You will always be my first love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Færdig
Jaquelin tog til Afrika for at følge hendes drøm, om at hjælpe andre. Da hun fik tilbudt muligheden, havde hun egentlig tænkt sig at afslå, fordi hun ikke ville forlade sin kæreste. Men da han droppede hende, tøvede hun ikke et sekund med at tage afsted.
3 år senere opholder Jaquelin sig stadig i Afrika, hun arbejder hårdt og gør det hun altid har villet. En dag møder hun en ung, flot, sød, tiltrækkende fyr! Den første rigtige siden at hun blev droppet 3 år tidligere! De falder bladask for hinanden.
Alt passer fuldstændig perfekt, fordi Jaquelin står og skal til at tage hjem til England, hvor han tilfældigvis osse bor!
Der viser sig bare at være et "lille" problem.......Jaquelins nye fyr kender hendes ex! Eller det er en underdrivelse! De er venner og ikke bare venner....De er bedste venner.

100Likes
116Kommentarer
65403Visninger
AA

24. Thanks for everything, I fucking hate you!

"Så I kan ikke gøre noget, fordi de ikke står inde på min grund?"

"Desværre ikke, miss. De forsvinder nok, om et par dage når historien begynder at falde lidt til jorderen"

"Om et par dage?! Jeg kan jo ikke en gang komme ud af min have! Skal jeg så bare blive inde, indtil de er væk?"

"Miss, der er som sagt ingenting vi kan gøre. Når sådan nogle ting sker, for en offentlig person som dig, så vil der være paparazzier og der er intet at gøre ved det, medmindre du hyrer nogle sikkerhedsvagter" 

"For det første: Så er jeg ikke en offentlig person! Jeg har en kæreste som er kendt! For det andet: Jeg har fucking ikke råd til at hyrer, en hel hær af sikkerhedsvagter, bare fordi jeg skal ud med mine hunde eller ud og handle. Og for det tredje: Hvad med at du bare gør, dit fucking arbejde!? Så bliver jeg fri for at betale en formue, for at få mine egne sikkerhedsvagter!? Du skal bare rejse, din fe-" Jeg nåede ikke at færdig gøre min sætning, fordi Jackson hev telefonen ud af min hånd.

Han begyndte at undskylde på mine vejene, hvilket den dumme politibetjent ikke fortjente! "Jeg køber ham en doughnut!" Råbte jeg højt nok til at betjenten sikkert hørte det, Jackson sendte mig et dræberblik og tog afsked med betjenten. 

"Det var modent af dig! Vil du være sød at fortælle mig, hvad der rigtigt er galt? Jeg ved det er irreterende med paparazzier stående ude foran, men det er ikke det som er årsagen til dit lille flip" Hvad fuck vidste han om det?! Han kendte mig ikke godt nok til at analysere mig, på den måde! Ja, han var min fætter men han vidste ikke hvad jeg tænkte og derfor kunne han ikke udtale sig, på den måde! 

"Hvad fuck ved du om det?!"

"Jackie..Don't go there. Du er åbenbart vred over et eller andet, af en eller anden årsag tvivler jeg dog stærkt på at det har noget med mig at gøre" Okay, han havde ret! Det havde intet med ham at gøre, men det var ikke bare en enkel ting, der var skyld i mit vredeudbrud. Jeg var bare så indebrændt, over så mange ting og jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle reagere. Jeg plejede bare at få et rengørings-flip og så var det det, men denne her gang var det anderledes for jeg havde allerede gjort hele huset rent og jeg var stadig fucking pissed.

"Sorry, Jackson! Jeg har bare så meget i hovedet, og det kom ud på den forkerte måde. Det må du meget undskylde, du er bare den eneste jeg ved kan tage det"

"Det er okay, Jacks. Du siger bare til, hvis du vil snakke om det"

"Det er sødt af dig, men jeg kan ikke lige oversk-" Jeg stoppede med at tale, da telefonen begyndte at ringe igen. Jeg sukkede irriteret og skulle til at gå over til hvor Jackson havde lagt den, og tage den. Men Jackson gjorde tegn til mig, med sine hænder at han nok skulle tage den. 

Han var hurtigt ovre ved den "Hallo? Nej, det er hendes fætter" Jeg besluttede mig for at gå over til vinduet og kigge ud, mens Jackson kunne snakke med en af de idioter der havde ringet hele dagen. Paparazziaerne stod der stadig, hele hændelsen var blevet blæst helt op fordi alle Directionerne var interesseret i alt der havde med drengende at gøre, så fordi jeg var sammen med Louis, var de også interesseret i alt der foregik i mit liv. Og det vidste paparazziaerne, så de stod ude foran mit hus for at få fat i et eller andet, der kunne blive til en artikel i et eller andet smagløst sladderblad.      

"Jacks?" Jeg lod mit blik forblive på paparazziaerne "Jeg gider ikke snakke med nogle" Jeg var træt af at telefonen ringede i døgndrift, og jeg var træt af at være flink imod alle de uhøflige pressefolk, som prøvede på at udnytte mig for at tjene penge. 

"Det her er en undtagelse" Jeg kiggede over på ham, han sendte mig et lille skævt smil og rakte telefonen over imod mig. Jeg kiggede ned på telefonen og tog den ud af hånden på ham, jeg tog en dyb indånding "Jackie Collins" 

"Zayn Malik" Jeg fnyste kort over hans forsøg på at være sjov, jeg var faktisk glad for at han ringede "Hey Zayn, hvad så?"

"Jeg hørte hvad der skete igår. Er du okay?" 

"Jeg har det fint, bare lidt stresset. Hvad med dig?" 

"Helt fint! Du er godt nok svær, at få fat i" Det kan jeg godt forestille mig, jeg havde slukket min mobil og hjemtelefonen var optaget, det meste af tiden. "Jeg ved det godt, jeg slukkede min mobil så jeg kun skulle bekymrer mig om en telefon, der hele tiden ringede."

"Det forklarer hvorfor Louis, ikke kunne få fat i dig"

"Har han ringet?"

"Hvorfor lyder du så overrasket? Han er din kæreste, selvom han nogengange har en sjov måde at vise det på, så elsker han dig helt ubeskriveligt højt" Det var ret sødt af Zayn, at sige det! Selvom jeg godt vidste at Louis elskede mig, så havde jeg ikke lige tænkt på at han havde ringet til mig.

Jeg vidste godt at jeg havde lovet mig selv igår, at jeg skulle ringe til Louis og fortælle ham alt der var sket. Men efter det med Zac, var jeg bare kommet fra det. Jeg havde fuldstændigt svedt det ud, hvilket ikke var min mening, men det var bare sket, så man kunne vel godt kalde det et uheld? 

"Jeg ved det godt, jeg ville også rigtigt ringe til ham. Men der skete bare så meget igår, og så fik jeg ikke lige gjort det"

"Jeg kender det godt, men jeg vil nu foreslå dig at ringe til ham, så hurtigt som muligt. Din kæreste var oppe hele natten igår, for at få fat på dig! Han skrev til dig, ringede til dig, tweetede til dig osv! Han er virkelig bekymret"

"Hvis han har gjort så meget, hvordan kan det så være at det var dig, der fik fat på mig og ikke ham?" 

"Stakkelen faldt i søvn for en halv time siden, lidt efter fandt vi frem til dit hjemtelefonnummer! Hvordan kan det forresten være, at din egen kæreste ikke har dit hjemnummer?" 

"Jeg fik først en hjemtelefon for 3 dage siden, og Louis vil ikke have nummeret, fordi han ikke vil have at I laver telefonfis med mig"

 

****

"Undskyld mig! Jeg vil gerne forbi, tak!" Sagde jeg højt, mens jeg prøvede at skubbe mig igennem menneskerne, som havde gjort ophold ude foran mit hus. En masse blitzer begyndte at gå af, samtidig med at folkene begyndte at råbe og skrige ting efter mig. Jeg kunne ikke rigtigt gennemskue, hvad der blev sagt for jeg blev skreget ind i hovedet af over 50 mennesker, som råbte noget forskelligt. 

Jeg klemte mine øjne en smule sammen, for ikke at blive blændet. Jeg holde mine hænder over mine ører, for ikke at blive døv. Jeg prøvede at komme fremad, men menneskerne kom tættere og tættere på, og det var som om at deres stemmer blev højere og højere. 

Havde de ikke hørt om personlighed boblen? For de stod så tæt op af mig, at jeg nærmest blev mast imellem dem. Jeg prøvede at skubbe igen, men det forudgjorde bare at jeg blev mast ind imod stakittet.

For hvert skridt jeg tog fremad, kom jeg tættere på stakittet som jeg allerede gik helt op af nu. "HVAD SIGER LOUIS TIL HELE SITUATIONEN?" Råbte en mand, som stod så tæt på mig at hvis han rakte tunge ville han ramme min kind.

Jeg havde lyst til at skrige og græde på samme tid, af alle de her mennesker, for jeg følte mig fanget. Jeg kunne dårligt nok bevæge mig, men alligevel kom paparazzierne tættere på, for hvert sekund. Jeg kunne mærke tårene forme sig, hvilket fik mig til at tage en dyb indånding panisk.

Jeg ville råbe et eller andet, men orderene flød sammen og ud kom en uforstående mumlen sammen med lyden af gråd. Jeg prøvede en sidste gang at komme fremad, men jeg ramte noget hårdt og faldt tilbage, hvor jeg også ramte noget hårdt hvilket gjorde at jeg faldt indover Seans spidse stakit. 

Jeg udgav et smertefuld piv, idet min overkrop lænede sig indover Seans græsplæne mens min underkrop hang i luften. Jeg lukkede mine øjne, i forsøg på at holde smerten ude men det hjalp ikke. Følelsen af spidsen fra stakittet der borede sig ind i min side, blev hurtigt udskiftet af følelsen, af at slå sit hoved ned i græsplænen og lave en halv vejrmølle.

Jeg blev hurtigt hjulpet op, personen der hjalp mig beholde en beskyttende arm rundt om mig. "FÅ JER DOG ET LIV, TABERE!" Råbte personen, som jeg nu genkendte som Sean. Jeg lod Sean fører mig et ukendt sted hen, jeg ville ikke åbne mine øjne, for jeg vidste at ligeså snart jeg så dagslyset ville jeg bryde sammen. 

Da jeg hørte en dør smække bag mig og jeg var sikker på at Paparazziaerne ikke kunne se mig, åbnede jeg endelig mine øjne igen. Jeg kiggede forsigt op på Sean som stadig havde en arm omkring mig, jeg kastede mine arme om halsen på ham, samtidig med at jeg brød sammen. 

Sean var hurtig til at lægge sine arme om mig, han aede mig stille og rolig på ryggen. "Shhh....Det okay, Jackie. Du er uskadt og de der klamme mennesker, kan intet gøre dig mere" Sagde han trøstende. 

Jeg hadede virkeligt at være så sårbar, men jeg kunne intet gøre ved det. Det hele kom bare ud og der var ingen nytte i at prøve på at stoppe det. Jeg begravede mit ansigt i hans skulder, og lyttede til Seans omsorgsfulde ord. 

Sean stoppede med at snakke, da hans telefon begyndte og ringe. Vi stod begge i stilhed, mens hans ringetone spillede igennem. Jeg ville ikke forhindrer Sean i at snakke med den person som ringede, så jeg slap ham og trådte et skridt væk fra ham "Skal du ikke tage den?" Spurgte jeg stille mens jeg tørrede mine kinder, med mine hænder.  

Sean sendte mig et pint smil, hvilket var et klart tegn på at han havde meget ondt af mig.....Det var noget jeg hadede, folk skulle ikke have ondt af mig! Jeg havde en fantastisk tilværelse og jeg havde alt det, som jeg nogensinde kunne drømme om! Et stort hus, en fantastisk kæreste, nogle dejlige venner og vidunderlige hunde! Hvad mere kunne jeg bede om?

"Det er nok ikke så vigtigt, jeg ringer bare tilbage til personen senere!" 

"Tag den nu bare, jeg har ikke noget imod det" Forsikret jeg ham, men jeg nåede kun lige at sige det før telefonen stoppede med at ringe. Sean kiggede på mig med et hævet øjenbryn "Er du sikker?" Jeg nikkede overbevisende og tog en dyb indånding. 

"Okay, du ved hvor alt er!" Sean gik meget op i at søger for, at man altid følte sig velkommen. Han levede meget efter konceptet ´Mi casa es su casa.´

Sean gik over imod sofaborderet hvor hans telefon lå, han samlede den hurtigt op og gik ud i køkkenet. Jeg trådte ud af mine sko og slog mig ned på sofaen, jeg trak min mobil frem og tænde den. 

Jeg havde mange ubesvarede opkald! 67 for at være præcis, jeg gad ikke en gang at tjekke hvem de forskellige opkald var fra. For jeg havde stadig ikke fået snakket med Louis, og han var sikkert den eneste person som betød noget for mig, som havde ringet til mig! Jeg havde prøvet at ringe tilbage til ham, men jeg tror stadig at han sov på daværende tidspunkt, for han tog den ikke.

Jeg trykkede hurtigt hans nummer og tog mobilen op til mit ører, jeg ville ikke forstyrrer ham hvis han havde gang i noget vigtigt, men samtidig følte jeg virkeligt at jeg havde brug for ham. Jeg ved godt at det var egoistisk tænkt, men jeg savnede ham så sindsygt meget! Jeg savnede ham så meget at det gjorde ondt, især tanken om at der stadig var lang tid til at jeg ville se ham igen. Jeg måtte bare tage mig sammen og håbe på at dagene fløj afsted. 

"Hallo?" Mumlede en overtræt Louis, med hans sexede morgenstemme selvom det var langt fra morgen. Bare lyden af hans stemme gav mig en varm følelse indeni, og han havde kun sagt et ord. 

"Hej mus" 

"Jack! Jeg har ringet og sk-"

"Jeg ved det godt, honey! Jeg slukkede min telefon, fordi en masse forskellige journalister osv. blev ved med at ringe" 

"Er du okay?" Bare spørgsmålet fik mig til at bryde sammen, jeg var ellers lige stoppet med at græde. Hvis det havde været en der ikke kendte mig, nær så godt som Louis havde der sikkert ikke været noget. "Babe...Jeg vil så gerne være der for dig, jeg føler mig som den værste kæreste i hele verden.......Fordi jeg ikke kan være der, når du har brug for mig" Jeg tog fat i min trøje med min tomme hånd og knyttede den hårdt sammen rundt om stoffet. 

"Jeg var faktisk på vej til at forlade touren, da jeg hørte hvad der var sket. Men Liza stoppede mig" Den måde han sagde det sidste på, fortalte mig at han ikke brød sig særlig meget om Liza lige pt. Jeg hadede kællingen, så jeg forstod ham godt!   

"Jeg kan ikke mere Lou-" Min stemme knækkede og et hulk undslap, noget baggrundsstøj gav genlyd igennem telefonen. "Hvad mener du, med at du ikke kan mere??!" Louis lød helt knust og panikslagen, hvilket gav mig en kæmpe klump i halsen.   

"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Louis......Jeg har det som om det hele falder sammen! Først alt det drama med Harry, så stikker mine søskende mig i ryggen, Så begynder Eleanor at kaste alt muligt i hovedet på mig, så er der alt det med mit arbejde! Og det er kun toppen af isbjerget! Jeg kan bare ikke overskue alt det fucking drama!" Jeg håbede inderligt at Louis kunne forstå mig, for jeg græd så hysterisk, at jeg sikkert ikke selv ville forstå det! 

"Darling, der er ikke mere drama med Harry. Vi snakkede om det, og nu er vi okay! Angående det med dine søskende, så er de syge i hovedet! Jeg er glad for at du ikke ser dem mere, for de er jo fuldstændige sindsyge! De prøvede at dope deres søster, som de burde elske! De burde ønske det bedste for dig, men de kan ikke se udover deres egen næsetippe! Du har ikke brug for sådan noget, negativ indflydelse i dit liv. Hvad har Eleanor sagt til dig?" Måden han udtalte hendes navn på, fik det til at lyde helt giftigt. Som om at han kun kunne tale om hende, i en negativ sammenhængende! Hvilket fik hende til at fremstå som Voldemort.

"Det er ikke så meget hvad hun har sagt, det er mere hvad du har sagt til hende!" 

"Fortalte hun dig det?!" 

"Så det passer? Dit fucking svin, Louis! Ved du hvad? Vi to er færdige med hinanden!"

"Færdige? Det er fint med mig! Så bliver jeg fri for at føle mig som en fucking babysitter, hver gang vi er sammen!!?"

"Jeg vil hellere være en babysitter, end et klamt beard! Larry ftw, right? Eller det er nok nærmere Elounor! Tak for alt, Lou....Jeg fucking hader dig!?" Jeg rystede af vrede, jeg overreagerede sikkert rigtige meget men jeg var ligeglad! Jeg var færdig med ham, nu og for altid! 

Jeg smækkede røret på og smed min telefon på sofaborderet, jeg følte mig tom...Men jeg ville ikke græde over det, han havde været mig utro 2 gange! Eller jeg var ikke helt sikker på, om han havde fået chancen for at havde sex med Eleanor mens han havde været sammen med mig. Men bare måden han reagerede på, da jeg nævnte hende.....Han lød skyldig, og det var som om at han sprang i forsvars position. 

Jeg havde haft en hård dag og den blev bare værre og værre! Måske skulle jeg bare hoppe i seng, og lade som om at denne dag aldrig har fundet sted? Der var bare et lille/STORT problem! Jeg var inde hos Sean, og det ville tage en krig at komme hjem! 

Jeg kunne også bare crashe på hans sofa? Han ville sikkert ikke have noget imod det, for Sean går som sagt meget op I at få sine gæster til at føle sig hjemme. Før jeg fik tænkt mere over det, havde jeg lagt mig til rette med tæppet, som før hang foldet på sidelænet over mig. 

_______________________________________________________________________________________

Hey guys! Jeg vil gerne undskylde for den lange vente tid, jeg har bare haft så travlt med alt muligt shit! (18 års, arbejde, nattevagter osv) Jeg skal nok blive bedre til at opdatere, jeg vil endda prøve at opdaterer en gang om ugen! Men indtil viderer: Værsgo! Fortæl mig endelig, hvad I synes <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...