Livet er ikke nemt, vel?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 29 aug. 2013
  • Status: Igang
Inden Katrine begik selvmord, sendte hun fem breve; fire til mennesker hun holder af, og et til den person, der er grunden til at hun dræbte sig selv. Efter Katrine er død, bliver hun til et spøgelse, hvilket hun ikke have regnet med. Hun sørger nu for, at de fem får deres breve. Alt går som planlagt, lige indtil en dreng kan se hende...

Følg Katrines rejse, hvor hun lærer mennesker bedre at kende, end hun har brug for, hvor hun begår store fejl og hvor hun får nye venskaber, selvom hun faktisk ikke lever længere.

10Likes
19Kommentarer
920Visninger
AA

3. Kære far, nu skal du høre

Jeg ser spændt til, mens min far stiger ud ad bilen og går videre hen til postkassen. Men andre ord: hans daglige rutine. Nu hvor jeg tænker over det, er alt vi gør her i familien, bare gammel rutine. Det samme hver dag, fra morgen til aften.
Et lille suk undslipper mine læber. Hvis jeg skal være ærlig, holdte jeg faktisk engang af det liv.
Mit blik følger min far, der nu er på vej indenfor, med posten i favnen. Hurtigt er jeg oppe, lige ved siden af ham. Det er en af de..."fordele" jeg har fået, efter jeg døde; jeg er blevet utrolig hurtigt.
Jeg følger efter min far, ind ad døren. Når lige ind, inden han lukker den igen. Jeg ser nøje på ham, mens han går hen til spisebordet. Han hilser ikke på mor og Emma, ikke siden jeg døde. Jeg ved godt, at det er hårdt for ham, men han kommer videre. Det skal han.
Jeg holder vejret, endnu en vane, mens han sprætter brevet op. Jeg lister hen og stiller mig direkte foran ham, så jeg kan se hans reaktion. Jeg er både bange og spændt, på en og samme gang. Jeg ser hans blik glide hen over papiret, og da han ser, at det er min håndskrift, stivner han. Han læser vider, læser de ord, som jeg selv kan udenad...

 

Kære far.

Når du læser dette, er jeg ikke længere i live. Fredag d. 21. oktober, valgte jeg at tage mit eget liv. Inden du stiller for mange spørgsmål, vil jeg komme med en forklaring:

Ser du far, jeg kunne bare ikke mere, så simpelt er det. Som du ved, blev jeg mobbet i al den tid, hvor jeg gik i skole. Men det i, dig og mor, bare troede var en fase, som jeg skulle igennem, udviklede sig hurtigt... I 5. klasse, blev de grimme ord, til fysisk vold. Drengene fra klassen, syntes at det åbenbart var sjovt, at slå lille mig. Jeg har aldrig været god til at sige fra, så jeg græd bare.

Kan du huske alle de gange, hvor jeg kom grædende ind til jer, og fortalte at jeg havde haft marridt? Det passede aldrig. Jeg lå vågen, mens jeg tænke på næste skoledag, hvor jeg igen ville blive banket. Men jeg sagde aldrig noget, for jeg troede, at jeg selv kunne klare problemet, der stadig voksede.

I 8. klasse, var det gået så vidt, at de fleste faktisk truede mig på livet. Jeg vågnede hver dag, rædselslagen, for at komme i skole. Men jeg ville ikke fortælle det til nogen, jeg turde ikke.

Inden jeg siger farvel, far, skal du vide, at du intet gjorde galt. Det er alt sammen min skyld, fordi jeg ikke bad om hjælp. Men jeg var nået dertil, hvor jeg ikke havde noget at leve for. Derfor, far, siger jeg farvel. Jeg håber at du vil gemme dette brev, som et minde om mig.

Katrine.

P.s. Du er nummer et, far...

 

For første gang i lang tid, hvis man ser bort fra min begravelse, ser jeg min far græde. Og jeg græder med ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...