The Vampire Diaries 10# The other guardian

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jul. 2017
  • Status: Igang
Elena, Stefan og de andre går stadig på college. Da en dag de møder en fjerde-års-elev, finder ud af at Klaus er blevet vækket fra de døde, og at Elena har en ukendt storesøster Hillary. Men når de finder ud af hvad hun er i stand til er det så for sent? eller er opgøret mellem Klaus og brødrene startet? Hvad sker der med Matts ven Chloe?

7Likes
0Kommentarer
1605Visninger
AA

24. Kapitel

”Er du sikker på at du vil det her?” Spurgte Kathrine mig, jeg nikkede langsomt.

”Jeg vil ikke have at hun bliver såret, Stefan forstår og vil passe på hende, imens vi gør hvad vi er nødt til at gøre” sagde jeg imens jeg kiggede på Kathrine. Jeg vidste ikke om hun havde forandret sig siden hun var kommet tilbage, men det mente de andre, jeg kunne i hvert fald godt lide hvordan hun var nu.

”Lad os komme i gang” sagde hun. Kathrines tøj var en kopi af det Elena havde på. Den eneste ting der skilte dem var deres make up. Selv deres hår var ens, efter at jeg havde glattet Kathrines hår. Kathrine gik ud på badeværelset og jeg gik over til Damon, da han så mig, lagde jeg mærke til at hans øjne løb i vand. Jeg sendte ham et svagt smil.

”Det hele skal nok gå” sagde jeg og krammede ham, han gengældte krammet.

”Det ved jeg godt” Han fandt en lille sort boks og faldt på knæ foran mig.

”Denne ring vil beskytte dig, vil du bære den for mig?” Spurgte han, Jeg kiggede ind i hans sorte glimtende øjne og smilede dumt.

”Ja da” hviskede jeg og knælede sammen med ham. Han satte ringen på min finger og jeg trak ham ind til mig.

”Jeg elsker dig” sagde jeg mens jeg lænede mig op ad ham.

”Jeg elsker også dig” sagde han og pressede sine læber mod mine.

”Vi er nødt til at tage af sted nu” Sagde Kathrine og trådte ud fra badeværelset. Jeg nikkede og kyssede Damon farvel.

”Lad os gå” Sagde jeg. Vi løb i vampyr hastighed og nåede skoven ved Fells Church i løbet af ingen tid. Vi satte farten ned til menneskelig fart, for at Kathrine kunne fremstå som Elena. Da vi nåede frem stod Klaus og smilede da hans vampyrhær stille og roligt omgav os.

”Velkommen til Hillary og Elena” Sagde han og gik ud på spidsen af den klippe han stod på.

”Tak” sagde vi i kor. Jeg kunne mærke nervøsiteten i kroppen, men forsøgte ikke at vise den.

”Grib hende og vær sikker på at hun ikke gør noget” befalede Klaus og pegede på Kathrine.

”Lad min søster være” sagde jeg mellem mine sammenbidte tænder.

”Nå, okay så, lad os snakke” sagde han og indåndede ved min hals. Jeg stod der bare, uden at vide hvad jeg skulle gøre.

”I kan være på min side og bekæmpe Stefan, Damon og din dumme søster, og være i live. Eller du kan slutte dig til brødrene og din søster, og være død inden så længe” sagde Klaus, hans kolde ånde kilede stadig min skulder. Eftersom jeg ikke svarede, grinede Klaus.

”Du ved slet ikke hvad du skal gøre, hva’?” Spurgte han, indeni fnisede jeg.

”Grib fat i hende her. Jeg skal lige have en elskværdig snak med skønne Katherina” sagde han, jeg holdt vejret. Lort! Jeg fulgte dem med mine øjne og hørte hvad de snakkede om, min vampyrhørelse kom mig til gode.

”Jeg bliver nødt til at dræbe dig, du ved for meget” sagde Klaus. Kathrines tankestrøm havde nær bæst mig omkuld, ’hjælp mig’. Jeg fik rystet de vampyrer der holdt fast i mig af mig og angrebet Klaus bagfra i et splitsekund, så at han blev skubbet væk fra Kathrine. Lige i tide til at rede hende fra at få sit hjerte hevet ud af kroppen. Klaus grinte af mit heroiske valg.

”Nu ved jeg i hvert fald at I stadig er imod mig” Klaus sendte mig et flirtende blik, og jeg mærkede kvalmen, hvordan kunne jeg have kysset dette monster foran mig som havde dræbt mine venner og truet min familie? Jeg fattede ikke noget, eller hvorfor Klaus morede sig over dette.

Jeg fangede Klaus blik mens jeg sendte Kathrine en tanke ’Løb’. Få millisekunder senere mærkede jeg et vindpust og registrerede at hun var løbet efter forstærkningerne.

”Se det var interessant. Hun redder stadig sit eget skind, og overlader sin slægtning helt alene til mig hvem ved hvad der sker, i sådanne situationer?” Klaus grinte smørret og jeg fniste.

”Du ved jo at jeg stadig er stærkere og hurtigere end dig” Jeg sendte ham et blink. Idet jeg gjorde det, havde han grebet fat i mig og smækket mig op af et træ.

”Er du sikker på det?” Spurgte han drillende.

”Ja… Pænt… sikker” Sagde jeg og fik smækket ham ned på jorden, så at han var presset helt ned mod den. Han grinte selvsikkert.

”Jeg ville stadig genoverveje det” sagde han og fik os rullet over så han var øverst, med et ben på hver sin side af min mave.

”Okay, jeg indrømmer du er stærkere, men jeg er hurtigere” sagde jeg kækt og fik skubbet ham af mig så hårdt af mig at det træ han ramte knækkede over.

”Timber” råbte jeg mens jeg kom op og stå.

”Forlad Fells Church i dag ellers vil jeg sikre dig om at lille gode Klaus forsvinder for evigt og altid” hviskede jeg til ham da han lå på jorden.

”Du kommer til at fortryde dette” Sagde han og trak mig ned på jorden. Han greb fat i min hage, kiggede i mine øjne og smækkede sine læber mod mine.

”Niks, det er ikke sådan vi leger Klaus, sagde jeg da jeg fik skubbet ham af mig. Han mumlede et eller andet på et andet sprog, som jeg ikke forstod og de andre vampyrer skyndte sig hen til os.

”Dræb alle i byen” sagde han. De grinte af fryd og var væk på to sekunder.

”Nå, hvor kom vi fra?” Spurgte han og legede med mit hår.

”Hold så op din blodsugende dræber” Råbte jeg og bevægede mine arme hysterisk.

”Du ved godt du selv også er sådan en ik?” Sagde han kækt og lænede sig ned for at kysse min nakke.

”I det mindste ville jeg aldrig finde på at dræbe en hel by på en nat” spyttede jeg efter ham. Jeg fik mit knæ frit og ramte ham i kronjuvelerne. Hans ansigt vred sig fra legende til at være i smerte. Jeg kom fri og skubbede ham af mig, og stak af i vampyr hastighed mod Damon og Stefan.

’De vil dræbe hele den her by’ Råbte jeg ved hjælp af mine tanker til dem.

’Bare rolig vi kan fordrive dem fra byen med vores kræfter, jeg vil advare de andre’ Stefans tanker var beroligende. Jeg nåede frem til Elenas hus, hvor Stefan havde beskyttet Elena. Jeg smækkede døren op.

”Hvem der?” Lød Elenas eller Kathrines stemme.

”Mig, Hillary” råbte jeg tilbage, Kathrine kom ned af trappen i vampyr fart og Elena kom løbende i menneske hastighed.

”Hvad er der galt?” Spurgte Elena og kiggede på klokken.

”Årh ikke noget, udover at der er en hel del vampyrer løs i byen som vil prøve at dræbe alle sammen” sagde jeg.

”Jeg har et møde jeg skal nå” Sagde Elena.

”Nej!” Udbrød jeg, hun sendte mig et undrende blik.

”Hvem skal du mødes med?” Spurgte jeg

”Øh, ingen” sagde hun.

”Elena du må ikke lyve om det” Sagde Kathrine og kiggede på hende.

”Okay, okay. Det var Klaus! Han ville mødes med dig og mig i skoven, for tyve minutter siden, det er derfor han gerne vil dræbe hele byen. Jeg er nødt til at snakke med ham” Forklarede Elena og greb fat i en jakke.

”Du går ikke ud” Sagde Kathrine.

”Du kan ikke holde mig indenfor!” Protesterede Elena.

”Selvfølgelig kan jeg det, kom så Kathrine, vi har en krig og stoppe” Sagde jeg og smækkede døren i hovedet på min søster. Elena forsøgte at åbne døren, men jeg holdt den lukket ved brug af mine vampyrkræfter.

Vi løb mod skrigene og begyndte at fange vampyrerne.

”Vi er nødt til at dræbe dem” Råbte jeg til de andre.

”Vi har brug for hjælp” sagde Bonnie, hun holdt vampyrerne i skak ved at lave blodpropper. Idet hun sagde det, hørte vi hyl. Jeg kiggede op på himlen. Lorte lort! Det er fuldmåne.

”Vi kan få ulvene til at bide dem” Råbte Matt, vampyrerne kiggede på os med frygt i øjnene.

En vampyr var lige ved at angribe Bonnie men jeg greb vampyren i luften og svang ham over til de andre.

”Jeg vil forsøge at kontrollere ulvene” Sagde jeg og stak i løb mod skoven. Zander dukkede op i sin ulveskikkelse. Jeg vinkede og bukkede ærbødigt. ”Zander, jeg ved at dit menneskelige jeg er til stede et eller andet sted inde i dig, hjælp os med at redde byen og dens indbyggere” bad jeg. Hans fire poter bevægede sig over mod mig og han begyndte at brumme. Jeg rørte forsigtig hans pels og kiggede ham dybt i øjnene. Jeg forstod hvad hans tanker fortalte mig, ’vi hjælper’. Jeg sendte ham et smil og løb mod vampyrerne, med ulvene i hælene. De hylede som et signal til Stefan, Damon, Bonnie, Matt, Chole, Meredith, Alaric, Katherine og jeg kunne træde til side. De angrebne vampyrer forsvandt enten af frygt eller under ulvenes pelse. Jeg spottede Klaus, ikke så langt derfra. Et sekund senere var han ved min side og pressede sin ene hånd over min mund og den anden til at holde mig op af en mur i en mørk gyde.

Han lagde en finger over mine læber i en tyssende gestus og gjorde nogle mærkelige bevægelser med sine arme, ud af det blå begyndte han at tale.

”Dette er ikke sidste gang vi ser hinanden. Krigen er først lige startet og snart vil du indse at du bliver nødt til at dræbe Damon og slutte dig til mig” Med det sagt forsvandt han lige så hurtigt som han havde fanget mig. Jeg så mig omkring, men Klaus var ikke til at se nogen steder. Jeg løb hen til Damon.

”I think I’m gonna marry you” sang jeg. Han kiggede bare på mig.

”Jeg elsker dig, og du kan lige vove på at forsvinde sådan fra mig igen” sagde han.

”Alt kan ske i evigheden” sagde jeg og smilte til, han bøjede sig ned efter et kys, og jeg trak hans hoved længere ned til mit. Vi kiggede os omkring og så alle de andre finde sammen i kys, Bonnie og Zander, Meredith og Alaric, Elena og Stefan, Matt og Chloe og så var der Kathrine, hun kom muntert over til os.

”Må jeg også få et kys?” Spurgte hun sukkersødt. Damon rystede på hovedet og sendte hende et surt udtryk, han var lige ved at sige noget, men hun kom ham i forkøbet.

”Ikke fra dig” sagde hun og kyssede mine læber. Jeg stod helt ubevægelig.

”Øh ad?” udbrød jeg da hun gav slip på mig, Kathrine smilte.

”Du har bløde læber” sagde hun.

”Tak?”

”Mærkede du mine?” Spurgte hun, og lagde hovedet på skrå.

”Ja..? de var også ret bløde” Svarede jeg fortumlet.

”Men lad lige være med at gøre sådan noget igen, det er for ulækkert” Sagde jeg hvilket fik hende til at le.

”Det kan jeg ikke love” Sagde hun med et glimt i øjet og efterlod mig mundlam.

”Er hun ikke til mænd?” Spurgte jeg Damon

”Jeg ved det ærligt talt ikke” sagde han og krammede mig bagfra.

”Er du til kvinder?” Spurgte jeg ham, han grinte, og jeg kunne mærke det i min ryg.

”Jeps” Sagde han endelig og kyssede min kind.

”Det er jeg også” Sagde jeg

”Nå det har vi så til fælles” Sagde han og grinte af mig.

”Du ved hvad jeg mente” Hillary lagde mærke til at de havde trukket sig lidt væk fra de andre, så hun tillod sig selv at kvalmende sukkersød, hun vidste at de nok skulle kunne grine over det senere,

”Mmhm” han trak mig længere ind til mig.

”Du er min dronning” Damons stemme var kærlig

”Og du er min mand” Hillary kæmpede for at holde masken foran Damons ansigt,

”Kun din mand?” Han spillede såret

”Idet mindste sagde jeg at du var min” Damon klukkede ved Hillarys kommentar.

”Okay så, du er min dronning-mand” Damon fnes, det vidste Hillary ikke at han kunne.

”Virkelig du vil ikke bare kalde mig en konge?” Han lagde armene over kors og spillede med sine muskler.

”Nej du er en dronning-mand, min dronning-mand” holdt Hillary stædigt fast ved.

”Du er sær” Damon trak hende ind til sig.

”Det er derfor du så godt kan lide mig” sagde hun ind mod hans nakke, så at han skælvede.

”Det har du ret i skat” Og med det fortjente Damon et lidenskabeligt kys.

”Skal I ikke tilbage til Dalcrest?” Spurgte Kathrine forsamlingen, mens hun stod og så på alle de lykkelige kærestepar.

”Nah, jo, du har nok ret” Meredith trak Alaric hen mod hans bil.

”Ses derhenne”. Zander vendte sig mod Hillary.

”Jeg følger koblet hjem, kan du gøre så det bliver mindre smertefuldt at jeg skifter?” Han lød håbefuld, og knugede Bonnies hånd i sin.

”Jeg skal gøre hvad jeg kan” Hillary lagde sin venstre hånd mod hans pande, og uden en lyd var han igen i sin ulveskikkelse. Bonnie gik over til Alarics bil og med det var de af sted.

”Hvad skal du så nu?” Spurgte Elena, Kathrine sendte hende et varmt smil.

”Passe på alle jer, i kan jo tydeligvis ikke klare jer uden mig” Hun trak Elena og Hillary ind til sig.

”Åh mine skønne og smukke oldebørn, er I ikke glade for de gaver jeg har givet jer?” Spurgte Kathrine kækt og gav Salvatore brødrene elevatorblikket.

”Vi deler ikke, hvis det er det du er ude efter” svarede Elena og gav Kathrine et strengt blik.

”Bare rolig, jeg deler bare med Damon, det har han ikke noget imod” Sagde hun og greb fat i Hillary.

”Hey!” Sagde hun.

”Jeg laver bare sjov” Sagde Kathrine.

”Jeg skal da have mit oldebarn til mig selv” med det tog hun fat i Hillary og stak af. Det lykkedes Hillary at få dem væltet, og en leende Kathrine lå nu under hende.

”Jeg er bare så sjov, bare rolig, smut nu over til din dronning-mand” Grinte Kathrine og lagde sig til rette på jorden, ved at ligge hænderne bag hovedet og krydse benene. De grinte alle af kaldenavnet, undtagen Damon. Han surmulede.

”Kom nu, lads os komme hjem” Sagde Stefan og rodede i Damons nydeligt opsatte hår.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...