind.

”Og hun ville være glad,” lød Matts stemme. ”Ah… Du har forelsket dig i hende!” sukkede faren. ”Nej far,” sagde han, men noget sagde vist os begge, at det ikke var sandt. ”Hør!” ”Nej, hør selv. Tror du, at hvis vi giver op, vil der gå 14 dage og så vil hun gifte sig med dig? Efter alt det hun har irriteret dig. Desuden hædrer det ikke din familie. Vi kom ikke her, for at få dig gift. Vi kom her, for at bliver royale og vi forlader ikke dette sted uden,” sagde faren vredt. ”Slap af. Du sagde det selv. Hun vil aldrig, se på mig på den måde,” sagde han. Jeg måtte kvæle er Nurh! Da jeg rent faktisk havde det mere som om jeg sad og så en film og ville gerne have haft nogle popcorn i nærheden.Sådan har jeg det tit med mit eget liv, fordi det bliver så surrealistisk nogle gange. Faren sad med hovedet begravet og lod til at tænke. ”Ok, hvis du kan forføre hende, kan du måske få hende til at give kronen op,” sagde han. Jeg trak mig tilbage og var først helt forfærdet.

Jeg skyndte mig ned til mit eget værelse og prøvede, at skubbe hvad jeg lige havde hørt langt væk. Det var først, da jeg brændte mig på glattejernet og hoppe rundt, for at få smerten til at gå væk, det gik op for mig, hvad jeg måtte gøre.

Jeg opgav at glatte mit hår, som er ved at have fået sin naturlige form, siden sidst permanentglatning og udnyttede det i stedet til en simpel frisure, hvorefter jeg hoppede i den, stropløse, mørkegrønne blondekjole, som Kim og jeg var blevet enige om og fandt de gyldne sko og smykker og skyndte mig så ned til Grand. Flere tjenestefolk prøvede, at stoppe mig, men jeg marcherede bare videre.

”Jeg ved, hvem jeg vil giftes med,” sagde jeg, da jeg kom ind og fumlede med min halskæde. ”Em! Du gør mig helt bekymret,” erklærede Grand, som sad og arbejdede med nogle papirer, fuldkommen klar til at gå. ”Mattéo Moreau,” sagde jeg dybt seriøst. Hun kiggede chokeret på mig og smilte så. ”Darling, dine diplomatiske evner overgår snart mine,” klukkede hun. ”Men tror du Moreau går med til det?” spurgte hun. ”Jeg hørte stuepigerne, tale om at Matt, mod sin vilje, var faldet for mig og prøvede, at overtale sin far til at lade mig være, hvilket han ikke ville,” løj jeg. ”Og jeg forstår ham virkeligt ikke. Men hvis det er min vej ud af kattepinen, så er det vel den jeg skal følge.” ”Tænk dig lige lidt bedre om,” sagde hun, pludseligt skarpt.

”Hvordan har du tænkt dig, at det hele skal gå?” ”Vi sender rygter ud om, at jeg overvejer at trække mig, kun på grund af, at jeg er faldet for Matt,” startede jeg, men stoppede mig selv. ”Oh god! Jeg har tilbragt for lang tid på slottet!” ”Nej, nej, fortsæt,” sagde hun. ”Du bekræfter rygtet overfor Moreau og siger, at du er så ked af det, fordi at nu kommer vi vel til at stå i samme situation og så med unge hjertekvaler… I mens skal jeg nok spille forelsket prinsesse. Du synes, ikke det er nogen god ide, vel?” spurgte jeg.

Det meste af samtalen foregik hviskende, da vidste at der blev lyttet. ”Jo, hvis du kan stå indenfor den. Du har aldrig været den bedste skuespiller…” startede hun. ”Nød lære nøgen kvinde at spinde,” afbrød jeg. ”Ja, men er der ikke en anden?” spurgte hun. Jeg sank dybt. Hvordan kunne hun vide det?! ”Jeg… Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke bare give landet fra mig på den måde… Det er for egoistisk. Og hvis… hvis jeg skulle gifte mig med ham… Nej… Nej,” mumlede jeg og kunne mærke tårerne presse på.

”Folkene venter,” lød Leos stemme. Festen blev holdt i vores balsal, som var blevet lavet fuldkommenom. Folk gik egentligt bare rundt og passiarede og blev på bestemte tidspunkter afbrudt, fordi en pris skulle overrækkes eller en performer skulle performes. Jeg kunne ikke andet end at komme i godt humør, for de fleste af gæsterne var musikinteresserede og det var lovligt, at snakke løs om den og den.

”Forleden dag,” startede Grand, som trådte ind på scenen hen på aftenen. Alle kiggede interesseret op. ”Forleden dag gik jeg en tur rundt i slottet og der hørte jeg den her sang. Der gik noget tid, før det gik op for mig, at den omhandlede vores smukke land og at ophavsmanden ville være i dette rum i aftenen.” Hun kiggede ned på mig og Louis dukkede op ved siden af hende med min guitar. Jeg gik langsomt op og tog den overvejende. ”Mine damer og herre. Emma Foster.”

Jeg smeltede fuldkommen, da jeg gik hen mod mikrofonen. At hun lod mig spille her, betød virkeligt noget. Hun havde altid mukket over, at jeg brugte for meget tid på musikken og altid været endnu mere imod, at kalde mig Emma Foster. ”Over my heart… Over my soul… Over my beautiful country,” sang jeg. Folk stirrede, som om jeg var sindssyg og Grand smilede stort.  ”For my dearest people… For my loveliest children… For my wildest human roses and for my most beautiful country. I’m gonna, gladly, do my sacrefices  for you.”

Bifaldet var stort og jeg smilede. Hele aftenen måtte jeg tage imod roser om hvor godt jeg spillede.

Og hele aftenen ledte jeg efter Matt. Jeg fandt ham, lænet op af muren på trappen ned til haven. ”Hvorfor er du så irriterende hård ikke at synes om?” spurgte han irriteret. ”Hvad mener du?” spurgte jeg og lænede mig op af gelænderet og kiggede ud over haven. ”Du udlevede lige mit værste mareridt. Dig der står på en scene og synger om det land, du skal reagere, som om det var verdenens mest naturlige ting,” sagde han. Jeg bøjede hovedet og kunne ikke lade være med, at være oprigtigt skuffet. ”Hadede du det virkeligt så meget?” spurgte jeg usikkert. ”Det er det værste,” røg det ud af ham. ”Jeg elskede det.” ”Hvorfor?” spurgte jeg forundret. ”Fordi…” startede han og rystede på hovedet og gik lidt længere væk. ”Nej, det kan være lige meget.” Han trådte hen mod døren og skulle til at gå ind, men jeg trak ham væk. ”Hvorfor?” gentog jeg alvorligt. Han trak ærmet til sig. ”Det kan være lige meget,” sagde han. ”Nej, det kan ej. Hvorfor?” spurgte jeg for tredje gang og kiggede bedende på ham. Han fjernede en hårtot fra mit ansigt og lænede sig ind og kyssede mig. Det var som om en syl gik gennem mit hjerte og punkterede det. Jeg begyndte at græde lydløst, men noget i mig kunne ikke lade være, at synes om det. ”Hvad er der?” spurgte han og tørrede en tåre væk. ”Hjælp mig!” hviskede jeg. Han trak mig ind til sig, i troen om at det ville hjælpe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...