You will always be my first love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Færdig
Jaquelin tog til Afrika for at følge hendes drøm, om at hjælpe andre. Da hun fik tilbudt muligheden, havde hun egentlig tænkt sig at afslå, fordi hun ikke ville forlade sin kæreste. Men da han droppede hende, tøvede hun ikke et sekund med at tage afsted.
3 år senere opholder Jaquelin sig stadig i Afrika, hun arbejder hårdt og gør det hun altid har villet. En dag møder hun en ung, flot, sød, tiltrækkende fyr! Den første rigtige siden at hun blev droppet 3 år tidligere! De falder bladask for hinanden.
Alt passer fuldstændig perfekt, fordi Jaquelin står og skal til at tage hjem til England, hvor han tilfældigvis osse bor!
Der viser sig bare at være et "lille" problem.......Jaquelins nye fyr kender hendes ex! Eller det er en underdrivelse! De er venner og ikke bare venner....De er bedste venner.

99Likes
116Kommentarer
64187Visninger
AA

30. Trouble

"Jeg kunne faktisk godt spise en af de der sandwich" Louis grinte over min indrømmelse og rystede kort på hovedet "Det er jeg sikker på, du godt kan!" Han hev mig væk fra centercafeen, da vi havde fået vores milkshakes. Jeg tror kun det var for jeg ikke skulle købe en af sandwicherne, han vidste nemlig at jeg skulle spise frokost med mine forældre senere, det var faktisk ret sødt. 

Vi foresatte vores shoppingtur igennem centeret, det var mere for at være sammen end det var for at shoppe, at vi var her. Ikke at det betød noget for mig, bare jeg var sammen med Louis, så var jeg tilfreds. 

Det var ret tidligt, så centeret var ret øde, men der var alligevel nogle Directioners der havde spottet os. De gik nogle meter bag os og råbte spørgsmål til os, mens de sang og tog billeder. Vi havde fået strenge ordrer på at ignorere dem, af de 3 vagter vi havde med. De gik bag os og holde fasene på afstand, sammen med nogle centervagter. 

Jeg prøvede at lade som om de ikke var der, men det var ret svært når de skreg, råbte og sang ret højt. Jeg kiggede hurtigt bagud, for at se hvor mange der var, der var nok omkring 10-20 stykker og der kom stadig flere til. Louis gav min hånd et kærligt klem.

"Bare lad som ingenting, jeg ved godt det er svært! Men giv det et forsøg" Jeg tog kiggede op på Louis og tog en tår af min milkshake, så det virkede som om jeg var ligeglad med fasene. "Det generer mig ikke på den måde som du tror, jeg ved godt du har så mange fans, at du umuligt kan nå og møde dem alle......Men det er lidt trist, at tænke på du måske aldrig kommer til at møde de fans, som er her idag......Fordi du er sammen med mig" Prøvede jeg, Louis lyttede fokuseret til mig og nikkede forstående. 

Han stoppede med at gå, hvilket automatisk fik mig til at stoppe, på grund af vores sammenflettede fingre. "Så lad os gå over og møde dem" Hans blik lyste nærmest, da han foreslog det. Det var først der det gik op for mig, hvor meget de egentlig betød for ham. De var ikke bare en del af jobbet, de var en fordel ved jobbet! 

Jeg lod ham hive mig ned mod fasene, en af vagterne stoppede os dog før vi nåede dem. "Preston....Jeg vil gerne hilse på fasene" Forklarede Louis kort, da Preston blokerede os, så vi ikke kunne komme forbi. "Det er ikke sådan en god ide, det vil bare gøre dem vildere og så kommer der endnu flere til, hvis de hører at folk har mødt dig her" Fastslog Preston, Louis nikkede overdrevet hvilket virkede en smule flabet "Jeg synes det er en rigtig god ide" 

"Loui-" 

"Arbejder jeg for dig, eller arbejder du for mig?" Det var rigtig strengt sagt, jeg slap Louis' hånd for det virkede som om jeg støttede ham i det han sagde, hvis jeg blev ved med at holde ham i hånden. Preston begyndte at grine, samtidig med at han rystede på hovedet "Meget sjovt, Louis.....Det kommer stadig ikke til at ske."

Louis sukkede opgivende og tog fat i min hånd igen, som om det bare havde været et uheld at jeg slap hans. "Fair nok....Jeg kan ikke overtale dig på nogen måde?"

Preston rystede på hovedet "Desværre ikke"

"Hvad hvis vi forlader centeret lige efter?" Bød jeg ind, jeg havde ikke en gang selv nået at tænke over det, før jeg foreslog det. Preston rynkede sin pande, som om det var verdens dummeste ide. Han vendte sig om imod en af sine kollegaer, de udvekslede nogle ord som jeg desværre ikke kunne tyde. Jeg var ret pinlig berørt over at have foreslået det, for de snakkede nok om hvor dum en ide det var. 

"Det kan kun fungere, hvis I gør præcis hvad I får besked på" Sagde Preston irettesættende, mens han pegede truende på Louis. Jeg forstod ham godt, Louis var god til at lave ballade og bryde reglerne. 

"Når jeg siger at vi skal afsted, så skal vi afsted.....Jimmy henter bilen, så vi kun lige skal ud af døren derovre" Fik vi kort forklaret af Preston, vi nikkede begge to forstående og fik dermed tilladelse til at hilse på fasene. 

Jeg prøvede at slippe Louis' hånd, men han havde et hårdt greb om min, så jeg gik udfra at han ville slippe den, når han skulle tage billeder med sine fans. "Hey guys! H-" Startede Louis, men han stoppede sig selv og begyndte at grine istedet, da fasene begyndte at skrige helt overdrevet. 

"Har I det godt?" Prøvede han igen, men han fik 20 forskellige svar. Så det var måske en lille smule svært at holde en samtale kørende. "Er det din kæreste, Louis?!" Spurgte en af fansene råbende, Louis nikkede stolt "Ja, Er hun ikke smuk?"  

Jeg havde forventet mindst en negativ kommentar, som svar på hans spørgsmål men de var alle sammen rigtige søde, de gav ham ret og det gjorde mig en smule genert. Jeg begyndte at rødme, så jeg prøvede at skjule mit ansigt bag min milkshake, men det drog bare mere opmærksomhed til mig.

"Aw babe, du er bare for kær lige nu" Louis plantede et enkelt kys på min kind, jeg havde lyst til at slå ham, for jeg vidste han kun sagde det og kyssede mig for at drille mig. Jeg skubbede ham væk fra mig, hvilket bare fik ham til at grine mens han vendte sig om imod fansene igen.

Jeg kunne se på ham at han skulle til at sige noget til dem, men før han nåede det kom en af pigerne ham i forekøbet. "Må vi ikke få et billede med jer?"  'Jer'? Som i Louis og Mig? Jeg kiggede hjælpeløst over på Louis, jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, eller hvordan jeg skulle tage det. For det var overdrevet sødt, at hun ville have mig med på billedet, men samtidig var det lidt for meget for mig, for jeg var jo ikke kendt......Jeg jo bare mig.

Louis nikkede "Selvfølgelig må I det! Kom Jack!"

 

****

 

"Så nu elsker du bare vores fans eller hvad?" Spurgte Zayn drillende, jeg havde lige fortalt resten af 1D-drengende om hvor søde alle fasene havde været imod mig, jeg fnyste mens jeg trak på skuldrene "De var overdrevet søde, men det var bare så underligt at de opførte sig som om jeg var en eller anden kendt."

Vi sad i en minivan som Preston kørte, på passagersædet sad en af vagterne som jeg havde glemt navnet på. Louis, Zayn og jeg sad bag dem, mens at Niall, Liam og Harry sad bag os. Det var rigtig hyggeligt at tilbringe noget tid sammen med dem, for de var nogle søde drenge og jeg kunne godt lide dem! Derfor betød det ikke så meget, at vi rent faktisk sad fast i en trafikprop, for det var hyggeligt.   

"Det betyder bare de kan lide dig" 

"Lide hende? Zayn, mate.....De elsker hende!" Jeg sendte Louis et skævt smil og rystede på hovedet, det var ret sødt. Jeg havde aldrig haft noget imod fasene, men efter det hate jeg havde fået, var mit førstehåndsindtryk af dem ikke det bedste, men det var helt klart blevet ændret idag. 

"I er sikkert deres nye OTP" Grinede Zayn, jeg havde ingen ide om hvad OTP betød, så jeg sendte Zayn et afventende blik, mens jeg håbede på det ville få ham til at fortælle mig hvad det betød. Da det gik op for ham, at jeg ikke grinede sammen med ham stoppede han sig selv, han rynkede sine bryn og studerede mit udtryk. 

"Kom ik her og fortæl mig, du ikke ved hvad OTP betyder" 

"Zaaayn....Hvad betyder OTP?" Jeg ville gerne vide hvad det betød, men jeg spurgte mest for at drille ham, for han virkede meget forbavset over jeg ikke vidste det. Zayn tog sin ene hånd op foran sit ansigt, han virkede pinlig berørt "Please....Vær sød ikke at få mig, til at forklarer hvad det betyder" Hans stemme var bedene, hvilket gav mig en smule dårlig samvittighed, Louis havde det dog ikke på samme måde.

"Nu er jeg også nysgerrig! Hvad betyder det, Zayn?" Spurgte Louis frydende, jeg kunne se på ham at han allerede vidste det, men jeg valgte ikke at kommentere det, for boys will be boys! 

"I får mig til at lyde som en besat teenager pige.....Det betyder: One true pairing! Hvis nu I to er mit OTP, så betyder det at jeg er fan af jeres forhold. Okay, nu har jeg sagt det!" Zayn vendte sig om imod vinduet i skam, jeg synes overhovedet ikke der var noget pinligt i at vide det. Men det var der åbenbart, hvis man som dreng skulle forklare det til en pige.  

Jeg rystede på hovedet kiggede ud af det andet vindue, som jeg sad ved. Der var ikke ret mange mennesker på gaden, hvilket nok var grund til at vejen var helt fyldt. Der var et sødt par, som gik med armen om hinanden, de mindede mig om mine forældre, for de havde nok lidt af samme alder og de virkede ligeså lykkelige som dem. 

Manden så ud til at støtte sig lidt til sin kone, som om han var helt udmattet. Det var ret sødt at hun tog sig af ham på den måde, måske en dag......Så vil det være Louis og jeg, der tager sig sådan af hinanden. 

Jeg tog migselv i at smile ved tanken, jeg håber at Louis og jeg stadig er sammen når vi når den alder, og at vi er ligeså lykkelige som vi er nu. Ideen om at tilbringe resten af mit liv med Louis, fik mit hjerte til at gå amok....På en god måde. Der var intet jeg hellere ville. 

"Vi kommer til at sidde her resten af vores liv!" Udbrød Niall utålmodigt, jeg fnøs ved tanken og vendte mig imod Louis, for at tage hans hånd. Louis lænede sig ind mod mit øre "Så længe du er her, så har jeg ikke noget imod at spilde resten af mit liv her" Det var som om han havde læst mine tanker, for jeg tænkte præcis det samme. Jeg gav hans hånd et klem, jeg sendte ham et smil der skulle fortælle ham, at jeg havde det på samme måde. 

Da bilen endelig begyndte at rykke på sig, begyndte alle drengende undtagen Louis, at juble og klappe som om det var det bedste der nogensinde var sket. Jeg fnyste af dem og lagde mit hoved på Louis' skulder, jeg havde et behov for hele tiden at være i nærkontakt med ham. Lige siden koncerten igår, har jeg været i den syvende himmel og det bliver kun bedre når jeg rør ved Louis, om det så er et kram, et kys eller om vi holder hinandens hænder er ligemeget.

Bilen drejede om hjørnet og stoppede endnu en gang, denne her trafikprop var godt nok slem. Jeg besluttede mig for at se til mit nye yndlingspar, så jeg vendte mig imod vinduet igen men de var ikke nået om hjørnet endnu. Jeg rystede på hovedet af mig selv, det var lidt underligt at jeg holde øje med dem, men de mindede mig om mine forældre og jeg savnede mine forældre overdrevet meget. 

Jeg glædede mig som en sindsyg til at spise frokost med dem, min mor havde plaget mig om at tage Louis med, for hun ville så gerne møde ham. Jeg var gået med til det, for selvfølgelig skulle mine forældre møde den fyr som jeg var helt væk i, men samtidig tog jeg ham også med for at blive fri for mine søstre. Louis var ikke bleg for at sige noget til dem og det var præcis sådan en person, som jeg havde brug for lige nu. 

Da det fremmede par kom rundt om hjørnet, gik det op for mig at de ikke var så fremmede som jeg havde troet. De var nemlig, præcis de mennesker de havde mindet mig om......Mine forældre. Min far så meget ældre ud, han havde fået en del rynker og hans øjne så helt trætte ud. Min mor havde farvet sit hår, så det havde et rødt skær.....Det var stadig mørke brunt, men det røde skær gav det et eller andet. 

Jeg slap Louis' hånd og åbnede selen, jeg gav ikke Louis nogle chance for at sige noget til mig, før jeg var sprunget ud af bilen. Jeg smækkede hurtigt døren efter mig og løb over imod fortorvet "MOR! FAR!" De stoppede begge to, da det gik op for dem at jeg var deres datter. 

Jeg løb ind i min mors favn, efter hun havde sluppet min far, hun lagde sine arme om mig og kyssede mig i håret "Åhh....Min lille skat......Lad mig lige se dig ordenligt!" Hun trådte et skridt tilbage, så hun kunne se mit ansigt. Hun fjernede håret fra mit ansigt og satte det om bag mine ører, før hun hev mig ind i endnu et kram. 

"Sikke en ung smuk kvinde, du er blevet til!" 

"Blevet til? Min lille Jacky har altid været den smukkeste i hele verden" Bød min far stolt ind, min mor slap mig og tørrede hurtigt en enkel tårer væk fra hendes kind. "Husk nu, at vi har 3 andre børn" Mor sendte et strengt blik til min far, som bare ignorerede hende. 

Han kiggede på mig med det kærlige blik, som jeg havde savnet så ubeskriveligt meget! Jeg kunne mærke gråden sætte sig i min hals, jeg ville ikke græde......Selvom det var glædes tårer. Min far så så gammel ud, han havde altid set meget yngre ud end han rent faktisk var, men det var som om at alderen havde indhentet ham. Han plejede at være en aktiv mand, som spiste rigtigt og dyrkede masser af motion. Den gnist han altid havde haft i sine øjne, var fuldstændig forsvundet. Han så træt ud, som om han havde været igennem en masse lort og var blevet 20 år ældre. Han så helt syg ud.  

"Hey Kiddo!" Mere sagde han ikke før jeg omfavnede ham i et kram, som jeg havde haft så meget brug for mens jeg var i Afrika. Min Far gav de bedste kram! Han holdte et stramt greb om mig, hvilket altid skabte en følelse af sikkerhed for mig. Han nussede mig trøstende på ryggen, selvom jeg ikke havde brug for at blive trøstet, så fik jeg altid fornemmelsen af at alting ville blive godt igen. Jeg begravede mit ansigt i hans skulder, lugten af hans parfume fik mig til at bryde sammen. Den lugtede af "Hjemme-følelsen", min far havde brugt den samme parfume siden jeg var helt lille og den fik mig altid til at føle mig hjemme. Jeg havde endda taget en lille flaske af hans parfume med til afrika, for den fik mig til at føle mig godt tilpas og hjemme. 

"Ahhh min skat, du skal ikke græde! Der er intet at være trist over!" Min fars stemme gjorde det hele meget værre, det gik endelig op for mig hvor meget jeg havde savnet dem! Jeg elskede begge mine forældre rigtigt højt, men jeg var fars pige og sådan var det bare! 

"Jeg er ikke trist....Jeg har bare savnet jer, så meget" Jeg slap min far, hvilket fik ham til at gøre det samme. Han tørrede mine kinder med sit ærme, mens min mor trøstende aede mig på ryggen. "Nurh lille mus dog! Vi har også savnet dig, helt vildt" Min mor sendte mig et kærligt smil.

Jeg tog en dyb indånding, hvilket faktisk stoppede tårende da jeg faldt lidt ned "Det er så godt at se jer!" 

"I lige måde, din far og jeg har virkelig glædet os til idag.........Især til at møde Louis!"

Min mor elsker nærmest allerede Louis, og hun har ikke engang mødt ham....Men jeg havde ikke noget imod det, det var bedre sådan end hvis hun hadede ham "Haha..Han glæder sig også til at møde jer, han sidder faktisk i den bil som jeg kom ud af" Jeg kiggede bagud og lagde mærke til at køen havde rykket sig en smule, så bilen var kommet sådan 6 meter længere op af vejen.

"Tror du så ikke at du skal til og finde tilbage til ham?" Spurgte min mor venligt, det var ret sødt af hende at spørger så jeg ikke glemte det, men jeg ville hellere følges med dem, end at sidde fast i trafikken......Selvom Louis var der. 

"Nej, det er fint nok! Jeg skriver bare en besked til ham, om at jeg følges med jer!" 

"Men vi skal jo først mødes om en time, og vi har lige nogle små'r ting, som vi lige skal ordne inden" 

"Det er fint nok, mor. Jeg har ikke noget imod at tage med" 

"Ej, det behøver du ikke, Jackie. Det ville også bare blive ret kedeligt for dig, i længden"

"Det gør mig ikke noget, mor. Jeg vil bare gerne tilbringe noget tid med dig og far" Jeg prøvede sådan at få hende til at forstå, jeg var ligeglad om det var kedeligt eller ej, jeg ville bare gerne være lidt sammen med dem. Men det virkede som om hun ikke gad, for hun virkede meget afvisende hvilket sved en smule, men jeg prøvede ikke at tage det til hjertet og insistere på at tage med. 

"Kidoo...Det er ikke fordi vi ikke vil have dig med, men vi har en lille overraskelse til jer og vi skal til at hente den" Okay, når min far sagde det sådan forstod jeg godt min mors reaktion, men hvorfor sagde de ikke bare det til at starte med? 

Jeg nikkede forstående "Nårh okay, det er selvfølgelig fair nok! Så ses vi vel bare om en times tid?" 

"Det gør vi i hvert fald!" Sagde min mor glad og kyssede mig på kinden, min far gav mig et hurtigt kram. Mere behøvede jeg ikke, for at vende tilbage til bilen.

Jeg åbnede døren og hoppede ind på sædet, som jeg også havde siddet på før og smækkede døren efter mig. "Så det er altså dine forældre?" Spurgte Louis med et stort smil, jeg nikkede og spændte mig fast igen "Jaaa, jeg beklager jeg bare skred på den måde.....Men jeg var bare så overrasket, over at se dem her"

Louis nikkede forstående "Var det godt at se dem igen, efter så lang tid?" 

"Nej, det var fantastisk" 

 

****

Jeg kiggede irriteret over på Louis, som sad overfor mig, han sendte mig et opmuntrende smil "De er bare lige lidt forsinket" Undskyldte han på mine forældres vejene. Vi havde siddet og ventet på mine forældre i lidt over en time, vi havde ringet til dem flere gange, men ingen af dem tog deres telefon. Jeg var begyndt at blive bekymret og mit humør blev ikke bedre af at Natalia prøvede at underholde os andre. 

"Når Zac hvordan går det så i skolen?" Spurgte Louis interesseret, jeg havde forklaret Louis alt om Zacs situation og han havde været så forstående, støttende og dejlig som han kunne. Zac som sad ved siden af mig, fnyste inden han svarede Louis. 

"Jeg starter i en ny skole når vi kommer tilbage til London, så jeg ved det ikke endnu" 

"Glæder du dig, til at starte op igen?" Zac rystede frastødt på hovedet, som om Louis' spørgsmål var helt forfærdeligt. Louis begyndte at grine "Jeg forstår dig godt, men det er noget vi alle skal igennem."

Jeg kunne mærke Natalias blik på mig og da jeg kiggede over på hende, fik vi øjenkontakt et kort sekund. Hun så helt stolt ud, da hendes blik faldt på Zac.......Hell no! Du har intet at være stolt over her, Natalia! Du skal ikke så meget som snakke til ham, han har ikke brug for din dårlige indflydelse.

"Jacks?" Jeg kiggede tøvende over på hende igen, da hun begyndte at kalde på mig. "Hvad?" Det var ikke meningen at det skulle lyde så hårdt, men jeg gad hende ikke lige nu. "Jeg synes virkelig, du gør en god gerning med Zac, du er et godt menneske" Jeg havde det som om jeg tabte både næse og mund, det der sagde hun bare ikke lige.

Det kunne godt være at hun mente det godt, men det lød som om at Zac bare var velgørenhedsarbejde for mig og han var ikke det der lignede, han er en del af min familie, hvilket er mere end man kan sige om hende. "Hør lige her, din inkompetente møgkælling......Zac er på ingen måde en god gerning, velgørenhedsarbejde eller det der ligner! Han er en del af min familie, og det er ikke for at være et godt menneske at jeg har adopteret ham. Jeg adopterede Zac, fordi jeg holder rigtigt meget af ham og jeg vil ham det bedste i livet, for det fortjener han. Du skal derfor ikke snakke til ham, eller om ham....Du skal ikke engang tænke på ham, hvis jeg ser dig bare kigge hans retni-"

"Se hvad klokken er blevet! Vi må hellere se at smutte" Afbrød Louis mig og begyndte at rejse sig, jeg fastholde en seriøs øjenkontakt med Nat, så hun vidste jeg mente det. "Kom Jack!" Lyden af Louis' stemme hev mig ud af stirre-trancen, jeg rejste mig hurtigt op og forlod resturanten sammen med mine to yndlings drenge. 

Zac drastisk stoppede op og puffede til min arm, hvilket fik mig til også at stoppe op "Jackie! Louis kiggede lige på mig! Please lad vær med at ham ihjel! Jeg kan virkelig godt lide ham!" Udbrød Zac teatralsk og skar en grimmasse, så det ligende at han skulle til at græde. 

Louis begyndte at grine "Undskyld Jackie, det var ikke min mening at kigge på ham! Det skete bare!" De begyndte begge to at flække af grin. Jeg undlod at kommentere på det, for jeg synes overhovedet ikke det var det mindste sjovt. Jeg rystede nærmest af vrede, ikke fordi de lavede sjovt med det, men fordi bare det at snakke med Natalia, gjorde mig så rasende. Jeg var virkelig begyndt at hade hende, jeg vidste godt at det var forfærdeligt men jeg kunne ikke gøre for det. Det gjorde fysisk ondt på mig at hade hende, men hun var bare så svær at elske og jeg var så træt af at prøve, for hver gang jeg gav hende en ny chance fik jeg det tilbage i hovedet......Bare dobbelt så hårdt, som gangen før. 

Drengende stoppede endelig med at grine, da vi kom over til elevatoren og dørene gled fra hinanden. Sean, Jackson og hundende kom til syne. "Hey med jer! Er middagen allerede forbi?" Spurgte Sean høfligt, jeg satte mig ned på hug og krammede Edward, da han kom over til mig.

"Ja, det kan man vidst godt sige" Svarede Louis grinende, de forstod slet ikke hvor vred jeg var ellers ignorerede de det bare. Jeg tog Edwards snor af ham og rejste mig op, uden så meget som at udveksle et ord med de andre gik jeg over imod hovedudgangen, mens jeg kaldte lidt på Edward, ikke at jeg behøvede det for han fulgte altid glædeligt med mig. 

Jeg havde brug for lidt luft og et venligt ansigt, der ikke havde noget imod at lytte til mig, uden at dømme mig, hvilket altid var Edward. Tommo var også god til det, men han var mere til at putte og han fik mig altid i bedre humør, for han var sådan en fjollet hund. Jeg elskede begge mine hunde helt ubeskriveligt, men jeg havde en slags forbindelse med Edward, han passede altid så godt på mig. Men det betød ikke at jeg elskede ham mere end Tommo, det betød bare at Edward forstod mig bedre, også selvom han var en hund. Det lyder helt dumt at indrømme, men alle der har haft et kæledyr vil forstå mig. 

Jeg ignorerede drengendes kald, jeg havde ikke overskud til at snakke med nogen af dem, for de ville ikke forstå mig og de ville havde mig til at forklare det hele. Mens at Edward godtog det han fik og lyttede trofast til mig. 

 

****       

 

Edward og jeg gik ned imod vores værelse efter en lang beroligende tur, jeg havde det meget bedre nu og det virkede som om at Edward også havde nydt den. Jeg tog min nøgle op af min lomme og låste døren op, da vi var fremme ved værelset. 

Jeg åbnede døren og lod Edward gå ind før mig, for derefter selv at træde ind på værelset og lukke døren efter mig. Jeg nåede dårligt nok at vende mig om imod værelset, før Louis havde hevet mig ind i et tæt kram. "Jeg beklager for tidligere, det var streng-'" 

Jeg stoppede ham ved at presse mine læber imod hans, jeg kunne fornemme at han var meget overrasket eftersom at det tog ham et øjeblik at reagere på mit kys. 

"Selfie!" Vi stoppede begge kysset og slap hinanden, jeg vendte blikket imod Zac, som stod med en lang pind af en art. Louis fnyste og rystede kort på hovedet "Jeg vidste jeg ikke skulle have givet ham, den selfie-stick" Mumlede han for sig selv. Jeg smilede lidt ved ideen, om de var begyndt at knytte bånd......Det betød rigtigt meget for mig. 

"Tror du ikke snart du er færdig med at indvie den?" Spurgte Louis drillende Zac, som rystede ivrigt på hovedet "Jeg er ikke engang tæt på!" 

"Jeg har på fornemmelsen at min telefon vil være fyldt med selfies af Zac, når jeg får den tilbage"

"Det er lidt din egen skyld, når du køber en selfie-stick til en person som ikke har nogen mobil" Argumenterede Zac. Jeg forstod ham godt, det var faktisk ret dumt gjort af Louis. For jeg havde heller ikke en smartphone, iphone eller noget i den stil, sååå det var faktisk kun hans telefon Zac kunne bruge. 

"Måske det er på tide Jackie så giver dig en telefon?" Louis sendte mig et smørret smil, han vidste at jeg lige havde sagt mit arbejde op og derfor ikke havde så mange penge.......Jeg ved heller ikke hvorfor jeg synes det var en god ide, at tage til New York. 

Jeg slog ham blidt på armen og sendte ham et dræberblik, hvilket bare fik ham til at grine. Jeg skulle til at sige noget til Zac, men da jeg vendte mit blik tilbage til ham, opdagede jeg at han var smuttet. Louis så det som et tegn til at foresætte samtalen fra før.

"Jeg vil ihvertfald gerne undskylde, for at have taget den lidt for langt" 

"Det er okay, Louismus. Jeg overreagerede ret meget......Så det undskylder jeg for. Natalia pisser mig bare så meget af, og jeg kan slet ikke styre mit temperatment.....Det temperatment jeg ikke vidste, jeg havde" Forklarede jeg og lagde mine arme om Louis nakke, mens jeg sendte ham et undskyldende blik. 

Han gav mig et kort lille kys på munden og lagde sine arme om min lænd "Det er okay, at have lidt temperatment. Jeg synes det klæ'r dig, det er ret frækt" Hans forførende blik fortalte mig at han mente det, selvom han sagde det på en drillende måde. 

"Anyways.......Siden vi ikke fik spist frokost med dine forældre, har Zac og Jeg bestilt pizza, som undskyldning for at være nogle uforstående idioter. Så vi tænkte at vi kunne holde en ordenlig filmaften, med pizza og en masse film! Hvad siger du til det?" 

Det var ret sødt af dem, at arrangere sådan en hyggelig aften! Så selvfølgelig var jeg på! Jeg nikkede stille, hvilket fik Louis til at tage min hånd og føre mig længere ind på hotelværelset. 

Han slap min hånd og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig i sofaen, hvilket jeg så gjorde mens han satte sig på gulvet foran mig. Jeg begyndte at nusse Tommo, som lå ved siden af mig. Samson og Edward stod begge helt oppe i hovedet på Louis, og fulgte ivrigt med i det han lavede. "Hvilken film vil du se, Jack?" 

Zac kom løbende ud af sit værelse, stadig i stak med selfie-sticken. Han satte sig på sofa-armlænet og råbte "Selfie!". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...