Nothing like us Justin Bieber (Badboy)

17årige Nicole er skilsmisse barn, hun bliver tunget til at flytte ud til sin far som bor i Californien, da hendes mor døde af kraft. Han rejste fra dem da hun var 2 år og har ikke ville se ham lige siden og vil enlig heller ikke se ham igen, men har intet valg. Da hun ankommer får hun overraskelse, men måske ikke lige noget hun havde ønsket sig. Og skolen hun skal være på er ikke 10 gange bedre, der møder hun den charmerende Justin eller det skulle man tro, indtil han viser sig at være en helt anden.

*JUSTIN ER IKKE BERØMT*

21Likes
27Kommentarer
2133Visninger
AA

8. Gider aldrig at se dit fjæs igen!

Jeg skubbede hans arm væk "Fortalt mig hvad?" sagde jeg og kiggede undrende på Justin, alt var mørkt inde i byen nu og kun gadelamperne lyste vejen op "Ja, Justin" sagde Christopher og smilte "Ikke noget" sagde han og tog mig ind til sig, jeg skubbede ham stille væk "Jo, du er med i et vædemål" sagde Christopher og Justin kiggede hurtigt hen på mig "Er det rigtigt" råbte jeg og han svarede ikke "Ja, vi havde et vædemål om han kunne gøre dig forelsket i ham inden 3 dage og det lykkedes ikke, så Justin hvor er mine 1000 kr." sagde han og gik hen til Justin og han gav ham pengene "Nicole, jeg" "Er jeg med i et fucking vædemål?" råbte jeg af ham inden han fik snakket færdigt "Nicole ja, men jeg vidste ikke at jeg ville få rigtige følelser for dig!" sagde han og tog min hånd "Rigtige følelser" råbte Christopher op og alle på gaden kiggede hen på os "Jeg fatter ikke at jeg stolede på dig!" sagde jeg og med tårer ned af kinderne "Nicole, jeg" "Glem det, du skal aldrig snakke til mig eller kontakte mig igen" råbte jeg og løb væk.

"Nicole" kunne jeg hører ham råbe, jeg ignorerede ham og gemte mig i en gyde, jeg gled langsomt ned af muren "Hvorfor stolede jeg på ham" sagde jeg til mig selv og slog mig i hovedet, jeg kiggede op i himlen og lukkede mine øjne "Mor, jeg har brug for dig" hviskede jeg og åbnede mine øjne igen. Jeg kunne se at han stod lige foran gyden, jeg holdte mig for munden så han ikke kunne hører at jeg tækkede vejret "Nicole hvor er du?" råbte han og løb ned af gaden. Jeg gik ud fra gyden og løb op forbi hans bil og videre ud på fortovet. 'I threw a wish in the well, Don't ask me, I'll never tell' det var min mobil der ringede jeg tog den op af lommen og der stod hemmeligt nummer "Det er Nicole" sagde jeg med en grædende stemme "Nicole, jeg er ked af det. Jeg elsker dig og det var aldrig meningen det skulle ende sådan her" sagde han og jeg kunne hører at han havde grædt lidt "Justin. Lad mig være" råbte jeg og lagde på.

Jeg løb hen til busstopstedet og kiggede op i den stjernefri himmel, og før jeg vidste det holdte bussen der. Jeg gik ind og satte mig ned bagerst og kiggede ud af vinduet og jeg fik øje på en dreng der sad på en græsplæne og det lignede Justin, han sad med tårer ned af kinderne og kiggede ud på vejen. Jeg kiggede væk og trykkede hurtigt på den røde stopknap og løb det sidste stykke hjem. Jeg åbnede døren og tog mine sko af og løb ind og smed mig i sengen og begyndte at græde endnu mere. Hvordan kan forelskelse gøre en så blind, jeg stolede på den forkerte jeg var dum hvorfor gjorde jeg det jeg skulle bare havet været løbet den dag! "Nicole, hvad er der i vejen" sagde Haley som lagde sig om på den anden side af mig "Ikke noget" sagde jeg og snøftede "Ingen er dine tårer vær!" sagde hun og kyssede mig på kinden og gik ud igen.

"Nicole, din lærer har ændret på planen, i skal tilbage til skolen i morgen" sagde min far og lukkede døren. Jeg smed min pude ned på gulvet, jeg var sur af alle de mennesker her i huset skulle det være min far som skulle have mest interesse for mig, men han ignorerede mig bare. "Nicole der står en her ude der gerne vil snakke med dig" råbte Haley og jeg gik ud med tårer i øjne og de gik ind i stuen, jeg gik ud i køkkenet og der stod Justin i helt vådt tøj og røde øjne "Nicole, gi mig en chance mere" sagde han og kiggede hen på mig med tårer i øjne "Justin, skrid med dig!" råbte jeg af ham "Nicole. Du er den første pige der har fået mig til at føle sådan her!" sagde han og jeg skubbede ham ud "Lad mig være" råbte jeg med tårer ned af mine kinder som faldt langsomt ned på gulvet, jeg smækkede døren i.

Jeg gik ind på værelset og kiggede ud af vinduet og Justin stod stadig ude foran vores dør. Han satte sig på vore trappe og kiggede rundt han rejste sig og gik "Du skal i skole i morgen" råbte min far inde fra stuen hvis de altså stadig sad der inde. Jeg smed mit tøj på gulvet, satte min mobil til opladning og lagde mig til at sove.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...