The Masks Falls - (One Direction)

Da Hailey og hendes bedsteveninde Claire vandt billetter til et maskarade bal, havde de aldrig troet at skulle møde deres største idoler - nemlig bandet One Direction. Hun kæmper sig samtidig ud af sine følelser med sin eks kæreste Tyler - Den populære fyr med pengene i røven. Selvom hun får en del opbakning af Claire, kan hun stadigvæk ikke få sig selv til at komme ud af labyrinten i sit hjerte, da hun både får følelser hun ellers ikke kendte til for sit idol, sin eks kæreste, og hendes nye ven Logan. Problemer, skænderier, og ikke mindst følelser opstår - hvilket driver Hailey til vanvid. Hvordan mon sådan en teenage pige på 17 kan klare sig igennem alt dette?

2Likes
0Kommentarer
849Visninger
AA

6. Signals

Ballet var godt igang, og nogle enkelte unge mennesker havde allerede drukket sig en anelse fulde. Indtil videre var der ikke nogle piger der hverken var besvimet, eller skreget om at de havde fundet de eller den kendte. Det må jeg give dem, de er godt nok gode til at gemme sig blandt mennesker - og det værste var enda at alle havde masker på! Selv Claire var næsten helt ude af den fordi hun ikke selv havde fået fornøjelsen af at danse med sin drøm.

 

Jeg bakkede venligt bagud for at afslutte dansen med Logan for tredje gang. "Nu da jeg har danset med dig i det jeg vil kalde rigeligt, er jeg så tilgivet?" Spurgte jeg drillende. Han kiggede spørgende på mig, som kun fik min mave til at slå knuder. "Altså er det et ja?" Spurgte jeg, denne gang forvirret - næsten håbefuld. Han svarede ikke, og endnu værre, hans udtryk viste intet. Han kiggede kun frem for sig - nej stirrede indædt på noget frem for sig. "Nej..?" Spurgte jeg, og bed mig i læben. Sørgmodigt kunne jeg mærke min mave slå endnu en knude. En hård en.

"Jeg gætter på det er et nej så," hviskede jeg med hovedet sænket. Jeg vendte mig om og skulle lige til at sætte af efter en fredelig balkon, idet Logans ord fik mig til at stå brat op. "Undskyld, jeg var lige fordybet i mine egne tanker - hvad var det du sagde Hailey?"

Løgn. Han løj overfor mig, og jeg som troede vi var venner! Jeg vendte mig vredt om mod ham igen, og hans ansigt afslørede med det samme hvor chokeret han var over at se mig sådan her. Synd for ham.

"Jeg spurgte dig egentlig bare om jeg var tilgivet, men næh nej, tanker og løgn kommer altid op foran i køen når det er mig, ikke?" Han skulle lige til at komme med en kommentar, men jeg vinkede den irriteret væk med hånden. "Jeg er ikke færdig. Mens du måske snart bliver færdig med at drømme dig fandens væk herfra, og om jeg aner ikke hvad, venter jeg med at snakke til dig indtil du er færdig med at lyve overfor mig." En tårer var allerede på randen af at glide ned ad min kind, men jeg nåede lige at blinke den væk. Jeg vendte mig rasende - og indædt i min egen sorg endnu engang - om og gik med hurtige skridt mod et fredeligt sted. Eller idet mindste længere væk fra ham. Hvor kunne han gøre det mod mig..?

 

 

                                                                          * * *

 

 

 

Sig nu den er tom, sig nu den er tom! Tænkte jeg hysterisk højt inde i mig selv. Alle de andre balkoner var optaget af kærestepar, eller også nogle grupper af drenge der råbte af hinanden i fuldskab. Jeg var sågar lige ved at få et glas i hovedet idet jeg stak hovedet ind i dør nummer to; fem drenge havde været oppe at køre over et eller andet.

Jeg trak vejret dybt ind, i skræk for hvad der mon ville møde mig på den anden side af døren. For en sikkerheds skyld lagde jeg øret mod døren. Stilhed. Jeg lagde hånden på håndtaget, skubbede til, og kiggede ud. Ingen.

Jeg sukkede i lettelse, gik ud, og lukkede døren efter mig. Jeg gik helt hen til gitteret, og lagde glædeligt mit hoved tilbage idet et blidt vindstød strøg mig over huden. Der havde åbenbart været varmere indenfor end jeg havde troet, eller også havde jeg bevæget mig for meget ved at gå fra dør til dør.

Jeg satte mig på bænken med ryggen mod døren, og ansigtet mod det blå hav et par kilometer forude. Store bølger der skyllede ind over hinanden for at nå stranden først, fik mig til at smile. Det mindede mig om de dage hvor Claire og Anna - hendes lillesøster - var oppe at slås om telefonen hver gang den ringede. Et enkelt fnis forlod min mund, eller rettere, jeg tvang den ud. Bare fordi Logan ødelagde mit humør indeni, betød det da ikke at jeg skulle lade den sprede sig til skallen udenpå, hvis du forstod. Jeg lagde fustreret mine hænder foran mit bøjede ansigt, for at det kunne holde balancen. Hvorfor ikke bare græ-

"Er man trist til mode, eller har du fået for meget at drikke?" Jeg vendte mig om med et sæt. En fyr med store brune krøller, gemt bag hans fine blå maske, og sort jakke sæt med en tilbehørende blå butterfly, stod ved døråbningen og betragtede mig. Længe.

"N-nej.. Jeg," stammede jeg, pinlig berørt over at han lige var ved at finde mig i at græde. Jeg rettede mig mageligt og startede forfra igen. "Nej, jeg sad bare i mine egne dybe tanker." Han smilede kort. "Hvad med lidt selskab? De andre balkoner er optaget," sagde han med en nervøs undertone. Jeg nikkede fraværende. 

Han lukkede døren bag sig, og kom hen og satte sig ved siden af mig, dog med et godt stykke imellem os. Jeg ville ærligtalt bare have ham til at gå sin vej igen, men jeg ville ikke have et skænderi bryde ud rundt om mine øre endnu engang, da jeg allerede havde et kaos at skulle befri mig fra. Logan.. Tyler.. Brunetten der næsten ikke kunne få nok af Tyler.. Logan.. Fyren ved siden af mig som jeg ikke kendte.. Vent! Fik jeg Logan med..? Sikkert utallige af gange. For pokker da også..

 

"Hey, er du sikker på du er okay? Du ligner en der kunne falde om når som helst," Sagde Fyren. Han lagde forsigtigt og en hånd på min skulder, og rystede mig blidt. Jeg tog mig ikke af det. Tankerne kredsede rundt i en trekant inde i mit hoved. Jeg var næsten sikker på jeg så syner, idet en lyshåret fyr hvis hår har malet ind i voks løb ud i haven sammen med en brunette. Kun næsten sikker, idet jeg syntes at genkende fyren mere end jeg anede, men jeg slog det til sidst hen. Selvfølgelig var han her ikke, det var jo helt absurd at lade tanken falde mig ind, men noget i min bevisthed nagede mig alligevel.

 

Mit hoved begyndte at snurre rundt, og mit syn blev tåget idet skyer af grå og sorte nuancer satte sig for mine øjne. Jeg kunne føle at jeg fløj - bare ned ad. Det føltes som om jeg sprang baglæns ud fra Eiffeltårnet, mens lyden af et skrigende englekor skar i mine øre. Jeg følte det som om der allerede var gået tusinde af år, inden jeg landede ned i en veltrænet arm, mens den anden blev lagt over min mund. Jeg slog chokeret øjnene op. Grønne øjne der lyste af bekymring, forvirring, samt en anelse irritation fyldte hele mit synsfelt, mest fordi jeg var sikker på at have set de øjne før, eller var det nu endnu en indbildning?

Hånden blev langsomt taget væk fra min mund, for derefter at tørre noget fugtigt af mine ene kind. En tåre. Vent, havde jeg virkelig grædt? Jeg var kun halvt væk, indtil jeg opdagede at han havde placeret mig på sit skød og vuggede mig blidt. Jeg vidste at jeg ikke burde lade ham gøre det, for derefter at smække ham en på tuden - ligesom med Logan. Men jeg kunne føle det. En kildrende, eller også bankende, fornemmelse i mit indre, bad mig om at blive. Det samme gjorde han.

Jeg sukkede af velbehag idet jeg kunne mærke at det hjalp - meget endda. Da det skrigende englekor endelig var forstummet, vendte jeg mig langsomt om mod fyren. En følelse af genkendelse kom endnu engang ind i mine tanker idet jeg så ind i hans grønne øjne, og jeg følte det som om jeg bare måtte tilbede ham. Skulle tilbede ham. Han øjne udstrålede af det samme - tilbedelse. Et par af hans krøllede lokker vendte sig i vejret, og jeg ville vædde med at han var typen der hele tiden rettede på det, hvis det ikke var fordi hans hænder tog sig af min balance.

 

"Tak," hviskede jeg. Et overrasket glimt viste sig kort i hans øjne, men blev dog hurtigt erstattet af et blændende smil der kunne få de fleste piger til at dåne. Jeg tog forsigtigt hans hænder væk fra mit liv, gav dem et sidste taknemmeligt klem, og satte mig derefter ved siden af ham på bænken. "Ingen årsag." Han stemme havde en britisk accent, som kun gav ham dobbelt point hos piger, også selvom vi befandt os i England.

Jeg rakte hånden frem og sagde: "Jeg hedder forresten Hailey." Han tog den glædeligt, og snublede kort over sine egne ord idet han præsenterede sig som: "Har.. Øh.. Harold." Han bekræftede det med et nik, selvom et glimt af irritation kort gled over hans øjne. "Mit navn er Harold." Vi gav slip på hinanden, og hans beskæftigede straks sine hænder med at ryste lidt med sit hår. Et smil spillede sig om mine læber. Jeg vidste det! 

 

 

 

                                                                         * * * 

 

 

Det viste sig at Harold var kommet uden en date, men istedet sammen med nogle venner. Han boede endda også i London! Til dagligt spillede han en anelse guitar og sang med sine venner. Harold viste sig også at være ret humoristisk når han var sammen med sine venner, eller det påstod han ihvertfald selv. Hans krøllede lokker og lysende grønne øjne, fik ham til at se så bekendt ud, og hver gang jeg spurgte ham indtil det, rystede han afværgende på hovedet og skiftede emne.

 

"Hailey hvad skete der lige før?"

"Hvilket?"

"Da du begyndte at blive fraværende, for derefter at besvime skrigende ned ad bænken."

 

Hvorfor blev han nu ved med at grave sig ned i det? Jeg kiggede sammenbidt ud på balkonens prægtige udsigt til den grønne have, og lod som om jeg ikke havde hørt det. Jeg havde absolut ikke lyst til at snakke om det. Jeg havde ikke lyst til at åbne mig for Harold som jeg først lige havde mødt, for derefter at skændes med ham ligesom med Logan, men det forstod han da heller ikke. Desuden skreg jeg da ikke, vel? Det måtte jeg sikkert have gjort. For pokker da også.

"Hailey."  

Jeg vendte ansigtet om mod ham igen og så en bekymret Harold granske mig nøje. Han rakte hånden op til min kind, for derefter at trække den tilbage på halvvejen, og sukke en anelse fustreret.

 

"Vil du ikke nok fortælle mig det?"

"Vil du ikke nok lade det emne være!"

"Hailey jeg ville jo-"

"Ja sikkert! Du ville helt sikkert hjælpe, ikke også?"

 

Stilhed. Irriteret rykkede jeg mig en tomme længere væk fra ham, og kiggede endnu engang ud over havens grønne plæner. De fine udskæringer i buskene som nu var blevet til mesterværker, og træerne der bar på lanterner imellem deres grene, fik det til at se så eventyrligt ud. Som om der hvert øjeblik kunne springe små søde alfer frem og kredse rundt om mit hoved mens de nynnede. Jeg fandt mine omgivelser så interessante at jeg brugte dem som et dække over mine følelser, hvis der var noget jeg ville holde til mig selv.

 

Jeg kunne føle Harold granske mit udtryk grundigt, og iagttage hvert af mine bevægelse, som galt det liv eller død at få enhver detalje med. Jeg kendte ham godt nok til at vide at han prøvede at finde ud af det på egen hånd, ved at se sig frem til hvilken tilstand jeg var i. 

 

"Du skjuler noget. Noget der er for stort til at du vil kunne opføre dig normalt i mere end nødvendigt. Derfor tog du herud. Jeg kender mange slags piger, men du.." Jeg vendte mit hoved mod ham i et ryk, mens jeg var sikker på at mine øjne var opspilede i chok. Hans øjne lyste kort i triumf, for derefter at række ud mod min kind endnu engang, men denne gang rørte han mig virkelig.

Idet jeg ville trække mig væk, fastlåste han mit blik med alvor i sit ordvalg idet han sagde: "Men du er anderledes. Dine følelser gemmer du ikke ved at lytte til musik, spise dig fed i is, tage dig en løbetur, skære i dig, spille musik, eller sove dig ind i en drømme verden. Du finder trøst i-"

"I mine omgivelser," afbrød jeg med en åndeløs hvisken. Kulden bredte sig ud fra hver eneste hårspids på mit hoved, og helt ud til tåneglene på fødderne, indtil han aede mig kort ned ad kinden. Men hvordan kunne en normal fyr få så meget ud af en pige ved blot at lære hende at kende i hvad, en halvt time måske? Det følte jeg ihvertfald.

 

"Men h-hvordan vidste d-" stammede jeg halvt grødet i chok, men blev afbrudt af Harolds pegefinger der lagde sig blidt mod mine læber. Mit hjerte bankede derudaf som et galoperende vækkeur på fuld jagt efter at vække sin ejer. Den passede perfekt til denne situation, for jeg rødmede i stor forventning om at ramme hans læber med mine. Hans øjne var som daggrønne blade på roserne med et glidende dug der sejlede ned ad bladet. Men hvor kom de følelser fra, på så kort tid? Jeg mener, jeg kendte ham godt som person, selvom jeg havde en snert af uvidenhed i hans liv, som fyldte ham en del.

Tanken blev hurtigt skudt væk, idet jeg vidste hvad der skulle til at ske. Han prøvede på at kysse mig! Jeg ville så gerne trække mig væk, virkelig. Jeg ville så gerne sætte en stopper for hvad der skulle til at ske, men min krop var nærmest fastfrosset til bænken. Hans ansigt svævede nu et par centimeter fra min næse, mens han bare sad og så mig i øjnene. Bølger af den kildrende - eller igen, bankende - fornemmelse vendte tilbage, og mit hjerte gjorde ondt af at banke så hurtigt.

"Hailey jeg vil ikke tvi-" Hans stemme var helt nede ved den hæse undertone, mens jeg så ham kæmpe med sin egen vejrtrækning. Uden rigtig at tænke over hvad der styrede mig nu, skød mit svar med det samme ud af mine læber, og afbrød hans sætning. "Det er okay." Et frækt glimt viste sig kort i hans øjne, mens han langsomt gav mig tid til at trække mig væk mens han selv rykkede tættere på. Men jeg rykkede mig ikke. Jeg kunne ikke, og ikke mindst var der noget der tvang mig til ikke at gøre det. Til at blive mener jeg. 

Hans læber var næsten så tæt på at jeg kunne mærke et knitrende følelse, idet hans ånde, som duftede af Twix, næsten allerede kunne smages på min tunge. Tiden var på randen af at stå stille, idet døren brasede op, og vi rykkede os hurtigt væk fra hinanden. På den anden side af den åbne dør, stod Claire der var, irriterende nok,  hurtig til at have set hvad vi var igang med, hvis hun ikke havde afbrudt det. Hendes øjne blev opspilede i rent overraskelse - på grænsen til næsten at være i chok, samt skyldfølelse. Min vejrtrækning der ellers havde været på højtryk var nu faldet ned i sit nogenlunde rolige leje.

"Ups, forstyrre jeg?" Hendes ansigt var hurtigt skiftet fra at se skyldbevidst ud, til et pigeligt fnis og begyndte at tjekke Harold ud. Rødmen jeg ellers troede var væk efter at mit hjerte havde banket på højtryk, var igen på sin plads i sin blodrøde pragt på mine kinder. "Nej," svarede vi på samme til, og jeg rykkede mig en anelse længere væk fra Harold.

Hun løb hen og tog mig hårdt i begge mine skuldre, og et såret udtryk gled over hendes ansigt idet hun sagde: "Hailey! Jeg har været syg af bekymring at du ved det, men det ser ud til at du har det fint." Hun skævede kort til Harold. "Men jeg kom egentlig mest for at fortælle dig.." Hun blev tavs i et kort sekund, mens det såret udtryk blev tydeligere. Jeg satte mig ret op, og tvang hende til at se mig i øjnene. "Claire! Claire se på mig. Er der nogen der har gjort dig noget? Har Logan været en arrogant teenager igen?" Et snert af vrede ramte mig, idet jeg tænkte på hvordan Logan havde behandlet mig. Hun nikkede, og rystede derefter på hovedet. Hun var blevet fraværende. Selv Harold rettede op ved siden af mig, og så nu ned på Claire som var hun hans lillesøster.

"Nej, men han er væk. Jeg havde haft ret med at han ville have været her, men han gik efter at være blevet jagtet, og muligvis slået af sine fans. Åh, Hailey! Han hader mig virkelig." Hendes stemme var blevet en anelse grødet. Jeg rystede forvirret på hovedet, og skævede til Harold idet han nu stod stift op med store chokerede øjne.

"Vent hvad? Hvem?" Sagde han hysterisk, og klemte om hendes skulder. "Louis," sagde jeg på hendes vegne. 

Hans mund blev sammenbidt, og hans øjne skød lyn idet han kiggede hen mod døren. "Jeg kommer om lidt," sagde han bryskt, gav min skulder et klem, og løb ud af dørene. Jeg følte det som om min ene halvdel var suget til ham, og aldrig ville komme tilbage igen, idet han var væk. I ren forvirring, satte vi os begge ned mens tårene strømmede ned af vores kinder..

Hvad skete der lige for vores bedste aften nogensinde..?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...