You will always be my first love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Færdig
Jaquelin tog til Afrika for at følge hendes drøm, om at hjælpe andre. Da hun fik tilbudt muligheden, havde hun egentlig tænkt sig at afslå, fordi hun ikke ville forlade sin kæreste. Men da han droppede hende, tøvede hun ikke et sekund med at tage afsted.
3 år senere opholder Jaquelin sig stadig i Afrika, hun arbejder hårdt og gør det hun altid har villet. En dag møder hun en ung, flot, sød, tiltrækkende fyr! Den første rigtige siden at hun blev droppet 3 år tidligere! De falder bladask for hinanden.
Alt passer fuldstændig perfekt, fordi Jaquelin står og skal til at tage hjem til England, hvor han tilfældigvis osse bor!
Der viser sig bare at være et "lille" problem.......Jaquelins nye fyr kender hendes ex! Eller det er en underdrivelse! De er venner og ikke bare venner....De er bedste venner.

99Likes
116Kommentarer
64678Visninger
AA

36. The first preparations.

Jackies synsvinkel

"Jeg er så glad på jeres vegne!" Hvinede Lottie gennem skype, jeg grinede af hende begejstring og lagde min hånd på Louis' arm, som var viklet rundt om mig. Lottie havde kimet Louis ned hele morgenen, og da han endelige havde taget telefonen, havde hun sagt "Skype" Og havde derefter lagt på. Så her lå vi i Louis' hotelseng, med en computer foran os, eller foran mig! Louis lå bag mig, så han var ikke lige så meget i centrum, som jeg. 

"Lad mig se ringen igen!" Jeg holde min hånd op foran kameraet for hundrede gang, ikke at jeg havde det mindste imod det. Hele Tomlinson-familien havde efterhånden set ringen, for vi havde skypet med dem så lang tid, at de alle havde været forbi samtalen. Lottie blev dog hængende og Jay kom også forbi ret tit. 

Jeg kunne slet ikke forstå at jeg var forlovet, jeg var så glad, det føltes helt ubeskriveligt rigtigt, som om at det var meningen jeg skulle tilbringe mit liv med Louis, ved min side. 

Louis' telefon begyndte at ringe for tyvende gang, inden for kort tid, han nægtede at tage den for han vidste at det var Liza. "Skal du ikke tage den?" Spurgte Lottie tydeligvis en smule træt af lyden, af hendes brors ringetone. Louis samlede sin telefon op og slog derefter lyden fra, før han lagde den på sengebordet igen. 

"Jeg gider ikke snakke med Liza" 

"Hvorfor ikke?" Jeg var lige så uvidende som Lottie, men jeg valgte ikke at spørger ind til det, da jeg vidste Louis højst sandsynligt ville fortælle mig det senere, eventuelt efter vi havde taget afsked med Lottie. "Hun er sur over vores forlovelse, hun synes at det er hendes ret at bestemme hvornår, hvordan og hvem vi er sammen med. Så hun er rasende over at jeg tager ansvar over mit eget liv, uden at indvie hende og resten af the management. Og hvad der sender hende helt over kanten er, at vi har offentliggjort det uden hendes eller nogen af de andres samtykke" Det lød ret sindsygt, at Liza skulle godkende alt, for selvom Louis var med i One Direction, så var han jo også et helt almindeligt menneske. Og hvem han var som person, havde jo intet at gøre med, hvordan hans musik var, jeg forstod mig slet ikke på alt det der med at være en offentlig person. 

Det frydede mig, at hans attitude i forhold til Liza og det faktum at han var i problemer, bare var "I dont give a fuck." Men det var jo også en af de mange uendelige grunde til at jeg elskede ham, han var pisse ligeglad med andres meninger. 

Selveste Jason Derulo havde offentliggjort vores forlovelse, det var ret stort for mig, for lige meget hvor godt jeg gemte det, så var jeg jo stadig fan. Jason havde postet et billede af Louis og jeg, som var taget lige efter jeg havde givet Louis mit svar, det var et rigtig sødt billede. På billedet havde jeg min pande imod Louis', mine arme om hans hals mens han med sine arme om min lænd havde løftet mig fra gulvet. Jason havde postet det på instagram, med noget af teksten fra hans sang, Louis havde vist mig det på hans telefon, fordi han havde fået meget respons på grund af det.

"Fuck Liza! Hun er bare bitter, over du ikke vil giftes med hende" Jeg grinte over Lotties kommentar, men jeg var enig, fuck Liza! 

"Hah...Hun er nok 5 minutter fra at komme herhen, og slå døren ind" Sagde Louis med et halvt grin, der var ikke nogen der nåede at kommentere på det, for 30 sekunder efter han havde sagt det, begyndte det at banke på døren. Lottie skar en grimasse og grinte "Please luk hende ind, mens vi stadig skyper!" Louis rystede på hovedet og lukkede computerskærmen ned. 

Jeg vendte mig om i sengen, så jeg lå med ansigtet rettet imod Louis, han fjernede det hår der var faldet ned i mit ansigt, da jeg havde vendt mig. Han kærtegnede derefter forsigtigt min kind "Det er utroligt hvordan en person kan komme ind i dit liv, og få dig til at spekulere på hvordan du nogensinde kunne leve uden dem" Det er utroligt hvordan han kan få mig til at føle på trods af hvor godt vi kender hinanden, han overrasker mig hver dag, og hver gang jeg ikke tror jeg kan elske ham højere, finder han en måde at modbevise mig på. 

Jeg lænede mig frem og gav ham et enkelt kys, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham, han tog mig med storm hver gang han åbnede sin mund. "Jeg er så heldig at du faldt for mig, på trods af Kofis forsøg på at ødelægge det for mig" 

Louis grinte og bed sig i læben, mens han kiggede op i loftet, som om han lige skulle tænke sig om "Gud ja! Det havde jeg helt glemt, du faldt for mig første gang jeg så dig!" Selvom det var en dårlig joke, så kunne jeg ikke lade vær at grine, for føltes så lang væk. Tiden var fløjet afsted, hvis der var nogen der havde sagt til mig dengang, at jeg ville ligge her i denne hotelseng med Louis, og ovenikøbet være forlovet til ham, så ville jeg ryste på hovedet af dem mens jeg fortalte dem hvor langt ude det var. 

"LOUIS! JEG VED DU ER DERINDE!" Vi kunne nu bekræfte at det var Liza der var blevet ved med at banke, og hun lød langt fra glad. Jeg kiggede på Louis med et hævet øjenbryn, for han kunne ikke undgå hende for evigt, så han kunne lige så godt få det overstået. 

"Måske du skulle overveje at lukke hende ind, inden naboerne klager over hende?"

"Det er da ikke mit problem, at hun larmer? Hun kan bare lade vær, med at være sådan en b-" 

"Lou, luk hende nu ind!" Jeg afbrød ham, fordi jeg synes det var strengt at han hævede stemmen, mens han kaldte hende noget grimt. Mit forhold til Liza var lidt kompliceret, men hun gjorde jo bare sit arbejde, så det var over grænsen at svine hende til, på grund af det.

Louis placerede hurtigt et kys i min pande og sprang derefter ud af sengen, han skar en grimasse mens han luntede over til døren. Jeg satte mig op, for at være en smule præsentabel, selvom den slidte t-shirt jeg havde lånt af Louis, ikke ligefrem gjorde noget godt for mit look, men jeg nægtede at skifte, for jeg elskede den! Den lugtede af Louis og den var behagelig at have på. 

Da Liza trådte ind på værelset, fortrød jeg at jeg ikke havde lånt nogle bukser af ham, for Liza gav mig elevatorblikket og rullede derefter med øjnene, før hun frustreret begravede sit ansigt i sine hænder. Alt mens hun sukkede irriteret, Louis havde et smørret smil på læben mens han satte sig på sengen. 

Liza begyndte at massere sine tindinger og vendte sig imod os, hendes blik var til min overraskelse ikke vredt, men det var dog så koldt, at jeg var sikker på temperaturen i rummet faldt med mange grader. "Hvad fanden har du gang i Louis?!" 

"Fair nok at du gerne vil date Jaquelin, og slå op med hende hundrede tusind gange. Men du kan ikke bare fri til hende, og så offentliggøre det uden at spørger!" Selvom hun havde spurgt Louis om noget, så ventede hun ikke på et svar, før hun fortsatte med sit vredesudbrud. 

"Jeg har ikke spurgt, fordi din mening ærlig talt ikke betyder noget for mig, i denne her sammenhænge" 

"Er du klar over, hvor meget du skader din karrierer, ved at lave sådan et stunt?" Det havde jeg slet ikke tænkt over, men der var da mange sangerer der var forlovet, eller gift? Som altså stadig var kendte. 

"Jeg er ligeglad, Liza! Hvis jeg mister fans på det, så vil jeg ikke have dem som fans!" Den kommentar tog Liza ikke så godt imod, hun gispede frustreret og sukkede derefter irriteret. Jeg ville ikke blande mig, for jeg vidste ikke hvordan Louis ville have det, så jeg holde min mund lukket, men jeg ville selvfølgelig støtte ham, hvis han havde brug for det. 

"Louis, hvis du ikke går med til at lave en pressemeddelelse, hvor du indrømmer at det bare var en joke. Så kommer du til at fortryde det" Jeg vidste ikke om det skulle forstås som en trussel, eller en advarsel, men det lød ret alvorligt.

Louis som virkede helt uberørt af det hele, rejste sig fra sengen og stillede sig, så både Liza og jeg kunne se hans ansigt. "Jeg gifter mig med Jack, om du er for eller imod, rager mig ikke en skid" 

"Vil du virkelig gøre dette imod din karrierer? Hvad med de andre? Det her kommer også til at gå ud over dem" 

Louis sendte Liza et flabet smil "Jeg tror du vil blive overrasket over hvor støttende vores fans er....Nogen af dem er lige så spændte som vi er! De glæder sig til at se billeder fra brylluppet! Min twitter er bombet med lykønskninger, de eneste triste beskeder er fra folk, som er kede af ikke at kunne komme med til brylluppet" Vi havde læst nogle af beskederne fra fansene sammen, der var selvfølgelig nogle med dårlig respons, men det var overraskende få. 

Liza tog sin telefon frem, jeg fik udfra hun tjekkede om det var rigtigt det Louis lige havde sagt, for hun stod med den i noget tid uden at sige noget. Louis stod lidt og trippet, men sendte mig dog ind imellem et charmerende smil. 

"Jeg tror stadig du kommer til at kunne mærke det, men hvis I holder fasene opdateret omkring planlægningen, når I kommer dertil og alt andet i forhold til brylluppet, så håber vi at det viser sig at være en god ting. Jeg har stadig mine tvivl, men jeg kan godt accepterer det, så længe fansene forbliver glade og trofaste" Ved Lizas velsignelse, eller hvad man nu vil kalde det, så sprang Louis over til mig i sengen. Han skubbede mig ned og ligge igen, ved at kysse mig over hele mit ansigt, mens jeg grinte. 

Selvom Liza rømmede sig, stoppede Louis ikke "Det betyder at også du, Jaquelin, skal poste omkring den store nyhed. Så jeg vil foreslå, at du køber en smartphone, så du har nemmere adgang" 

Louis stoppede med at kysse mig, han lå stadig halvt ovenpå mig, mens han vendte sit ansigt imod Liza "Jeg skal nok købe en til hende. Men angående brylluppet, så har vi en aftale med en bryllupsplanlægger i morgen. Vi skal giftes, inden for nogle få måneder" Vi havde allerede fået snakket ret meget om brylluppet, vi havde været vågne det meste af natten, så det havde givet os masser af tid til at planlægge og diskutere. 

 

**** 

"Knock, Knock!" 

"Who's there?" 

"Marry" 

"Marry, who?" 

"Marry me!" Jeg slog Louis på armen, mens jeg grinte af hans dårlige joke.

Jeg stoppede dog hurtigt efter da Frøken Perrie Edwards endelig tog sin telefon "Hallo?" Det var så lang tid siden at jeg havde snakket med hende, fordi hun havde haft travlt med forskellige ting i forhold til Little mix. "PERRIE!" Jeg savnede hende helt ubeskriveligt, jeg havde det som om det var hundrede år siden, jeg havde set hende.  

"JACKIE!"

"Jeg savner dig, Perr"

"Jeg savner også dig, babe! Men du er jo i New York lige for tiden.....Er det fedt?"

"Ja, her er så fedt. Går det ellers godt?" Jeg følte at jeg havde så meget at snakke med Perrie om, for vi havde ikke snakket ordentligt sammen i lang tid. Jeg savnede den lille blonde bitch, rigtig meget endda. "Jaaa, jeg har haft overdrevet travlt, men den tid er ved at være ovre. Så jeg har endelig tid til at se min yndlings Jackie, endnu mere end før!"

"Aww det vil jeg glæde mig til! Men Perrie, grunden til jeg ringer er fordi jeg skal fortælle dig noget"

"Uhh...Hvad så?"

"Louis og Jeg skal giftes!" 

"Whaaat?! Tillykke! OMG ej hvor godt! Jeg er virkelig glad på dine vegne, efter alt det du har været igennem, fortjener du at være glad. Stort tillykke, babe!" Det betød rigtig meget at Perrie var glad på mine vegne, for hun var gået hen og var blevet en af mine bedste venner. Og det var også derfor at jeg havde en kæmpe ting, som jeg ville spørger hende om.

"Tak, søde. Jeg har noget, som jeg gerne vil spørger dig om, og du må gerne sige nej! Men Perrie, jeg vil gerne have at du er min maid of honor....Jeg forstår godt hvis du ikke har tid, eller lyst! Men det ville betyde meget for mig, hvis du sagde j-"

"Hold nu kæft, jackie! Selvfølgelig vil jeg det!" Skreg Perrie spændt, hvilket fik mig til at grine. Jeg havde været så nervøs for at spørger hende, at det var helt humoristisk hvor hurtigt hun havde sagt ja. "Hvornår er brylluppet?" Jeg blev helt spændt bare ved tanken om hvor kort tid der var til brylluppet, jeg glædede mig så meget. "Lidt over halvanden måned" 

"Halvanden måned!?! Bitch, you better get your ass home! Vi har et brylluppet at arrangerer!" Jeg fnyste af hendes ordre, det betød meget for mig at Louis havde taget min far i betragtning, da vi havde snakket om datoer med bryllupsarrangøren. For selvfølgelig skulle min far med til mit bryllup, jeg håbede bare min far ikke var for syg til at deltage, for mit største ønske var at han kunne følge mig ned af kirkegulvet, men jeg ville forstå hvis han var for dårlig til at gøre det. 

"Ja, jeg kommer hjem i næste uge!"

"Ej, det bliver så godt! Jeg glæder mig helt vildt, Jackiemus! Men jeg bliver nødt til at smutte"

"Helt iorden, søde! Vi ses i næste uge" 

"Ja, vi gør så!" 

Da jeg havde lagt på, lagde jeg min nye iphone ned i min lomme. Louis havde ikke lavet sjov, da han sagde han ville købe en telefon til mig. Jeg var glad for den og alt det, men jeg kunne ikke finde ud af at bruge den. Jeg havde lært hvordan man ringede folk op, og hvordan man låste telefonen, men udover det var jeg helt blank. 

"Så er det din tur, my darling" Sagde jeg en smule dramatisk til Louis, han hævede sine øjenbryn og fandt sin telefon frem. Han kiggede på mig med et drillende blik, da han tog den op til øret. "Hey Liam. Vil du være min forlover? Det skal du ikke tænke på, du er den eneste rigtige at spørger! Jeg er sikker på, du vil klare det fantastisk! Tak, Li! Du er den bedste - love you too, man. Ses."

Jeg elskede hvor let, han havde haft ved at spørger Liam, og hvor stort hans smil havde været imens han havde snakket med ham. Men jeg var overrasket over at han havde spurgt Liam, for selvom han havde haft sine problemer med Harry, så havde jeg regnet med at de ville blive gode igen, især nu når vi står foran sådan et kæmpe arrangement. 

"Hvad er der galt?" Louis' blik fortalte mig at han oprindeligt gerne ville vide det, så jeg fortalte ham det, eller på en måde. "Er du sikker på, Liam er den rette forlover for dig?" Louis rynkede sine bryn, over mit spørgsmål, men nikkede derefter. 

"Ja, Zayn hjalp mig med at vælge ringen. Niall vil gerne stå for min polterabend. Så kan Liam hjælpe mig med alt andet, han er desuden den eneste jeg stoler på, kan holde styr på det hele.....Og sætte mig på plads"

"Hvad med Harry?" Louis sukkede træt, da jeg fyrede det længe ventede spørgsmål af. "Jeg er ikke interesseret i Harrys hjælp" På en måde synes jeg det var fair nok, men jeg håbede alligevel de ville tale ud inden brylluppet, for jeg magtede ikke den akavede stemning der ville være, hvis de forblev uvenner under brylluppet. "Det er selvfølgelig op til dig selv, men jeg gider ikke noget drama til brylluppet" 

"Man kan ikke lave drama, hvis man ikke er til stede" Fnyste Louis. Havde han tænkt sig at lade vær med at invitere Harry? Ej, det kunne han da ikke være bekendt! "Så du vil have at vi bliver gift foran alle vi kender, udentagen din bedste ven?"

Jeg lod ham ikke engang svare, før jeg fortsatte "Lou....Jeg forstår godt hvorfor du er sur på ham, men husk lige på at du er ved at planlægge dit bryllup, hvor du skal giftes med den anden part, som du egentligt også burde være sur på" Jeg prøvede ikke på at starte et skænderi, eller få ham til at genoverveje hans beslutning, om at tilbringe resten af sit liv med mig. Jeg prøvede bare at sætte det i perspektiv for ham, så han kunne se det fra en andens synsvinkel. 

"Vi har begge begået fejl, i vores forhold, men det er grunden til vores forhold er blevet så stærkt. Jeg har tilgivet dig, for det du har gjort, og du har tilgivet mig for det, jeg har gjort. Vi er startet på et nyt kapitel, så lad os ikke bladre tilbage."

"Louis, jeg elsker dig.....Men nogle gange er du så tykhovedet"

"Så længe jeg stadig ser godt ud på bryllupsbillederne, så går det nok" Jeg fnyste af hans latterlige kommentar, for jeg kunne ikke andet. Man skulle vælge sine kampe med omhu, når man gik op imod Louis' stædighed, og det her var ikke en kamp jeg ville tage. Der var så mange ting, som vi skulle tage stilling til, så jeg måtte lade den ligge lidt, og håbe han kom på bedre tanker, ellers ville jeg tage det op igen på et senere tidspunkt.

"Har du i det mindste fortalt Harry personligt, at vi er blevet forlovet?" Det faktum at Louis' blik endte i gulvet, og han havde et smørret smil på læben, fortalte mig alt det jeg havde brug for at vide. "Jeg forstår godt du er bitter på ham, men vis lidt hensyn til ham, han må have det ret svært" Jeg havde ondt af Harry, ikke fordi jeg forventede han sad og græd over at have mistet mig. Men det måtte alligevel tage på ham, at hans bedste ven skulle giftes, med hans første kærlighed, som han lige havde indrømmet at han stadig havde følelser for. Og han blev ikke inkluderet i det overhovedet, han måtte læse nyheden på twitter, eller hvor fuck han nu læste sit shit.

Louis og Harry havde sikkert en gammel hemmelig aftale om, hvordan de skulle deltage i hinandens bryllup. Men det var alt sammen blevet annulleret på grund af en lille dum fejltagelse, som vi havde været to om at begå. 

"Louis......Mit hjerte græder for den dreng, han har begået en fejl, men jeg føler virkelig, vi behandler ham som lort.....Og det er ikke fair, så enten snakker du med ham....Ellers gør jeg!" 

"Jeg har ikke noget at sige til ham, og det har du heller ikke!" Et var at han ikke ville snakke med Harry, men han kunne ikke sige at jeg ikke måtte. Så havde han jo ikke tilgivet mig for kysset, hvis han ikke stolede på mig. "Jo, jeg har. Jeg elsker ikke Harry, som jeg elsker dig, men jeg vil stadig ikke se ham lide. Så jeg bliver nødt til at sikre mig, at han er okay" 

Louis sukkede mens han rullede med øjnene "Jeg føler hele tiden Harry kommer imellem os! Og jeg er så træt af det" Han kørte frustreret sine hænder rundt i sit ansigt, jeg tog fat i hans ene hånd og hev den væk fra hans ansigt.

Jeg flettede vores fingre sammen, og placerede også min anden hånd rundt om hans. "Louis William Tomlinson! Hvis bare du forstod hvor meget jeg elsker dig, og hvor meget jeg glæder mig til at tilbringe resten af mit liv med dig, Zac, vores vovser og vores fremtidige børn! Hvis jeg kunne ville jeg kun tænke på dig, resten af mit liv, men jeg har en bitch af en samvittighed at slås med, så jeg bliver nødt til at tage hensyn til folkene omkring mig.....Hvilket også vil sige Harry, men det betyder ikke at han kommer imellem os, det betyder bare at vi sikre os han er okay, fordi han betyder noget for os begge.

Louis sukkede opgivende "Jeg hader når du har ret" Jeg fnyste og placerede et kys på hans kind "Du må heller vænne dig til det, for vi kommer til at være sammen til den bitre ende, baby!" 

Louis rullede med sine øjne, men brød derefter ud i et kæmpe smil "Jaa, Jeg er en heldig mand" Jeg gav hans hånd et klem, og nikkede med et drillende blik. "Det er jeg glad for du synes, og jeg håber du vil minde dig selv om det, mens jeg går op og ser til Harry" Jeg plantede et enkelt kys midt på hans mund, inden jeg slap hans hånd og rejste mig fra bordet. 

Vi havde siddet og ventet på Kofi, men jeg synes at det med Harry var vigtigere, end at spise med min forlovede og vores fælles ven. Og jeg kunne jo altid slutte mig til dem igen senere.

Jeg forlod restauranten og begav mig over imod elevatoren, jeg nåede kun lige at trykke på knappen, før dørene til elevatoren gik op og den eftersøgte krøltop kom til syne. Idet han fik øje på mig, fandt hans blik gulvet, for at undgå at få øjenkontakt med mig.

"Hey!" Jeg havde endnu ikke overvejet hvordan jeg ville starte denne samtale, for det ville jeg finde ud af på vej op til hans etage, men sådan gik det dog ikke til, så jeg startede stille ud. 

"Hey" Han svarede stille men høfligt og begyndte at forlade elevatoren, da han skulle til at passere mig, gik jeg i panik og trådte ind foran ham, så han ikke kunne komme forbi. Han rynkede sine bryn, mens han for alt i verden undgik at kigge på mig. Jeg placerede mine hænder på hans brystkasse, hvilket fik ham til at tage et skridt bagud, for at undgå min berøring. Den sved lidt, men jeg ignorerede det og tog et hurtigt skridt frem imod ham, så vi stod næsten helt op af hinanden, jeg trykkede på elevator-knappen for Harrys etage, så elevatordørene lukkede bag mig.

I Mellemtiden havde Harry stillet sig i hjørnet af elevatoren, så langt væk fra mig, som han kunne komme i det lille aflukket rum. "Harr-" Startede jeg stille ud, men Harry var hurtig til at afbryde mig "Ved Louis godt du snakker med mig?" Hans tone var hård, men jeg havde fortjent det, for jeg havde nærmest udnyttet ham for at få det bedre med mig selv og så smidt ham væk, lige så snart Louis dukkede op.

"Ja, det gør han" 

"Nårh så du har fået lov til at snakke med mig? Godt for dig!" Det var en meget fornærmet Harry, jeg stod over for, ikke at jeg bebrejdede ham, men han kunne godt give mig en chance, så jeg kunne forklare. 

Jeg havde virkelig dårlig samvittighed, for han var tydeligvis såret, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Mit blik var fanget af gulvet, jeg kunne ikke få mig selv til at kigge op på ham, for jeg skammede mig sådan. 

"Jeg går udfra du har hørt det?" Mumlede jeg usikkert, selvom jeg var sikker på han vidste det, så gjorde det mig usikker at han måske ville flippe ud på mig. For jeg havde så dårlig samvittighed over det hele, at det ville gøre knuden i min mave større. 

"Jeg ville ønske at jeg ikke havde, men det er lidt svært når det er all over twitter! Og du samtidig poster non-stop om det. Jeg troede faktisk at Louis og Jeg var okay igen efter byturen, men hvis vi var det så havde han selv fortalt mig det" Han lød helt trist og skuffet, og jeg forstod ham fuldt ud, men det var meget naivt af ham at tro fordi Louis tog sig af ham mens han var fuld, var de gode igen, for ligemeget hvor sur Louis var, så ville han hjælpe Harry, hvis han havde brug for hjælp. 

"Jeg er ked af du skulle høre det på den måde, jeg ville ønske at vi selv havde fortalt dig det." Jeg kiggede forsigtigt op på ham igen, så vi fik øjenkontakt et kort øjeblik, før han kiggede væk igen, hans blik virkede så fjernt og tomt.

Han skar en grimasse "Det er ligemeget, Jaquelin. Det ville ikke ændre noget, om I fortalte mig det eller jeg selv fandt ud af det. For fakta er at: Jeg er forelsket i dig, men du er ikke min, du er Louis' pige og det vil du altid være, der er intet jeg kan gøre ved det, især ikke nu når du har en kæmpe ring på din finger, som bevis på din kærlighed for Louis. Jeg er glad på jeres vegne, det er jeg virkelig men jeg kan ikke påstå at det var det her udfald jeg havde håbet på. Selvom du valgte Louis, havde jeg stadig håbet om at vi en dag ville få en chance mere, men jeg så jer den aften......Hvor Louis friede til dig....I så mig ikke, fordi I var så opslugte af hinanden. Den måde du kiggede på Louis-" Harry stoppede og tog en dyb indånding, han bed sig i læben som om han var i tvivl om han skulle fortsætte.

Jeg valgt at give ham noget tid til at finde ud af hvad han skulle sige, så jeg forblev stille men det var også til min egen fordel, for jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. "Dit blik fortalte mig, alt det du ikke kunne. Du ville følge den fyr til verdens ende, uden så meget som at overveje andet. Du elsker ham mere, end noget andet. Han kunne såre dig hver dag resten af dit liv, uden du ville forlade ham, du ville måske overveje det, men inderst inde ved du ikke hvad du skulle gøre uden ham. Jeg ville ønske jeg havde forstået det noget før, for så havde jeg måske ikke mistet min bedste ven. Men gjort er gjort, og jeg ønsker dig det bedste, også selvom det er med Louis og ikke mig" Jeg var så mundlam, jeg var glad for at han var glad på mine vegne, men jeg hadede det faktum at jeg havde såret ham,

"Når det så er sagt, så bliver jeg nødt til at gå, for jeg har en aftale med en ven" Harry trykkede på den etage, vi nærmede os, så dørene åbnede kort efter, da han forlod elevatoren, vendte han sig om imod mig og sendte mig et skævt smil, mens han for en gangs skyld holde øjenkontakten. Jeg gengældte hans smil "Tak, Harry" Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige, jeg blev helt lettet da dørene lukkede og elevatoren fortsatte opad.

Jeg følte mig lettet, men alligevel dårlig tilpas, jeg havde håbet på at få en lang snak med ham, hvor vi endte med at blive venner igen, og muligvis fandt en måde at genforene Harry og Louis. Jeg vidste godt jeg havde været naiv, for det ville kun være sket i et univers med enhjørninger og havfruer. Jeg måtte vel bare finde fred med at Harry ikke skulle med til brylluppet, det ville også være strengt at tvinge ham til at sidde og se os blive gift. 

Elevatoren stoppede endnu en gang på etagen før Harrys, dørene gik op og frem kom Niall, der stod med to skjorter i hver sin hånd i bar overkrop. Han brød ud i et lettet smil da han fik øje på mig "JACKIE! Lige den person, jeg leder efter!" Han tog fat om mit håndled og trak mig med sig, mens han råbte "Tak Gud!" 

 

****

"Prøv at lade vær med at savne mig, alt for meget! Det er jo kun 5 dage!" Jokede Louis, mens han omfavnede mig for 20.gang og pressede mig endnu hårdere ind til sig end han havde gjort de andre 19.gange. Sean, Jackson, Rich, de andre og jeg havde været i New York længere tid, end vi havde planlagt, så da det endelig var tid til at tage hjem, var der ikke lang tid til Louis kom hjem. Han havde stadig en masse koncerter og andre arrangementer inden hans tour sluttede, men de fleste jobs var i England, så han ville være hjemme det meste af tiden.

De andre var gået ind for at få noget at spise, planen var så at jeg skulle møde dem, når jeg var færdig med at tage afsked med Louis. Men det var svært, selvom jeg ville se ham om 5 dage! 

"Lou, du må nok hellere snart lade hende gå! Ellers så når hun ikke sit fly" Brød Niall akavet ind, han var taget med ud i lufthavnen, for at sige farvel og så fordi han og Louis skulle noget efter de havde sendt mig afsted. Selvom jeg havde nydt at være i New york, og det havde været helt fortryllende, så glædede jeg mig til at komme hjem og tage hul på mit rigtige liv, som Louis Tomlinsons forlovede. 

"Der er over en time til hun skal flyve, så jeg tror hun har masser af tid" Louis sendte Niall et dræberblik, mens han knugede mig ind til sig. Jeg lagde min hånd på hans brystkasse "Louis.....Niall har ret" Min indrømmelse fik Louis til at sukke, han lagde sin pande mod min.

"Du ved godt jeg elsker dig ultra højt, right?" 

Jeg nikkede forsigtigt, for ikke at fjerne min pande fra hans "Du ved godt jeg elsker dig helt ubeskriveligt højt, right?" Louis fnyste af min efterabning og lagde sine hænder på mine kinder, han fjernede sin pande fra min, for at placerer et kys i min pande. "Det er kun 5 dage, de kommer til at flyve afsted!" Jeg vidste ikke helt om det var mig eller ham selv, han prøvede at overbevise om hvor få dage det var, vi havde nok begge to behov for at høre det.

Han lænede sig frem og lod vores læber mødes, i et kort desperat kys, jeg stoppede kysset, da jeg hadede at gøre det foran hele verden. Jeg elskede at kysse Louis, men jeg hadede at gøre det foran alle de piger, som stod og observerede os, for det var grænseoverskridende at der ville være billeder af os over hele internettet senere, men også fordi jeg vidste nogle af disse piger var helt vildt forelsket i Louis, og det knuste deres hjerter at se os sammen sådan. "Vi ses om 5 dage, my love!" Jeg kyssede ham blidt på kinden, inden jeg gav Niall et hurtigt kram og løb afsted. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...