Bonjour - Drukne eller Falde


0Likes
0Kommentarer
243Visninger

1. Kapitel 1

 

Det var efter min mor havde set en rædselsfuld dokumentarfilm, hun havde valgt at sende mig hen på Wales Academy, som var en kostskole for teenagere. Jeg havde slet ikke lyst til at rejse. Mig og min mor havde flyttet omkring ti gange, i helt forskellige landsdele af USA, og den eneste gang jeg rigtigt følte mig tilpas, var i South Carolina hvor jeg for kort tid siden havde boet.

Jeg vidste allerede meget om skolen. Allerede for to uger siden havde jeg læst dens brochure fem gange, og på næsten hele turen derhen, havde jeg læst den igen og igen.

Wales Academy er en kostskole for børn imellem tretten og atten der ønsker en ny start.

Og mig som ikke engang ønskede en ny start. I South Carolina havde jeg fået mig et par gode venner. Især Faith jeg fulgtes med til skole hver morgen, imens vi gik og sang Beach House på vej derhen. Heldigvis var der ikke særlig mange der hørte vores skrålen, for det var tit meget tidligt om morgenen. Minderne begyndte at poppe op i mit hoved, da jeg vidste vi var ved at nærme os kostskolen. Såsom det med Faith, en af de eneste andre veninder jeg havde kaldet Bella, og alle de ting man kommer til at tænke på, når man skal forlade et sted man holder af.

 

Vi havde kørt i fire timer, og nu holdt min mors bil ude foran det store slot. Det var kæmpe stort, for bygningen var både høj og bred, og mindede mig lidt om Hogwarts fra Harry Potter.

”Woaw.. Glæder du dig ikke, Abbey?” jeg havde lyst til bare at sige ”Egentligt ikke,” men jeg ville samtidig heller ikke gøre min mor ked af det.

”Tja..” Min mor kiggede mærkeligt på mig, og derefter begyndte vi at gå derop. Der var ingen andre ude på den store gårdsplads, som man ellers skulle tro. Selvom klokken var ni om aftenen, regnede jeg ikke med de allerede gik i seng på den tid af døgnet.

”Lad os finde rektoren. Hun hedder vist Mrs. Care,” mors smil bredte sig da vi trådte indenfor i indgangshalen. Der hang hundrede vis af gamle, kedelige malerier og et stort skab med nøgler, der næsten fyldte hele bagerste væg. Rummet var meget stort, gammelt og grimt. Der var næsten intet lys derinde. Alt i hele rummet virkede mørkt, dunkelt og på en eller anden måde lidt farligt.

 Kort tid efter dukkede en dame med en stram knold, blå, grim nederdel, sort blazer og hvid skjorte, op for enden af halen. Det var sikkert rektoren på skolen, det kunne man tydeligt se.

”Er det Abbey Winston og Mrs. Winston?” spurgte hun. Stemmen prøvede på at lyde sukkersød, men var alligevel lige så stram som knolden.

”Øh.. Ja,” svarede jeg nervøst.

”Så vil jeg også gætte på at De er den nye elev på skolen. Seksten år, kommer netop fra South Carolina?” jeg nikkede til rektoren og smilede kunstigt.

”Følg med denne vej,” Mrs. Care guidede os op af trapperne, og førte os hen på første sal. Der stod en masse lænestole og sofaer, samt sofaborde. Rummet skulle nok fungere som en hyggestue. Hun førte os ned af en af gangende, og begyndte at fortælle om hvor vi var på vej hen;

”Vi befinder os på første sal. Det er her de fleste klasselokaler ligger og lærernes kontorer, men vi skal fortsætte længere op på anden sal, hvor dit værelse ligger. Du skal dele med en anden pige der er på alder med dig,”

Vi gik op af trapperne der førte til anden sal. Den var helt anderledes fra den anden, hvor her kun var en lang, smal gang som førte ind til en masse værelser.

”Dir værelsesnummer er 235,” jeg nikkede og tog imod en nøgle fra hende. Hun smilede kort til mig, og mig og min mor gik på jagt efter værelse 235.

 

Værelset var forholdsvis småt. Der stod to senge i hver side af det, som begge havde det samme sengebetræk, pudebetræk og sengetæppe. De var alle smaragd grønne med et skjold på, som sikkert var Wales Academys mærke. Jeg undrede mig lidt over hvor alle de andre elever var henne. De sov ikke (klokken var jo også kun ni), og jeg havde ikke stødt på nogen.

”Her er da fint, Abbey!” min mor prøvede på at begejstrer mig. Måske var det også gået op for hende selv, at det ikke var så fedt at gå på kostskole alligevel.

”Ja.. Hvor tror du alle er henne?”

”Jeg vil tro de er nede og spise aftensmad eller er til samling. Kom, lad os pakke ud,” jeg nikkede og lagde min kuffert på sengen. Jeg havde ikke så meget med; min hårbørste, tandpasta og tandbørste, ja, sådan nogle ting man altid har med. Vi havde fået af vide at jeg ville få udleveret en uniform når jeg kom derhen.

Efter vi havde pakket de første ting ud, skulle min mor til at køre igen. Jeg ville helt sikkert komme til at savne hende, men mit afsky til hende, fordi hun havde sendt mig på kostskole, gjorde det tusind gange nemmere at sige farvel.

”Pas nu på dig selv! Jeg kommer til at savne dig, pusling!”

øh.. hvorfor sendte hun mig så på kostskole?

”Jeg kommer også til at savne dig – og jeg kommer hjem i ferierne. Vi ses til jul, mor” jeg gav hende et sidste knus og så gik hun ud af værelset. Det var svært at indrømme, men jeg havde faktisk lidt lyst til at græde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...