Elskede mor

Denne historie handler om en pige der mister sin mor og skriver alt ned i sin dagbog, hvad hun tænker og føler. Hun for det bedre og bedre og er næsten helt ovenpå igen, da hendes storebror bliver syg og hun ender i hullet igen.

Denne historie skrev jeg da jeg var 10 og ikke så detaljeret, jeg er igang med at skrive en mere uddybende historie der hedder: Livet... som i meget gerne må gå ind og læse :)

5Likes
1Kommentarer
433Visninger
AA

1. Begravelsen

Kære dagbog
Nu er det sket, alt er forbi, mor kunne ikke klare det mere, efter fem lange år med sygdom og lidelse. Det er nu 1 uge siden og vi skal holde begravelsen idag. Og det var den værste uge i mit liv, jeg lavede ikke andet end planlægge begravelse og græde hele tiden. Men jeg ved ikke om jeg kan holde til det, at se på kisten og tænke at min mor ligger i den, at jeg aldrig skal se hende for mine øjne igen, eller høre hendes blide stemme i mine øre og at jeg aldrig kan holde om hende igen.
 

Jeg har mange gange tænkt at blive hjemme, fordi jeg ikke ville kunne holde smerten ud, se alle de triste ansigter og våde øjne , og se min familie og venner så triste og ked. Men jeg kunne heller ikke blive hjemme, tanken om ikke at være mødt op til min mors begravelse ville plage mig resten af livet, tanken om at jeg aldrig fik sagt ordentligt farvel. Så jeg tog afsted til begravelsen, der var rigtig mange mennesker i kirken, og der lå rigtig mange blomster på gulvet, men jeg havde ikke tid til at se nærmere på dem, jeg fokuserede på den mælke hvide kiste midt i kirken, med de fine blomster på, jeg lagde ikke mærke til at alle kiggede på mig, jeg gik bare tættere og tættere på kisten.


Men pludselig stoppede jeg, mine fødder ville ikke gå tættere på. Kirke klokkerne begyndte at ringe og der blev helt stille, præsten begyndte at tale og jeg begyndte at græde. En time efter var begravelsen slut og kisten blev båret ud, jeg kunne næsten ikke se noget for tåre, så jeg klemte mig ind til min mormor og fulgte efter hende ud af kirken og ned til gravstedet. Jeg var helt færdig, jeg prøvede at holde tårene tilbage men det kunne ikke lade sig gøre, de piblede frem og de var umulige at stoppe og da alle der havde været med til begravelsen kom for at sige farvel, gemte jeg mig bare bag min far, det eneste jeg havde lyst til lige nu, var at få min mor tilbage.


Og det var endnu være til ceremonien bagefter, alle de ting der blev sagt, alle de smukke ord om hvad min mor havde lavet gennem årene, fik mig til at indse hvor meget jeg ville savne hende. Hvordan ville jeg nogensinde overleve uden hende. Hvordan skulle jeg kunne holde fødselsdag, konfirmation og bryllup. Midt i alle mine tanker kom der pludselig en ny tanke, om at det måske var min skyld at hun var død. Jeg kunne ikke holde tanken ud og gik ud for at få noget frisk luft. Jeg sad derude i en time inden jeg var faldet til ro og kunne gå ind igen.


Da jeg kom ind skulle vi ha dessert, men jeg var ikke sulten, jeg kunne ikke spise noget, det eneste jeg kunne var at tænke på at det måske var min skyld at min mor var væk for altid. Da det blev aften tog gæsterne hjem og jeg gik i seng, men jeg kunne ikke sove, tanken var der stadig og den ville ikke forsvinde, tanken blev værre og værre og jeg begyndte at få problemer med at få vejret og til sidst gik jeg ud som lys. Jeg vidste ikke hvad der var sket, jeg ved bare at næste dag vågnede jeg op i min seng og min hovedpude var helt våd. Var jeg besvimet fordi jeg ikke kunne få vejret eller var jeg bare faldet i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...