Livet er ikke nemt, vel?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 29 aug. 2013
  • Status: Igang
Inden Katrine begik selvmord, sendte hun fem breve; fire til mennesker hun holder af, og et til den person, der er grunden til at hun dræbte sig selv. Efter Katrine er død, bliver hun til et spøgelse, hvilket hun ikke have regnet med. Hun sørger nu for, at de fem får deres breve. Alt går som planlagt, lige indtil en dreng kan se hende...

Følg Katrines rejse, hvor hun lærer mennesker bedre at kende, end hun har brug for, hvor hun begår store fejl og hvor hun får nye venskaber, selvom hun faktisk ikke lever længere.

10Likes
19Kommentarer
898Visninger
AA

6. Velkommen tilbage til 8.c

Jeg følger drengen med mine øjne, til han drejer om hjørnet og forsvinder. Han så mig virkelig! Jeg kan slet ikke fatte det, det føles som en drøm. Jeg tager mig til panden, mens jeg tænker situationen igennem. Der står intet bag mig, kun en kedelig, tom væg. Hans øjne søgte mine, som om han ville i kontakt med mig. Mig!

Jeg bevæger mig videre, den ene fod foran den anden, mens tankerne flyver rundt i mit lille hoved. Jeg er sikker på, at han genkendte mig. Men hvorfor kan jeg, så ikke huske ham? Jeg ser hans udseende for mit indre blik; det mørke, korte hår, der stritter lidt ved ørene, den skæve næse, med få fregner, og hans øjne... Hans store, brune øjne, der stirrede på mig.
Undskyld, jeg er helt oppe at køre. Den slags sker jo hele tiden for dig, folk kigger på dig, de kan se dig. Men ingen, medmindre han virkelig så mig, jeg er ikke sikker, har set mig efter jeg begik selvmord.

Jeg ryster på hovedet af mig selv, mens jeg prøver at holde fokus. Jeg har én enkel opgave, her i min død: Se de fem modtage deres breve. Intet andet.
Langsomt trækker jeg vejret, lader mine lunger fyldes med luft. Selvom det er overflødigt, beroliger det mig, får mig til at slappe af, hvilket jeg bestemt har brug for nu.
Mine fødder bærer mig videre. Jeg ligger armene over kors, mærkeligt nok fryser jeg.
Jeg drejer om hjørnet, mod mit gamle klasseværelse. Jeg har ikke kontrol over mine ben. De har deres eget liv lige nu, mens jeg bare er passager.

Mine ben stopper, lader mig stå foran døren. Jeg blinker et par gange, mens jeg ser på den. Det gamle skilt hvorpå der står 8.c, er ligeud for mine øjne. Indefra lokalet, hører jeg latter, en velkendt én. Jeg stiller mig på tæer, så jeg lige kan se ind, af den lille glasrude. Hvorfor gemmer jeg mig, sådan her? Jeg ved det ikke.
Jeg kigger rundt i lokalet, og dér. Midt i det hele, sidder Sophie på et bord. Hendes stramme bukser skinner en smule, ligesom hendes mørke hår. Et gys går gennem mig, da jeg ser hendes øjne.

Benene fører mig videre, ind gennem døren, hen mod Sophie. Jeg stopper lige foran hende og ser på hendes stramme smil. Hun ser rundt på de andre i klassen, leder efter næste offer, nu hvor jeg er død. Det glemte jeg forresten at fortælle, hun var en af dem, der mobbede mig. Ikke fysiks, men med ord.

Mit blik studerer lokalet, jeg vil ikke se på hende. Vent! Der, helt ovre i hjørnet. Jeg kniber øjnene sammen, mens jeg går tættere på, mine ben har enlig sluppet taget, og lader mig nu selv bestemme over dem.
Er det virkelig..? Jeg går endnu tættere på, til sidst står jeg kun en meter fra ham. Jo... det er ham, drengen med de store øjne. Og han stirrer på mig igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...