The Hogwarts Game

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jan. 2013
  • Opdateret: 27 jan. 2013
  • Status: Igang
Harry Potter møder Katniss Everdeen i en trekamp.
Deres møde går over alt forventning og snart er kærligheden i luften.
Men Skal Mr. Potter forlade sine venner, Hogwarts og sin fortid?
Eller skal han satse på en ny fremtid sammen med pigen der ændrede hans liv?

6Likes
5Kommentarer
619Visninger
AA

4. Dødsspillet

En elektronisk maskine skubbede pladen Harry og Katniss stod på, højt op i luften, og snart ville Harry kunne nyde den grønne natur, inden dens smukhed blev forvandlet til blod. Hans hjerte begyndte at hamre, samtidig med at Katniss´ hjerte blev ved normalt tempo, men hun havde sommerfugle i maven. Om 24 timer, ville alle være døde, undtagen én. Hun ville selv overleve, men gemme Harry et sted, hvor han ikke ville blive fundet, og først finde ham frem, efter at hun havde vundet. På den måde kunne de begge overleve.

"Kun én overlever." sagde en dyster stemme. Da pladen var så højt oppe den kunne, stod Harry og beundrede Hogwarts. Dette ville formentlig blive sidste gang han så Hogwarts, den troldmandsskole han havde gået på, det meste af sit liv. Her havde han mødt Ron og Hermione. De stod lige der ovre, og de havde en plan, men Harry var ikke med i den. De havde mest holdt sig for sig selv. Harry vidste bare ikke hvorfor, men han var også lige glad. Han havde jo Katniss. En høj fløten lød, og Harry greb hurtigt sin tryllestav, løb ind i skoven og fandt et hult træ. Heri kunne han bo, i en lille taske, hvor hele hans værelse på Hogwarts var nede i. Her kunne han blive boende, indtil kampen var slut. Men Katniss kunne ikke komme med. Sådanne nogle tasker er kun for troldmænd og hekse, og det var hjertskærende da Harry kravlede ned i den, vel vidne at han måske aldrig ville få Katniss at se igen. Men på en måde vidste han at hun ville klare den. Det håbede han ihvertifald på...

Katniss havde bue og pil i hånden, og begyndte at løbe over imod bjergene. Der kunne hun være i sikkerhed, indtil at hun havde fundet Harry, og tilbragt ham et sikkert sted, hvor han kunne hvile, indtil kampen var ovre. Lige nu måtte hun dræbe dem der angreb hende, og kun tænke på at dræbe alle, der ville dræbe hende. Ellers ville hun aldrig nogensinde se Harry igen. Det er ikke retfærdigt. tænkte hu, hun fik et chok da hun hørte fem kanonslag i baggrunde. Et, to, tre, fire og fem. Fem var døde. Havde Lemur virkelig allerede dræbt fem? Det var jo kun gået, hun kiggede på sit ur, to timer! 22 timer tilbage, tæntke hun opgivende. Men hun fik hurtigt andre tanker på banen, da hun kunne høre fodtrin i græsset omrkring hende. Trinene kom nærmere og nærmere. Til sidst kunne hun ikke vente, så ville hun dø, så hun vendte med al sin kraft rundt i en cirkel, borede pilen ind i brysten på personen der havde luret på hende, og så til sin store overraskelse, at hun havde dræbt Ulanda, ikke Lemur, men Ulanda, hans søster... Nu ville han nok komme gruligt efter hende. Men på den anden side, han hjalp hende faktisk, for når han dræbte dem alle sammen, så behøvede hende og Harry altså ikke at gøre det. Hun slap forskrækket pilen, men nåede at dreje den en omgang inde i brystet på Ulanda, inden Ulanda sank til bunden af skoven. Hun var død, og man kunne tydeligt se, hvordan blodet styrtede ud af brystet på hende, der var ingen tvivl... Om lidt ville hun være død af blodmangel, Lemur ville opdage at pilespidsen sad i hendes bryst og så ville han dræbe Katniss.

De var i alt 24 deltagere, altså skulle der dræbes én hver time, indtil der var gået 22 timer, så skulle de to sidste kæmpe, og den ene ville dø... Han hørte syv skud. Og igen syv. Altså var, en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte... 19 var døde! Allerede, der var kun gået, tja, 5 timer. Han begyndte at føle sig træt, men hans fødder ville fortsætte. De var så udmattede, at han næsten ikke kunne bevæge dem. De første to timer havde han været i tasken, de sidste 3, nu 4, havde han vandret rundt. Det var også begyndt at blive mørkt. Hvis han skulle klare endnu en dag i morgen, måtte han have hvile. Så han fandt en lille grotte, lagde sig i den, der var dejlig varmt, og faldt i søvn.   

Han vågnede igen næsten morgen, da nogle blade lå på hans ben. "Er du vågen, Harry?" Lød en nervøs stemme. Han kunne næsten ikke tro sine egen ører! Det var det! "Katniss!" Skreg han og omfavnede hende, men hun tyssede på ham. "Der har været to skud, siden du faldt i søvn. Altså er du, jeg og Lemur i live. Tro mig. Du vil ikke møde ham. Modbydelig dreng. Slem dreng. Hårdfør dreng. Ønsk dig ikke at møde ham!" Advarede hun, og han adlød. "Du må blive her, så de tror at du er død, og jeg henter dig når den anden er dræbt! Forstået?" Sagde hun, og han nikkede tavst. "Nogle sponsoere sendte os noget suppe, resten er dit!" Sagde hun og rakte han en stor kop med låg på, og nede i koppen fandt han... tomatsuppe?! Ja det var sørme tomatsuppe! Pudsigt, det havde han ikke troet. "Behold dit ben i ro, du er kommet til skade med det. Her, jeg fandt et sværd i skoven i går, du kan bruge det til at forsvare dig mod Lemur, hvis han kommer." Sagde hun blidt, men med en hvis panik i stemmen, men han nikkede bare, lagde sig ned, og hun kyssede ham på kinden, hviskede et digt i hans øre, og forsvandt ud af hans synsvinkel. Han havde så mange sprøgsmål hun skulle svare på, men han lod hendes hånd glide ud af sin, og hun var allerede forsvundet.

For evigt?, Tænkte han.

Katniss ville gå på jagt, finde noget ordentligt mad til Harry. Han var såret, ikke så slemt, men slemt nok. Hun vandrede et par hundrede meter syd på, men hun vidste godt hvor henne grotten hvori Harry lå, var henne. Hun havde lagt et næsten usynligt spor, hele vejen tilbage til grotten. Hun håbede på at Harry ikke ville møde Lemur, men at hun ville møde ham i stedet. Hendes vrede kogte over, hun havde samme farve i ansígtet som den tomatsuppe Harry var i færd med at drikke. Hun ville dræbe. Dræbe Lemur! Han skulle dø, med hendes pilespids lige i brystet. Det var hans forfædre der havde startet det her. Han fortjente at dø. Så ville legen måske stoppe, og hun ville have skånet alle andre unges liv. Hun havde reddet drem fra at blive dræbt i en skov, en skov hvor alt kunne ske. En skov på Hogwarts! Da hun var kommet til sig selv igen, fandt hun en bærbusk, spiste nogle bær og traskede videre. Blåbær, tænkte hun, gik tilbage, plukkede alle bærene på busken, lagde dem i hendes jakkelomme, og gemte dem til Harry. Han har brug for dem, tænkte hun omsorgsfuldt. Men hun kom ikke særlig langt væk fra blåbær busken, da hun jublede af glæde, ved synet. Dér lå Lemur, halv ædt af insekter og larver, ude af stand til at komme videre. "Hjælp mig... Hjælp mi..." Mere nåede han ikke at sige, før et par dusiner insekter var kravlet ind i hans mund og begyndte at spise ham indenfra. Kom så med det kanonslag, tænkte Katniss, og der kom det. Men hun blev nød til at narre dem, nød til at få dem til at tro på at Harry også var død, men det behøvede hun overhovedet ikke. Hun løb så hurtigt hun kunne tilbage til grotten, og da hun havde løbet i lidt over en time, var hun i grotten. "Harry! Han er død! Lemur er død!" Udbørd hun, men Harry sov. "Dovne nisse!" Fniste hun og lagde sig ned ved siden af ham, inden hun opdagede at grotten lige så stille forsvandt. "Hvad sker der?" Sagde hun med stemmen fuld af panik, indtil en stemme beroligede hende. "Der sker ikke noget, Katniss. Hogwarts og Distrikterne er blevet enige om, at de begge vil have en vinder. Altså kan en fra hvert land overleve, og dermed vinde dette års Dødsspil!" Sagde en stemme tavst. Men stemmen nåede ikke at snakke færdigt før at Harry var vågnet af Katniss´ høje latter, og alle kyssene hun havde foræret ham. "Vi vandt! Vi vandt! Vi gjorde det Harry! Vi gjorde det!..." Skreg hun i latter. Pludselig var de i hallen, den hal hvor de havde trænet for et døgn siden. Dén hal hvor at Katniss havde gjort det af med papdukken...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...