elske til døden

Jeg deltager i denne konkurrence der køre omkring titlen om at miste. Det blev dog til en oneshot. Jeg har opdigtet den her movella og den betyder alt for mig da den minder meget om hvordan jeg mistede min bedsteveninde men heldigvis har jeg ikke begået selvmord og det vil betyde ALT vis i læste den, like den og skrev nogle kommentar OG vis jeg vandt den her konkurrence eller bare kom på 2 eller 3 plads håber i kan lige den <3

2Likes
4Kommentarer
496Visninger
AA

1. Minderne og døden

 Kirken var allerede fyldt op, da vi ankom. Både Martins familie og venner var til stede. Sorgen i deres ansigter kunne tydeligt aflæses. Blege ansigter og bedrøvede blikke. De var alle iklædt sort tøj.

Vi satte os på den forreste række. Præsten stod oppe ved sin plads. Han begyndte med sin tale. Talte om alle de gode gerninger han havde gjort, og de mennesker han havde hjulpet i løbet af sin tid. Men jeg hørte ikke rigtig efter, hvad han sagde. Jeg var helt væk. Væk et eller andet sted. Jeg kunne knap nok røre en muskel. Jeg havde aldrig følt mig så fortabt, forladt og så tom indeni. Der var slet ikke nogen reaktion i mig. Så totalt blankt gloede jeg i luften. Det eneste jeg vidste, var... min kæreste, min eneste ene var... død. Jeg var fanget i lidelsen af hjertesorg. Tårerne trillede lige så langsomt ned ad mine kinder og lavede pletter på mine bukser. Hvorfor lige ham? Hvorfor skulle han lige dø? Hvorfor skulle jeg netop miste ham? Hvorfor. Tankerne begyndte så småt at flyve rundt i hovedet på mig. Min verden var faldet sammen som et knust glas. Jeg var fortabt uden ham.

Fra den dag jeg mødte Martin havde han forandret mit liv han var mit et og alt. Hans navn gav ekko i mit hoved. Dog gav det en dejlig fornemmelse i maven. Jeg kunne ikke holde op med at tænke på ham.

  Vi var ved stranden, en dejlig lørdag aften. Han var som en engel, vi kunne aldrig være væk fra hinanden bare et minut. Jeg ville ønske at den fornemmelse af ham varede evigt. Der var ikke andet jeg behøvede end ham. Han var brikkerne i mit liv, der holdt mig sammen. Det var som at dufte paradiset. Jeg var op i himmelen. Den syvende himmel.

Jeg ville gøre enhver ting for ikke at skulle miste ham. Han spillede en vigtig rolle i mit liv. Han trådte ind i mit liv, som sendt fra himmelen.

" Rebecca, er du okay?" En kendt stemme afbrud mine tanker.

"ja, far", svarede jeg med en svag stemme. Præstens stemme kunne stadig høres. Jeg kiggede på uret, der stod ved vinduet. Den lille pegede på 6, og den stor pegede på 8. Var der allerede gået en halv time? Tiden fløj så hurtigt væk at man næsten ikke kunne nå at blinke.

Jeg var begyndt at svede. Mine håndflader var fugtige. Jeg havde det dårligt. Det øjeblik hadede jeg mit liv så meget. Jeg var faldet fra hinanden. Jeg kunne ikke få styr på tingene. Jeg kunne ikke leve uden ham. Der var kun en beslutning tilbage. En stor løsning på det hele. Smerten, lidelsen og forbandede samvittigheder kunne ende lige her og nu.

Jeg satte kurs mod døren. Stemmerne bag mig overdøvede mine tanker.

"Hvad skal hun? hvor går hun hen? Rebecca, kom tilbage!"

Men reaktionen i mig ændrede sig ikke. Jeg tænkte kun på et bestemt mål. Selvmord.

Jeg løb hen til en bro der lå tæt på kirken. Jeg hoppede op på kanten og kiggede på havvandet. Mit liv var slut nu. Hvis han var død, var jeg også død.-Er det nu det rigtige ting at gøre? hviskede en stemme i mit hoved. Der var noget i mig der sagde, " Rebecca, stop det her ! Det her slet ikke den rette beslutning. Du behøver ikke at gøre det her mod dig selv. " Men den anden stemme råbte nærmest, "spring, for helved ! Du ved godt du ikke kan leve uden ham. Du bliver nødt til gøre det! "

Jeg var bange. Tårene strømmede ud af mine øjne. Hvad skulle jeg dog gøre? Hvad skulle jeg fortage mig?

Martins stemme beroligede mine tanker. Jeg kunne høre ham.

"Hvad ville du gøre hvis jeg en dag døde?" havde han en dag spurgt mig.

" Jeg ville tage livet af mig selv. Jeg vil leve og dø med dig. Og kun dig." Havde jeg lovet ham.

Mine fødder blev svagere og svagere. De havde ikke længere energien til at stå mere. Nu svævede jeg i luften. Jeg var blevet ført væk. Jeg befandt mig ikke længere på kanten af broen. Luften slog mig i ansigtet. Det var slut. Rebecca Williams eksisterede ikke længere i denne verden. Hun var borte. Borte et eller andet sted. Borte for altid. Men hun kunne stadig høre Martin. Hendes nærvær var der hele tiden. Hun levede nu en lukkelig død med Martin.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...