Livet er ikke nemt, vel?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 29 aug. 2013
  • Status: Igang
Inden Katrine begik selvmord, sendte hun fem breve; fire til mennesker hun holder af, og et til den person, der er grunden til at hun dræbte sig selv. Efter Katrine er død, bliver hun til et spøgelse, hvilket hun ikke have regnet med. Hun sørger nu for, at de fem får deres breve. Alt går som planlagt, lige indtil en dreng kan se hende...

Følg Katrines rejse, hvor hun lærer mennesker bedre at kende, end hun har brug for, hvor hun begår store fejl og hvor hun får nye venskaber, selvom hun faktisk ikke lever længere.

10Likes
19Kommentarer
974Visninger
AA

7. En vigtig aftale

Jeg åbner munden, men der kommer ikke én lyd ud. Tøvende prøver jeg igen, og det lykkes for mig. "Kan du se mig?" Jeg peger på mig selv, mens jeg nøje studerer hans ansigtsudtryk. Hans mund er let åbnet, pupillerne har udvidet sig en lille smule.

Hans blik er fæstnet til mit, mens han langsomt nikker igen. "Ja, det kan jeg."
Jeg er chorkeret, fuldkommen! Han kan både se og høre mig. Det giver et lille spjæt i mig, da klokken ringer. Om få sekunder kommer læreren ind af døren. Hvis jeg husker rigtigt, skal de have tysk nu. Døren åbnes bag mig, faktisk går den lige igennem mig, og ind kommer Lene, tysklæreren.
Jeg bider mig i læben, mens hun lukker døren igen. "Guten Tag!" Hendes lyse stemme fylder rummet, og straks kigger alle på hende. Eleverne finder hurtigt deres pladser, hvorefter de fleste finder deres bøger frem. Jeg kigger igen på drengen, der bliver siddende. Det er åbenbart hans plads... Jeg læner mig frem, så min mund er lige ud for hans øre. "Jeg finder dig i næste frikvarter."

Mere siger jeg ikke, for i næste øjeblik, er jeg ude af døren. Jeg tør næsten væde på, at han bare sidder med et forundret udtryk i øjnene, mens Lene plaprer løs på tysk, selvom ingen hører efter. Det er der ingen der gør længere, ikke siden jeg døde. Og eftersom jeg var den eneste der faktisk lavede mine lektier i det fag, har Lene efterhånden opgivet at lære klassen sproget.
Jeg begiver mig ned af den nu tomme gang. Jeg bliver nød til at vente i to skoletimer, på at klokken ringer igen, så jeg får en chance for at snakke med drengen. Jeg må lave en slags... liste, over de ting, som jeg skal spørge ham om. Den begynder langsomt at tage form i mit hoved:

Hvad hans navn er?

Hvor han kommer fra?

Hvorfor han kan se mig?

Om han kender mig?

Flere spørgsmål dukker op i mit hoved, men de fire, er de vigtigste. De kører rundt i mit hoved, intet andet... Jeg stopper op, midt på gangen, da jeg kommer i tanke om noget; næste brev ankommer i aften. Allerede i aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...