The Ninth

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2013
  • Status: Igang
Det startede alt sammen den 1. april 1909. Det var der det første mord startede, og begyndte på alt det her rod.
Den første startede simpelt. En 9-årig pige. Bortført, fundet ni dage senere i en skraldespand, halsen skåret over, ikke mere end det.
Sådan forsatte det, hver gang var ofret et år ældre, og døden var et tak værre.
Den sidste der blev dræbt den gang var 18. Den sidste pige, men også den der havde fået den værste. Han lod hende leve med minderne i sit sind, i sin hukommelse, på sin krop. Hvilket blev den værste af dem alle. Da politiet fandt hende kunne hun ikke sige et ord til nogen om hvem det var. Hun var bange, og havde det elendigt.
Og sådan forsatte det. Hvert niende år... Ni dræbt, men aldrig den sidste. Man turde ikke længere prøve at finde morderen. Sidste angreb var 1981. 1. dec. Man fandt hende 9. dec. Morderne stoppede. Man regnede med at morderen var blevet træt af sin lille leg, men det var ikke rigtigt. Enhver pause har en slutning, og den slutning er så i dag

0Likes
0Kommentarer
336Visninger

1. Nina

”2009 1. april!” Far smed glad avisen på bordet, og jeg himlede med øjnene. Far elsker første april, det betyder han kan drille os. Hvert år bliver jokesne værre.

”Jeg har ikke tid, jeg skal i skole” jeg tog et stykke hvidt brød i munden og løb ud af døren. Min cykle stod perfekt, så jeg sprang bare på og cyklede ned af vejen og mod skolen. Skolen er gigantisk, gammel og åben. Den er slået sammen med folkeskolen og børnehaven. Det er dejligt for så ved du hvor alt er når du starter.

Vejret er lyst og varmt. Der er ikke en sky at se i flere mils afstand. Det er ikke sjældent vejr, men det er stadig dejligt. Der er intet værre end at cykle i skole i sne og regn.

”Perfekt”. Sidste skole dag endda! Som 2.g’er altså. Snart sommerferie, ikke mere skolearbejde, ikke flere rapporter, stile og fremlæggelser!

 Dagen gik meget glat, der skete ikke så meget i skolen, en hyggelig lille afslutning og så skyndte jeg mig hjem igen. Skolen slutter et par måneder før, fordi den skal ombygges i stor stil, til gengæld begynder den midt i alle andres sommerferie. Men det gider jeg ikke tænke på lige nu, lige nu vil jeg bare nyde den! Gymnasiets del af skolen er åbenbart forældet. Det virker ikke sådan når man går rundt, men det mener uddannelses ministeret.

Jeg cyklede hjem fra skolen, og gik ind i det tomme hus. Nina er stadig i skole, hendes del skal jo ikke ombygges, mor og far er på arbejde, og Nash går stadig på Uni i England.

Huset er hvidt og lyst, møblerne gamle og slidte og malingen skal snart ordnes. Vi har ikke tid til hverken at passe huset og os selv. Vi skal konstant noget. Far har arbejdet, mor har sit arbejde, Søs har alle sine veninder, Nash Uni, og jeg har mine venner og skolen. Men nu kan jeg ordne huset.

Jeg løb ud i garagen og hentede den hvide maling jeg havde købt i sidste uge, og gik i gang med at male gangen. Det tog lang tid, og var trættende, og det var begyndt at blive mørkt, da jeg var færdig.

”Klokken er kvart i ni, hvor bliver Nina af?” Jeg så ud i mørket. Det kan være farligt for en på hendes alder at være ude så sent.

En halv time tidligere…

 

Jeg kan næsten ikke høre noget som helst over mit blod, der pumper sig rundt i mine åre og larmer i mine øre. Men hjertet ville ikke sænke tempoet.

”Bror må være bekymret!”. Den bekendte stemme fik mig til at stoppe op, og gemme mig i gyden.

”Men vi er ikke færdige!”. Den ukendte stemme gjorde mig usikker, hun lød gammel nok, perfekt alder. Men jeg skal kun bruge en. Gyden var så sort som den mørkeste nat, og lugten fra skraldespandene var faktisk temmelig… sød i natten. Jeg vendte mig om mod en af skraldespandene og åbnede den op. Der lå smykker og chokolade. En eller anden uheldig, må lige have mistet sin kærlighed. Jeg tog smykket i min lomme. Den kan jeg godt bruge. Chokoladen derimod... Jeg lod den blive i skraldespanden.

En lyd skræmte mig et sekund, men den skræmte ikke pigerne, for en af dem lo. ”Du er sulten Nina!”.

”Ja, jeg burde have spist hos dig”. Jeg så på chokoladen igen og samlede den op, børstede den af og åbnede æsken. De var urørte, og så faktisk ret lækre ud. Jeg lukkede skraldespanden stille, og tørrede de steder jeg havde holdt af. ”Vi ses!” De skilles og jeg gik hastigt efter lille Nina, der ikke genkendte mig på afstand, hun blev bange og ville løbe.

Jeg satte i løb, og fangede hende.

Hun skulle til at skrige. ”Hvad laver du ude så sent? Er dine forældre ikke bekymret?”. Hun genkendte mig og tørrede sine øjne. Hun begyndte at nikke, og jeg tog chokoladen frem mod hende.

”Tag en, min kæreste opdager det nok ikke” Jeg blinkede venligt til hende, og hun snuppede en.

”Hvad med at jeg følger dig hjem? Der er mange mærkelige typer ude på det her tidspunkt”. Hun nikkede og takkede for chokoladen mens vi gik hen mod hendes kvarter.

Hvor bliver hun af? Klokken er elleve nu! Hun kan umuligt være ude så længe, der må være sket hende noget, hvor kan hun være?

Jeg samlede min mobil op, hentede telefon bogen og ringede rundt til alle hendes veninders mødre. Kun en havde set hende i dag, og hendes datter var kommet hjem. Jeg fik Selina i telefonen.

”Selina, hvornår så du sidst Nina?”. Stilheden der kom var nervepirrende. Mor og far er ikke hjemme endnu, men det undre mig ikke. Nina burde være hjemme. Åh gud, sig hun har det godt!

En søvnig stemme svarede. ”For.. to og en halv time siden”. To og en halv time? Hvad? Så burde hun da være hjemme nu!

”Hvor henne?”. Jeg må ud og lede efter hende! Det her kan ikke være rigtigt!

Der var stilhed i mobilen, så jeg tjekkede om hun havde lagt på.

”Lover du ikke at sige det til min mor?” hun hviskede ned i mobilen, og jeg slog mig selv i ansigtet. Et af de steder de normalt ikke må være, perfekt!

”Selvfølgelig gør jeg ikke det” svarede jeg med en beroligende stemme ”Bare fortæl mig hvor”.

”Ved smykkebutikken ved parken, jeg ville vise hende en sød halskæde der hang derinde”.

Smykke butikken….

”Mange tak, du må sove godt”.

Jeg hoppede ud på min cykle og skyndte mig mod parken og butikken, men da jeg kom, var der ingen.

Jeg fulgte stien fra butikken mod vores hus, og da jeg nåede til den lille rosehave fandt jeg hendes tørklæde på jorden. Smurt ind i mudder og vådt fra rosernes vanding.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...