Emptiness

Tårer fra vores følelser.
Følelser fra vores hjerte.
Vores hjerte hvor de altid vil være.
Hvis vi glemmer dem. Glemmer vi os selv.
Vi glemmer at se.
Vi glemmer at høre.
Men det vigtigste vi glemmer, er at føle.
Føle sorg.
Føle glæde.
Vi glemmer at elske.

6Likes
12Kommentarer
541Visninger
AA

5. Min kærlighed forsvinder

 

”Lillinette, du må løbe så hurtig du kan, væk herfra, løb hjem i sikkerhed. Find mor og far de vil hjælpe dig,” siger jeg med en lidt rystende stemme, men min stemme er også hæs med at blive kvalt. Hun ryster på hovedet, og hun åbner munden: ”Du må ikke dø, vil du ikke nok komme med mig.” Hendes tiggende lille stemme er for meget for mig. Jeg lader tårerne få frit løb, men jeg er fastbesluttet på at få hende væk.

”Bare rolig, jeg forlader dig aldrig, det lover jeg dig,” jeg kysser hende på panden, og jeg giver hende et sidste knus, inden manden griber fat i mig. Han kaster mig et par meter bagud.

”Jason!” hun råber hysterisk, og jeg rejser mig på alle fire, da jeg råber: ”Løb Lillinette! Hent hjælp!”

Lillinette stirrer på mig af forskrækkelse, og hun er bange.

”Lillinette hvis du dør. Dør mit hjerte også. Min kærlighed forsvinder. Det samme gør mit håb. Mit håb for lykke. Mit håb for kærlighed. Min kærlighed.” Lillinette har den halskæde jeg gav hende for nogle dage siden. Det er en pink sløjfe. Hendes ynglings farve. Jeg giver hende et smil, og hun løber væk, og manden går direkte imod mig.

”Nu skal vi have det sjovt,” han sagde det med hån i stemme. Han tager noget op af lommen, da jeg ser, hvad det er, bliver jeg stiv. Det er kniven, og der er stadig blod på den, han bøjer sig over mig, og jeg laver store øjne.

”Vil du godt vide, hvem er jeg?” Spørger han med sarkasme, og et smørret smil om munden. Jeg nikker skrækslagen. Han fortsætter, imens jeg nikker: ” Men fortæl mig først dit navn, min lille ven.” Han sætter kniven ved min strube, så jeg er tvunget til at svare.

”Jason, mit navn er Jason,” jeg siger det med hæs og nervøs stemme. Jeg smiler endnu engang tilfreds.

”Stærkt navn,” han aer min kind,” jeg er Joshua, du har et kønt ansigt.” Jeg vidste om jeg skulle føle mig fornærmet eller smigret. Hvad for en mand siger det til et dreng på 12 år. Selvom jeg har fået det at vide før, men det var af min mor og far eller pigerne i min klasse, og så min dansk lærer. Jeg har mørkebrunt hår med lyse striber, jeg har ikke farvet det, men det er noget jeg har arvet fra min far. Jeg har mørkebrune øjne, som mine forældre elsker. Med andre ord er jeg deres perfekte dreng.

Hans hånd går ind under min trøje, og jeg laver store øjne, og jeg slår ham igen. Han trækker hånden ud, og han giver mig en syngende lussing. Smerte…

”Skal vi fortsætte… Jason?” Hans stemme forsvinder, og snart bliver hans stemme sløret, og mine øjne lukker i. Er det nu? Er det tid til at dø? Det ved jeg ikke? Men så længe Lillinette er okay, er jeg okay. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...