You will always be my first love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Færdig
Jaquelin tog til Afrika for at følge hendes drøm, om at hjælpe andre. Da hun fik tilbudt muligheden, havde hun egentlig tænkt sig at afslå, fordi hun ikke ville forlade sin kæreste. Men da han droppede hende, tøvede hun ikke et sekund med at tage afsted.
3 år senere opholder Jaquelin sig stadig i Afrika, hun arbejder hårdt og gør det hun altid har villet. En dag møder hun en ung, flot, sød, tiltrækkende fyr! Den første rigtige siden at hun blev droppet 3 år tidligere! De falder bladask for hinanden.
Alt passer fuldstændig perfekt, fordi Jaquelin står og skal til at tage hjem til England, hvor han tilfældigvis osse bor!
Der viser sig bare at være et "lille" problem.......Jaquelins nye fyr kender hendes ex! Eller det er en underdrivelse! De er venner og ikke bare venner....De er bedste venner.

99Likes
116Kommentarer
64674Visninger
AA

2. Well...Hello Louis! My little hottie ;)

"Jackie?" Jeg vendte mig om til lyden af en meget stærk afrikansk accent og stod ansigt til ansigt med Kofi "Ja?" Jeg sendte ham et afventende smil, han lænede sig lidt til siden for at se min taske stå halvt pakket bag mig "Så du tager virkelig afsted?" Han kiggede trist på mig, jeg nikkede "Ja, men først om 2 måneder. Jeg er bare virkelig god til at om pakke, så jeg starter lidt allerede nu"  Jeg satte mig ned på min enkel-seng og smed min taske ned, hvorefter jeg klappede på min seng for at hentyde til Kofi om at sætte sig.

Kofi satte sig og kiggede beskyldene på mig "Er du sikker på, at du er klar til at tage hjem?" Kofi drillede mig altid med at sige vise ting, fordi jeg forstod ikke halvdelen af dem og det vidste han godt "Kofi, jeg har ikke set min familie i 3 år.....Det er vist på tide at tage hjem nu" Det eneste kontakt jeg havde haft med dem, var over skype...Det var helt utroligt så stor lille Brianna var blevet, man skulle næsten tro at hun havde vokseværk hver evig eneste dag! Hun var den eneste som ikke lignede sig selv, men alligevel følte jeg at der havde gået for lang tid. "Det er forståeligt nok, men er du klar til det?" Hvad snakkede han om? Jeg sendte ham et forvirret blik, mens han kiggede mig i øjnene....Og der vidste jeg det...Nu ville han komme med et rigtig klogt citat.

Jeg lod ham bare foresætte "Det kan nogen gange være meget smertefuldt, og dumt at rive et gammelt sår op" Hvis jeg rev et af mine gamle sår op, så ville det gøre fucking ondt! Ja, det har ikke lige frem gavnet mit sprog at komme til Afrika, jeg var begyndt at bande en hel del.

"Hvad mener du?" Jeg kiggede skeptisk på ham, Han grinede lidt over at jeg ikke forstod hans budskab "Hvis du tager hjem og lever dit gamle liv, kommer du til at sidde fast i det" Forklarede han, jeg nikkede langsomt "Okay, good to know! Men jeg skal ikke hjem til Cheshire, min vejleder har fundet mig et stort billigt hus i London" Min vejleder som osse var min støtte person, mens jeg befandt mig i Afrika...Skulle sørger for at jeg havde det godt og så skulle hun hjælpe mig med at komme godt hjem, ment på den måde at hun skulle sørger for at jeg havde et sted at tage hjem til. 

"Fint nok..Det er osse lige dig, at sådan bo i byen" Jeg grinte lidt, fordi han havde aldrig været der men alligevel snakkede han som om at han havde. Jeg trak på skuldrene "Det får vi at se...Men lov mig at du ikke glemmer mig" Sagde jeg med en løftet finger, Kofi grinede "At glemme dig, er ligesom at glemme hvordan man sover" Nuurh! Jeg lænede mig frem og gav ham et kram.

Da jeg slap ham fjernede jeg hurtigt en enkel tåre, som havde undsluppet mit øje "Jeg kommer til at savne det hele! De dårlig senge, de korte bade, den underlige mad, de klamme insekter, menneskerne, børnene...Jeg kunne blive ved hele dagen, men mest af alt kommer jeg til at savne dig, du er virkelig en fantastisk ven men heldigvis kommer du og besøger mig i England" Kofi nikkede stort smilende.

"Det er en aftale! Skal vi tage afsted?" Kofi rejste sig og gik over imod telt udgangen, men stoppede da han opdagede at jeg bare blev siddende. Lavede han sjov? Jeg skulle jo ikke hjem nu? "Kofi, jeg forlader først Afrika om 2 måneder" Jeg kiggede lidt underligt på ham, da han begyndte at grine "Jeg mener til Lomé" Nåårh! Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg rejste mig fra sengen og fulgte efter ham.

 

 

***************************

Kofi og jeg gik ned af den store hovedgade for at gå en lille tur med et af børnene. Jeg havde en lille pige ved navn Kumani, i hånden. 

"Kumani? Hvad betyder det?" Jeg kiggede afventende på Kofi, som fugtig gjorde sine læber "Skæbne" Jeg elskede at de fleste afrikanske navne havde en betydning, og så lød de så flotte og specielle. Hun var ankommet på børnehjemmet, i løbet af natten, lige pludselig sad hun bare udenforan porten til børnehjemmet og græd med en snor rundt om halsen hvor på der var en lille lap papir, hvor der stod hvad hun hed og at hun ikke havde nogen familie mere. 

"Hvad tror du, der er sket med hendes familie?" Jeg studerede Kumani lidt, hun var en lille pige på lidt over 1 år (gættede børnehjems lederne på). Hun var virkelig kær, hun havde de længste øjenvipper nogensinde men hun havde bare ikke sagt et ord siden at hun var kommet. "Det er nok den typiske historie....Mor og Far havde ikke flere penge til at forsøge deres barn" Kofi var selv adopteret, det var derfor han arbejde på børnehjemmet! Fordi han var en af de heldige der blev adopteret og fik et godt liv, han var vokset op i Kara....Hvilket osse lå i Togo, men i den helt anden ende....

"Jeg tror aldrig, at jeg ville være i stand til at forlade mit barn" Det måtte seriøst være den værste følelse i hele verden, at forlade sit eget kød og blod fordi at man ikke havde penge nok....Sådan var det slet ikke i England, hvis du ikke havde råd til at beholde dit barn....Det havde du altid fordi du fik børnepenge og alt muligt. "Heller ikke mig, der skulle virkelig meget til før jeg ville overhovedet overveje det."

"Prøv at spørger hende, om hun er sulten" Vi stod ved nogle mad boder, så hvorfor ikke? Kofi satte sig på hug foran hende og spurgte hende på Afrikaans, hun mumlede bare noget tilbage og begyndte at græde. Kofi tog hendes hånd og tørrede hendes kind, men hun klemte bare min hånd lidt og tog fat om mit ben som hun klamrede sig til.

Kofi rejste sig op og kiggede underligt på mig "Hun tror at du er hendes mor, og at jeg vil gøre hende ondt" Forklarede han. Nuurh! Jeg havde kun passet hende i et par timer og nu var jeg hendes mor! Jeg bukkede mig ned og samlede hende op, da jeg rejste mig op igen klamrede hun sig til min hals virkelig stramt! Men hun var ved at stoppe med at græde, så det var godt.

Det var virkelig synd for Kumani, at blive efterladt på den måde var fuldstændig forfærdeligt. Men altså jeg kendte ikke hendes historie eller forældre, så jeg kunne ikke dømme dem på deres beslutning, måske havde de en god grund? Men så skulle det altså osse være en pisse god grund... Kofi og jeg begyndte sammen at gå tilbage mod børnehjemmet.

 

 

 

Da vi kom tilbage til børnehjemmet rendte børnene rundt ude i haven og spillede fodbold osv. det var virkelig et fantastisk syn, en hel masse små børn der har alle mulige grunde til at græde, men vælger at smile og grine af den grund. Jeg elskede virkelig at være her, jeg ville savne det så meget! Mens Kofi lukkede porten bag os, prøvede jeg at sætte Kumani ned men hun begyndte bare at klamre sig endnu mere til min hals.

Kofi begyndte at grine, mens at jeg gik over imod døren ind til med en lille pige om halsen "Du er bare jaloux, over at jeg er blevet hendes mor mens du er en ond fremmed mand" Jeg trådte ud af mine sandaler og åbnede døren og gik ind i den lille bygning, som så mange børn kaldte for sit hjem.

Jeg gik ud i køkkenet, hvor børnehjems-lederen stod og lavede noget med nogle ris, kylling og nogle bananer. "Hej Aatun, Kofi, Kumani og jeg er kommet tilbage, men Kumani vil ikke slippe mig, hun tror at jeg er hendes mor" Forklarede jeg grinende, Kumani er så kær! Måske skulle jeg tage hende med hjem til England? Det ville være en rigtig dum ide, når nu jeg ikke engang ved hvordan mit hus ser ud! Osv.! Aatun grinede kort og sendte mig et smil "Skal jeg tage hende? Så du kan komme ud på lageret" Jeg gik frem imod Aatun, som uden besvær fik Kumani over i sin favn. "Når okay, så bliver man bare forladt" Aatun grinede mens hun foresatte på maden, med Kumani på armen.

Jeg gik ud af køkkenet og over imod trappen, jeg gik forbi den og hen til en smal dør, som jeg åbnede og gik ind af. Jeg lukkede den efter mig og fik en klam klaustrofobisk-følelse, jeg hadede at arbejde på lageret! Loftet var skævt, rummet var over proppet med reoler og kasser, og her lugtede underligt.....Desværre var jeg blevet ret vant til det, så jeg brokkede mig ikke eller det havde jeg aldrig gjort, men alligevel det var lidt klamt at arbejde der. 

Jeg gik længere ind i den lille labyrint og endte bagerst i rummet, hvor vandet stod....I kæmpe tunge kasser, tak gud! Jeg slæbte den hen af gulvet, for at få den hen til døren, den var virkelig tung! Jeg var nødt til at ligge meget af min vægt i, for at få den til at samarbejde. Jeg måtte virkelig begynde at træne når jeg kom hjem, eller det havde jeg i hvert fald sagt til mig selv hver gang jeg var på lageret.

Da jeg havde fået den over til døren, gik jeg endnu engang helt ud bagerst i rummet for at finde noget frugt, jeg vidste præcis hvor det var men jeg var nødt til at stå på en skammel, for at kunne nå kassen med frugt. Så jeg fandt den lille slidte ustabile skammel frem og stillede den ned foran reolen, jeg tog fat i reolen med mine hænder mens jeg forsigtigt og nervøst satte min ene fod på skamlen, hvorefter den anden fulgte efter.

Jeg stod på skamlen med rystende ben og var skide bange, for at falde og slå mig. Jeg tog kassen, som ikke var ligeså tung, som forventede. Jeg bukkede mig langsomt ned og lod forsigtigt kassen ramme jorden, hvorefter jeg langsomt rettede mig op igen og rakte ind efter den næste kasse. Jeg fik fat i den og skulle til at træde ned fra skamlen "Hey Jackie!" Råbte Kofi glad, så jeg fik et kæmpe chok og faldt ned fra skamlen, med kassen ned over mig, mens jeg skreg.

"Kofi! Det gjorde du så meget med vilje! Jeg har en ting at sige til dig: Bare vent!" Jeg skubbede hurtigt kassen væk fra mig og rejste mig, for at vende mig om imod Kofi som stod og grinede sammen med en virkelig.....virkelig, virkelig overdrevet lækker fyr! Vores øjne mødtes, hvilket gjorde mine ben helt usikre igen, jeg ved ikke hvorfor? Måske fordi hans smukke øjne var så specielle og særlige? De var grønne-agtige, med noget blåt og gråt i sig.....Det var ikke derfor! Der var bare noget over ham....Og det var ikke kun hans udseende! Selvom han lignede en supermodel.....Jeg ku godt! OMG...Jeg dåner næsten helt.

"Øhm...Hej?" Jeg vinkede lidt akavet og prøvede at virke en smule cool, men jeg er så kikset at det var synd at prøve. Drengen/Fyren sendte mig et smil, som gjorde at jeg fik en klump i halsen og ikke kunne andet end at smile stort "Hej Jackie, mit navn er Louis Tomlinson" Han engelske accent, afslørede at han var hardcore Englænder! Han rakte hånden frem imod mig, jeg stirrede lidt på den før jeg tog imod den. Da hans hånd rørte min gik en vibrerende følelse igennem min krop, men den forsvandt igen da vi få sekunder efter slap hinanden og jeg fik en lille trist følelse af savn, hvorfor reagerede min krop sådan her?

"Jackie, du husker vel at jeg har fortalt dig om Louis? Ham der ville kommer og se sig omkring og hjælpe lidt hvor der var brug for det?" Kofi sendte mig et forvirret blik, jeg trak på skuldrene "Det kan godt være....Jeg er ret dårlig til navne" Det der sagde jeg bare ikke lige......Det gav jo ingen mening! Jeg sendte Louis et smil, Kofi sendte mig et blik der sagde ´virkelig´ "Nej, du er da ikke...Du lærte alle børnenes navne den første uge" Fuck dig kofi! Jeg trak på skuldrene "Jeg har så dårlig hukommelse, at jeg ikke engang kan huske det" Louis grinte lidt, mens Kofi rystede på hovedet af mig "Louis skulle rigtigt hjælpe dig ude på lageret, men jeg er ikke så sikker på om jeg tør lade ham være hos dig, når du er så desperat efter ham" HVAD!? OMG KOFI! DU HAR LIGE ØDELAGT DET HELE! OMG OMG OMG FML! Kan sarkasme redde den? "Ej, altså Kofi! Nu har du jo ødelagt min scoreplan overfor Louis, jeg ville charmere ved at slæbe kasser! Fordi jeg er så forelsket i ham" Sagde jeg med en sarkastisk tone og et hævet øjenbryn.

Louis fugtig gjorde sine læber og sendte mig endnu et charmerende smil, som fik mit hjerte til at banke hurtigere "Jeg tror at jeg klarer den!" Sagde han og lagde en hånd på Kofis skulder. Kofi trak på skuldrene "Hvis du er sikker!" Grinede han og vendte om og gik sin vej. 

"Når Chef, hvor og hvordan vil du have mig?" I min seng! Uden tøj på! For helvede Jackie, det tænkte du ikke bare lige! Jeg rømmede mig hurtigt "Du kan slæbe den der kasse ud i køkkenet" Jeg pegede og med det samme var han henne ved den. Jeg var nødt til at bide mig i læben, for ikke at savle da han bukkede sig ned og samlede den op, jeg savnede England...

 

 

 

************************

"Så du er her, fordi du skal forestille at være knust efter et forhold....Som var falsk? Men rigtigt er du her for at komme lidt væk og gøre en god gerning? Det lyder dramatisk" Jeg tog en tår af min vandflaske og kiggede afventende på Louis, vi havde slæbt forskellige kasser frem og tilbage i nogle timer og vi var begge ret smadret. Vi sad og holdte pause på de nederste trappetrin indenfor.  

"Faktisk var forholdet ikke falsk til at starte med, men vi mistede bare følelserne for hinanden..Vi er dog stadig gode venner" Forklarede han smilende, argh...Hans smil var til at dø over, hvordan har gud skabt sådan en perfektion? "Hvorfor sagde i ikke bare til jeres venner og familie at i hellere ville være venner?" Jeg redte noget af mit hår igennem med mine fingre. "De ved det godt, det er bare fan...." Han stoppede sig selv og klemte sine øjne lidt sammen, mens han kiggede overrasket på mig "Du ved virkelig ikke hvem jeg er?" Hvem han var? Burde jeg det? Jeg rystede stille på hovedet, hvilket fik ham til at grine "Det er på en måde lidt fedt! Samtidig med at det er ret underligt, fordi at du er Englænder."

"Hvem er du da, Louis Tomlinson?" Spurgte jeg drillende, Louis rystede grinede på hovedet "Jeg er sanger, jeg er i et verdens kendt band sammen med mine fire bedste venner" Ej, hvor fedt! Altså for ham, men det lød spændende. "Det må da være svært at finde tid, til at tage på sådan en her ferie. Hvor lang tid bliver du her?" Jeg samlede mit hår i en høj knold, Louis studerede mig nøje mens jeg gjorde det "En måneds tid....Jeg skal nå rundt og se noget" Jeg nikkede forstående og skulle lige til at sige noget men Louis kom mig i forkøbet "Jackie, jeg håber ikke at jeg lyder påtrængende eller desperat ved at sige det her....Men siden at jeg kun skal være her på børnehjemmet idag og tiden går med det hårde arbejde...Så tænkte jeg på om jeg eventuelt ikke måtte invitere dig ud....Bare som venner! Men altså middag eller en drink eller noget andet...Du bestemmer? Du virker bare virkelig spændende og.....øh..Jeg ved ikke engang, hvor du er fra i England" Louis kiggede lidt usikker på mig, men samtidig ikke genert på nogen måde? Han synes at jeg virkede spændende! Hahaha, tag den suckers! "Cheshire.....Jeg er fra Cheshire....Og den middag lyder tiltrækkende."

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...