Livet er ikke nemt, vel?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 29 aug. 2013
  • Status: Igang
Inden Katrine begik selvmord, sendte hun fem breve; fire til mennesker hun holder af, og et til den person, der er grunden til at hun dræbte sig selv. Efter Katrine er død, bliver hun til et spøgelse, hvilket hun ikke have regnet med. Hun sørger nu for, at de fem får deres breve. Alt går som planlagt, lige indtil en dreng kan se hende...

Følg Katrines rejse, hvor hun lærer mennesker bedre at kende, end hun har brug for, hvor hun begår store fejl og hvor hun får nye venskaber, selvom hun faktisk ikke lever længere.

10Likes
19Kommentarer
901Visninger
AA

10. Manglende hukommelse

David bliver forskrækket, og bakker derfor lidt væk fra mig, med hænderne oppe foran sig. Jeg sænker skuldrene, som jeg først nu opdager, har haft en mærkelig position. ”Må jeg så høre?” Men hænderne i siden ser jeg på ham, prøver at holde mig i ro, selvom det er meget svært. Måske får jeg en forklaring på, hvor jeg kender denne dreng fra?

”Det er en…” David tøver, men åbner atter munden, for at fortsætte: ”… lang historie” Han stikker hænderne i sine for lommer, og ser mig i øjnene, noget jeg har savnet rigtig længe.

Det viser sig, at David og jeg første gang mødte hinanden i børnehaven. Han fortæller mig, at vi legede sammen hver dag, somme tider også hjemme ved mig, men aldrig ved ham. Hvorfor, vil han ikke fortælle mig…

Dengang vi skulle begynde i skole, blev det hver for sig; han kom på en fin privatskole, mens jeg måtte ”nøjes” med en ganske normal folkeskole. Hurtigt mistede vi kontakten til hinanden, indtil David begyndte i samme klasse som mig, hvilket skete i midten af 8. klassetrin. Han fortæller mig, at vi snakkede en hel del sammen, udvekslede idéer når vi havde projektuge og endda også arbejde sammen i timerne.

David stopper sin fortælling, og stirrer jeg blot på ham. Hvordan kan jeg glemme en person, som har været sådan en stor del af mit liv? Hvordan kunne jeg lade det ske?
Jeg ryster på hovedet, vender tilbage til virkeligheden, tilbage til David, som jeg åbenbart har kendt længere, end jeg havde forestillet mig…

”Så du kan huske mig, men jeg kan ikke huske dig?” Jeg ser på ham, vil have det bekræftet, inden jeg tør fortsætte. Han nikker en enkel gang, hvilket giver mig modet. ”Det hænger jo overhovedet ikke sammen!” Jeg begynder at trave frem og tilbage i lokalet, mens en strøm af ord forlader min mund. Jeg har altid talt, når jeg bliver forvirret eller mangler et svar på noget, som ingen kan give mig…

”Men hvis jeg ikke kan huske dig, må der være sket noget med min hukommelse, som åbenbart har gjort, at jeg ikke kan huske den tid…” En hånd flyver til min pande, mens jeg drejer om på hælen. ”Hvordan kan det lade sig gøre?” Med front mod David, som tydeligvis ikke hører efter, ser jeg irriteret på ham. ”Hallo? Jeg prøver, at finde ud af, hvad der er sket med min hukommelse, og du hører ikke engang efter?” Et suk flyder over mine læber, og jeg lukker et øjeblik øjnene.

”Undskyld.” David klør sig i nakken, og ser undskyldende på mig. ”Det er bare… jeg tænkte. Det kunne jo være, at du slog hovedet, inden du døde. Kunne det være muligt?”

Jeg åbner munden for at svare, men ikke en lyd kommer ud af den. Kunne det være, at det jeg husker om de sidste minutter levende, er forkert? Kan det virkelig passe? Er alt hvad jeg har bygget min nye tilværelse op på, ikke sandt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...