Emptiness

Tårer fra vores følelser.
Følelser fra vores hjerte.
Vores hjerte hvor de altid vil være.
Hvis vi glemmer dem. Glemmer vi os selv.
Vi glemmer at se.
Vi glemmer at høre.
Men det vigtigste vi glemmer, er at føle.
Føle sorg.
Føle glæde.
Vi glemmer at elske.

6Likes
12Kommentarer
535Visninger
AA

2. To søskende bortført af psykopat

Jeg giver hendes hånd et klem, og straks stopper hendes tårer. Jeg ser hende i øjnene, jeg vil være stærk, men kan jeg? Det er ordene, jeg gentager inde i mit hoved, mens vi langsomt går gennem gaderne. Jeg må være stærk, men hver gang jeg ser ned, er det hendes arm mit blik lander på. Det er min skyld, at hendes arm ser sådan ud, så blodig. Hun bliver ved med at sige de samme ord igen og igen, men det hjælper ikke. Blodet drypper langsomt ned, og nogle af bloddråberne lander på hendes engang så fine sko.

”Er du okay?” Hendes lyse stemme stopper mine tanker, da jeg indser, at jeg er stoppet op. Jeg bøjer mig ned, og jeg kysser hende blidt på kinden, og vi går videre. Har vi vundet, eller har vi tabt? Hun er kun et lille barn. Et lille barn der betyder alt for mig, og det ved hun. Jeg ser en bænk, som jeg vælger at gå imod.

”Mine øjenlåg bliver tungere, og jeg har svært ved at holde dem åbne. Da jeg kun er få meter fra bænken, begynder hun at ryste, og jeg tager hende op i min favn. Jeg sætter mig på bænken med hende på mit skød, hun læner sig ind til mig. Mit hoved ligger hvilende på hendes lange lyse hår, hun har sne på hendes jakke, og jeg børster det væk med hurtige bevægelser. Hun har ikke vintertøj på, så jeg holder hende altid i hånden, så jeg kan mærke, om hun fryser.

Jeg ser, at det langsomt begynder at sne igen, og hun ser op. Hendes små hænder popper ud af hendes pink jakke. Hun lægger den blidt på min kind, og hun fremtvinger et smil.

”Du må ikke være trist,” da hun siger det, opdager jeg, at jeg græder. De varme tårer løber ned langs min kind, men jeg smiler, da hun tørrer dem væk med hendes små frosne hænder. Jeg tager hendes hånd, og jeg hviler den på min kind. Sneen og frosten ligger som et tæppe over os, men det er ikke det, der fjerner mig fra mine tanker. Det er da hun nynner en vuggevise, som mor plejede at gøre for os, når vi ikke kunne sove. Tanken om vores forældre gøre mig trist, men så glad på samme tid.

Jeg kan lige forstille mig, hvad der vil stå i avisen i morgen: To søskende bortført af psykopat. En lille pige på 9 år og en dreng på 12 år. Deres navne er Lillinette og Jason.

Oplevelsen fandt sted for en time siden, men smerten fylder stadig vores tanker. Psykopaten, der har bortført os havde ikke bare skadet os fysisk, nej for han havde også skadet os psykisk. Lillinettes skrig, smerteudbrud og hendes bedende ord havde været for meget for mig. Jeg tager Lillinette op, så hun står foran mig, og jeg børster sneen af hende. Jeg tager hendes hånd, og vi begynder langsomt at gå igen. Gennem mørket, hvor alt kan ske.

”Vil han komme efter os?” Hun begynder langsomt at græde igen, og hendes blik glider ned til mit ben, som psykopaten havde skåret op med et køkken kniv. Såret, han havde lavet var ikke langt, men dybt. Når jeg ser ned på såret, kommer oplevelsen tilbage, det var ikke bare mig, der skreg, da han skar i mit ben, for det gjorde Lillinette også. Den smerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...