For Emma, Forever Ago(1D)

Godt på vej mod de 18 år, går det op for Emma, at hun er prinsesse af et lille europæisk land ved navn Empire. Til at starte med har hun sine problemer med, har hun en del problemer med overhovedet, at være prinsesse, men hun lærer snart nogenlunde, at finde sin plads. Vejen til magten er dog aldrig nem og 2 år senere, for hun igen sin sag for sig. Hun må gifte sig, eller opgive tronen. Og så hjælper det ikke, at forelske sig i et boyband medlem.
OBS! Mange vil bemærker, at jeg er blevet meget stærkt inspireret af Princess Diaries til denne movella...
Jeg har ikke skrevet fanfic i en del tid nu og ved ikke om den her er noget, så skriv lige, hvis du synes om den.

9Likes
2Kommentarer
1020Visninger

8. A

I lufthavnen ventede den mørkeblå speciallavede Rolls Royce med landets flag på, klar til at køre mig gennem Sanremo til udkanten af Ville de Empire. Folk kender bilen, så da jeg kom kørende forbi kiggede de op og vinkede ind. Jeg smilte og vinkede tilbage.

Hver gang jeg ankommer til landet, bliver jeg chokeret over, hvor smukt der egentligt er. Det er nærmest et lille eventyrland, bortset fra at det er virkelig og at  elendigheden er lige så stor, selvom der bliver gjort alt for at formindske det. Det regner kun 49 dage om året, hvilket er ingenting i forhold til New Jersey, men passer ret godt på det californiske klima, dog 3-5 grader varmere. Der er meget bakket. Meget grønt og så er der vin- og oliventræer og så er der en del kyst. Byerne har en afslappet atmosfære og meget dårlig infrastruktur.Til sidst kørte vi op ad alleen til det smukke rokokoslot.

Gudskelov er monarker nogle magelige bæster, så der er blevet bygget om, hver gang en ny er kommet til, ligesom mine gemakker, burde have været klar til jeg kom, men empirerer er afslappede og grundige folk.  Utroligt dygtige til deres job men langsomt arbejdende.

”Hende Majestæt, Kronprinsesse Emma er ankommet,” proklamerede kammerherren. Kronprinsesse eller Prinsesse Emma lyder dumt som ind i helvedet. Det lyder som noget en far har kaldt sin smukke yndlingsdatter, men jeg må leve med det. Mit navn passer i det mindste til mig. Jeg kan ikke gøre for, at min titel ikke gør. Ok, jeg har faktisk vænnet mig til selve pligten, men titlen irriterer mig stadig.

Jeg gik op og blev mødt af Cher, Grands privatsekretær, som straks begyndte at plapre løs. Hun fortalte mig blandt andet, at der måske ville gå lidt tid, før mine gemakker var færdige, så jeg måtte overleve med at bo i Grands indtil da.

Hun førte mig ind, hvor Grand sad og drak te med en eller anden vigtig repræsentant for en eller andet vigtig forening. ”Endelig møder jeg Dem!” smilte han og kyssede min hånd. Jeg trak den hurtigt til mig. ”Godt at møde dem, Monsieur?” sagde jeg på flydende fransk. ”Sinclair,” mimede Grand. ”Sinclair. Hvordan går det med forretningen?” Grand smilede anerkendende bag hans ryg. ”I betragtningen af at vi står midt i en finanskrise, går det over al forventning tak,” sagde han.

”Deres Højhed?” kom det fra den dør, jeg var kommet ind af. Vi reagerede begge automatisk. ”Monsieur Hugo Fourniér er ankommet til at gøre Deres Højheder klar til hjemkomstballet,” erklærede en af Grands kammerdamer. ”Emma skal først. Jeg må lige have dette møde færdigt,” sagde Grand. ”Ok… Farvel Monsieur. Vi ses sikkert en anden gang,” sagde jeg og rakte ham hånden, før jeg vendte mig om og fulgte kammerdamen.

Så snart jeg trådte ind lød der et pift. ”Bedst klædte prinsesse indenfor synsfeltet,” erklærede Hugo, der dukkede op fra den kæmpe stue, der bandt Grand gemakker sammen. ”Værste celebrity stylist ever indenfor synsfeltet!” gav jeg igen. ”Åh prinsesse! Det mener, du jo ikke,” klynkede han og kyssede mig på hver kind. ”Jo jeg gør. For du bruger al din krudt på mig,” smilte jeg og blinkede. ”Åh… Du ved… Man har 24 timer i døgnet og forstår man at udnytte dem rigtigt, kan man nå meget mere end en almindelig dødelig,” sagde han og smøgede et ærme op, de var faldet ned. ”Og det er du jo ikke,” klukkede jeg. ”Præcis… Hvor er dit fransk egentligt blevet godt,” sagde han. ”Tak… Jeg tænker snart ikke over hvilke af sprogene jeg bruger. Taler man fransk til mig, svarer jeg på fransk, men taler man engelsk svarer jeg på engelsk,” forklarede jeg. ”Så må jeg til at tiltale dig på fransk,” erklærede han.

”Hvad er dine planer, så for i aften?” spurgte jeg. ”Din farmor klæder vi i guld og dig klæder vi i sølv,” sagde han. ”Jeg vil bede dig tage et bad og tage godt med varmebeskyttende i håret, derefter satser jeg på, at du selv kan glatte.” Jeg gjorde, som han sagde og da jeg kom ud, var han gået i gang med Grand, som åbenbart var lettere end mig. Jeg gik i gang med, at tørre mit hår, hvorefter jeg glattede det fuldkommen, som han havde bedt mig om. resten gjorde han selv og hen på aftenen, begyndte jeg, at kunne høre biler ankomme.

Han snakkede løst om livet i LA, som faktisk er ret sjovt at høre på. Han omgås alle de kendte og er ikke bange for, at drille dem. Ligesom han altid driller mig, med at jeg er født til et job, hvor jeg ville have nemmere ved, at lære at stå på hovedet, mens jeg drikker et glas vand, end at fuldføre det. ”Jeg kom vidste nok også til at sige, at jeg kendte en pige, der kunne hjælpe og så var hun sådan helt ’Hvem?! Sig det! Jeg har brug for ny inspiration,” fortalte han, om sit seneste møde med Taylor Swift. ”Hvad sagde du så?” spurgte jeg skeptisk. ”At hun nok blev nødt til at stille sig i audiens i alle europæiske kongeriger for at finde svaret,” sagde han. ”Hun fattede ikke et pip.” ”I knew you were trouble, trouble, trouble,” grinte jeg.

”Så… Nu mangler vi kun tiaraen,” sagde han og placerede den på mit hoved. “Kig dig selv I spejlet.” Det gjorde jeg så. Jeg har sjældent brugt tiara. Grand gav mig min 18års, men den var ikke tilpasset mit hoved. Men denne ville jeg ikke have noget imod at brug. Min kjole var simpel hvid og lang, med sølvblondestof der formede blomster over og stropperne sad nede over skuldrene, sølvsko, simple sølvsmykker med blomstervedhæng og den smukkeste vinranke i sølv om hovedet med indsatte diamanter var sat i mit rødbrune hår, som han havde krøllet op og sat i en smuk tung knude i nakken.

”Jeg elsker den her tiara,” erklærede jeg. ”Jeg har fundet 3 tiaraer, du vil elske, men de vil ikke lade mig bruge dem. Den her er en af dem,” sagde han og rettede på den, mens han beundrede mig, lige så meget som jeg selv. ”Hvorfor?” spurgte jeg undrende. ”Det er din mor… Folket var meget vilde med din mor. De er bange for, at hvis du har den på for hurtigt, vil folk sætte standarden for højt… De tænker ikke på, at det måske kan hjælpe med at hæve standarden,” sagde han og snøftede. ”Har du mødt hende?” spurgte jeg. ”Jeg mødte hende, som lille dreng på kunstskolen her i Empire… Hun var et af de mennesker man aldrig glemmer. Du ligner hende og ikke kun af udseende. Du skal bare lige have fundet det frem over for andre. Jeg håber ikke du selv føler et pres,” sagde han. Jeg rørte blidt ved den. ”Nej, hver gang folk nævner min mor, føler jeg mig af en eller anden grund beroliget. Det minder mig om, at hun også gik igennem det. Det er ligesom, at jeg bliver mere målrettet, når folk nævner min far,” smilte jeg.

Det bankede på døren og vi kiggede op. ”Prinsesse, det er tid,” sagde kammerherren alvorligt. ”Javel Louis,” sukkede jeg og mærkede nervøsiteten stige. Kombinationen mellem generthed og at være prinsesse er elendig. Folk tror, jeg er dum, når jeg ikke kan få et ord ud, fordi de lige har været kritiske overfor mig, hvilket tit sker. Jeg bliver altid vurderet som ind i helvedet, hvilket gør mig så nervøs, at jeg ikke kan få et ord ud. Det er vel en bivirkning på mobning.

Jeg skulle gøre entre fra et repos og så gå ned af en trappe, så alle kunne se mig, når jeg trådte ind. Min entre blev proklameret og alle stirrede op på mig. Jeg stirrede skræmt tilbage og ledte i mængden efter et kendt ansigt. Jeg fandt først Grand, som så yderst sammenbidt ud og signalerede, at jeg skulle smile og vinke. Det hjalp ikke ligefrem. Gudskelov fandt jeg kort efter Leo, som smilte beroligende til mig og jeg genvandt fatningen. Jeg smilede genert og løftede min behandskede hånd, hvorefter jeg langsomt gled ned af trappen.

”Velkommen til denne aften,” sagde jeg og kæmpede for at holde min stemme rolig, hvilket lykkedes ret godt. ”Det glæder mig, at se så mange gode empirer byde mig velkommen til en så vigtig periode af mit liv.” En tjener kom hastende med et glas champagne til mig. ”Hæv jeres glas for jordens smukkeste og fantastiske land!” Det gjorde alle patrioterne tilfredse og folk skød brystet frem og nikkede og smilte til hinanden, før de nippede til vinen.

Derefter vendte folk tilbage til deres pladser. Nogle dansede, andre passiarede og vurderede de bedste, mens nogen var lænket til buffeten. Som den officielle værtinde måtte jeg være over det hele, hvis jeg altså skulle gøre det perfekt. Lige meget om jeg dansede, spise eller snakkede, havde alle et halvt øje på mig, hvilket gnavede mig op indenvendigt.

Jeg takkede af efter, at have danset en vals, med en utroligt høj og stivbenet fyr, der ikke havde styr på, hvad der var passende eller ikke. Jeg havde mest lyst til at grine, men så ville jeg være upassende og blive set ned på resten af mit liv. Vi havde snakket om hans frimærkesamling og han inviterede mig til at se den en dag, men jeg takkede pænt nej og besluttede mig for at tage en pause.

Jeg gik ud i haven, hvor der var helt stille. Stedet virkede befriende. Jeg nynnede stille Eleanor Rigby af Beatles. ”I look at all the lonely people,” lød en hæslig stemme, der fik mig til at kigge op. En fyr der ikke var meget ældre end jeg selv, stod med hænderne i lommen og betragtede mig med hans skarpe blå øjne. Hvis en fyr kan betegnes som smuk var han det. Der var noget koldt over ham, men han virkede overhovedet ikke arrogant, ligesom alle andre folk med den attitude. Han virkede sikker på sig selv, men tiggede ikke om at få opmærksomhed.

”Sært valg,” sagde han. ”Er Her Majesty mere passende?” spurgte jeg. ”Det ville jeg sige,” nikkede han. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Grand ville flippe, hvis hun hørte mig synge teksten til den,” sagde jeg. ”Og om et halvt år er det mig selv.” Da jeg nævnte det, skete der et eller andet i hans øjne, men så smilte han.

”Er du meget glad for Beatles?” spurgte jeg så. ”Af musik og være er de gode. Jeg spillede faktisk Ringo i en musicalopsætning i gymnasiet,” indrømmede han. ”Det kunne jeg lige forestille mig. Siden jeg var ganske lille har jeg altid klædt mig ud som McCartney til Halloween. Intet under at jeg blev mobbet i skolen,” sagde jeg, hvilket fik ham til at grine. ”Så du er ikke en af de piger, der har leget prinsesse, da du var lille?” spurgte han. ”Nej… Eller jeg tvang min ubiologisk søster til at lege Shakespeare-historier med mig, efter at min adoptivmor havde læst Shakespeares samlede værk højt for mig, da jeg var 7, hvilket kan have inkluderet dronninger eller noget lignende,” sagde jeg. ”Du må have været et mærkeligt barn,” klukkede han fornøjet. ”I den grad,” himlede jeg. ”Men hvem var ikke det?” ”Øh…” smilte han. ”Jeg er bange, for at jeg var umådeligt kedelig.” ”Det kan du, da umuligt have været,” grinte jeg. ”Nej desværre… Min yndlingsaktivitet var at spille skak med min barnepige. Det blev senere til poker, men det er lidt ligegyldigt,” sagde han. ”Mærkelig, men kedeligt,” måtte jeg, give ham ret.

Vi gik rundt i haven og snakkede resten af aftenen. Vi havde ikke meget til fælles, men der var nu noget over ham.

”Emma!” lød det pludseligt skarpt udover det hele. Jeg måtte skynde mig op til Grand, for at få et møgfald. Jeg måtte blive oppe og sige farvel til hver og en. Den nat kunne jeg ikke sove. Jeg sad med min guitar i stuen og spillede og puslede med at skrive sange. Jeg plejer at sige, at sangskrivning er et puslespil. Man har typisk nogle brikker, som man vil gå ud fra, men kunsten er at få dem sat sammen, så musikken lyder godt for sig selv, teksten er indbydende og at det hele ganske simpelt går op i en højere enhed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...