Livet er ikke nemt, vel?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 29 aug. 2013
  • Status: Igang
Inden Katrine begik selvmord, sendte hun fem breve; fire til mennesker hun holder af, og et til den person, der er grunden til at hun dræbte sig selv. Efter Katrine er død, bliver hun til et spøgelse, hvilket hun ikke have regnet med. Hun sørger nu for, at de fem får deres breve. Alt går som planlagt, lige indtil en dreng kan se hende...

Følg Katrines rejse, hvor hun lærer mennesker bedre at kende, end hun har brug for, hvor hun begår store fejl og hvor hun får nye venskaber, selvom hun faktisk ikke lever længere.

10Likes
19Kommentarer
949Visninger
AA

4. Hvornår?

Far folder papiret og tørrer derefter øjnene med håndryggen. I det samme kommer Emma ind i køkkenet, hun har hørt, at han er kommet hjem.
"Hej f..." Emmas smil stivner, da hun ser far græde. Jeg forstår hende godt, han er ikke en person, der græder tit. Kun når sorg rammer ham. Emma går langsomt hen mod ham, mens hun ser forbløffet på ham. "Hvad er der galt far?" Hun ser kort på brevet i hans hånd, inden hun igen retter blikket mod ham.

"Jeg..." Han må synke en gang, inden han kan fortsætte: "jeg er nummer et..."
Emma løfter det ene øjenbryn, da hun ikke ved hvad han snakker om. "Hvad mener du?" Hun ser igen hen på brevet. "Og hvad er det?" Min far ryster bare på hovedet. Han vil ikke snakke om det. Jeg kan se det, på hans ansigtsudtryk.

"Godeftermiddag!" Min mor kommer ind, med sit sædvanlige store smil på læben. Hun stopper op, midt i rummet, da hun ser far. Hun går langsomt hen til ham og lægger en hånd på hans skulder. Sammen går de op ovenpå. Jeg når lige at høre min mors stemme hviske: "Det skal nok gå. Hun er et bedre sted." Så er de væk
Emma står tilbage i køkkenet, med et spørgende udtryk i øjnene. Jeg stiller mig lige foran hende, men hun ser mig ikke. I stedet drejer hun om på hælen og går ind på sit værelse. Mine øjne følger hendes bevægelser, til jeg ikke længere kan se hende.
Langsomt, ganske langsomt, går jeg ovenpå. Mine ben fører mig hen til mit gamle værelse, der allerede står tomt. Jeg mindes alle de gange, hvor jeg har ligget i min seng, som engang stod henne ved vinduet. Jeg har grædt mange gange, rigtig mange gange, i den seng.
Jeg går tværs over rummet og hen til min gamle bogreol. Den er det eneste møbel, der er tilbage herinde. Mine fingre glider hen over en af dens hylder, men støvet derpå forbliver udrørt. Endnu en ting, der minder mig om min død.

Et lille suk undslipper mig, mens jeg går over mod vinduet. Der er ingen på gaden, det eneste der bevæger sig, er bladene, som vinden leger med.

Jeg sætter mig på hug tæt op ad væggen, og gemmer mit hoved i hænderne. Et enkelt spørgsmål, flyver rundt i mit hoved: Hvornår ankommer næste brev?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...