Bella elsker sin Serena

"Da hun var kommet tilpas langt væk, var hun begyndt at skrige. Hun havde skreget til hun ikke havde mere luft tilbage i lungerne, samtidigt med hun havde sparket til alt, der kunne sparkes til. På et tidspunkt havde hun hørt en vred pigestemme bag sig. Forvirret havde hun vendt sig og var kommet til at stirre direkte ind i et par lynende isblå øjne."
-One shot til valentinskonkurrenen.

22Likes
9Kommentarer
1157Visninger

1. One-shot

 

Hun elsker mig ikke.

Endnu et lilla blad blev revet af den stakkels blomst, hun havde stjålet fra en af moderens mange buketter. De nøddebrune øjne fulgte nøje dets kringlede vej gennem luften til det landede blødt blandt de andre blade i den hvide sne omkring hende.

    Det var den 14. februar. Valentinsdag. Klokken var to minutter over to. De hvide snefnug haglede nedover hende. Det var koldt, forbandet koldt. Alligevel havde hun sat sig midt i den hvidklædte park kun iført en jakke som den eneste form for overtrækstøj.

Hun elsker mig.

Bella kunne stadig huske den første gang de mødtes. Den første gang hun havde kigget direkte ind i de isblå øjne, der stod i perfekt kontrast til det lange gyldenblonde hår.

    Det var sommeren sidste år. Hun var lige flyttet til byen, fordi forældrene var gået fra hinanden. Hendes eget hår var farvet sort på det tidspunkt. Pandehåret var klippet, så det gemte det meste af den højre ansigtshalvdel. Hendes brune øjne havde været rammet ind af et tykt lag eyeliner og for at sætte prikken over i’et, havde hun haft ring i næsen.

    Frustreret og godt træt af det hele var hun taget til stranden. Hun havde stukket moderens sovepiller i lommen, da hun forlod huset. Bare for en sikkerheds skyld. Det havde været så blæsende og koldt, at hun ærligt talt ikke havde regnet med, at der var andre at finde på stranden den eftermiddag.

    Da hun var kommet tilpas langt væk, var hun begyndt at skrige. Hun havde skreget til hun ikke havde mere luft tilbage i lungerne, samtidigt med hun havde sparket til alt, der kunne sparkes til. På et tidspunkt havde hun hørt en vred pigestemme bag sig. Forvirret havde hun vendt sig og var kommet til at stirre direkte ind i et par lynende isblå øjne.

    Allerede på det tidspunkt var hun som tryllebundet. Hun var blevet så fascineret af de blå øjne, det blonde hår og den irriterende perfekte timeglasform, at hun fuldstændigt havde ignoreret den kæmpe skideballe, hun havde fået for at vælte lillebroderens sandslot. Det havde naturligvis ikke gjort pigen mindre arrig, og til sidst havde hun forlegent hjulpet lillebroderen med at bygge et nyt.

   Den følgende mandag skulle hun starte i sin nye skole og så kliché, som det overhovedet kunne blive, blev hun sat ved siden af pigen med de isblå øjne. De hadede hinanden den første lange tid. De kunne overhovedet ikke se på hinanden. Men efterhånden som tiden gik, opdagede den blonde pige, at Bella var ekstremt dygtig til rigtigt mange ting, og pludseligt hang de ud i hvert eneste frikvarter. Til trods for, at de var hinandens modsætninger.

Hun elsker mig ikke.

De lilla blomsterblade var efterhånden blevet så mange, at sneen foran hende kun lige kunne anes. Hendes hænder var røde og hendes lår følelsesløse.

   Stiv og forfrossen rejste hun sig op og gik med målrettede skridt mod parkens østlige udgang. I dag var det valentinsdag, og i dag skulle Serena have sandheden.

Hun elsker mig.

På et tidspunkt var sandheden gået op for hende. Det var på valentinsdag sidste år. Alle snakkede om kærlighed. Hun havde ligefrem kunnet mærke den tykke lyserøde sky hænge kvælende i luften, da hun gik hjem fra skole.

   Hun ville have skrevet et valentinskort til Serena. Et venindekort selvfølgeligt. Det var her, hun var begyndt at tænke tilbage. Alle de gange en enkelt berøring havde betydet, at sommerfuglene gik amok i hendes mave og fik vinger af jern. Alle de gange hun var blevet varm helt ind til sjælen, når Serena havde taget hendes hånd.

    -Og så var det hun blev klar over det. Hun var smask forelsket i sin bedste veninde.

 

Endnu en gang havde hun råbt og skreget. Sparket hysterisk til alt hvad der lå og flød på hendes værelse. Engelsklektier, brugt tøj, bamser og bøger fløj rundt i hele værelset. Man kunne ikke være forelsket i sin bedste veninde. Man kunne blive forelsket i sin bedste ven. Ikke i sin bedste veninde. Det var forkert. Det var ikke rigtigt.

    Hun vidste selvfølgeligt godt, hvad det betød. Hun havde altid været en nysgerrig person, så selvfølgeligt var hun klar over, at det måtte betyde, at hun var lesbisk. At hun var anderledes. Som sædvanligt. Bella. Det er hende emoen, ikke?

    På et tidspunkt var hun blevet træt af at være sur. Gassen var gået ud af ballonen, og i stedet havde hun sat sig til at græde krøllet sammen i et hjørne. Tårer, mascara og eyeliner løb utrøsteligt ned af hendes kinder og det fik hende til at ligne en panda. Små hulk var stædigt sluppet gennem hendes læber og var sammen med hendes snøften det eneste, der kunne høres på det lille værelse.

    På et tidspunkt var moderen kommet hjem. Hun havde med det samme hørt hulkene og styrtede bekymret i retning mod hendes værelse. Forsigtigt havde hun stukket hovedet ind og spurgt, hvad der var galt. I starten havde Bella bedt hende gå. Hun ville være i fred. Men moderen var stædig. Hun vidste godt hvilke ting datteren havde været igennem, og hun kunne under ingen omstændigheder efterlade hende i den tilstand.

    Til sidst gav Bella op. Hun var så udmattet, at hun ikke en gang magtede at lægge låg på. Råbte bare; ”Jeg er lesbisk mor. Jeg er en fucking lebbe. Jeg er forelsket i min egen bedste veninde.” Moderen havde kigget på sin datter og smilet. Hun havde lagt armene om hende og forsikret hende om, at det ikke ville ændre noget. At hun stadig var Bella. At det ikke var noget hun skulle være ked af.

    Til sidst var Bella blevet så udmattet, at hun var faldet i søvn i moderens trygge favn.  

Hun elsker mig ikke.         

Hun stoppede op og betragtede sig selv gennem et butiksvindue. Hun havde ændret sig meget det seneste 1½ år. Det sorte hår var blevet brunt igen og var blevet farvet pink i spidserne. Pandehåret dækkede størstedelen af højre øje, men slet ikke så meget, som det gjorde før. Eyelineren brugte hun stadig, men i et mere sparsomt omfang. Ringen var blevet skiftet ud med en pink sten.

    Det sorte tøj havde hun stadig ikke helt lagt på hylden, men blev stadig mere farverigt, for hver shopping tur hun var på. Men det tog vel også tid at blive fuldstændigt hel igen, når man havde været så knækket som hende.  

    Hun tog en dyb indånding. Hun, Bella O’Conner, halvt irsk, halvt amerikansk, var på vej over for at fortælle sin bedste veninde, Serena Gonzalez, den amerikanske skønhed, at hun var dybt forelsket i hende. At der ikke var andre i verden for hende end Serena.

   ”Bella. Jeg har ledt efter dig!” Den velkendte stemme fik hendes hjerte til at slå et slag over. ”Jeg har noget til dig.” Serena stak Bella en lyserød konvolut. Hun var næsten sikker på, at det var et valentinskort. Sådan en veninder gav hinanden. Selvfølgeligt var det det.  

     Rystende åbnede hun konvolutten. Sandheden kunne vel godt vente lidt endnu. Forsigtigt, som var det af glas, tog hun det lille brev op. Forsiden var lige så lyserød som konvolutten, og havde en lille bamse, der holdt et hjerte med teksten; ”I love you,” som motiv. Hendes hjerte slog endnu et slag over. Det behøvede ikke betyde det samme, som det betød for hende, mindede hun sig selv om, og lod fingrene kærtegne den glatte overflade, inden hun med bankende hjerte åbnede kortet.

Smukke, dejlige Bella.

Dette kort fortæller dig muligvis noget, du allerede ved. Og hvis du ikke allerede ved det, så har du godt nok været blind.

    Jeg har skrevet dette kort, fordi jeg elsker dig Bella. Fordi jeg elsker min tossede lebbe med de mest fantastiske brune øjne og smilet, der kan få mine ben til at blive som smør på få minutter.

   Du er min eneste ene Bella. Jeg elsker dig.

De sødeste valentinshilsner fra Serena, der elsker sin Bella.

Først stirrede hun bare målløs på kortet. Hun kunne knap tro det. At det var sandt. Hun måtte nive sig selv i armen. Bare for at være sikker på, at hun ikke dagdrømte endnu en gang.

    Så smed hun det fra sig, som havde det brændt hende og omfavnede sin veninde. Mærkede hvordan varmen fandt vej gennem hendes dybfrosne krop og fik hendes hjerte til at hamre af sted.

    Det var dette øjeblik, hun havde drømt om så længe. Det var præcis et år siden, det var gået op for hende, at det var det her, hun havde drømt om lige siden de mødtes allerførste gang, og nu stod de her. I skæret af en gadelygte med snefnug haglende nedover sig, men det betød intet. Kulden kunne ikke hamle op med varmen fra Serenas krop.

    -Og Så gjorde hun det. Fjernede den sidste smule luft, der var mellem dem og lod sine egne læber ramme Serenas i et blødt kys, der straks blev gengældt. Et kys der fik sommerfuglene i hendes mave til at sende elektriske bølger gennem hendes krop. Et kys der var så romantisk, at hun ville have brækket sig, hvis det havde været en film.

     ”Bella elsker også sin Serena.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...