Den Faldne

En historie om to søstre, som var uadskillige. Men der sker noget, som bryder det ellers ubrydelige søsterbånd. De bedrager og ødelægger hinanden, indtil kun en søster står tilbage.

8Likes
12Kommentarer
853Visninger
AA

2. Den Faldne

 

"Would sorry have made any differents?

Does it ever? 

It's just one word, one word against a thousand actions.." 

 

  Du sidder ved mit gravsted. Dit gyldne hår er faldet ud af den knold, som du kun brugte få sekunder på at sætte. Dine grønne øjne er lukket. Din hånd hviler på min gravsten, og din mund bevæger sig i en tavs bøn- som kun du kan høre.
  Jeg lægger mine hænder på dine skuldre, for at give dig noget af min styrke. Det har du brug for. Du har aldrig før været så svag, som du er nu. Selvom du nok ikke tror det, så piner det mig, at se dig sådan her. Du plejer at være stærk. Vi plejer at være stærke. Men ikke sammen. Nej- sammen var vi svageVi brugte al for meget tid og energi på at rette og overgå hinanden. ”Bare rolig, det skal nok gå over,” sagde vores mor. ”Bare vent til når I bliver ældre, så vil I komme til at elske hinanden.” Det troede alle på. Venner som familie. De troede alle, at det bare var en periode i vores liv, hvor vi afskyede hinanden. Vi to var de eneste, som vidste sandheden. Den sandhed, som nu har kostet mig livet.
  Så hvem skal vi give skylden? Var det mig, eller var det dig? Eller var det slet ikke os? Vi prøvede jo- begge to, at fortælle andre, hvad der skete. Men når vi gjorde, grinte de og klappede os på skulderen. Sikke et helvede du lever i hva’? Troede de ikke på os- eller skræmte sandheden dem for meget, til at de turde se den i øjnene?
  Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det ville have været bedre, hvis de havde set sandheden- før jeg døde. Så kunne de have hjulpet os- før sandet i mit timeglas løb ud. Men ville de have hjulpet os? Det spørgsmål stiller jeg stadig mig selv... For der er ingen tvivl om, at vi havde brug for hjælp.
  Selvom det sidste du sagde til mig, var: Jeg hader dig!”, så ved jeg nu, at du ikke mente det. Du var bare overvældet af raseri over den smerte, jeg har påført dig hele livet.
  Og jeg ved, at lige nu sidder du, og giver dig selv skylden for det der skete. Men kære søster, tænker jeg. Vi stod begge to ved kanten af afgrunden og kiggede ned. Ingen af os turde tage det sidste skridt- ingen af os turde være alene i mørket dernede. Så da jeg skubbede dig udover, tog du mig med i faldet…

  Jeg sætter mig på knæ ved siden af dig. Mit korte sorte hår falder ned foran mine øjne, og jeg stryger det tilbage om bag øret. Vinden som rusker i dit hår, irriterer ikke mig. Jeg kan ikke mærke det. Jeg kan intet mærke- ikke længere.
  Jeg løfter hovedet og ser ud over markerne, som er på nogle bakker udenfor kirkegården. Afgrøderne derude er visnet- da der har været alt for meget sol i sommers, og der kom ingen regn. Men selvom de er visnet, går der to personer rundt ude på en af markerne.
  Da jeg ser dem gå derude, flyver minder igennem mit hoved. Minder om barndommen. Dengang alt var rart og sikkert. Dengang vi var bedste venner. Og uden at kigge på dig, ved jeg, at du også ser ud på markerne, og tænker på de samme minder som mig. 

  De leger sammen på marken. Pigen med det lange lyse hår- som flyver efter hende i vinden, når hun jagter pigen med det sorte hår. Den lyshårede pige griner og ler- selvom hun ved, at hun aldrig vil indhente den sorthårede pige. Den sorthårede pige er for hurtig til hende.
  Men så sker det, som er starten på alt det had, der har hersket mellem dem. Den lyshårede pige er lige ved at indhente sin søster, men lige da hun rækker ud efter hende, falder den sorthårede pige. De korte korn river lange røde streger i hendes barer ben, og da hendes venstre hånd rammer jorden, bøjer den sig i en unaturlig vinkel. Den sorthårede pige skriger et højt skingert skrig- og det lyder endnu højere, da den lyshårede piges skrig blander sig. Deres tante kommer styrtende ud til dem på marken, og hun sætter sig på knæ ved siden af den faldne søster. ”Hvad er der sket?” hviner hun og prøver at hjælpe den sorthårede pige op.
  Og så siger den sorthårede pige det, som jeg fortryder mere end noget andet i hele verden: ”Hun skubbede mig,”

  De tre ord ødelagde alt. Det 9-årige søsterbånd der havde eksisteret, blev knust af de ord. Eller, det blev vel ikke knust, men det var starten på det hele. Jeg kan stadig huske, hvordan dine øjne blev store af overraskelse og chok over det, jeg sagde. At du åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen. Du kunne ikke forstå, hvorfor jeg sagde det. Og det kan jeg heller ikke.
  Siden den dag på marken, har vi kun skændtes, været oppe at slås, altid prøvet at overgå hinanden. Men det værste af det hele var, at vi aldrig rigtig nåede at elske hinanden, som rigtige søstre. Hvis jeg kunne spole tiden tilbage, ville jeg spole den 8 år tilbage, så vi igen kunne blive de 9-årige piger, der leger på marken som søstre. Som søstre der elsker hinanden.
  Jeg smiler trist og ser en sommerfugl ud af øjenkrogen. Så vidt jeg kan se, er den sort og orange. Hvor ironisk. For 7 år siden var sådan en sommerfugl skyld i, at du ikke så, at jeg kom bagfra.

  Den sorthårede pige kom hjem en uge efter, hun var kørt på hospitalet. Forældrene kom tidligere hjem fra ferie, for at sidde og være hos deres ene datter på hospitalet.
  Når de spurgte den sorthårede pige, hvad der var sket. Svarede hun de tre samme ord som til tanten: ”Hun skubbede mig,” Og de troede alle sammen på hende. Troede, at den lyshårede søster havde skubbet hende, så hun var faldet og havde brækket venstre hånd.
  Da den sorthårede søster vendte hjem igen, var der kommet en revne i deres søster bånd. De legede aldrig mere sammen, og talte knap nok til hinanden.

  Jeg sukker sorgmodigt. Hvis bare det ude på marken var det eneste, som var sket. Men nej, jeg skulle absolut vise dig, at det var mig, som var forrest. At alle troede på mig.
  Jeg husker ikke så meget fra den dag. Nok fordi jeg er blevet ved med at sige til mig selv, at det jeg gjorde, var rigtigt. At du skulle bøde, for at du havde skubbet mig

  De plukker æbler fra træet på skrænten. Deres mor er i nærheden og er i gang med at få alle brandnælderne væk. De har bredt sig ud over meget af haven- brandnælderne altså, og planten jager alt andet væk.
  De to søstre snakker ikke sammen. De går bare side om side. Samler de æbler op, som er faldet ned fra træet. Da den lyshårede pige sparker svagt til et råddent æble, letter en sort/orange sommerfugl fra jorden. Søsteren følger dens elegante bevægelser, og hun spreder svagt armene ud- som om hun flyver.
  Men da den lyshårede pige følger efter sommerfuglen hen til kanten af skrænten, tager den sorthårede pige tre skridt, og skubber sin søster ud over kanten. Direkte ned i brandnælderne.
  Den lyshårede pige skriger hele vejen ned, og da hun kort efter rammer jorden, begynder hun at græde. Deres mor hører pigens skrig og kommer løbene. Hun skynder sig ind til sin datter mellem brandnælderne, og hun bøjer sig ned og samler hende op. Den lyshårede pige er allerede brændt over det hele, og hun flår hysterisk hænderne rundt overalt på sin krop.
  ”Hvad skete der? Faldt du ned deroppe fra?” spørg moren mens hun forsøger at trøste hende. ”Nej,” snøfter den lyshårede pige. ”Jeg kiggede på en sommerfugl og…” ”Jeg prøvede at tage fat i hende!” råber den sorthårede pige, som styrter ned til dem. ”Mor, jeg prøvede!” ”Nej du gjorde ej! Du skubbede mig!” skriger den lyshårede. ”Du lyver!” skriger den sorthårede og stamper i jorden. ”Stop så I to!” råber deres mor. ”Hvad går der af jer?”

  Hvad gik der af os? Kan du svare mig på det? For det kan jeg ikke, og jeg har virkelig brug for svaret. Vi brugte 8 år af vores liv på at hade og skade hinanden. Vi skubbede familien væk, for de kunne ikke se det der foregik. De kunne ikke se de kampe vi kæmpede mod hinanden- og mod os selv. Vi ødelagde ikke kun hinanden, men også os selv. Vi sørgede for, at vi selv indeni blev ædt op ad misundelse og vrede.
  Den første tid efter episoden ude på marken, var den sværeste. Hver gang du løb og legede med dine venner, havde jeg lyst til at løbe med. Hver gang du lavede et sandslot, havde jeg lyst til at hjælpe dig. I stedet for legede jeg med mine egne nye venner, og byggede mit eget sandslot, som var meget større end dit.
  Jeg er så ked af det, søster. Jeg er så ked af det hele. Jeg stryger min hånd ned over dit hår- selvom du ikke kan mærke det-, og det minder mig om dengang, vi satte hinandens hår om morgen. Jeg kan huske, at du altid brokkede dig over, at jeg havde ravnesort hår, og du havde gyldent som solen. Og jeg brokkede mig altid over, at du havde øjne så grønne som græs, og jeg havde mandelbrune. Vi elskede hinanden, tænker jeg. Som rigtige søstre. Vi misundte ting ved hinanden- men hjalp stadigvæk hinanden.
  Men nu skal man ikke tro, at det kun var mig, som ødelagde vores forhold. Det er rigtigt, at jeg startede. Men du spillede med på spillet- med os to som hovedbrikker og alle de andre som bønder.

  Den lune sensommer vind bølger ind over familien, og slår de to pigers hår tilbage- det ene sort som natten, det andet lyst som dagen.
  Forældrene går bag dem med sammenflettede fingre, og begge med et stort smil på læberne. De tror begge to, at deres to døtre igen er blevet bedste veninder, og endelig er kommet over deres skænderi.
  Men hvad de ikke ved er, at begge døtre kigger ned i jorden; med et hård blik, og de føler et raseri så stort til den hinanden, at det kan ende i et raseriudbrud når som helst.
  Den lyshårede søster går og tygger på et tyggegummi. Hun ved, at hendes søster hader, når man tygger højlydt, så hun sørger selvfølgelig for at tygge så højlydt som overhovedet muligt- uden det kommer til at ligne, at det er med vilje.
  ”Gider du lukke munden når du tygger?” Kommer det vredt fra den sorthårede søster, mens hun kigger hårdt frem foran sig. ”Du kan da bare lukke ørene,” svarer den lyshårede søster. ”Det er nok lidt svært, når du alligevel tygger så højt, at jeg vil kunne høre det selv med hænderne for ørerne!” Den sorthårede søster kigger arrigt på sin søster. ”Nåh nej, det glemte jeg. Det er jo dig, som har sådan en god hørelse. Du kan jo høre, at jeg snorker om natten,” giver den lyshårede søster igen. ”I det mindste sover jeg da uden bamse!” snerrer den anden søster.
  Og med de ord får den lyshårede søster nok. Med hurtige bevægelser vender hun sig om og står med fronten mod sin søster. De siger ikke noget, men nærmest samtidig springer de på hinanden.

  Men den lyshårede søster har taget sit tyggegummi ud af munden, så hun holder det mellem fingrene. Da de støder sammen, får den lyshårede sin hånd op til sin søsters hår, hvor hun hårdt kører hånden med tyggegummiet rundt i søsterens sorte hår.
  Begge søstre lander med et skrig på jorden, og tumler råbende rundt på jorden. Inden de når at rive håret af hinanden, kommer deres forældre hen og skiller dem ad. ”Hvad i alverden er det I laver?!” spørg faren med en vred stemme. ”I opfører jer..’’ Mere når han ikke at sige, før et skrig fra den sorthårede søster overdøver ham. Frustreret kigger han over på sin datter.
  Hun sidder med tåre ned af kinderne, og med en hånd kørende forvildet igennem sit sammenfiltrede hår. Det sidder nogle steder klasket sammen i unaturlige klumper, og det ser ud som om, at der er kommet lyserøde pletter i. ”Åh nej,” hvisker moren og ser på håret. ”Jeg er ked at det, men jeg tror ikke, at vi kan få det ud. Vi bliver nødt til at klippe det meste af.”

  Efter det blev jeg ved med at have mit hår til skuldrene. Jeg kunne egentlig ikke lide det, men bare for at få dig til at tro, at det du havde gjort, faktisk havde hjulpet mig. For at få dig til at tro, at du ikke havde såret mig. Men det havde du- mere end nu aner. Men det var også der det gik op for mig, at du ikke bare stod og så på spillet og rettede dig efter mine regler. Nej, du spillede selv dine brikker og lavede dine egne regler.
  Efter det med håret gik der et par ’fredelige’ år. Så fredelige som de nu kunne blive- vi slås og skændtes jo stadig. Men da vi var 16 år, gjorde du det, som fik mig til at miste kontrollen.

  Siden den sorthårede pige var startet i skole, havde hun været forelsket i den mørkhårede dreng med de krystalblå øjne. Den lyshårede pige var kun lige blevet forelsket i ham. Da den mørkhårede dreng så spurgte den lyshårede søster ud, sagde hun selvfølgelig ja. Hun gjorde det ikke, fordi hun var forelsket i ham. Hun gjorde det fordi, at hun vidste, hendes søster var sindssyg forelsket i ham. Hun vidste, at det ville få hende ud af kontrol.
  Og det gjorde det. Da den sorthårede pige så dem kysse, gik hun ind på søsterens værelse og rev alle plakaterne på væggene itu. Hun smadrede alle billeder, rev alle bøger ned fra hylderne og ødelagde alle hendes malerier. Da den lyshårede søster så det, skreg hun til søsteren: ”Bare fordi han vil have mig! Bare fordi jeg er så meget bedre end dig!” Den sorthårede søster stivnede og så på hendes søster med iskolde øjne. ”Du kommer til at betale for det her,” hvæsede hun. Hun gik truende et skridt tættere på sin søster. ”Bare vent,”

  Det underlige er, at det først var der, vores forældre begyndte at blive bange. Ingen havde kunnet se, at det havde foregået hele vores liv. Men da de opdagede det, var det for sent. Der manglede kun den ene lille ting, som jeg ville sige til dig en uge efter vores 17 års fødselsdag.
  Tænk engang, tænker jeg stille. Efter alt det vi har gjort ved hinanden. Efter alt det vi har smadret og knust. Så er det ord, der slog mig ihjel.

  ”Bare rolig,” hvisker deres mor og aer den lyshårede pige på ryggen. ”Hun skal nok komme sig snart. Bare vent,” Den lyshårede piges bedsteveninde- pigen med de røde krøller og grå øjne, er på hospitalet. Hun er blevet kørt ned af en bil og ligger i koma. ”I morgen er hun sikkert vågen,” moren smiler til søsteren.
  Den sorthårede søster står i døren bag dem og ser koldt på sin søster. Da moren går, kommer den sorthårede søster ind og sætter sig overfor sin søster. ”Hvad vil du?” spørg den lyshårede pige og tørrer tårer væk fra kinden. ”Se til dig,” svarer den anden søster og lægger hovedet på skrå. ”Hvorfor er du her rigtigt? Kan du ikke bare lade mig være?” Den lyshårede pige græder ikke længere. Hendes kinder er våde af tårer, men hendes øjne er iskolde. ”Lade dig være?” hvæser den sorthårede pige og rejser sig. ”For det er altid dig, ikke? Nej, jeg er her rigtigt for at se til dig. Se hvor svag du er,” Den sorthårede søster går helt hen til sin søster, som har rejst sig. ”Se hvor svag du er, søster. Se på dig selv!” Hun stikker sit ansigt helt op i søsterens. ”Du knækker sammen bare den mindste smule. Din veninde er blevet kørt ned, og ved du hvad?- hun overlever ikke. Hvordan tror du, at du bliver, når hun er død?” Den lyshårede pige gør store øjne ved hendes ord, og hun gisper: ”Hun er ikke død. Hun overlever,”

  Den sorthårede søster begynder at grine og ser med falsk medlidenhed på sin søster. ”Tror du selv på det? Ha, nej hun er død. Borte for altid. Du vil aldrig se hende igen. Aldrig se hende smile og høre hende le. Hun er død, søster. Død og borte.” Tårerne begynder at strømme ned ad den lyshårede piges kinder. ”Ud! Skrid! Jeg vil aldrig se dig igen!”Hun råber med en skinger stemme fuld af smerte og had. ”Du har ødelagt mit liv! Jeg hader dig!” Hun stopper med at råbe og ser på sin søster med øjne så fulde af kulde, at den sorthårede søster vakler et skridt tilbage.
  Men det er ikke det, som får den sorthårede søster til at styrte ud af huset, styrte ned på vejen uden at se bilen. Nej, det er de ord, søsteren siger, der drypper af had: ”Jeg hader dig, søster. Jeg hader dig!”

  Jeg hader dig! Tårerne begynder at løbe ned ad mine kinder, og der kommer en dyrelignende lyd ud af min mund.Jeg hader dig, søster. Jeg hader dig! Det er det sidste, du nogensinde sagde til mig. Jeg kan huske, at jeg styrtede ud af huset, ud på vejen og direkte ud i bilen der kom. Jeg døde på stedet.
  Ved lyden af bilen som ramte mig- og kvinden som skreg om hjælp, da hun steg ud af bilen- kom I løbene. Dig, mor og far. Jeg kan huske, at dig og mor stivnede, da I så det, mens far løb hen og knælede ved min side. Han tog fat i mine skuldre og rystede mig, han skreg mit navn og slog mig blidt på kinderne. Han vidste det godt- allerede inden han lagde fingrene ved min hals for at mærke efter min puls-, men han blev nødt til at være sikker. Jeg havde ingen puls. Mine øjne var så tomme og kolde- der var ikke længere nogen sjæl bag de mandelbrune øjne.
  Dér knækkede mor sammen. Kan du huske det? Hun skreg og faldt sammen på jorden. Men du, du stod bare helt stille. Stirrede med store forskrækket grønne øjne på min krop.
  Jeg hader dig ikke, fordi du bare stod stivnet. Nej, jeg havde der sådan en lyst til at kramme dig, stryge dig over håret og hviske: ”Bare rolig. Det er ikke din skyld,” For jeg ved, hvad du tænkte i de pinefulde minutter, hvor du bare så på min krop. Det er min skyld. Det er min skyld. Det er min skyld.
  Men kære søster, tænker jeg. Det er ikke din skyld. Min død er ikke din skyld. Jeg ved ikke, hvem vi skal give skylden, men jeg er mere end villig til at bære den, bare du får det bedre.

Det underlige er, at efter alt vi har gjort ved hinanden- vi ødelagde hinandens sjæle og sind- så var det ord og ikke handlinger der dræbte mig. Vi har mange gange sagt ”Jeg hader dig,” til hinanden. Men det var første gang, at jeg faktisk kunne række ud og røre ved kulden, der kom fra dig. Da du sagde de tre ord, giv det for første gang op for mig, hvad det var, vi havde gjort. Rædslen lammede mig, og jeg vidste, at hvis jeg ikke kom væk, ville jeg begynde at græde og skrige. Og selvom jeg på det tidspunkt indså, hvad der var sket med os, ville jeg stadig ikke lade dig se mig græde. Så jeg løb.

  ”Jeg er så ked af det,” hvisker jeg hæst og stryger dig over kinden. Jeg rejser mig halvt og kysser dig på panden. ”Undskyld, søster.” Med de ord vender jeg mig væk fra dig og går. Jeg ved ikke hvorhen- jeg ved bare, at jeg ikke skal være ved din side mere. Jeg vil ikke risikere at ødelægge dit liv endnu mere, end jeg allerede har gjort. Jeg vil ikke risikere, at du ender ligesom mig. For jeg er den faldne søster, og jeg beder- åh, jeg beder dig. Vil du ikke nok rejse dig og kravle op fra den kløft, vi begge to faldt i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...