Savnet

”hvorfor kan du ikke bare gå ud og hænge dig selv?! Du er ligegyldig! Du betyder ikke noget for nogle! Ikke engang din mor eller far kan lide dig!” Alle de ord kører gennem mit hoved. Man kan ikke se det på mig, for mit smil gemmer mine følelser. Alle synes jeg er en sej og ligeglad type som ikke tager de ord til sig som folk siger. Men det gør jeg. De kører rundt i hovedet på mig og det gør ondt, det føles som om jeg bløder indvendig.

1Likes
0Kommentarer
313Visninger
AA

1. Frygt

 

 

”hvorfor kan du ikke bare gå ud og hænge dig selv?! Du er ligegyldig! Du betyder ikke noget for nogle! Ikke engang din mor eller far kan lide dig!” Alle de ord kører gennem mit hoved. Man kan ikke se det på mig, for mit smil gemmer mine følelser. Alle synes jeg er en sej og ligeglad type som ikke tager de ord til sig som folk siger. Men det gør jeg. De kører rundt i hovedet på mig og det gør ondt, det føles som om jeg bløder indvendig.

 

24/07-05

*Biip biip*, jeg kigger over på min mobil, som ligger med skærmen nedad på sengebordet. Jeg strækker forsigtigt armen ud, og tager mobilen. Jeg kigger lidt på det lille brev ikon, der er poppet op i hjørnet af skærmen. jeg ved, det er endnu en besked fra nogle som skal fortælle om hvor meget, de hader mig og at de synes, jeg bare skulle tage mit eget liv. Jeg overvejede det engang, at tage mit liv altså. Det var lige efter min mor døde, jeg sad i sengen med et af min fars barberblade, og var klar til at skære fra håndledet og op langs armen. Jeg havde sat bladet ned mod min pulsårer, og lukkede øjnene. Jeg så for mig, hvordan min mor lå på gulvet med blod over det hele. Jeg kunne se mig selv løbe desperat hen til hende og ruske i hendes livløse krop, hendes hvide natkjole var blevet rosenrød af alt blodet fra hendes ansigt fra slag med ølflasken, som lå i tusinde stykker rundt om hende. Jeg greb telefonen, og ringede til politiet. Da jeg stod inde på hospitalet, og kiggede på hende, mens alle andre omkring mig var væk. Hele min familie som var der for os dengang, og altid støttede min mor, når min far ikke var der. De var væk. Jeg har ikke set dem siden min mors død, og det kommer jeg heller ikke til. Ingen af dem kan fordrage mig, fordi jeg altid stirrede på dem når de kom på besøg, og mormor fordi jeg smadrede hendes yndlingsvase, da jeg var helt lille. De var begyndt at kalde mig for den lille djævel i stedet for Jessica eller Jess, som min mor nogle gange kaldte mig. Ikke fordi jeg selv er specielt glad for dem. Jeg undgik helst at tage med, når der var familie sammenkomster, men jeg gjorde det altid for min mors skyld.

Min mor var meget syg dengang, hun var døende af kræft.

Da jeg åbnede øjnene igen, var de fyldt med tårer, jeg pressede bladet hårdere ned mod mit håndled, og kunne mærke en lille stikkende fornemmelse der hvor bladet ramte ned. Jeg lukkede øjnene igen, og så hvordan alle beskederne fra dem jeg kender popper op i mit hoved. Det stak i hjertet, det føltes som at få stukket en kniv gennem brystet. En kold fornemmelse gik igennem min krop, og jeg slap barberbladet. Jeg kneb øjnene hård sammen, og åbnede dem så. Der var ikke en skygge af blod på min arm eller på bladet, som lå på gulvet. Jeg sad lidt, og kiggede på min arm uden noget som helst ar eller snitsår. Jeg kunne ikke gøre det her. Det var jo det de ville have, jeg skulle vise dem, jeg ikke var svag, og godt kunne tage vare på mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...