Livet er ikke nemt, vel?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 29 aug. 2013
  • Status: Igang
Inden Katrine begik selvmord, sendte hun fem breve; fire til mennesker hun holder af, og et til den person, der er grunden til at hun dræbte sig selv. Efter Katrine er død, bliver hun til et spøgelse, hvilket hun ikke have regnet med. Hun sørger nu for, at de fem får deres breve. Alt går som planlagt, lige indtil en dreng kan se hende...

Følg Katrines rejse, hvor hun lærer mennesker bedre at kende, end hun har brug for, hvor hun begår store fejl og hvor hun får nye venskaber, selvom hun faktisk ikke lever længere.

10Likes
19Kommentarer
983Visninger
AA

2. Resten af min...død

Jeg ser ud ad vinduet og ned på gaden, hvor min lillesøster kommer gående. Hun har lige fået fri fra skole, jeg kender hendes skema. Jeg betragter hende gå langsomt op til døren, hvor hun sætter nøglen i, låser op, og går ind.
Sådan er det hver dag. Jeg står her og venter på, at hun kommer hjem. Derefter følger jeg efter hende, og resten af min familie, hele dagen. Det er ikke ligefrem spændende, men det er da bedre end ingenting. Jeg har hele dagen, og natten, for mig selv. Ingen kan se, hører, eller snakke til mig, nu hvor jeg er et spøgelse...
Før jeg døde, troede jeg ikke på spøgelser eller at der var noget efter livet. Men i dag ved jeg bedre. Min død har åbnet mine øjne. Nu ser jeg alt. Alt!

De første dage efter jeg døde, var det mærkeligt, ubehageligt. Men jeg fandt ud af, at jeg kan holde øje med "De Fem" nu. Måske skulle jeg komme med en forklaring om De Fem: Dagen hvor jeg begik selvmord, sendte jeg fem breve, fire til mennesker jeg holder af, og som fortjener en ordenlig forklaring, og et til den person, der er skyld i, at jeg dræbte mig selv. Nu holder jeg øje med dem alle, og når de engang læser brevet, vil jeg se deres reaktioner. Jeg har allerede et billede inde i mit hoved, af hvordan deres ansigtsudtryk bliver. Måske får jeg ret?

"JEG ER HJEMME!"
Emmas stemme når op på første sal, og jeg går ned for at overhøre hendes og min mors samtale, der allerede er godt i gang: "Jamen hun er bare så... træls!" Emma sukker opgivende. Jeg ved lige præcis hvem hun taler om: Silja. Emma hader Silja som pesten, og efter jeg døde, blev det bare endnu værre. Jeg ved det, for jeg var der selv. Dagen efter min begravelse, kom Emma i skole. Hun havde brug for klassens støtte. Da de sad i klassen og havde dansk, kom Silja med verdens dummeste kommentar: "Nå Emma, så du er i skole i dag? Jeg vil væde med, at du er ligeglad med dumme søsters død!"

Emma var knust og pjækkede fra resten af timerne, de havde den dag. Hvis jeg kunne, havde jeg holdt hende tæt ind til mig, og sagt at Silja er en stor idiot. Men det kan jeg ikke... Lige på det punkt, har jeg fortrudt, at jeg hængte mig selv den aften. Men det kan jeg ikke lave om på nu, som jeg er begyndt at sige til mig selv: Døden går videre.

Jeg griner en smule, da min mor endnu engang sukker, efter at Emma er gået op på sit værelse, med tunge skridt. Jeg har lagt mærke til, at det er sådan hver dag og eftersom Emma kun er på vej ind i teenageårene, er der stadig mange års sure miner tilbage.

Jeg tager en dyb indånding, faktisk bare en gammel vane, da jeg ikke længere behøver at trække vejret, og går ud ad hoveddøren. At åbne den, behøver jeg ikke mere... Jeg ser ud på vejen, hvor min far i det samme kommer kørende i vores Folkevognen Passat. Jeg kan ikke lade vær med at smile, da jeg ser hans velkendte ansigt. Mit smil falmer dog hurtigt igen, da jeg ved, at han snart vil få det første brev. Han vil åbne det, så snart han ser det, hvis jeg da kender ham...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...