Faith ~ Cher

Faith er en 17 årig pige der bor i New York. I forhold til hendes navn burde man tro at hun troede på skæbnen, men det gør hun bestemt ikke. Hun har nemlig mistet hele sin famile, og bor nu ved sin single tante, der enten arbejder dagen lang, eller er på date. Da det nærmer sig valentines dag, møder hun tilfældigvis en dreng ved navn Zayn. Hun ved dog ikke at han er verdensberømt fra bandet One Direction. Hun kan ikke lade være med at tænke på ham. Var det mon skæbnen.. ?

(Bruger nogle af de ting drengene har lavet/vil komme til at lave, som fx. MSG og TMH tour, men resten er ren fiktion og i en hel anden rækkefølge end i virkeligheden..)

5Likes
3Kommentarer
453Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Jeg starter helt fra starten. Før mit liv var ændret på 0,5.

Det var svært for mig. Så utrolig svært. Det var min skyld det hele! Det var i hvert fald det jeg bildte mig selv ind. Det skete sidste år. Min familie og jeg var på vej fra Tennessee, hvor jeg boede før ulykken, til New York for at besøge min moster. Vi så hende kun en til fødselsdage og lign.

Så var det at det skete. Jeg havde insisterret på at vi skulle holde ved en McDonalds for at få noget at spise.Det var i Pennsylvania, så vi var der næsten. Efter vi var kørt igen hoppede en hjort, eller sådan noget, ind foran bilen og vi endte i rabatten. Jeg var den eneste overlevende. Det  var min skyld at vi var der på det tidspunkt, så jeg kunne ikke lade være med at tænke det var min skyld. Moster siger hele tiden at jeg ikke kunne gøre for det, men det kunne jeg jo. Jeg kunne have ventet med at få noget at spise når vi var kommet til New York.

Efter ulykken, og utrolig mange undersøgelser blev det bestemt på mine vegne at jeg skulle bo hos moster i New York. Væk fra alle mine venner. Væk fra hele mit gamle liv. Men det var vel godt nok ikke at være tilbage hvor folk vidste hvad der var sket?

Men alt i alt sidder jeg nu fanget i New York City, i mosters penthouse lejlighed. Det vel egentligt fint nok, men sagden er den at moster aldrig er her fordi hun enten arbejder eller er på date. Jeg har heller ingen venner fordi jeg er bange for at blive såret og miste flere. Det ville jeg ikke kunne klare. Det betyder altså at jeg sidder i den kæmpe store penthouse lejlighed  helt alene, hele tiden. I skolen går det heller ikke for godt. Eller jo, jeg klare mig godt, men alle de der røv forkælede new yorker børn, synes ikke jeg er noget værd så de lader mig sidde i et hjørne hele tiden. Det passer mig egentligt fint nok, men jeg er ensom. Så pokkers ensom!

Heldigvis blev det lavet om. Det var den 17. januar 2013. Moster havde lagt en seddel på køkkenbordet - i ved, en af de der pinke nogle der klistre - og skrevet at hun blev forsinket så jeg måtte meget gerne handle ind hvis jeg havde tid. Selvfølgelig havde jeg tid, så det gjorde jeg.

Jeg var inde i supermarkedet og havde købt en del. Da jeg havde betalt for det hele, fik jeg nogle papirposer jeg kunne proppe det hele ned i. Så gik jeg hjemad. Desværre var der lidt langt. Cirka 15 gader, hvilket i dette sammenhæng  var 3 kilometer. Jeg gad ikke tage metroen for så lidt og slet ikke med madvare, og det var umuligt at få en taxa på dette tidspunkt af dagen. Så blev jeg altså nødt til at gå. Juhuu..

Det var på det tidspunkt at jeg stødte ind i ham. Det var på hjørnet af 5th avenue og W 59th street. Altså lige ved Central park. Jeg skulle til at dreje ned af 5th avenue da han skulle dreje til højre ved W 59th street. Vi stødte altså ind i hinanden, så jeg tabte mine 4 papirposer med varer og jeg selv landte på røven.

"Det må du undskylde!" sagde en sexet mande stemme med britisk accent. Hvor lød det bare kært! Jeg rejste mig, børstede støv og skidt af mine bukser og sagde så: "Det er okay." Endelig kiggede jeg op på ansigtet der hørte til den lækre stemme. Jeg havde det som om jeg skulle dø! Lige foran mig stod verdens lækreste dreng! Jeg havde aldrig set noget ligende før. Han så solbrændt ud, men jeg tror det var hans normale hudfarve. Jeg kunne ikke lige sætte finger på hvor han kunne stamme fra. Hans hår var sort og så sad det bare perfekt. Hans mandel formede øjne var mørke, hvilket tændte mig helt vildt.  

"Har du brug for hjælp til de der?" sagde han og pegede på poserne, der nu kun var halv fyldte, eftersom den anden halvdel var faldet ud. "Ja tak," sagde jeg lidt genert og begyndte selv at tage to  af poserne op. "Det var ellers noget af et styrt, dét der. Gør  det ondt?" sagde han og smilede skævt med et glimt i øjet. Åh gud dræb mig! "Nej nej, det fint," sagde jeg, selvom jeg faktisk havde sindsyg ondt i mit haleben. Jeg prøvede at smile selvsikkert, men det ikke så godt eftersom han begyndte at grine lidt.

Jeg havde fået to poser mellem mine arme, og ventede lidt på han ville give mig de to sidste. "Hvor bor du?" spurgte han. Spørgsmålet kom lidt bag på mig eftersom vi kun havde kendt hinanden i 2 minutter. Alligevel sagde jeg: "Lige lidt længere nede af 5th avenue. I det højhus dér." jeg prøvede at pege på huset, men uden held for jeg tabte bare en af poserne igen. Jeg rødmede svagt. "Så kan jeg godt lige nå at bære dem hjem til dig," sagde han og smilte sødt til mig. Jeg blev lidt chorkeret, men takkede pænt ja tak.

Han gav mig den pose jeg havde tabt og tog selv de to andre, så vi havde to hver. "Jeg hedder forresten Faith. Faith Clay for at være mere specifik," sagde jeg og smilte sødt til ham. "Faith.. Det kan jeg godt lide. Tror du så på skæbnen?" sagde han og så foruroligende alvorlig ud. "Det er nok noget af det sidste jeg tror på.." sagde jeg spydigt. Han kiggede overrasket på mig og jeg vidste straks at han ikke forstod hvorfor jeg havde svaret sådan. "Undskyld, jeg har bare oplevet for mange dårlige ting til at jeg tror på skæbnen," sagde jeg og sukkede. "Hvad er der da sket?" sagde han og kiggede på mig som om han virkelig intreserrede sig. "Det.. Det har jeg ikke rigtigt lyst til at snakke om. Jeg siger det kun til folk jeg har stoler - og har kendt længe nok til at forstå det," sagde jeg lidt trist. "Så må jeg hellere støde ind i dig noget mere," sagde han og grinte, men jeg kunne høre oprigtigheden i hans stemme. Jeg kiggede på ham og smilede. Jeg var ved at eksplodere.

"Hvad hedder du egentligt?" spurgte jeg og kiggede sukkersødt op på ham. Han sagde en lille 'thh' lyd og sagde så: "Du ved ikke hvad jeg hedder?" helt klart overrasket. "Nej, jeg har jo først lige mødt dig?" sagde jeg lidt undrende over hvad han mente? Han kiggede på mig som om jeg  lavede grin med ham, men jeg var dybt alvorlig. "Helt seriøst? Nå, men i hvert fald så er jeg Zayn. Zayn Malik for at være specifik," sagde han og eferlignede den måde jeg havde sagt det på. Han prøvede endda at sige det amerikansk accent, men det gik ikke så godt hvilket bare fik os til at grine helt vildt.

Vi var nået hen til min bygning. "Det er så her jeg bor," sagde jeg og rødmede lidt. Vi stoppede op og kiggede på hinanden. "Hyggeligt at møde dig Zayn Malik," det sidste sagde jeg med britisk accent, sådan som han sagde det. Vi begyndte begge at grine igen. "Jeg er englænder, altså, jeg er en gentelmand. Du skal ikke bære alle poserne op helt selv," sagde han og smilede det der skæve smil, jeg var ved at smelte over.  "Tak for det," sagde jeg og grinte lidt. "Hej Howard," sagde jeg til dørmanden, som hedder Howard, da han åbnede døren for Zayn og jeg. "Gode venner med dørmanden?" spurgte Zayn og kiggede sjovt på mig. "Han er meget flink af en gammel mand at være, og så lytter han til alle mine problemer," sagde jeg smilte. Vi gik ind i elevatoren, Zayn først og så mig. "Hvilken etage?" spurgte han. "Penthouse," sagde jeg og kiggede på mig selv i spejlet der gik hele vejen rundt i elevaoren. Mit kastanjebrune hår var totalt vindblæst. Mine brune øjne var fyldt med vand, på grund af kulden udenfor.

"Bor du i penthouse lejligheden?" spurgte Zayn forbløffet. Jeg kiggede på ham som der ikke var noget specielt i det og nikkede så. Han trykkede på knappen og straks mærkede jeg at vi bevægede os.

Det tog noget tid at nå op til toppen, da det er 37 etage. Da vi nåde der op vidste jeg ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre med Zayn. Hvordan skulle jeg sige farvel? Give ham hånden? Nej det ville være for malplaceret. Ville det ikke? Jo det ville det. "Hvor skal jeg stille det?" sagde han og afbrød min hjernevrider. "Følg med mig," sagde jeg og så gik vi ud i køkkenet. Vi satte poserne på køkkenbordet og satte alt der skulle i køleskabet, der ind. Alt det andet lod vi bare stå fremme.

"Tak for hjælpen," sagde jeg og smilte sødt. "Det var da det mindste jeg kunne gøre," sagde han og gengældte smilet. Han begyndte at gå ud mod elevatoren, men jeg blev i køkkenet og tænkte over hvad jeg nu skulle gøre. Jeg ville ikke gå med ham, da jeg var bange for at han kunne høre min hjerne knirke. Igen blev jeg afbrudt af ham da han sagde: "Faith? Elevatoren er gået i stå,"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...