Livet er ikke nemt, vel?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 29 aug. 2013
  • Status: Igang
Inden Katrine begik selvmord, sendte hun fem breve; fire til mennesker hun holder af, og et til den person, der er grunden til at hun dræbte sig selv. Efter Katrine er død, bliver hun til et spøgelse, hvilket hun ikke have regnet med. Hun sørger nu for, at de fem får deres breve. Alt går som planlagt, lige indtil en dreng kan se hende...

Følg Katrines rejse, hvor hun lærer mennesker bedre at kende, end hun har brug for, hvor hun begår store fejl og hvor hun får nye venskaber, selvom hun faktisk ikke lever længere.

10Likes
19Kommentarer
898Visninger
AA

11. Den frytede sandhed - eller, noget af den

Hvordan kan det ske? Hvordan kan det overhovedet være muligt, at det kan være forkert? Det kan ikke passe, det kan det bare ikke. Selve idéen om det, kan jeg ikke få til, at give mening. Derfor er mit blik nu rettet mod David, som om jeg forventer, at han allerede kender svaret. Selvfølgelig gør han ikke det, men en del af mig holder fast i det spinkle håb om, at han gør.

David trækker let på skuldrene. ”Nu kender jeg ikke de præcise detaljer omkring din død, men det kunne jo være en mulighed.” Han fugter sine læber, mens en hånd langsomt bliver ført om til nakken.

Jeg løfter det ene øjenbryn. ”Men du ved godt, hvordan jeg døde?” Jeg vil have så mange oplysninger ud af denne dreng, som overhovedet muligt. Hvis han kan hjælpe mig med, at danne et mere præcist billede af mine sidste minutter på de levendes plan, vil jeg ikke lade chancen passere.

Endnu engang trækker David på skuldrene, som var det en ting, han gør hver gang, at han åbner munden. ”Hvem gør ikke det?” Han griner kort – det er åbenbat underholdende, at pine mig, ved at trække tiden ud. Han burde vide bedre, men jeg nævner det ikke for ham. Hvis han var bevidst om det, ville han garanteret bare gøre det endnu mere uudholdeligt, end det er i forvejen.

”Så fortæl da!” Inderst inde bander jeg over mig selv og min utålmodighed, når det kommer til oplysninger. Men jeg må erkende, at jeg aldrig vil forbedre mig, på dette punkt…

Et suk forlader Davids læber, men det er ikke sørgmodigt. Det lader til, at der er et strejf af morskab over sukket, som jeg kun lige kan spore. Dog går der kun få øjeblikke, før morskaben bliver afløst af et seriøst blik. ”Jeg læste i avisen, at en ældre kvinde havde fundet en piges lig, i et gammelt skur.” Han holder en kort pause, så ”nyheden” kan synke ind. ”På billedet havde hun mærker om halsen, og politiet sagde, at hun havde hængt sig selv, men ikke døde helt ved forsøget.”

”-Vent, hvad?” Jeg afbryder David, som lige skal til, at fortsætte. ”Du fortæller mig, at jeg ikke døde helt, men blev fundet død?” Mit ene øjenbryn bliver impulsivt hævet, mens det undrende blik stadig er rettet mod drengen foran mig. Det er som om, at han har snakket om en ukendt pige, hvis sande identitet jeg først lige har opdaget – min egen.

”Ja… De skrev i avisen, at du først døde kort efter. Men hvorfor fandt man aldrig ud af.” Han trækker endnu engang på skuldrene, hvilket efterhånden irriterer mig. Hold dog de skuldre i ro, hvor svært kan det være!?

”Helt sikker?” Jeg ryster kort på hovedet, mens jeg igen begynder, at vandre frem og tilbage over gulvet og talestrømmen atter begynder. ”Det burde være en grund, der kan forklare det hele…”

David afbryder mig, ved at træde et skridt til siden, og dermed får mig til, at stå stille. Noget afholder mig fra, at gå direkte igennem ham. Det er altid så ubehageligt, de andre gange, jeg har gjort det…

”Hør her: Måske er det bare tilfældigt? At du hang der lidt, inden du…” Han kan åbenbart ikke fuldføre sin sætning, for mere bliver ikke sagt.

”Hør på mig: Tilfældigheder findes ikke, så det alternativ er ganske enkelt umuligt.” Mit hoved bliver lagt på skrå et øjeblik, inden jeg vender mig om. Og går min vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...