Livet er ikke nemt, vel?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 29 aug. 2013
  • Status: Igang
Inden Katrine begik selvmord, sendte hun fem breve; fire til mennesker hun holder af, og et til den person, der er grunden til at hun dræbte sig selv. Efter Katrine er død, bliver hun til et spøgelse, hvilket hun ikke have regnet med. Hun sørger nu for, at de fem får deres breve. Alt går som planlagt, lige indtil en dreng kan se hende...

Følg Katrines rejse, hvor hun lærer mennesker bedre at kende, end hun har brug for, hvor hun begår store fejl og hvor hun får nye venskaber, selvom hun faktisk ikke lever længere.

10Likes
19Kommentarer
973Visninger
AA

9. Mit navn..?

Jeg får med det samme, drengens fulde opmærksomhed. Han kigger opgivende på mig, som om hele hans verden er brudt sammen. Et øjeblik blinker lampen over os, inden dens lys igen lyser uafbrudt som før. "Hvis vi starter med et nemt spørgsmål: Hvad er dit navn?" Jeg bider mig i læben, bare af ren spænding. Det kunne jo være, at jeg kender ham, men jeg bare ikke husker ham.

Drengen åbner mundet den, for at svare. "Kan du slet ikke huske mig?" Okay, ikke ligefrem det svar, jeg forventede, at få. Jeg ryster langsomt på hovedet, som svar på hans spørgsmål. "Nej, skulle jeg det?" Han sukker dybt, da jeg svare, mens han klemmer med to fingre om sin næseryg. Han lukker øjnene et øjeblik. Det får ham til, at se flere år ældre ud, end han faktisk er. Han tager en dyb indånding, inden han retter blikket mod mig igen. "Mit navn er David... Vil du ikke være sød, at gå nu, det er ikke sjovt længere."
Jeg bliver overrasket over hans ord. Tror han, at jeg gør det her for sjov? Jeg leder efter mine ord, inden jeg kan sige noget, så det hænger bare nogenlunde sammen. "Hvad snakker du om? Sjov?" Jeg åbner munden for at sige mere, men beslutter mig for, at lukke den igen, da David gør tegn til, at han skal sige noget.

"Ja, det er tredje gang i den her uge, at du følger efter mig, og nu er det ikke sjovt længere!" Han lægger armene over kors, mens han skuler hen mod mig. Vreden ses tydligt i hans øjne, mens jeg kigger underne på ham. Jeg forstår ingenting, af det han siger. "Kan du forklare..?" Da jeg siger det, forandres udtrykket i hans øjne. Han ser på mig, som om han ikke tror sine egne øjne. Okay, det er forståligt nok, jeg lever jo ikke mere og alligevel, kan han se mig...
Han ryster på hovedet, hvorefter han gnider sine øjne. Derefter ser han på mig igen, mens han gentagende gange blinker med øjnene. "Er det virkelig dig? Sådan, rigtigt..?"

Jeg kan ikke undgå, at himle med øjnene. I min verden, er det det dummeste spørgsmål, man kan stille et andet menneske. "Nej da..!" Jeg hører selv tydligt sarkasmen i min stemme, mens jeg lægger armene over kors. "Jeg er en lyserød elefant, der er gået undercover." Jeg aner et lille smil, på drengens læber, mens han siger det. Selv kan jeg heller ikke lade vær, med at smile. "Gode gamle Katrine," udbryder David pludselig. Straks bliver jeg opmærksom igen, han kender mit navn. Hurtigt står jeg henne ved ham, mit ansigt er kun få centimeter fra hans, da jeg siger: "Hvor kender du mit navn fra?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...