Livet er ikke nemt, vel?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 29 aug. 2013
  • Status: Igang
Inden Katrine begik selvmord, sendte hun fem breve; fire til mennesker hun holder af, og et til den person, der er grunden til at hun dræbte sig selv. Efter Katrine er død, bliver hun til et spøgelse, hvilket hun ikke have regnet med. Hun sørger nu for, at de fem får deres breve. Alt går som planlagt, lige indtil en dreng kan se hende...

Følg Katrines rejse, hvor hun lærer mennesker bedre at kende, end hun har brug for, hvor hun begår store fejl og hvor hun får nye venskaber, selvom hun faktisk ikke lever længere.

10Likes
19Kommentarer
949Visninger
AA

5. Drengen med de store øjne

Der går hun... Det lange, lyse hår er sat op i en hestehale, de grønne øjne nærmest skinner og der er et lille smil på læben. Min lillesøster har nu altid været smuk. Specielt når hun sidder sådan som hun gør nu; lyset falder på hende, så hendes grønne øjne fremhæves, hun har rank ryg og kigger fremad.

Jeg sukker, men hendes lærer snakker videre om, hvordan man regner arealet af en cirkel ud. Emma kan godt lide matematik og er også utrolig god til det. Jeg har selv altid godt kunne lide dansk, så vi er da lidt forskellige. Men jeg ser alligevel en lille del af mig i hende, når det handler om personligheden. Udadtil er vi fuldkomne forskellige. Hun har langt, glat hår, mens mit er kortere og har krøller. Hendes øjne er grønne, mine har en meget lys farve. Jeg bærer også et par sorte briller, eftersom jeg er nærsynet, Emmas syn er helt perfekt. Og hendes højde... suk. Hun går i 6. klasse, og er næsten højere end mig, der går i 8.! Nej, jeg glemte det igen... Jeg gik i 8..
Jeg kommer ikke til timerne særlig tit længere, jeg kan ikke holde ud at se min klasse, der gennem mange år har mobbet mig. Det er for svært...
Af en eller anden grund, tror jeg ikke de savner mig. Jeg har somme tider fulgt efter dem hjem, men ikke én gang, har nogen snakket om mig. Men det forventede jeg. Hvem skulle savne pigen, som ingen snakkede med, kun mobbede.

I det samme øjeblik ringer klokken, og alle eleverne går hurtigt sin vej. De gider garanteret ikke være her mere, end højest nødvendigt. Da alle er gået, og jeg også selv skal til at gå, ser jeg Emma stadig sidder på sin plads. Smilet på hendes læber er falmet, der er vand i hendes øjne... Hurtigt er jeg ovre ved hende, samtidig med, at hun tørrer øjnene. Hun blinker et par tåre væk, mens hun langsomt rejser sig op. Hun tager et par dybe indåndinger, og væk er hun. Jeg rækker ud efter hende, men lader armen falde igen. Der er jo ingen der kan se mig, så hvorfor skulle hun kunne?
Jeg stikker hovedet ud af klasseværelsets dør, hvor jeg ser en menneskefyldt gang. Det føles som om alle elever fra mellemtrinnet, og der går mange på denne skole, går frem og tilbage herude. Jeg bevæger mig fremad langs væggen, så jeg undgår at nogen går ind i mig.
Et øjeblik, kun meget kort, føler jeg, at nogen stirrer på mig. Mit blik finder vej til en dreng, på min alder, der står på den anden side af gangen. Han ser på mig, med store øjne, der næsten er ligeså store som mine. En anden dreng hiver i hans arm, som han derefter følger efter. Da han over går sin vej, kigger han sig over skulderen, hen på mig igen.

Han så mig, sådan virkelig... Men hvem er han?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...