Flystyrtet *Oneshot!*

..........

1Likes
0Kommentarer
267Visninger

1. ....

 

Den røde alarm lampe lyste rødt. Noget jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig kunne ske, var pludselig så tæt på som aldrig før. For blot få minutter siden havde det været en ret så kedelig tur på vej hjem fra min familie og jegs tur til Spanien. Turen er jo egentlig som sådan ikke super lang, men det havde været lidt kedeligt og efter en time var spændingen over at flyve taget en del af.

Men nu var alt altså anderledes. En skrattende lød hørtes, og en mands stemme begyndte at flyde ud i den store passager kabine, med de mange trætte turister på vej hjem fra sommerferie. Charterferie selvfølgelig, men stadig kunne Spanien for de fleste i det her fly nok få sig til at føle sig unge og eksotiske.

Det fleste var dog langt fra unge og eksotiske. I slut 50’erne, med en vom på størrelse med ækvator, var nok mere beskrivende for størstedelen af de folk der sad herinde.  Skråt til højre for mig sad et ældre ægtepar. Selvom de var gamle, så de ikke ud til at være parate til at dø.  Som de sad der med hinanden holdt tæt fat med en hånd og med den anden placeret solidt på sædet arm støtte.

Hvilket fik mig til at vågne op af min tankestrøm. For det mindede mig om, hvorfor de sad som de gjorde. De var bange. Bange for den røde lampe der lyste så kraftigt at den konstant fangede mit blik.

’Spænd venligt sikkerheds bæltet’

Den ene sætning, der var ved at skræmme livet ud af alle de omkring værende passagerer. Og selv hvis det ikke kunne tage livet af dem, ville denne her flyvetur nok gøre det. Alle vidste det. De var bange, men så parate som man kunne være. Hvis man da overhovedet kunne nå at forberede sig på et flystyrt.

Jeg kiggede ned langs min egen sæderække. De sad der alle tre. Min mor, min far, og lille Amelia. Når man tænker på hvor bange jeg var før, er det ingenting i forhold til den frygt jeg nu føler. De skulle alle sammen dø. Jeg skulle dø. Min mor der sad længst væk, strakte sig. Jeg forstod straks hvad hun havde gang i og jeg fulgte hurtigt hendes eksempel og gjorde det samme. Skærmede min familie af. Passede på dem, kunne man vel kalde det.

Jeg er blot en dreng på 15 år. Jeg har på ingen måde tid til at dø nu, men hvis jeg endelig skulle dø nu, er jeg glad for at det var her, med dem. Jeg greb min mors hånd. Hun gav den kort et klem, og sådan sad vi så, i et stort, anstrengt kram.

Vi måtte være tættere på jorden nu. Jeg kunne mærke hvordan det hev endnu mere i vores kroppe, og farten nedad steg endnu mere. De andre kunne også mærke det tror jeg, for min familie krummede sig endnu længere sammen.

Det startede nede bagerst i flyet, men fordelte sig hurtigt så hele flyet var som, dækket af en kæmpe sky. Skrig. Alle skreg. Jeg skreg. Hvad kunne vi ellers gøre?

Dømt til døden, siddende i en flyver, der nu efter hvad jeg kunne mærke, faldt endnu mere drastisk og endnu hurtigere end før. Som en rutsjebane på vej nedad. Forskellen er bare at, i en rutsjebane ved man at den altid vil nå at rette op, lige før man rammer jorden. Desværre kan man ikke sige det samme om denne situation.

Imens vi sad der helt tæt, kom jeg til at tænke på noget helt andet. Nemlig hvordan det måtte være at sidde i cockpittet af dette fly. At sidde og vide at man, som pilot ikke var i stand til at redde en hel besætning og en hel gruppe af passagerer.  At sidde derude, kæmpe for livet. Forgæves forsøge at rette op. Måske høre alle skrigene. Jeg vidste det ikke.

Vi sad sådan i nogle minutter, der føltes som århundreder. Da der pludselig skete en ændring i den konstante nedad gående retning, hvor i flyet bevægede sig.  Det var ikke meget, men alligevel nok til at man kunne mærke det.

Flyet var blevet rettet lidt op. Jeg var ikke den eneste der lagde mærke til det. Skrigene forstummede langsomt og folk gav sig til at kigge ordentligt på hinanden. Jeg fik øjenkontakt med et par blå skinnende, grædende øjne. Da jeg kiggede på ansigtet omkring dem, så jeg at det var kvinden fra ægteparret.

En følelse ramte mig. En trang til at rejse mig, gå hen og trøste hende. Men intet hjalp det jo. Ubevidst og uden jeg selv lagde mærke til handlingen før jeg var halvvejs henne imod hende, strakte jeg mig, og min hånd mødte hendes. Jeg gav hendes hånd et lille klem.

Ud af øjenkrogen så jeg hvordan, flere andre fulgte vores eksempel og tog hinanden i hænderne. Vi kendte ikke hinanden. Vi havde aldrig før set hinanden. Før vi gik ombord på dette fly, havde ingen af os nogen anelse om at vi ville mødes. Ingen anelse om at alle disse mennesker eksisterede.

Jeg følte at noget måtte gøres. Dette gav os et kort strøg af tryghed. Følelsen af nærvær, men noget manglede. Dette var ikke tilstrækkeligt. Som et lyn fra en klar himmel, slog en idé ned i hovedet på mig.

I starten var det kun en hvisken, da jeg langsomt begyndte:

”Fader vor. Du som er i himlene…”

Kvinden jeg holdte i hånden, fremtvang et lille smil, i det hun stille begyndte at viske med. Hun vendte sig imod sin mand, der kiggede hende dybt i øjnene. Det jeg så der, har jeg aldrig siden set noget lignende. Den kærlighed der var imellem de to mennesker, var helt ubeskrivelig. Hvis man skulle gøre et forsøg på at beskrive den, ville jeg nok sige, at det var som en hel masse små, usynlige, meget følsomme, og meget fine tråde, der havde spundet sig sammen. Som om, der ud fra hver deres hjerte ud gik nogle tråde. Disse tråde passede perfekt sammen. Alle trådene havde en makker, ingen var alene. Der var ingen tvivl i det blik de sendte hinanden. Det var ægte kærlighed.

Manden begyndte også at mumle med. Han så ikke ud til at kunne ’Fader Vor’ synderligt godt, men han forsøgte. Han forstod hvad det var vi havde gang i. Jeg vendte ansigtet imod min egen familie, og smilede et kort, halv falsk smil, i håb om at de forstod at det var en opfordring til at de skulle være med.

Mine forældre, bedte straks med. Også Amelia, der kun var 3 år gammel, forsøgte, med hendes egen lille nuttede baby stemme.

Også de andre mennesker omkring os forstod, hvad vi lavede, og begyndte også at mumle.

”Ske din vilje i himmelene, så ledes på jorden…”

Snart mumlede alle passagererne med. Da vi havde sagt hele bønnen, startede vi forfra. Stemmerne steg og steg, i takt med at vi sagde den igen og igen. Jeg kunne mærke det. Jeg håbede at de kunne mærke det. Jeg håbede at besætningen ude i cockpittet kunne mærke det. Håbet. Vi havde alle et håb nu.

Gud.

Gud er vores håb. Egentlig er jeg normalt slet ikke kristen, men det faldt mig bare ret naturligt at bede Gud om hjælp. I denne situation, hvor jeg på ingen måde selv, var herre over noget, måtte vores alle sammens Gud da hjælpe os.

Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke er en af dem der lytter synderligt meget i timerne. Og slet ikke i kristendoms timerne. Måske fordi vi har en gammel tør kvindelig lære. Måske fordi jeg aldrig før har opfattet kristendommen, som andet end en gammel tradition. At man kun blev konfirmeret fordi, ”Sådan er det bare”. Måske fordi jeg aldrig har været i en situation, hvor jeg så meget har haft brug for et håb og Gud som jeg har nu.

Men nu har jeg. Brug for et håb. Brug for hjælp. Det føltes på en måde afslappende. Eller i hvert fald så afslappende det kan være, siddende i et styrtende fly.

Dog havde jeg lyttet lidt i kristendoms timerne. Et af hovedpunkterne havde jeg da fanget. Gud er vores håb. Han vil altid hjælpe os, hvis vi beder om hjælp. Han er stærk. Stærk nok til at rette op, på selv de største katastrofer.

I dette øjeblik, håbede jeg af alle mine kræfter, at mit håb og min tro på ham var nok. Alene var jeg magtesløs.

Det gav endnu et ryk i flyet, hvilket fik mig til atter at vågne op fra mine egne tanker.  Rundt omkring mig mumlede alle stadig. Vi var ved at rette op, dog var jeg ikke helt sikker på om det var et godt tegn, men følelsen af at vi ikke faldt direkte ned i mod jorden, med spidsen af flyet først, hjalp lidt.

Jeg så at min mor kiggede ud af vinduet og blev helt hvid i ansigtet. Jeg så at flere gjorde det samme. Ingen sagde noget, men det var som om at man kunne mærke at vi var ved at være tæt på jorden.

Vores fælles bøn steg i styrke i takt med at sekunderne gik. Vi havde alle brug for et håb. Og i dette øjeblik, var bønnen til Gud, om hjælp, det eneste vi havde.

Endnu et ryk gik igennem flyet.

Med et skete det, vi alle havde ventet på. Vi ramte den hårde jord med et gigantisk bump!

Den nervøse mumlen fra før, var nu en blanding, af gråd, råb og få skrig. Alle disse sagde det samme. Alle bedte samme bøn. Vi var sammen om dette.

Alle blev kastet rundt. Flere af bagage rummene over hovederne på os, blev nærmest flået op, af den voldsomme rulle tur, hele flyet var ved at gøre. Jeg holdte så hårdt jeg kunne i Amelias lille svedige hånd og kvinden på den anden side af den lille gangs varme og bløde hånd. Jeg græd. Jeg var en stor dreng på 15, der inden denne her flyvetur, troede jeg kunne det hele. Jeg havde hele livet foran mig. Jeg var klar og parat til at blive noget stort.

Alt dette lå så langt væk, fra den virkelig ked jeg oplevede nu. Flere af menneskerne omkring mig kastede op og der stank af bræk og røg, som vi blev slynget rundt i sæderne. Overalt flød det med tøj fra kufferterne der ikke havde, kunne klare turen, og var blevet slået i stykker, på sæde kanter og diverse andre ting.

Jeg var ikke sikker, for det hele kørte rundt, men efter, hvad jeg ville sige var cirka 2½ omgange, lå vi endelig stille. Vi hang med hovederne nedad. Flyet lå nu med bunden i vejret.

Der blev helt stille. Alle lyde forstummes. Ingen skreg. Ingen råbte. Ingen bedte. Alt var helt stille. Flere gjorde som jeg og kiggede rundt. Jeg fik igen øjenkontakt med kvinden og hun smilte et kort smil.

Så gik jeg sort.

Det næste jeg husker er at jeg vågnede op på Københavns Rigshospital. Jeg havde ingen anelse haft om, hvor i Europa, vi havde befundet os, da flyet begyndte at styrte, men nu vidste jeg at vi havde været tæt på Danmark. Tæt på vores hjem.

Rundt om min hospitals seng sad mine forældre, og nede i fodenden sad Amelia og legede med en barbie. Hvis man da kan kalde det at lege med den. Hun brugte den jo mest til tygge dyr.

Da jeg så at de alle sad og smilede ned til mig vidste jeg med det samme at de var helt okay, alle tre. Så jeg kom i tanke om en anden. Ubevidst strømmede ordet ud af mig.

”Kvinden fra flyet?!”

Det var slet ikke meningen at det skulle have været sagt højt, men nu da det var, var det alligevel rart at få det sagt. Det ville måske åbne op for alle de spørgsmål jeg havde.

Min mor kiggede beroligende ned på mig, og smilte et trist smil.

Åh nej! Hun måtte være død. Hun havde ikke overlevet. Hende jeg havde delt min skræk med. Hende jeg havde bedt med. Det var slet ikke til at holde ud og jeg sank ned i et dybt hul. Jeg følte mig tom indeni.

Min far så mit forskrækkede ansigts udtryk og sagde hurtigt;

”Eliza Jane, har det helt fint. Hun er nede ved cafeteriaet og hente lidt mad til hende selv og os…”

Hvad med hendes mand? Det havde jeg lyst til at spørge om, men jeg var bange for svaret, på den måde de kiggede trist på mig. Som om de håbede at jeg ikke ville stille lige præcis det spørgsmål.

”Manden?” Spurte jeg alligevel. Jeg fortrød. Jeg havde haft ret i mine antagelser. Han var gået bort. Han havde ikke overlevet fly styrtet.

Efter noget tid kom Eliza Jane, som kvinden altså hed, tilbage, og de fortalte mig alt hvad der var sket efter jeg var besvimet.

Jeg havde lagt i koma i 3 dage. Ingen af passagererne var kommet til skade. Og manden var ikke død i fly ulykken. Han var i forvejen dødsens syg af uhelbredelig lunge kræft. Han vidste godt, at når han kom hjem havde han kun få timer tilbage at leve i. Altså var der ingen der var død i ulykken.

Jeg vidste, at dette ville ændre alt i mig.

Jeg ville aldrig mere være den samme som før.

Jeg vidste at det var til min fordel.

For nu vidste jeg, at der kun er en man kan bede om hjælp, hvis man virkelig har brug for hjælp….

Gud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...