The Masks Falls - (One Direction)

Da Hailey og hendes bedsteveninde Claire vandt billetter til et maskarade bal, havde de aldrig troet at skulle møde deres største idoler - nemlig bandet One Direction. Hun kæmper sig samtidig ud af sine følelser med sin eks kæreste Tyler - Den populære fyr med pengene i røven. Selvom hun får en del opbakning af Claire, kan hun stadigvæk ikke få sig selv til at komme ud af labyrinten i sit hjerte, da hun både får følelser hun ellers ikke kendte til for sit idol, sin eks kæreste, og hendes nye ven Logan. Problemer, skænderier, og ikke mindst følelser opstår - hvilket driver Hailey til vanvid. Hvordan mon sådan en teenage pige på 17 kan klare sig igennem alt dette?

2Likes
0Kommentarer
815Visninger
AA

9. Three Against One

"Kan jeg bede om lidt opmærksomhed? Tak. Mine damer og herrer vær' venlige at træde ud på dansegulvet med jeres partner, så vi kan få afsluttet den ceremonielle dans en gang for alle!"

"Det var ikke for at ignorere dig da vi dansede tidligere, jeg sværger. Undskyld Hailey, jeg- NEJ!" Han stoppede midt i sin sætning idet jeg ville vende mig om, og før jeg kunne nå at registrere det, mærkede jeg hans læber mod mine, insisterende, nej, nærmere med et brændende budskab i sig. Mit svælg brændte, hjertet hamrede derud af og læberne smeltede der hvor de blev rørt, alt i mens jeg bemærkede mindst tre par velkendte øjne lande på os. Logans overrumplet handling havde sendt min hjerne hele vejen til Canada, sikkert lammet i sin egen tankegang, mens den langsomt blev trukket tilbage som en redningskrans, da han omsider afbrød kysset.

 

Jeg trådte instinktivt nogle skridt væk fra ham. Mit ordforråd kunne simpelthen ikke dække over de tonsvis af følelser der fløj igennem mig, måske var det noget i retning af chok, men tættere kom jeg aldrig på at finde ud af hvad de betød. Jeg lod som om jeg rettede noget vigtigt på min kjole, men i virkeligheden ventede jeg på at min hjerne ville begynde at køre i de normale baner igen - og at Logan skulle sige noget til sit forsvar. Men det kom ikke, og da jeg var sikker på at mine ben ikke ville give efter så snart jeg ville henvende mig til ham igen, kiggede jeg op. Jeg mener, hvad skulle jeg da ellers have gjort? Jeg havde fået nok af at flygte fra mine problemer; løbe fra noget der alligevel ville vende tilbage før eller senere. Hans nøddebrune blik rummede til min overraskelse ligeså mange hemmelighedsfulde følelser som mine. Han tog hånden lettere kejtet op til sit lyse, voksindsmurte hår for at rede det tilbage med fingrene, men lod den til sidst falde ned langs siden igen. 

"Jamen fint, jeg kan da godt se at du ikke vil starte ud med din forsvarstale, så jeg spørger da bare: hvorfor gjorde du det?" Jeg lagde eftertryk på min vrede, der på jeg ved ikke hvilken gang på en aften, var begyndt at stige. Tegn på overgivelse og sorg skiftedes med hans før ulæselige udtryk, og jeg kunne se at han endnu var igang med at regne ud hvordan han skulle formulere sin undskyldning.

"Fint. Mens du nu stadig står og tænker over den handling, så svar mig i det mindste lige på mit forrige spørgsmål. Hvad er de i to holder skjult for mig? Hvad er det jeg ikke må se - eller vent, det er måske alt for pornoagtigt for mig?" Jeg kunne høre min stemme var steget en oktav, fordi jeg havde ladet min vrede rive sig med. Et blik fyldt med forargelse fra ham fortalte mig at det langt fra lå hen af den sti.

"Selvfølgelig ikke, og hvis du bare havde stået og lyttet til mig, så ville du nok også have fået det at vide og ikke-"

"Nå så nu er det altså min skyld, eller er det måske for meget at komme med en undskyldning fra en mands side? Jamen jeg beklager hvis jeg måtte have gjort noget så upassende som at flippe helt ud på grund af noget så forskrækkeligt som et kys! Nu er det jo heller ikke os alle sammen der er billige tøjter!"

"Billige tøjter? Hvis du bare gad at slappe lidt af, eller i det mindste dæmpe din stemme lidt, så ville du nok have været lettere at gøre med. Jeg kan jo ikke engang nå at forklare mig, før du svinger afsted med beskyldningerne."

Og først da faldt det ind at han lige havde stået og kysset mig foran alle de andre, og jeg smugkiggede rundt for at se om vi stadig havde tilskuer på. Claire sendte mig et par få bekymrede blikke under hendes vilde samtale med Nicolai, men kommenterede end ikke på det, hvilket jeg vidste betød at hun havde været et af de tre genkendelige blikke under kysset. Og jeg vidste så allerede at Harold, der havde stirret på Logan under hele samtalen, også havde set det. Så var der helt sikkert en tredje ...

Men hvem?

Før jeg så meget som kunne have nået at kigge op, blev musikken spillet. Logan tog mig i sin arme og begyndte at føre os rundt i et passende tempo. "Om et øjeblik vil du blive snurret rundt og få dig en anden partner, hvilket vil komme til at ske ret mange gange under dansen her. Er du klar på det?" Introducerede Logan for mig, med øjne der langsomt var begyndt at tindre igen. Jeg nikkede.

Musikken spillede, og jeg så rundt på de andre par; de så hinanden i øjnene med udfordrende, hadefulde eller kærlige blikke. Jeg tillod kort mig selv at ignorere vores lille skænderi, og lænede mig istedet tættere ind mod ham. Efter noget tid hvor vi begge var begyndt at slappe af i hinandens favntag sagde han: "Undskyld. Også for det her," og inden jeg kunne nå at svare blev jeg snurret ind i Harolds favntag. Selv han så lettere fornøjet ud over at skulle ende med mig nu og smilede lidt stift.

"Nå, hvordan var kysset?" Spurgte han direkte. Jeg rynkede irriteret på brynene over hans opførsel. "Hvad der er i mellem Logan og mig kommer i dig ved, og især ikke nu hvor du opføre dig som en total nar." Jeg kiggede bagud; prøvede at få et glimt af Claires eller Logans nuværende partnere, men endte dog istedet med at få et kort blik af en lyshåret fyrs baghoved, hvilket øjeblikkeligt fik sat mine alarmklokker igang. 

Et billede af fyren der havde løbet efter brunetten ude på balkonen, slog kort ned i min nethinde. Det kunne da ikke være...? Men det er jo umuligt! Tænkte jeg, og rystede vildt på hovedet. Og mens jeg dansede med Harold, begyndte jeg endelig at kunne tænke helt klart igen. Fyrens lyse, voksindsmurte hår... hans skridt... hans hænder. Jeg rystede vildt over hele kroppen af benægtelse, selvom jeg nærmest ville vædde med Findus' liv på at han havde mørkebrune øjne, og et slesk smil plantet på sine læber i netop dette øjeblik. Jeg lagde kort mærke til at Harold prøvede at gøre mig opmærksom på noget, men da jeg var kommet ud af min trance, var han allerede i gang med at snurre mig let rundt.

Og så stirrede jeg op i det ansigt jeg helst så brænde og ligne Quasimodo, så ingen piger ville skulle falde for ham igen. Bare skære ham i stumper og stykker og sende dem ud i afløbet eller til grisene, akkurat som jeg havde følt på det sidste, i det jeg havde set ham kysse med brunetten. Jeg havde irriterende nok også lyst til andre ting, som at slå fra mig, græde foran ham og endda kysse ham på en og samme tid, og jeg hadede det smil han sendte mig nu hvor han førte sin ene hånd op til mine lokker. Det her kunne ikke være sandt! Det måtte det ikke! Skulle det ikke! Men hvor meget jeg så end benægtede det, stod Tyler nu foran mig. Han stirrede ned på mig med samme blik som sidst han ville elske med mig; begærede mig nu som den skønhed jeg var endt med at ligne til festens anledning. Blot det at se ham igen, fik mig helt ude på sidespor og jeg mente at hans læber havde en lidt mindre slående effekt på mig end sidst vi så hinanden. 

Mine tanker kørte rundt i et virvar af følelser og minder, alt i mens jeg endnu prøvede at benægte hans eksistens i aften. Jeg så kort Claire skæve i vores retning med ren rædsel i blikket, men så snart Tyler sagde noget, var  han, og kun han i fokus igen.

"Hailey... Du ser vidunderlig ud gør du. Som du altid har gjort." Så snart hans stemme lød i mine ører, begyndte min iskolde barriere om mine følelser, at smelte for alvor, og enhver benægtelse om han eksistens forsvandt som dug for solen. 

Selvfølgelig ville han starte ud med sine åndsvage scorereplikker; de samme linjer som han sagde første gang vi mødtes på skolen, den dag hvor han som ny elev hverken kunne finde rundt i både hoved og hale med alle de gange der var. I stedet for at give efter for samme tiltrækning som sidst, sendte jeg ham et direkte vredt blik, hvilket jeg trods alt havde min fulde ret til. Jeg mener, hvem i alverden tog ud og elskede med en anden i en drukken tilstand mens ens kæreste stod og så på? Hvem gik så meget op i at elske hinanden fysisk, at man ikke kunne se det fantastiske bånd der rent faktisk fandtes mellem parterne psykisk - eller ligefrem mentalt?

Men han fantastisk ud i aften. Han lignede den prins jeg altid gerne havde villet se ham blive; i smoking, let voksindsmurt hår og med en fræk udstråling. Og nu hvor jeg dansede med ham som den prinsesse jeg var endt med at blive i aften, kunne jeg simpelthen ikke dy mig for at tænke: Nøj, så det er sådan et kongeligt bal er ... Så mageligt, og så fortryllende smukt. Og for en meget kort stund kunne jeg næsten glemme alt omkring mig; omkring vores dårligste episoder sammen, hans hadske side og dets klamme behov, og istedet nyde vores gode stunder sammen - som på film, bag mine lukkede øjenlåg. Og dog, så føltes denne korte befrielse ikke rigtig. 

Da jeg kom tilbage fra min korte befrielse i minder, opdagede jeg et lille flig af min sjæl, noget der alligevel var på vej til at visne, briste helt og den tunge vægtskål syntes nu endelig at lette en anelse. Han var fortid for mig nu, hviskede en lille stemme, og jeg opdagede at den havde ret; mine følelser for ham var helt og holdent forsvundet  - og dog havde de stadig efterladt den lille flamme af vrede tilbage.

 

Tyler førte sin hånd tættere ind mod min kind, strøg kort mine læber med bagsiden og lod den så endelig falde tilbage om mit liv. "Sig nu noget Hailey. Bare i fem sekunder," hviskede han begærligt mens han endnu lod sit blik følge min kavalergang. Jeg tog en dyb indånding og kunne nu dufte hans velkendte aftershave, blandet med alt det han måtte have drukket til aftenens anledning. Til min glæde gjorde det mig ikke kun vredere på ham men også mig selv stærkere.

"Jamen selvfølgelig Tyler. Ved du hvad? Du kunne faktisk ikke have valgt en bedre sætning lige nu." Jeg holdt en knyttet hånd i mellem os med fingrene vendt mod ham. "Vi. Er. Så. Meget. Færdige," fortsatte jeg, og talte på fingrene for hvert sekund der gik, mens jeg sagde ordene langsomt og tydeligt - der gik der fem sekunder. Jeg vendte kort min hånd begge sider for at lade ham inspicere den nærmere. Da han rettede sin opmærksomhed mod den, smækkede jeg ham en højlydt lussing mod sin kind, præcis i det øjeblik hvor jeg ville skulle snurre ud af hans greb og ende i en andens favn.

 

"Det må man godt nok give dig tøs, du slog sgu da lige sjælen langt ud ad kroppen på den fyr hva'?" Jeg kiggede op og blev overrasket over at høre Nicolais lettere bondske accent. Han smilede venligt ned til mig, og jeg måtte indrømme at den knægt havde de potentiale evner i at danse; han førte os afsted i præcise, milde bevægelser, som var det så let som ingenting. Jeg trak på skuldrene.

"Det fortjente han vel sikkert også," fortsatte han, og kiggede hen mod det punkt hvor Tyler sikkert stadig stod og prøvede at skjule sit ansigt fra at blive rødt af raseri. Jeg vendte blikket for at se nærmere på mit mesterværk, og var lige ved at falde sammen af grin idet jeg så alles opmærksomhed var rettet mod hans rødglødende kind. Hans blik havde - som regnet - det rene mord i sig, idet han så mig smile i hans retning, og jeg begyndte at føle mig bedre tilpas end nogensinde før. Vi var nu officielt ovre.

 

Et sted bagerst i hjernen registrerede jeg Nicolai som den perfekte partner for Claire. Hun havde aldrig rigtig været til storbyboer, eftersom hun blev ved med at huske mig på at de var for dumdristige, havde ingen større evner end et spædbarn og var på ingen måde inden for hendes niveau. Nicolai så til gengæld ud til at være en kløgtig og omsorgsfuld fyr. Desuden havde han en pæn solbrun kulør og gemte sikkert på flere muskler end han turde vise under sin smoking. Under dansen fortalte han mig at han var nitten, og havde planer om at skulle uddanne sig som læge om nogle måneder.

Inden jeg nåede at gøre ham opmærksom på at jeg skulle snurres rundt endnu engang, bemærkede jeg musikken var gået fra at være vild, til at være en blid og end ikke også lidt kærlig symfoni. Til min lettelse, fortalte han mig at man skulle stå fast ved sin fjerde partner til dansen var omme, hvilket jeg slet ikke havde noget i mod. Han var venlig, og underholdt os praktisk taget med sine vidunderlige vittigheder, men ikke andet end det. Desuden blev jeg opmærksom på hans udtryk så snart emnet drejede sig hen mod Claire; han var fuldstændig forgabt i hende. Det var nu ikke fordi han var typen der udstrålede med sine følelser, men det blik han sendte mig, og som blev ved med at glide hen over de andre dansende partnere, talte tydeligt sit sprog. Jeg ville endda vædde med at han kunne få Claire til at le - virkelig le for at sige det mildt. Jeg udløste en mental sejrsdans for mig selv på hendes vegne. Denne aften blev da ikke så værst igen.

 

 

 

 

Musikken stoppedes langsomt med en udtoning fra violinernes sagte, bløde hvin, og folk  afsluttede dansen ved at lade mændene strejfe de kvindeliges hænder med læberne, hvilket af en eller anden grund fik mig til at opføre mig helt forfjamsket, for det burde jeg vel have regnet med efter denne hersens vugge-snurre-rundt dans. Og endnu værre, så havde fyren her den frækhed at bukke dybt for mig.

"Tak for dansen, men jeg må nu indrømme at du skal arbejde lidt mere på rytmen næste gang," sagde han og blinkede frækt til mig. Jeg smilede og skulle lige til at vende blikket for at lede efter mine venner, idet jeg så hans udtryk blive til et rent hvalpeglad ansigt, da han fik øje på hende før jeg. Gud hvor var den dreng dog bare kær når man tænkte på hvor moden han prøvede at opføre sig.

Inde fra mængden af de resterende mennesker, der langsomt blev adskilt, kom Logan og Claire arm i arm på vej hen mod os, og af en eller anden grund mærkede jeg et kort genkendeligt stik af jalousi i brystet ved synet af dem sammen, men jeg slog det omgående hen. De er begge mine venner for pokker! Jeg lagde kort mærke til at Nicolai rynkede brynene i ligeledes jalousi, men opførte sig dog ellers meget pænt alligevel.

Jeg pirkede blidt min albue ind i siden på ham, indtil han atter vendte blikket mod mig, og vippede derefter straks med brynene i morskab.

"Vidste du at vittigheder er en god måde at score hende der på?" Sagde jeg og lavede et næsten usynligt vip med hagen i retning af Claire. Han rynkede uvilkårligt med brynene, i formodning om at jeg lavede sjov med ham - eller ligefrem tog fejl i forhold til Claire. Jeg rullede med øjnene. "Vent du bare," hviskede jeg lavt til ham, idet de var nået hen til os.

"Hey Claire! Bank, bank!" Sagde jeg som det første da de endelig stoppede op.

"Hvem der?" Spurgte hun, tydeligvis overrasket over at jeg ville underholdes af hende lige nu og her. Selv Logan sendte mig et fornøjet blik, mens Nicolai nu anså mig for at være tosset, hvilket af en eller anden grund kun gjorde mig gladere. 

Jeg smilede.

"Finn."

"Finn hvem?"

"Find dig en anden partner!" Sagde jeg og og pegede i retning af Logan; en hentydning til at han var min partner.

Hun brød straks ud i et grin men holdt dog lidt inde igen, inden det tiltrak alt for meget opmærksomhed, ved at lægge hånden over munden. Dog stoppedes det helt da hun så op mod Nicolai, og en rødmen steg istedet til hendes kinder. Nicolai så det selvfølgelig og smilede, lettere fornøjet over hendes direkte generthed i hans selskab, og tilbød hende galant sin arm.

"En drink frøken?" Spurgte han hende smilende. Og så var de ellers på vej væk, dog ikke uden at Claire fik sendt mig et smil bag om ryggen på Nicolai. Jeg gav hende Thumbs-up tegnet og vendte mig så om mod Logan igen.

"Jaloux?" Spurgte han.

"Er du tosset?" Jeg rystede overraskende på hovedet. "Nej, jeg ville bare lige sætte et lille skub i tingene, du ved."  Da han stadig kiggede oprigtigt undrende på mig, fortsatte jeg. "Så du slet ikke det hvalpeblik han sendte hende? Han blev jo nærmest grøn af jalousi da han så jer to holde i hånden! Jeg siger dig, hvis jeg havde været Claire-"

"Var du?" Et glimt af noget jeg kun turde sammenligne med tilfredshed viste sig kort i hans øjne idet han afbrød mig, endnu engang denne aften.

"Var hvad?" Jeg kneb øjnene let sammen i undren og fingerede uvilkårligt ved min kjole i en anelse ubehag under hans blik. "Var du også jaloux? Da mig og Claire holdt hånd i hånd?" Gud hvor ville jeg så inderligt ønske at jeg havde svaret nej, men selvfølgelig skulle han da også kunne læse mig, så jeg glattede det istedet lidt ud.

"Tjo, men sikkert kun fordi det mindede mig lidt om ... om Tyler og jeg da vi datede hinanden, forstår du? Han var faktisk ikke så slem af en fyr - ihvertfald ikke dengang."

Jeg vendte blikket rundt, blot for at se ham komme direkte herhen med brunetten klistret op ad sin arm. Og han var vred.

"Når man taler om Djævelen," sagde jeg, og rettede mig op i en en uinteresseret attitude, idet Logan kom tættere på mig som en ridder. Jeg sukkede højlydt for mig selv af irritation over hans beskyttende holdning, men kunne dog ikke dy mig fra også at være ham taknemmelig.

"Uanset hvad der sker, så har du bare at blande dig udenom. Jeg kender hans metoder," sagde jeg alvorligt til Logan og gav ham et betryggende klem på armen. Han nikkede. Jeg kunne se Tyler hviske noget uopmuntrende til brunetten, for hun trak sig langsomt, men irriteret, tilbage fra at klinge sig op ad ham. Istedet lod hun hænderne køre besidderisk hen over hans skuldre, idet de endelig stoppede op foran os, mens hun stod og så på os bag ham i sin minimale, røde kjole - og så til et bal! Hendes hår var til gengæld sat op i en prydende rosen-knold på siden af hovedet, som sammen med kroppens gode kurver udgjorde hende mere eksotisk end billig.

"Lad os springe høflighedfraserne over, skal vi? Sig nu bare hvad du er kommet her for," sagde jeg, og gjorde min stemme kold. Han smilede hånligt ned til mig. "Og jeg som troede at dine forældre havde lært dig bedre end at springe netop den del over. Men du kan måske ikke få nok af vores stunder sammen? Du vil måske ligefrem have en tur til?"

Jeg bemærkede Logan stramme sig an for at opretholde vores aftale. Han nærmest rystede af raseri, og så på kort tid. Hans første indtryk af Tyler havde ikke været direkte smukt. 

Jeg pegede på Tylers afmærkede kind. "Det der skulle nok helst gerne sige sig selv." Jeg kunne ikke dy mig fra at smile, og hørte Brunetten fnyse bag hans ryg.

"Av. Kvinden har talt. Så vær' dog moden nok til at svare på hendes spørgsmål," sagde en stemme ude til højre, der til min overraskelse viste sig at være Harold som nu stillede sig på den anden side af mig. Tyler kiggede sig kort om. Det var ikke rigtig gået op for ham at vi havde taget en del opmærksomhed fra festligederne før nu. Han lænede sig frem mod mit øre. "Jeg bestemmer hvornår vores forhold er forbi. Du har ikke set det sidste til mig endnu," hviskede han koldt omend ikke mindre hårdt, før han glattede ansigtet op i sit sleske smil. Højt sagde han: "Nyd festlighederne så længe." Han bukkede lettere arrogant og marcherede afsted med Brunetten trippende efter sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...