Oliver

Dett er historien om hvordan jeg i virkeligheden mistede min højt elskede lillebror. Jeg har aldrig før taget mig sammen til at skrive den ned men jeg føler at tiden er ved at være inde for det nu. En historie om hvordan det er at miste og om at det altid vil virke svært men at man ikke må lade hændelser som denne ødelægge ens liv.

3Likes
2Kommentarer
395Visninger

1. Historien

"Mormor hvad er der... Hvorfor græder du?"

"Emilie....Oliver er død"

Sådan startede det. Kort og kontant. Ikke noget med at pakke det ind, eller prøve at skjule sandheden for den lille pige på 8 år med de store blå øjne. Jeg kan stadig helt tydeligt huske, hele sceneriet. Lige så klart som jeg kan se mig selv i spejlbilledet lige nu. Jeg har ændret mig meget. Mit hår er blevet lidt længere, mine ansigtstræk er mere modne og jeg føler mig en del mere...Voksen. År er gået. 6 for at være helt præcis. Men tiden tæller ikke. I denne situation er følelserne det eneste, der betyder noget. Og der er, måske blevet lagt lidt låg på de fleste af dem, men de er ikke blevet mindre. Og det vil de aldrig. Somme tider tænker jeg på ham. Andre gange prøver jeg at lade vær. Men jeg har aldrig prøvet at skjule det. Hvorfor skulle jeg? De fleste, der ikke har hørt det før, bliver chokeret og prøver måske endda at tage lidt afstand fra mig. "Hvad nu, hvis vi sorger hendes følelser?" Men det gør i ikke. Jeg kan være stærkere end de fleste andre 14 årige kan. Mine venner prøver at forstår mig. Det gør de virkeligt. Men det med at miste...Det er der ingen der kan forstår. Ikke engang de andre der har prøvet det samme. Hvert tab har sine egne smerter, og de rammer på forskellige måder. Prøv aldrig at lære at forstå dem. Prøv aldrig at affinde dig med dem. Sorgen er god. Sorger viser at du føler. At du elsker. Den er der kun for dit eget bedste. Og selvom det gør ondt, og selvom det kan tage pippet fra dig...Så fortsæt. 

Vi var begge syge. De lå i generne sagde lægerne. Jaja godt med dem...De sagde så meget. Godt nok passede det, men jeg gad aldrig lytte. Allerede dengang brød jeg mig ikke om, at befinde mig i samme rum som dem. Det kan jeg stadig ikke lide. Jeg er den første fødte, og blev derfor ramt først af sygedommen Epealepisi. Noget med hjernen var det eneste, jeg fik forklaret. Jeg forstod det ikke, og prøvede heller ikke på det. Men jeg blev rask igen. Gudskelov. Så kom Oliver. Han var født rask ligesom jeg selv var, men pludselig en morgen vågnede han op og var syg. Jeg forstår stadig ikke, hvad der gik galt. Jeg prøver ikke at forstå. Jeg vil ikke forstå. Hans sygdom var værre end min. Jeg tror det er umuligt at forstå, hvor hårdt det var at være den ældste, og se sin egen lillebror lide så meget som han gjorde. Det smerte stadig i min sjæl, at jeg intet kunne gøre imod det. Og i forhold til min sygdom, blev hans ved...Og ved...Og ved. Lægerne gav op på ham. Konkluderede at han ikke kunne helbredes. Min mor var vred, og frustreret med blev fortsat ved med at lede efter en eller anden form for kur, til hendes kære dreng. Jeg var omkring 6 år på det tidspunkt. Jeg er som sagt 14 i dag. Snart 15. 

Den knægt var igennem så meget, at jeg næsten ikke kan skrive det hele ned. Jeg husker engang, hvor lægerne havde givet ham så meget medicin at han blev forgiftet, og måtte sidde i kørestol i et år. Der var en anden gang hvor han og jeg, stod ude på vores badeværelse og var igang med at vaske hænder, da han pludselig for et anfald (Pludselig krampe og ingen kontrol over kroppen hvilket gør at man vælter) og falder bagover. Jeg kan ikke nå at gribe ham, så den lille dreng hamre hovedet ned i vores hårde klinkegulv, og slår hul i hovedet. Han blev sat på det strammeste dieter, der næsten var den rene tortur. Han fik aldrig nogle rigtige venner fordi han altid var på sygehuset, andet end mig, min mor og min far. Men selvom alle odds var imod ham, har jeg aldrig set et gladere barn. Han satte pris på de mindste ting. Et tegneserie hæfte. En lille figur af en drage. En god historie. Små ting, som vi andre ikke tænker nærmere over, var de største skatte for ham. Jeg husker en episode, hvor Oliver skulle havde taget nogle prøver, hvilket gjorde at han ikke måtte spise noget i 24 timer. Og den lille dreng sidder i den her hvide hospitals seng og piver stille til min mor, at han er så sulten og om han ikke nok må få noget mad. Min mor kan selvfølelig ikke give ham noget, og det piner hende så meget at hun er nød til at gå ud af rummet og lade ham være lidt med en sygeplejerske. Efter lidt tid begynder han lige så stille og uden en lyd at græd. Han sad bare der og græd helt stille. Sygeplejersken kan heller ikke klare at være i rummet mere, og må bytte med min mor. Efter en stykke tid igen, er han ved at være så sulten at de var nød til at give ham lidt mad. Han fik et lille glas med 3 valnødder i. Og som han altid gjorde når han fik noget, der var virkligt vigtigt for ham sad han lige så stille, og knugede det lille glas ind mod sit bryst. En sygeplejerske kommer hen for at tage hans puls, og langsomt efter lidt tid ser han op og spørger, med sin lille barnestemme "Vil du have en valnød?" Sygeplejersken bryder grædende sammen over at han, selv i denne situation, hvor han var så sulten stadig kunne være gavmild. 

Min lillebror gik til ridning, siden det styrkede hans balance utroligt meget. Jeg husker at jeg om morgenen spurgte min mor, om jeg ikke nok i dag måtte komme med. "Nej Emilie ikke i dag. Men en anden dag. Det lover jeg dig" I dag ønsker jeg så inderligt at hun havde sagt ja... Vi sagde farvel på den måde som vi altid sagde farvel. Men vi vidste jo heller ikke hvad der ville gå hen og ske. "Farvel Oliver, vi ses i eftermidag"... Hvis dog blot jeg havde vidst det var en fed løgn. 

Det blæste meget. Den hørte ham ikke. Min mor vidste ikke at han ville dreje mod den lige i sidste øjeblik. Hun troede han var løbet ned mod ridehallen. Men 5 meter fra den store shetlands pony drejede han af. Den hed Nemo...  

"Lille Oliver var fuld af glæde, da han spurtede af sted for at give hesten Nemo et kærligt klap bag i. Sekunder efter var den spinkle dreng død. Sparket ihjel med voldsom kraft af den brune Shetlandspony "- Artikel fra BT

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...