Mystery Boy (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2013
  • Status: Igang
På sin fødselsdag møder Lena en mystisk dreng, og hun bliver ved med at støde en i ham, bogstaveligt talt. Han kender hendes navn, selvom hun ikke har fortalt ham det, og han ved ting om hende, som ingen andre ved..

_________________________________________________________________________________

Jeg er ny inde på Movellas, men prøver mig frem. Håber i kan lide det jeg skriver. Skal nok gøre mit bedste for at i ikke skal vente for længe på fortsættelser.

3Likes
2Kommentarer
543Visninger
AA

1. Fødselsdagen

 

Min dag startede helt almindeligt. Jeg stod op, spiste morgenmad, klædte mig på og tog i skole. Jeg var så vant til rutinen, at jeg først huskede hvilken dag det var, da min bedste veninde, Grace, kom løbende hen til mig, med favnen fuld af bøger og hendes lange, brune hår sat op i en uglet knold. Uroligt nok lignede hun en smuk græsk gudinde, med hendes store grønne øjne, nogle få fregner drysset over næsen og sin perfekte, solbrændte hud. Hendes ansigt var dækket et stort smil. Hun slog armene om mig, og hendes tørre duft slog ind mod mig. Hun duftede af strand og sol, utroligt nok, eftersom den nærmeste strand ligger en dags kørsel herfra og det nærmest altid regner her.

”Tillykke med fødselsdagen!” hvinede hun.

Jeg skar ansigt. ”Sssh! Ikke så højt.” vrissede jeg. Grace sukkede og slap mig.

”Jeg forstår ikke hvorfor ingen må vide det er din fødselsdag! Du burde være glad og holde en fest. Man bliver kun sytten en gang.” Jeg stirrede stædigt ned i jorden, og Grace sukkede opgivende. ”Du bliver nødt til at fortælle mig hvad der er galt. Det ved du godt. Jeg er din bedste veninde, jeg har ret til at vide det.”

”Jeg vil ikke tale om det.”

Grace lagde sin hånd på min arm. Hendes solbrændte hånd, så endnu mere solbrændt ud, mod min porcelænsagtige hvide hud. ”Kom nu, Lena. Du kan godt fortælle mig det.”

”Jeg har jo sagt, at jeg ikke vil tale om det! Lad det nu bare ligge.”

”Jamen.. Jeg vil jo bare hjælpe dig..” sukkede Grace og så med ét meget trist ud.

”Hey.. Det var ikke for at gøre dig ked af det. Jeg vil bare ikke tale om det.” sagde jeg og lagde hånden på hendes arm. Grace kiggede ned i jorden og sukkede. Hun kiggede op på mig, og smilte. Så så hun noget bag mig, og hendes smil forsvandt med det samme.

”Når man taler om solen.” hviskede hun. ”Vi ses i morgen, Lena.” Med de ord, vendte hun om og forsvandt ind i folkemængden. Jeg vendte mig om og så Ben komme gående hen mod mig. Måske var jeg ikke den mest populære pige på skolen, eller den smukkeste, men Ben var helt sikkert den smukkeste og mest populære dreng på skolen, og så var han min, og kun min. Ben omfavnede mig. Som sædvanlig bankede mit hjerte af sted, så snart min hud rørte hans. Vi havde snart været sammen i fem måneder, og jeg kunne stadig ikke fatte, at han var min. Jeg trak vejret dybt, bare for at kunne dufte ham. Han duftede dejligt. Friskt, men også lidt af noget gammelt, hvilket nok var fordi han boede ved sin bedstemor.

”Tillykke med fødselsdagen!” sagde han og plantede et let kys på min mund. Jeg tyssede på ham, og han grinte. Hans grin var noget af det sødeste, det mindede mest om en lille baby, men hans dybe stemme lavede det om. Jeg elskede det. Jeg flettede mine fingre ind i hans og sammen gik vi til time.

 

Dagen gik som sædvanlig. Intet usædvanligt skete, udover et par fødselsdagshilsner, fra folk som helt sikkert ikke engang kendte mit navn. Tiden sneglede sig af sted, og det føltes som om der var gået en evighed, da jeg endelig kunne gå til billedkunst, det eneste fag, som jeg nogenlunde kunne lide. Det var også det sidste fag jeg havde, og jeg kunne ikke vente med at få fri, og tage hjem og bare få den her dag overstået. Det var ikke fordi jeg ikke var glad for at det var min fødselsdag. Det kunne jeg godt lide. Jeg mener, hvem kan ikke lide at have fødselsdag? Men lige præcis på min fødselsdag, for fem år siden, var den værste dag i mit liv. Den dag hele min verden ramlede sammen.

 

 

Vi var på vej ud på min yndlings restaurant.

 

”Kom nu, Lena! Smil. Det er din fødselsdag.” sagde min far, og så brød de alle sammen ud i sang. Både min far, min mor og Michael, min storebror, selv min lillesøster, Jenny, klappede i sine små babyhænder og lavede sjove lyde. Jeg grinte, og havde det sjovt.

 

Det var den sidste dag, hele min familie var samlet og havde det sjovt. Men inderst inde, havde jeg det ikke sjovt. Den dag havde ikke været god. I skolen havde jeg ingen venner. Ingen overhovedet. Jeg var en outsider og havde altid været det. Så derfor sagde ingen tillykke til mig. Da jeg kom hjem, var min mor i gang med at reparere min fødselsdagskage, som var blevet efterladt i køkkenet sammen med min lillesøster. Den var helt smadret og min mor farede rundt i køkkenet, med mel smurt ud i ansigtet og på tøjet, mens hun prøvede at redde kagen. Min far arbejdede over, og min bror havde låst sig inde på sit værelse, og hørte nu høj musik. Det var totalt kaos, og ingen bemærkede da jeg kom ind. Jeg gik bare op på mit værelse og smed mig i sengen. Der lå jeg i flere timer. Da mørket faldt på, traskede jeg ud på badeværelset og gik i bad. Da der ikke var mere varmt vand, trak jeg i mit nattøj og gik i seng, selvom der var lang tid til at det ville være passende at gå i seng på ens fødselsdag. Jeg ved ikke hvor længe jeg lå der, halvt i søvne, halvt vågen. Min bror hørte stadig musik, og Jenny skreg nedenunder, mens min mor prøvede at trøste hende. Da klokken var mange, bankede det stille på min dør, og min far kom ind. Han satte sig ved siden af mig i sengen. Han duftede af maling og salt. Det gjorde han altid, når han kom hjem fra galleriet. Den duft forlod mig aldrig. Jeg elskede ham så højt. Han prøvede at overtale mig til at tage med ud og spise, så vi kunne fejre dagen. Det tog ham lang tid, men til sidst var jeg overtalt. Og lidt efter sad vi alle sammen i bilen, på vej ud for at fejre min fødselsdag. Da vi var halvvejs begyndte min søster at skrige, og vi kunne ikke få hende til at holde op. Hun havde ødelagt fødselsdagssangen, og min mor prøvede forgæves at få hende til at stoppe. Min bror blev mere og mere sur og brokkede sig over, at de havde taget hende med. Til sidst blev det nok for min far. Han bad os alle om at holde mund, for ellers kunne han ikke koncentrere sig om at køre i det tiltagende regnvejr. Alle var stille i lidt tid, indtil Jenny begyndte at skrige igen. Så var kaos løs. Jeg sad bare helt stille, midt i kaosset, og så på. Klokken var mange, det var mørkt og regnede og vi var alle trætte. Det var vel derfor min far ikke så rådyret der stod midt på vejen. Det var måske derfor han ikke nåede at undvige. Jeg var ikke sikker på hvad der var skyld i ulykken. Men en ting var sikker. Det var den sidste dag, hele min familie var samlet. Min far og Jenny døde på stedet. Min mor nåede at komme på hospitalet før hun døde. Michael fik ikke de store skader, et brækket håndled og en hjernerystelse. Lægerne sagde at han var heldig. Der skete ikke noget med mig, udover et par små skrammer, min far tog det hele for mig. Det er historien om hvordan min verden ramlede sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...