Livet er ikke nemt, vel?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 29 aug. 2013
  • Status: Igang
Inden Katrine begik selvmord, sendte hun fem breve; fire til mennesker hun holder af, og et til den person, der er grunden til at hun dræbte sig selv. Efter Katrine er død, bliver hun til et spøgelse, hvilket hun ikke have regnet med. Hun sørger nu for, at de fem får deres breve. Alt går som planlagt, lige indtil en dreng kan se hende...

Følg Katrines rejse, hvor hun lærer mennesker bedre at kende, end hun har brug for, hvor hun begår store fejl og hvor hun får nye venskaber, selvom hun faktisk ikke lever længere.

10Likes
19Kommentarer
902Visninger
AA

8. En tur på drengetoilettet

Da klokken endelig ringer til firkvarter, har jeg været igennem alle gange på skolen. Jeg skynder mig tilbage til klasseværelset, hvor jeg fandt drengen tidligere. Et lille smil ses på mine læber, da jeg ser ham. Han er ved at pakke sine bøger væk, ned i den marineblå skuldertaske. Langsomt går jeg hen til ham, mens jeg prøver at undgå strømmen af mennesker, der er på vej væk.

Han ser mig ikke, det tror jeg da ikke, for han går i det samme ud på gangen. Jeg kigger undrende på ham, inden jeg skynder mig efter ham. Han opdager mig ikke, så jeg tager en dyb indånding, inden jeg siger: "Hallo? Jeg er her…" Imens vifter jeg med armene, for at gøre ham endnu mere opmærksom på mig.
Han drejer hovedet, så han lige kan se mig, hvorefter han ryster på hovedet. Han nærmest løber videre, væk fra mig. Jeg lægger hovedet let på skrå. Hvorfor løber han? Hurtigt er jeg oppe på siden af ham, faktisk står jeg lige foran ham. Drengen stopper heldigvis, imens sætter jeg hænderne i siden.
"Sig mig lige, hvad har du gang i? Jeg sagde jo tidligere, at jeg ville finde dig, og så løber du bare din vej." Jeg retter på mine briller, der er gledet ned ad min næse, inden jeg ser ham i øjnene. Han forstår mig ikke, det er jeg sikker på…

Rundt omkring os, er eleverne ved at finde vej til kantinen. Ingen lægger mærke til, at der står en dreng midt i det hele, og kigger på ingenting, altså mig. Heldigvis… Han ser ned på sine sko, undgår mit blik. Derefter går han ind på drengetoilettet. Jeg følger selvfølgelig efter ham.
Derinde stiller jeg mig et par meter fra ham, mens jeg stirrer nysgerigt på ham. Jeg fornemmer, at han vil sige noget, men hvad? Mit spørgsmål bliver et øjeblik senere besvaret, da han vender sig mod mig. "Hvem… hvad er du?"

Spørgsmålet han stiller, kan ikke undgå, at gøre mig en smule fornærmet. Den måde han siger det på, nærmest spytter ordene ud. Jeg overvejer et øjeblik mit ordvalg, inden jeg svarer: "Jeg er et spøgelse…" Mens jeg siger det, slår jeg opgivende ud med armene, hvorefter jeg lægger dem over kors. "Det er faktisk en længere historie, som jeg nok skal fortælle senere." Jeg fugter mine læber, som jeg altid gør, når jeg er nervøs.

Han begynder at vandre frem og tilbage, mens han vrider sine fingre. I samme øjeblik han drejer om på hælen endnu en gang, dukker listen jeg tidligere lavede op i mit hoved. Mine øjne lyser op, da jeg drejer hovedet mod ham. "Jeg har noget jeg skal... spørge dig om. Det kan nok blive en smule grænseoverskridende, men du bliver nødt til at svare, okay?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...