Mystery Boy (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2013
  • Status: Igang
På sin fødselsdag møder Lena en mystisk dreng, og hun bliver ved med at støde en i ham, bogstaveligt talt. Han kender hendes navn, selvom hun ikke har fortalt ham det, og han ved ting om hende, som ingen andre ved..

_________________________________________________________________________________

Jeg er ny inde på Movellas, men prøver mig frem. Håber i kan lide det jeg skriver. Skal nok gøre mit bedste for at i ikke skal vente for længe på fortsættelser.

3Likes
2Kommentarer
547Visninger
AA

2. Mystery Boy

 

Jeg var faldet i staver og sad og stirrede ud i luften, men vågnede brat op, da nogen bumlede ind i mig. Jeg stod ude på gangen, som nu næsten var tom. Personen, som var gået ind i mig havde skubbet mine bøger ud af hænderne på mig, og nu lå alle mine bøger og papirer spredt udover gangen. Jeg skulle lige til at vrisse af personen. Lige indtil jeg så på ham. Han var nok noget af det smukkeste jeg nogensinde havde set. Han havde en lettere forbrændt glød, hans øjne var blå, men ikke bare blå, der var også grøn og gul i dem. Det var som om han kunne se lige i gennem mig. Han var høj, men ikke for høj. Man kunne lige ane hans muskler gennem hans sorte t-shirt. Og jeg havde aldrig set ham før. Han måtte være ny.

Jeg bøjede mig ned og begyndte at samle mine papirer og bøger sammen. Jeg havde med vilje vendt ryggen til ham, i håb om, at han ville fatte hentydningen og gå. Jeg kunne ikke lide den måde han kiggede på mig på. Jeg kunne høre han bevægede sig bag mig. Jeg sukkede lettet og rejste mig op, med alle mine bøger i favnen. Jeg vendte mig om og gik lige ind i en person. Han var åbenbart ikke gået.

”Se dig dog for.” sagde han surt og himlede med øjnene. Jeg sendte ham et ondt blik, mine venner kaldte det dødsblikket, fordi jeg lavede det hele tiden, når nogen irriterede mig.

”Du startede med at gå ind i mig, så du kan selv se dig for. Hvis du ikke var gået ind i mig, ville jeg ikke have tabt mine bøger og derved være kommet for sent til time.” gav jeg igen.

”Du var kommet for sent til time alligevel. Det så ud som om du var langt væk i dine egne tanker.” Jeg svarede ikke, men sendte ham et ondt blik, smækkede mit skab i og begyndte at gå mod det klasselokale, som blev brugt til billedkunst.

”Hvad tænkte du på?” Jeg fik et chok, da han lige pludselig gik ved siden af mig. Jeg havde ikke hørt ham komme.

”Ikke noget.”

”Intet menneske kan have så tomt et ansigtsudtryk, uden at tænke på noget.”

”Er du ny her? Jeg har ikke set dig før.” sagde jeg, og prøvede desperat at skifte emne, før vi kom ind på min fødselsdag for fem år siden.

”Jeg spurgte dig om noget. Svar.”

”Nej.”

”Så du kan ikke lide at snakke om det eller også har din mor lært dig ikke at snakke med fremmede.”

Jeg skar ansigt, da han nævnte min mor. Heldigvis var jeg nået hen til billedkunstlokalet, min redning. Jeg åbnede døren og smilte til læreren.

”Undskyld vi kommer for sent. Men Lena her var så sød at hjælpe mig med at finde rundt.” sagde han bag mig.

”Det var sødt af dig, Lena.” sagde Cecil, min skøre lærer, og vinkede os ned bagerst i lokalet. Ned til de eneste to pladser, som var tilbage. ”Nu du er i gang med at vise den nye elev rundt, kan du så ikke lige vise ham hvad vi skal lave og hvor de ting han skal bruge er?” Det var mere en ordre end et spørgsmål, så jeg nikkede bare og traskede ned til min plads. Han fulgte efter mig, og lidt efter var der en behagelig summen af folk der snakkede og den stille, klassiske musik, som Cecil altid tændte for i hendes timer. Det var det jeg elskede ved billedkunst. Man kunne sidde, helt for sig selv, i sin egen verden, uden at nogen sagde noget til en. Jeg viste den nye dreng hvad vi skulle og så gik jeg igen med min egen udgave af et berømt maleri. Jeg havde valgt et billede af Monet. Jeg elskede den måde han malede, på efter at hans syn blev dårligt. Jeg røg hurtigt ind i min egen verden og sad stillede og nynnede med på en sang, da nogen prikkede mig på skulderen. Det var ham igen.

”Hvad nu? Kan du ikke bare lade mig være for et øjeblik?!” vrissede jeg surt, og fortrød øjeblikkeligt. Jeg havde ingen grund til at hisse mig op. Jeg sukkede. ”Undskyld. Hård dag. Hvad er der?”

Han smilede. Hans smil gav mig kuldegysninger. Det fik ham bare til at se endnu smukkere ud. ”Jeg ville bare høre om jeg må låne noget af din blå maling?” Jeg rakte ham den blå maling, og vendte opmærksomheden mod mit billede.  Men jeg kunne ikke koncentrere mig. Der var en ting, der blev ved med at distrahere mig. Han vidste hvad mit navn var, og jeg var sikker på, at jeg ikke på noget tidspunkt havde nævnt mit navn. Og eftersom han var ny, var der ikke den store chance for at han kunne have snakket med nogen, som havde fortalt ham mit navn. Jeg kiggede på ham ud af øjenkrogen, og så at han sad og kiggede på mig med sammenknebne øjne. Jeg vendte hovedet mod ham og skulede ondt.

”Hvad er der?” spurgte jeg.

”Du tænker så det knager. Giv mig et indblik i dit hoved.”

Jeg sukkede opgivende. ”Fint. Jeg sad bare og tænkte på hvordan du kender mit navn. Jeg har i hvert ikke sagt det til dig.” Han så med et helt paf ud og kiggede bare væk uden at svare. ”Nå så nu kan du godt lade mig være.” vrissede jeg.

Han kiggede ikke engang på mig, rejste sig bare op og forlod lokalet. Læreren kiggede bare efter ham. Da han ikke kom tilbage, trak hun bare på skuldrene og kiggede igen ned i hendes papirer. Jeg sukkede og rejste mig. Jeg havde arvet min medfølelse fra min far, jeg kunne bare ikke lade være med altid at bekymre mig om folk, lige meget hvem det var. Jeg gik ud på gangen og nåede lige at se ham runde hjørnet. Jeg satte i løb efter ham. Jeg rundede hjørnet.

Og bumlede lige ind i ham, igen. Og igen faldt jeg lige på røven, mens han bare vaklede et par skridt baglæns. Jeg kunne høre ham grine dæmpet. Jeg skulede til ham.

”Du har det med at gå ind i mig hele tiden.” lo han.

”Du kan bare lade være med at stå i vejen hele tiden.” vrissede jeg surt og lagde armene over kryds, som et fornærmet barn, hvilket bare fik ham til at grine endnu mere. Hans latter var smittende, og han havde de sødeste smilehuller. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt.
”Se du smiler, så du er ikke bare et eller andet surt menneske.” grinte han og tog sig til maven af grin. Det fik mig til at grine. Så stod han der og grinte, og jeg sad på gulvet og grinte.
”Du har stadig ikke svaret mig på, hvor du kender mit navn fra.” sagde jeg pludselig mellem grinene. Det fik ham til at stoppe med at grine, og han kiggede pludselig meget alvorligt på ham. Han pillede nervøst ved sit ærme.

”Jeg… Jeg så det på din bog.” sagde han, ikke med den store overbevisning i stemmen. Han kunne godt have set det på min bog, men jeg troede ikke på ham. Hvorfor skulle han flippe sådan ud, hvis han bare havde set det på min bog.
”Det er nok den dårligste løgn, jeg nogensinde har hørt.” sagde jeg og kiggede ham i øjnene, hans smukke øjne, som jeg havde gjort så triste. Der var noget bekendt ved ham. Det var som om jeg havde set ham før, men hvor kunne jeg ikke huske. Jeg endevendte min hjerne for at finde noget som kunne hjælpe mig, men det eneste billede jeg kunne finde, var et sløret billede af ham, ude i skoven, med gennemblødt hår og bange øjne. Med et gik det op for mig hvem han var. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...