Emptiness

Tårer fra vores følelser.
Følelser fra vores hjerte.
Vores hjerte hvor de altid vil være.
Hvis vi glemmer dem. Glemmer vi os selv.
Vi glemmer at se.
Vi glemmer at høre.
Men det vigtigste vi glemmer, er at føle.
Føle sorg.
Føle glæde.
Vi glemmer at elske.

6Likes
12Kommentarer
538Visninger
AA

3. Smerte

 

”Jeg tænker, at vi kan kalde det smerte, hvad synes I om det?” Manden nærmede sig os, og jeg holdte strammer om Lillinette, jeg trykkede hendes ansigt ind imod mit bryst, så hun ikke skulle se ind i hans øjne. Han var blodtørstig, det kunne jeg se i hans mørke øjne.

”Mit navn er ikke vigtig, men hvad er jeres?” Jeg så mig omkring for muligheder, var der en måde at slippe ud på? Eller er vi dødsdømt?

Vi havde været på vej til Lillinettes danseopvisning, hun gik til ballet, og hun skulle optræde, som hovedrollen, og det havde hun glædet sig til i lang tid. Jeg lovede mor og far, at jeg ville følge hende derover, da de skulle hente noget nede i byen først. Det var der, han slog til, han tog os, da vi gik på gaden i det kolde, men smukke vejr. Han smed os ind i sin bil, og han kørte væk.

Vinduerne er dækket til af træ, som han har hamret fast. Det var der, jeg fandt på ideen med at finde køkkenet, men hvor er det?

Jeg ser til begge sider, inden vi sammen går over den stille vej, gaderne er tomme, der er ingen biler og ingen mennesker, der er kun Lillinette, mig og en hund. Den kommer haltende fra en gyde, Lillinette skal til at løbe derhen for at klappe den, men jeg holder godt fast om hendes hånd, og da hun ser bedende op på mig, rystede jeg på hovedet. Vi må holde sammen, jeg vil ikke give slip, ikke igen.

Han satte sig i en stol over for os, og han stirrede på Lillinette. Han betragtede hende nærmere, og jeg kunne lysten i hans øjne, men jeg vil ikke lade ham slippe af sted med det her. Jeg samlede alt min styrke på et slag, og jeg rejste mig op. Jeg vidste lige, hvor jeg skulle slå, og jeg ramte ham på næsen, så han væltede bagover, og blod drypper uf ad hans næse. Jeg tager Lillinettes hånd, og sammen styrtede vi ud i køkkenet, hvor han fulgte efter os. Men han er hurtig, og han løber direkte imod mig, og han griber om min arm, så kraftigt at min hånd ryger ud af Lillinettes, og hun falder. Hans vrede efter at blive slået var tydelig, han tager fat om min hals, og han begynder at kvæle mig. Jeg spræller med benene, smerten er ulidelig, jeg kan ikke få luft på nogen måde. Ingen lyd undslipper min mund. Håbløshed lyser ud af mit ansigt, Tårer løber ned langs kinden, jeg lider. Jeg lider forfærdeligt. Hvorfor vil han ikke stoppe? Vil han ikke godt stoppe. Lillinette skriger og skriger, hun prøver at slå og sparke ham, men det er ikke nok. Det var så her han fandt kniven frem, og han begynder at grine.

”Nu skal du se stjerner, min lille ven,” han svinger kniven til den rammer mit ben.

Smerten i mit ben er ikke til at klare, men jeg kan ikke give op. Nej, det er ikke nogen mulighed. Smerte… Smerte… At give op lyder så meget bedre. Men kan jeg svigte Lillinette. Nej… Det kan jeg ikke… Det må jeg ikke… Det kan jeg ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...